Boganbefaling // Harry Potter and The Cursed Child

IMG_8484

For en uge siden gav min mor mig bogen ”Harry Potter and The Cursed Child”. Jeg slugte bogen på to dage, og for første gang i mange år oplevede jeg virkelig glæden ved at læse. Den der følelse af, at man bare  læse videre, og man glemmer alt andet omkring sig. Der hvor man ønsker, at der var lidt flere sider i bogen, og må læse langsomt så fornøjelsen varer længere. Der er meget sjældent, at en bog har den virkning på mig.

Jeg kender ikke rigtig nogen andre der har læst den, så jeg er ved at dø over ikke at have nogen at snakke om den med! Jeg vil jo ikke røbe noget, for én der ikke har læst den. Det kommer jeg selvfølgelig heller ikke til at gøre i dette indlæg. Jeg er jo ikke en hjerteløs spoiler! Jeg vil i hvertfald forsøge at fortælle om bogen, uden at afsløre for meget.

Bogen foregår naturligvis i det fantastiske Harry Potter-univers. Den starter hvor 7’eren sluttede. På Kings Cross 19 år efter slaget på Hogwarts. Harry og Ginnys søn, Albus Severus Potter, er på vej til Hogwarts for første gang.

Gennem bogen følger man Albus og hans gode ven Scorpius Malfoy. Yes, you heard me – Draco Malfoys søn. De får mildest talt rodet sig ud i noget værre lort, men I må selv læse jer frem til hvad det er.

Bogen er skrevet som et manuskript. Det skyldes, at historien er skrevet med henblik på at blive et teaterstykke – ikke en bog. Teaterstykket går lige nu i London, og er fuldstændig udsolgt. Min mor og jeg vil ellers rigtig gerne over og se det, men det er vidst lidt svært at få biletter. Dog ikke helt umuligt.

Det er selvfølgelig lidt specielt at læse et manuskript. Man kommer ikke ind i hovedet på karaktererne på samme måde, og man får ikke beskrevet omgivelserne og miljøet i samme grad, som i en ”almindelig bog”. Men det fungerer faktisk ret godt, synes jeg. Det er meget lige til, og der står intet overflødigt. Den er meget hurtigt læst.

Jeg vil meget, meget kraftigt anbefale jer at læse den! Dog kun hvis I allerede har læst de andre Harry Potter bøger. Ellers vil den ikke give nogen mening for jer. Men er du glad for hele Harry Potter-universet er ”The Cursed Child” et must på din læseliste!

Til oplysning udkommer oversættelsen til dansk i Oktober. Det er Hannah Lützen, som også har oversat de andre bøger, som oversætter den. Hun er virkelig dygtigt, så hvis man heller vil læse den danske kan man trygt vente til den kommer.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

Jeg danser, som om ingen kigger

dans1

Det er sjældent, at jeg går i byen. Men når jeg gør, undrer jeg mig altid over folks måde at danse på. Det ligner aldrig rigtigt, at folk har det sjovt. De står bare og tripper lidt til musikken og forsøger at se pæn ud.

Jeg har skrevet om det før – men jeg fatter det simpelthen ikke. Hvis du er taget ud for at have det sjovt – så hav det dog sjovt! Det kan vel næppe være sjovt at stå og trippe og se sur ud.

Når jeg danser, danser jeg bogstaveligt talt, som om ingen kigger. Og det er mega grineren. Selvom mine veninder nok nogle gange har været lidt flove over mig 😛

Jeg er slet ikke i tvivl om, at der til flere fester er nogen der har kigget på mig og tænkt ”hvad fanden er det hun laver”… For lad os bare være ærlige, dans er ikke altid kønt. Jeg er faktisk en ganske fortrinlig danser (hvis jeg selv skal sige det) – men ikke altid efter en god mængde øl….. Selvom det nok i virkeligheden er det, hvor jeg virkelig føler, at jeg er god. But no.

Generelt synes jeg, at man bør tænke lidt mindre over hvad andre tænker og så bare give den gas – hvis det er det man har lyst til, altså. Jeg skal slet ikke være dommer over, om der reelt er nogen der synes det er sjovt at stå og trippe. Men hvis man har lyst til at smide tøjlerne lidt – så synes jeg sgu, at man skal gøre det. Så må folk tænke hvad de vil.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Bør vi sænke SU’en?

Som I måske har lagt mærke til, har SU-debatten fyldt en del i pressen på det seneste. Det skyldes blandt andet, at udgifterne til SU’en på de seneste ti år næsten er fordoblet! På nuværende tidspunkt bruger vi 20,09 milliarder årligt på SU, hvilket svarer til 1,04% af BNP. Det er sgu ikke småpenge!

Mange snakker om at skære i SU’en – ja sågar helt fjerne den. Og det kan man ikke klandre dem for, når man ser på de mange andre gode ting, som disse penge kunne bruges på. Eksempelvis at forbedre vores uddannelsessystem!

Personligt mener jeg, at den hjemmeboende SU bør afskaffes. Det er ikke mange penge man sparer der, sammenlignet med den udeboende SU – men for mig er det også helt principielt. Når du bor hjemme er dine omkostninger virkeligt lave. Ja faktisk begrænser de sig til nogle få omkostninger i forbindelse med ens ungdomsuddannelse samt eventuel transport fra og til. Det er bestemt ikke umuligt, og faktisk også virkelig sundt, at have et job ved siden af ens ungdomsuddannelse. Derfor ser jeg hjemmeboende SU som en gode, som sagtens kunne skæres væk.

Læs om hvorfor jeg ikke selv modtog hjemmeboende SU HER.

Den udeboende SU er guld værd, hvis man spørger mig. Det betyder, at man ikke skal være bange for at forgælde sig, når man tager en uddannelse. Det er nemt for mig, som kommer fra et uddannelseskendt miljø, at sige at det ikke har en påvirkning på, hvorvidt man ”tør” tage en lang videregående uddannelse, hvis det også betyder, at man forgælder sig op over ørene. For det tror jeg virkelig at det gør.

Jeg tror, at den udeboende SU har en stor påvirkning på den sociale mobilitet, og jeg tror, at det er en god investering i unge menneskers fremtid. SU’en betyder også, at unge mennesker arbejder ved siden af studiet – men ikke så meget, at det går ud over deres studier.

Man har i den senere tid talt om muligheden for at lånebasere SU’en på kandidatuddannelser. Det synes jeg faktisk ikke er nogen dårlig idé. Ville det skræmme nogen fra at tage en kandidatuddannelse? Muligvis! Men det ser jeg faktisk ikke nødvendigvis som en dårlig ting. Pt. har vi fået en kultur, hvor alle tager en kandidatuddannelse, og det næsten er umuligt at få et job med en bachelor. Men er det virkeligt nødvendigt at alle får en kandidat? Det tvivler jeg stærkt på! Jeg tror, at en lånebaseret SU på kandidaten kan være med til at skabe en ny uddannelseskultur.

Dertil er man altså, når man har en kandidat, relativt godt stillet – og har stor sandsynlighed for nemt at kunne betale SU-lånet tilbage. Det vil man ikke i samme grad have efter en bacheloruddannelse.

Afskaf den hjemmeboende SU og lånebaser SU’en på kandidatuddannelser.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

Det er da min ret at gå i bar røv

IMG_7917

For cirka halvanden måned siden flyttede jeg til en lejlighed på første sal (se lejligheden HER). Før det boede jeg på femte sal i en lejlighed med høje vinduer – og uden gardiner (se den lejlighed HER). For ingen kunne se ind i lejligheden, medmindre man stod lige op ad vinduet.

Jeg er altså vant til, at jeg kan rende rundt og lave præcis hvad jeg vil – uden at nogen ser det. Jeg er vant til at kunne rende rundt i bar numse – ja sågar nøgen, uden at nogen lægger mærke til det.

Så det er noget af et kulturchok at flytte ind i en lejlighed på første sal, hvor alle kan se ind i lejligheden når man ikke har rullet gardinerne ned.

Jeg ændrede selvfølgelig overhoved ikke min adfærd da vi flyttede ind. Jeg tullede rundt i bar numse som jeg plejede, og tænkte ikke rigtig over det. Men Mads sagde hver gang, at jeg skulle rulle gardinerne ned eller tage noget tøj på.

Men skal jeg det? Jeg synes altså på en eller anden måde, at det er min ret at gå i bar røv i min egen fucking lejlighed. Så må folk altså kigge væk. Skal jeg hele tiden gå og tænke over, om der er nogen der tilfældigvis kan se mig, hver gang jeg ikke har så meget tøj på?

Folk har vel set en numse før. Det er vel næppe et kæmpe chok jeg potentielt vil kunne udsætte dem for. Og forskellen på mig der render rundt i undertøj i min lejlighed og bikini på stranden, er vel heller ikke særligt stor?

Det har taget mig så mange år at blive ligeglad med, om folk ser mig uden tøj på. Som ung teenager ville jeg dø af generthed og skam, hvis folk så mig rende rundt i undertøj. Så i stedet for at gå og rulle gardinerne ned, vil jeg hellere være glad for, at jeg er pisse ligeglad.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Sådan undgår du tømmermænd

Skærmbillede 2016-08-21 kl. 19.46.21Jeg er netop hjemvendt efter en skøn weekend med Radikal Ungdom. Tre dage med hovedbestyrelsesmøde i Esbjerg.

Sådan en weekend er fantastisk – men også virkelig hård. Man sover på en dårlig luftmadras i et varmt klasselokale, hvor folk snorker i takt. Man er meget på og skal bruge hovedet, når vi diskuterer alt fra politiske resolutioner til organisationens budget.

Lørdag aften havde vi fest. Det er altid sjovt! Men mindre sjovt dagen efter, hvor man skal sidde parat til møde kl. 09.15.

Jeg lever meget efter princippet ”konge om natten, konge om dagen” (læs mere om det HER). Tømmermænd kan aldrig blive en undskyldning. Det er du selv skyld i, og så må du præstere på bedste vis på trods af det.

Efter mange års erfaring med vilde fester og lange, dræbende møder dagen efter, har jeg fundet et simpelt og godt trick!

Når jeg på et tidspunkt tænker… ”jeg er nødt til at gå i seng indenfor den næste time, ellers kommer jeg simpelthen ikke op”, så stopper jeg med at drikke alkohol, og køber en sodavand i stedet. Der er jeg stadig fuld og flyvende, og kan blive ved et godt stykke tid endnu.

Når jeg så beslutter mig for at gå i seng, så går jeg ud og drikker alt det vand jeg overhoved kan tvinge i mig. Bogstaveligt talt. Har jeg en flaske ved hånden fylder jeg den, og lægger den ved min seng.

Det er mega simpelt – og det fucking virker! Nogle gange er jeg for fuld til at huske det, og så fortryder jeg det virkelig, virkelig meget dagen efter. Men de dage, hvor jeg bruger den her metode har jeg knap nok tømmermænd dagen efter!

Trætheden kan man dog ikke komme af med. Jeg ligger her lidt i otte og er simpelthen ved at dø af træthed. Men det har været en fantastisk weekend fyldt med intense diskussioner, massere af sjov og ballade, gode venner og billig bar. Så kan man vel ikke forlange mere.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Jeg fylder rundt!

Om kun 11 dage fylder jeg 20 år! Jeg må jo nok indrømme, at jeg er nået op i den alder, hvor en fødselsdag ikke er noget vanvittigt stort. Men jeg glæder mig nu alligevel. Jeg skal holde to fødselsdage. Én fredagen før min fødselsdag, hvor jeg har inviteret nogle forskellige venner til fest. Og så én i slutningen af September, som er en stor parmiddag, med seks par. Jeg glæder mig rigtig meget til begge to. Jeg har frabedt mig gaver til dem begge, da jeg egentlig ikke rigtig ser festerne som ”fødselsdage”, mere som en god anledning til at drikke en masse øl med gode venner. Men min mor og Mads slipper fandme ikke for at give mig en gave! Så jeg har selvfølgelig lavet en ønskeliste. Den er meget præget af, at jeg er virkelig bidt af træning for tiden.

ønskeliste

AFFILIATE: 1/ HER 2/ HER 3/ HER 4/ HER 5/ HER 6/ HER 7/ HER 8/ HER 9/ HER 10/ HER

Derudover ønsker jeg mig fred i verden, massere af penge, et livsforbrug af lasagne og hvis der er nogen der har fundet min værdighed på en eller anden bar i København, så vil jeg også meget gerne have den igen.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

Jeg bliver så vred!

I de seneste dage, har Radio24syv lagt fokus på deling af nøgenbilleder af unge piger i facebookgrupper. Facebookgrupper, hvor drenge deler dropbox-mapper og enkeltstående billeder af letpåklædte, helt almindelige, danske unge piger. Nogen er blevet hacket – som eksempelvis Elise, som Radio24syv har snakket med. Nogen har måske sendt det til en kæreste, som efter et break-up, har sendt det videre.

Jeg har før skrevet om hævnporno, og hvordan jeg har det med det. Men nu kan jeg simpelthen ikke holde min kæft igen.

Først og fremmest bliver jeg fuldstændig vanvittigt rasende over, at nogle mennesker er så ondskabsfulde, at de kan finde på at dele så intime ting af andre mennesker. Tænk, at man som ekskæreste til en pige kan finde på at sende et intimt billede videre? Jeg kan simpelthen ikke sætte mig ind i det. Det er altså nogle unge drenge, som er fuldstændig uden empati og absolut ingen evne har til at sætte sig i andres sted. Det er så én ting.

Den anden ting der gør mig vanvittigt rasende er, at HVER gang vi taler om hævnporno kommer ”det er da deres egen skyld” op igen. NEJ det er aldrig nogensinde pigens egen skyld.

Hvis vi eksempelvis tager hende Elise, som er Radio24syvs case. Hun har haft billederne liggende på sin egen private telefon eller computer. Det har aldrig nogensinde været meningen, at nogen andre skulle se dem. Hun er da i sin fuldstændig gode ret til at have whatever billeder hun vil af sig selv – det er der ingen der skal blande sig i. Så er der nogen der hacker sig ind til hendes private billeder, stjæler dem og deler dem med en masse andre på internettet. Please fortæl mig, hvordan det nogensinde kan blive hendes skyld.

Jeg tror virkelig der er brug for en solid indsats blandt danske unge. De er simpelthen nødt til at lære om retten til egen krop – også billeder af den. At du er i besiddelse af et billede af en anden, giver dig ikke ret til at strø om dig med det, som det passer dig. Og så tror jeg simpelthen, at nogle af de her drenge er nødt til at blive straffet. Jeg er ingen stor fortaler for straf. Men jeg tror simpelthen ikke, at de her drenge har fattet, hvor alvorligt og destruerende det de gør egentlig er. De er nødt til at blive skræmt og få én over nallerne.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

For første gang træner jeg ikke for udseendet

IMG_8162

For et par år tilbage var min primære motivation for at træne mit udseende. Jeg ville gerne være tyndere, have en flad mave og en lav fedtprocent. Det får jeg ikke. For jeg gider ikke at spise vildt sundt (læs mere om det HER).

Forleden gik det op for mig, at jeg faktisk ikke har tænkt over træningens påvirkning på min krop i lang tid. Jeg har ikke engang en vægt derhjemme, for jeg er egentlig ligeglad. Jeg står ikke længere og studerer mine mave- og armmuskler i spejlet.

I stedet går jeg op i om jeg kan løfte mere end gangen før. Om jeg er blevet hurtigere, mere udholdende og om min teknik er blevet bedre. Og så går jeg især op i, om mine bar-øvelser er blevet bedre. For dem vil jeg rigtig gerne mestre.

For nu træner jeg fordi jeg synes sporten er sjov. Fordi jeg gerne vil være en god crossfitter. Ikke fordi at jeg gerne vil være tynd – og faktisk i virkeligheden heller ikke fordi jeg gerne ville være sund. Det der med at være ”sund” interesserer mig egentlig ikke vanvittigt meget. For hvis det gjorde, ville jeg ikke drikke mig fuld hver uge og spise en masse junk-food. Jeg træner fordi jeg elsker at bevæge mig, og fordi jeg godt kan lide at føle mig stærk og i god form. Fordi jeg ikke kan forestille mig et liv uden bevægelse!

Det er virkelig en fantastisk følelse det der med, at man ikke længere går så meget op i ens krops udvikling. Og så endda helt uden at lægge mærke til det! For der er simpelthen ikke noget mere drænende end hele tiden at holde øje med om vægten har rykket sig et par 100 gram, eller om man måske har fået lidt mere eller mindre fedt på inderlårene. Det synes jeg i hvertfald ikke.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Jo, det er også dit ansvar

cheating

Det er en alment kendt ting, at det altid er den person der er utro der bærer ansvaret, og ikke den person vedkommende er utro med. Men det er jeg faktisk ikke helt enig i.

Hvis Mads var mig utro ville jeg uden tvivl være mest sur på ham, og ikke på den person han havde været utro med. Det ville trods alt være ham der havde truffet det valg at bryde min tillid og ikke hende. Men hvis man er sammen med en, som man er indeforstået med har en kæreste, så bærer man altså en del af skylden. Man bærer en del af ansvaret for, at der er en anden person der bliver rigtig ked af det.

Jeg synes det er en latterlig ansvarsfralæggelse at sige, ”det må jo være hans problem, ikke mit”. Ja, selvfølgelig er det primært hans problem. Det er ham der er sin kæreste utro, men der skal sgu to til tango, eller i dette tilfælde – til utroskab.

Så er der nogen der siger, at der er stor forskel på om det er en man kender eller ej. Det vil jeg sådan set give dem ret i. Er det en du kender (især en ven/ veninde) så er du virkelig en nar, og så er jeg sikker på, at vi godt kan finde en særlig plads i helvede til dig. Men uanset om pigen (eller drengen, for den sags skyld) er en du kender eller ej, så bliver vedkommende stadig rigtig ked af det.

Jeg synes, at man skal holde sig væk fra folk der har en kæreste. Er der en i et forhold man er interesseret i, så bør man først og fremmest undersøge hvilke aftaler vedkommende har med sin kæreste – overraskende mange mennesker lever i et åbent forhold. Er vedkommende ikke det, så styr din libido og find en anden, eller håb at vedkommende går fra sin kæreste.

Utroskab fører aldrig til noget godt og der er altid nogen der bliver ked af det. Det er selvfølgelig den utro part der bærer den primære del af skylden – men du har også et ansvar.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

Weekend i sort og hvid

weekendHalløjsa skønne læsere, jeg håber, at I alle har haft en fantastisk weekend. Min har været fyldt med gode venner, hygge og fri bar – og så bliver det jo ikke meget bedre!

Fredag havde jeg ”blogger-arbejdsdag” med Theresa. Cirka en gang om måneden mødes vi og tager en helveds masse billeder, som vi kan bruge på vores blogs. For at være helt ærlig, så synes jeg ikke det er særlig sjovt at lave ”photoshoots” – så det er ikke kun fordi jeg er for tyk og for lav, at jeg ikke er model. Jeg synes det er pisse kedeligt. Men jeg bliver altid glad bagefter, for det gør altså bare bloggen lidt finere, at der er nogle ordentlige billeder. Og så spiser vi altid frokost bagefter, og det er hyggeligt. For Theresa er en skøn pige <3

Om aftenen var jeg til min venindes fødselsdag. Det var rigtig hyggeligt! Festen foregik i Konservativ Ungdom Københavns lokaler. De har åbenbart sådan et dominatrix billede af Helle Thorning hængende. Billedet nederst til højre, er mig der forsøger at lave et faceswap med hende – dog uden held. Jeg er stadig nede over det…

Lørdag sov jeg længe og tog ned og trænede. Om aftenen var jeg til sommerfest hos Radikale Venstre Hovedstaden, som havde booket en kanalrundfartsbåd i fire timer. Virkelig et fedt koncept – og så var der fri bar for 60 kroner. HVAD ER DET FOR EN VERDEN VI LEVER I. Det var en rigtig god aften, i rigtig godt selskab. Jeg kan hverken be- eller afkræfte, om jeg måske blev en lille smule fuld… Og måske også lidt irriterende. Men det hører sig jo til..

Søndag drak jeg kaffe med min mor, og fik hentet mine studiebøger. Og så gav min mor mig den nye Harry Potter bog! Jeg har nu læst den på lidt over 24 timer! Den skal I nok høre meget mere om, for den er jeg godt nok fan af.

Og nå ja, så var jeg på McDonnald to gange på under 24 timer. Både på vejen hjem fra byen lørdag, og søndag da både Mads og jeg havde tømmermænd. Jeg er meget stolt af min præstation…

Det var lidt hårdt at komme op på arbejde i morges. Og hele arbejdsdagen brugte jeg på at fantasere mig hjem på sofaen med min Harry Potter bog. Jeg droppede det hold jeg ellers havde meldt mig på i Crossfit her kl. 17.00, dels fordi jeg havde ondt i min læg, men mest for at læse i min bog – og måske også fordi jeg er doven. Men det må man godt om mandagen…

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Gæsteblogger // Når frygten styrer dit liv

I dag har denne seje gæsteblogger skrevet et indlæg om at leve med en fobi, og hvordan hun fik del tøjlet, og så den ikke få lov at fylde for meget i hendes hverdag. Læs med!thau

Sophie Thau

18 år, 3.G studerende på Ordrup Gymnasium

INSTAGRAM

 

Mit navn er Sophie, og jeg har valgt at dele min historie om at leve med en voldsom fobi, i mit tilfælde ophidiofobi, som er fobien for slanger. Jeg har lidt af min fobi så længe, jeg kan huske, men det er først nu, at jeg ikke længere skammer mig over den. I mange år har jeg følt mig som den eneste i verden med et liv, som er styret af en irrationel frygt for et dyr, men jeg har heldigvis opdaget, at jeg ikke er alene. Man anslår nemlig, at ca. 2-6% af Danmarks befolkning lider af fobier, som findes i over forskellige 500 afskygninger. Nogle er mere udbredte end andre, deriblandt højdeskræk, fobien for edderkopper og klaustrofobi, som rigtig mange mennesker lider af i en mild grad. Dog kan fobierne udvikle sig og blive så voldsomme, at angsten bliver konstant og altoverskyggende, og hverdagslivet bliver påvirket i høj grad. Det skete for mig.

Som 7-årig havde jeg en besættelse af dyr, og jeg så alle de dyreprogrammer, jeg kunne komme i nærheden af, deriblandt programmer om slanger. Jeg husker især et videoklip af en slange, der spiste en mus, og det klip har for alvor printet sig ind i min hukommelse, så jeg mistænker det for at have startet min fobi. Umiddelbart efter at jeg så klippet, begyndte jeg at få mareridt om slanger hver eneste nat. Nogle nætter vågnede jeg, og turde ikke rejse mig fra sengen, fordi jeg var overbevist om, at der ville være fyldt med slanger under min seng. Det var dog kun én bestemt slange, der skræmte mig, nemlig “mælkesnogen”, som er en lille ufarlig slange, der oftest bruges som kæledyr. Efter et par år blev mareridtene mere sjældne, og jeg tænkte kun sjældent på slanger. Dog ville jeg stadig undgå dem for hver en pris, men fobien var under kontrol, og jeg var sikker på, at det endelig var overstået.

Da jeg var ca. 15 år, brød den desværre op igen, og blev voldsomt forværret. Som 17-årig turde jeg ikke længere at sætte mig på toiletbrættet eller gå i bad i længere tid, fordi jeg frygtede, at der ville komme slanger op af afløbet. Jeg lå ofte søvnløs, stiv af skræk ved tanken om, at der måske var slanger i min seng, og hvis der tilfældigvis dukkede en slange op i et tv-program eller på min facebookfeed, kastede jeg op, rystede og fik voldsomme angstanfald. Hvis det regnede, turde jeg dårligt nok at gå udenfor. Jeg oplevede ofte, at folk ikke tog det alvorligt, når jeg fortalte, at jeg var bange for slanger. Mange gange har jeg oplevet, at folk har vist mig billeder af slanger for sjov, som har startet mine angstanfald. Jeg bebrejder dem ikke for det, for hvis man ikke selv lider af en fobi, kan det være svært at forstå, hvor voldsom angsten kan blive. De vidste ikke bedre, men jeg begyndte at skamme mig rigtig meget over at være så følsom og svag, hvilket påvirkede mit selvværd.

Mit liv var et helvede, da jeg var 17, og da angsten bredte sig til alle former for slanger, veraner, orme og snegle, blev mit hverdagsliv påvirket i sådan en grad, at jeg måtte søge hjælp hos en professionel. Jeg blev hypnotiseret af en dygtig psykolog, hvilket havde en gavnlig effekt i en periode på 2 måneder. Man kunne bestemt ikke sige, at jeg var kureret, men jeg turde efterhånden at sætte mig ned på toiletsædet og sove med slukket lys igen, hvilket var et større fremskridt end jeg havde turde håbe på. Dog ramlede det hele for mig igen, da jeg for første gang i årevis gik ind i en dyrehandel, hvor jeg så en stor, brun slange. Det udløste et enormt angstanfald midt på hovedgaden i Kalundborg, hvilket er noget af det pinligste, jeg har oplevet, og det fik min fobi til at blusse op igen. Jeg nægtede at give op, og begyndte at modtage kognitiv terapi, hvor jeg fandt frem til fobiens årsag og fik hjælp til at behandle den. Det har taget mig over et halvt år med ugentlig terapi, men i dag er jeg næsten så rask, som jeg kan blive. Jeg kan se billeder af slanger, jeg kan sove om natten, jeg kan gå i bad og gå ture i regnvejr. Jeg har endda set en snog for nyligt, da jeg gik tur i skoven alene, og jeg fik ikke noget anfald. Det lyder voldsomt, men jeg føler faktisk, at jeg har fået mit liv tilbage igen. Jeg hader stadig slanger over alt på jorden, men jeg har lært at acceptere, at de findes, og at de ikke må påvirke mit liv længere.

Jeg skriver dette indlæg, fordi jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der lever et liv med en voldsom fobi. Min historie er et bevis på, at der findes en udvej, lige meget hvor slem fobien er, og jeg vil på det kraftigste opfodre til, at man søger hjælp, selvom man skammer sig. Jeg skammede mig meget over at være så bange for et dyr, der dårligt nok findes i Danmark, men jeg ved også, at hjernen er en underlig størrelse, og at vi alle kan blive bange for selv de mærkeligste ting- der findes endda en fobi for sit eget spejlbillede (Spectrofobi). Så til dig, der har en fobi eller anden form for angst: Søg hjælp, uanset om du er bange for elevatorer, slanger, vand eller nåle- der er ingen skam i at være bange.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Jeg er blevet en basic bitch

IMG_8082

TRØJE // GANNI . SKO // ASOS . BUKSER // ACNE . LÆDERJAKKE // DESIGNERS REMIX

Denne t-shirt, har I formentlig set før. For hele blogland ejer den – i hvertfald én af dem.

Jeg reagere altid på samme måde med trends. Til at starte med tænker jeg ”ej, hvis alle har det – så skal jeg i hvertfald ikke have det”, og så ender det med, at jeg alligevel køber det. For det er jo faktisk ret pænt, og det gør jo ikke noget, at alle andre også har det, vel?

Netop det er årsagen til, at jeg har en Saks Potts pels og en Stella Mccartney taske. Nogle af de mest mainstream ting man kan eje, men alligevel nogle af mine absolut yndlings genstande.

Så nu har jeg købt denne skønne trøje fra Ganni! Den findes også i ”pink” og ”lemon”, men det kan i se på linket. Den koster 399,- kroner, hvilket jeg egentlig synes er en ganske fin pris. Den er virkelig behagelig og i god kvalitet.

Dette indlæg indeholder affiliatelinks

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal