Slut med bloggen

img_0291

Nej det er ikke clickbait, den er sgu god nok. Jeg stopper med at blogge – i hvert fald for en tid.

Bloggen her har kørt siden Marts 2015. Næsten hver dag har jeg delt indlæg om stort og småt, og jeg har nydt hvert et sekund af det. Men jeg er simpelthen kørt død i det. Jeg mangler inspiration, og ikke mindst tid. Bloggen her er gået over og er blevet en sur pligt, mere end et frirum – og det er for mig et tegn på, at jeg skal holde op. For selvom bloggen også er et bijob, så er det altså primært noget, som jeg gør for sjov.

Bloggen lukker ikke. Den kommer stadig til at ligge tilgængelig, så man kan finde alle de gamle indlæg. Jeg lukker den ikke, fordi jeg gerne vil have muligheden for at starte igen. For om det bare er et par måneders pause jeg mangler, eller om jeg er kørt død i det for good – det ved jeg ikke.

Men bare rolig, I kommer stadig til at kunne følge med, hvis I har lyst. Forhåbentligt betyder lukningen af bloggen, at jeg får mere tid til mine andre sociale kanaler. I kan gå ind og følge min private facebookprofil, hvor jeg skriver om politik og andet gak og gøgl HER. I kan følge min Instagram, hvor jeg deler stort og småt HER. Og så kan I følge mig på snapchat, hvor jeg snapper stort set hvert eneste skridt, jeg tager 😛 Der hedder jeg @frejafokdal.

Det er selvfølgelig sørgmodigt. Men jeg glæder mig også til at slippe af med den konstante dårlige samvittighed, jeg går med. Og måske det giver mig frirum til at kunne kaste mig over nogle andre sjove projekter i fremtiden.

Tak til alle Jer der har fulgt med <3 Uanset om I har fulgt med fra start, eller er kommet til undervejs. Om I er faste læsere, eller bare smutter forbi i ny og næ! I er skønne!

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

5 ting i Harry Potter, der ikke giver mening

Billedresultat for harry potter

Selvom Harry Potter er skønlitteratur, har jeg alligevel en tendens til at læse det, som om at det virkeligt. Sådan tror jeg, at mange inkarnerede fans har det. Derfor har jeg også lagt mærke til en del ting, som ud fra universitets præmisser – simpelthen ikke giver mening. Her er fem af dem.

1. Husalfer og transferens

I den syvende bog hjælper husalfen Dobby Harry og de andre med at flygte fra Malfoys herregård. Husalfers transeferens er nemlig ikke dækket af de besværgelser, som troldmænd kaster over et givent område for at sikre, at troldmænd og hekse ikke kan transferere sig ind.

Dødsgardisterne anser ikke andre magiske skabninger som værende noget værd – men de er trods alt ikke blege for at udnytte dem til deres egne formål. Derfor er det anelse underligt, at de ikke efter denne begivenhed benytter sig af husalfer og de evner, de har.

Fuldblodsfamilierne er ofte velhavende grundet gamle værdifulde klenodier mm. Velhavende familier er ofte dem, der har husalfer. Derfor må der være nogen af dødsgardisternes familier, der har husalfer. Hvorfor bruger de ikke dem, eksempelvis til at transferere sig ind på Hogwarts under slaget på Hogwarts?

Læs også: Hvad Harry Potter-universet betyder for mig

2. Tilskuere til den magiske trekamp.

I den fjerde bog oplever vi den magiske trekampsturnering. Der er tre udfordringer: slip forbi en drage, hiv en du holder af op af søen og find pokalen i labyrinten.

Til hver af de tre udfordringer sidder elever og lærere som tilskuere. Men det er jo en håbløs ting at være tilskuer til – altså udover den første udfordring med dragerne. De kan jo absolut intet se af, hvad der foregår i søen eller i labyrinten.

Det giver simpelthen ingen mening, hvorfor de ikke har valgt nogle udfordringer, som er lidt sjovere at være tilskuer til. Dertil giver det heller ingen mening, at de ikke på en eller anden måde har kontrol over, hvad der sker inde i Labyrinten. Du burde da vide, at to elever havde forladt Labyrinten?

Læs også: Gæsteblogger // Harry Pottcast

3. Pokalen som transitnøgle

I den føromtalte trekampsturnering er den sidste opgave jo at finde pokalen i labyrinten. Men pokalen er blevet lavet til en transitnøgle, så Harry og Cedrig ender på kirkegården, hvor Voldemort venter dem.

Da Harry igen rører ved transitnøglen ender han ude foran labyrinten, hvor publikum sidder – men hvorfor gør han det?
Hvis transitnøglen fungerer som en tovejs transportform, ville Harry jo havne inde midt i labyrinten – ikke udenfor den.

Hvis det er fordi, at Barti Ferm har puttet en ekstra destination ind i pokalen og den i forvejen var en transitnøgle, der fik den der rører ved den til at havne foran labyrinten – hvorfor har han så ikke fjernet den destination?

Det ville jo være en oplagt mulighed for Harry og Cedrig til at slippe væk fra Voldemort, hvis de blot skulle røre ved pokalen igen, og så ende tilbage på Hogwarts?

Læs også: Gæsteblogger // Harry Potter og En Lille Pige Der Fandt Hjem

4. Hocruxer og Fønixordenen

Hvorfor vil Dumbledor ikke have, at Harry fortæller Fønixordenen om Hocruxerne? Eller i hvert fald et par af dem? Hvorfor stoler han mere på tre teenagere, end på højtuddannede troldmænd?

Han efterlader Ron, Hermione og Harry i en meget isoleret situation, hvor de potentielt kan begå mange fejl – og det gør de også. Det kunne nemt have gået galt.

Hvorfor fortæller han ikke som minimum ét medlem af Fønixordenen, hvad de er ude på? Det ville da gå langt hurtigere og nemmere, hvis de var flere til at lede? De havde jo aldrig fået ødelagt Hocruxen i Nagini, hvis ikke Harry havde ”brudt” sin aftale med Dumbledor, og forklaret Neville, at det var altafgørende at få drabt Nagini?

Læs også: Warner Bros Studio Tour London

5. Slaget på Hogwarts

Slaget på Hogwarts foregår meget primitivt. Folk kæmper med hinanden og der bliver ikke brugt nogen beskidte tricks – men hvorfor?

Vi ved, at dødsgardisterne ikke er blege for at bruge beskidte tricks. Så hvorfor er der eksempelvis ikke nogen af dem, der bruger polyjuiceeliksir og sniger sig ind på fjenderne? Eller bruger desillutionsbesværgelser (udover Malfoy og hans håndlangere) for nemmere at kunne snige sig ind på byttet? Det virker meget urealistisk.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

Måske vi bare skulle slukke telefonen og være i nuet?

SPONSORERET AF SOPHIE HÆSTORP ANDERSEN

sophie2

I går spiste jeg frokost med Sophie Hæstorp Andersen. Sophie er formand for Region Hovedstaden og medlem af Socialdemokratiet.

Vi havde på forhånd aftalt, at vi skulle lave et lille “eksperiment”. Vi skulle begge slukke vores telefoner og bare snakke. To mennesker, der aldrig har mødt hinanden før. Om det der med altid at være på. Om sociale medier. Om mobilafhængighed. Og hvorvidt, at de ting er forskellige for hver vores generation?

Vi skulle mødes kl. 13.00 på Paté Paté. Jeg kom lidt for tidligt, og stod og ventede foran restauranten. Da Sophie kom, gik hun og snakkede i telefon. Hun stoppede op lidt foran restauranten for at afslutte sit opkald. Da telefonopkaldet, som umiskendeligt var med en af hendes kampagnefolk, da Sophie jo er midt i en valgkamp, hilste vi på hinanden og gik ind.

Det første vi gjorde, da vi satte os, var at slukke vores telefoner. Da Sophie tog sin frem, var der allerede et nyt indgående opkald, selvom det kun var få minutter siden, at hun havde afsluttet det sidste. På min telefon var det mest gruppebeskeder og snaps, der poppede op.

Efter vi havde bestilt, begyndte vi at tale om, hvordan det egentlig føltes at have slukket sin telefon. Vi kom frem til, at der nok var ret forskellige årsager til, at det var en underligt følelse for os. For Sophie handlede det om, at der ofte var journalister eller kampagnefolk, der ringede eller skrev til hende her midt i valgkampen. For mig var det primært, at mine venner og selvfølgelig mine “kollegaer” i Radikal Ungdom er vant til altid at kunne få fat på mig. For Sophie var det altså primært hendes arbejde, og for mig var det primært det sociale og selvfølgelig det frivillige arbejde.

Selvom vi egentlig kun havde planlagt, at frokosten skulle vare en time, endte vi med at sidde og snakke i to. Der var ikke nogen af os, der følte den helt store trang for at lange ud efter vores telefon. Det handlede nok også om, at vi begge over årene er blevet bedre til at håndtere, at man ikke SKAL være på hele tiden.

Sophie har gennem årene lært, at man ikke behøver at tage telefonen det sekund en journalist ringer. Hvis det er vigtigt, så skal de nok ringe tilbage. Jeg har over årene lært, at jeg ikke behøver at svare, hver eneste gang en eller anden kommenterer mine facebookopslag. De kan godt vente en time eller en dag – og alle behøver ikke at få et svar.

Nu er både Sophie og jeg ret udadvendte mennesker, som er vant til at snakke med mange forskellige mennesker. Men et eller andet sted, er det jo en ret grænseoverskridende situation at sidde og snakke i så lang tid med et menneske, som man overhoved ikke kender.

Normalt bruger vi jo vores telefon som et redskab i situationer, hvor vi føler os utilpas. Hvis samtalen går i stå, eller man ikke ved, hvad man skal sige. Så hiver man telefonen op, som et slags skjold. Men det kunne vi ikke her. Og derfor blev samtalen også bedre og mere personlig.

Når jeg er ude og spise med mine veninder, oplever jeg ofte, at de tager et telefonopkald eller tjekker deres Instagram-feed, mens vi sidder og snakker. De er altså tilstede fysisk, men ikke mentalt. Og så sidder jeg der som en idiot ved siden af, og venter på, at de er færdige. Det er, i min optik, hamrende uhøfligt – men dog ret almindeligt nu til dags.

Derfor var det enormt forfriskende at sidde og spise frokost men én, som var 100% tilstede. Så næste gang jeg skal ud og spise med min kæreste eller en veninde, kunne jeg da godt finde på at foreslå, at vi begge slukkede vores telefoner, og var tilstede – både fysisk og mentalt.

Efter de to timer tog vi begge vores telefoner frem igen. Jeg sad og tjekkede de indkommende snaps, og Sophie tastede løs. Vi sad i stilhed et par minutter, fortabt i vores digitale verden, hvorefter vi sagde farvel og tak for en hyggelig frokost.

Det var vildt hyggeligt, og vildt spændende. Vi havde så mange diskussioner om den digitale tidsalder. Så mange, at der desværre ikke er plads til en brøkdel af dem i dette indlæg. Og så hørte jeg også en masse om hendes arbejde som regionspolitiker. Et politisk led, som jeg desværre ikke ved så meget om.

D. 21. november er der jo Kommunal- og Regionsrådsvalg. Jeg stemmer ikke på Sophie, for jeg er radikal. Men hun er fandme sej! Skulle du have lyst til at læse mere om hende og hendes politik, så kan du gøre det HER.

 

 

PS. Til de af Jer, der skulle undre Jer over, at jeg har valgt at indgå et sponsoreret samarbejde med en kandidat fra et andet parti:

Jeg udvælger min samarbejder udfra, hvorvidt jeg kunne have fundet på at skrive det, hvis der ikke var penge involveret. Kunne jeg have fundet på at spise frokost med en politiker (uagtet parti) og snakke om sociale medier og skrive et indlæg på baggrund af det? Ja, det kunne jeg godt.

Jeg har altid lagt meget vægt på, at andre politiske holdninger skal have taletid på min platform. Jeg har bl.a. stillet en fra hvert ungdomsparti 10 spørgsmål, heriblandt flere kommunalvalgskandidater. Dertil har der været flere politiske gæsteindlæg, med politiske holdninger, som jeg ikke deler. Blandt andet dette.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

15 tegn på, at du er kampagnefrivillig

I går blev kommunalvalget skudt i gang. Det har de fleste af Jer formentlig opdaget, for der hænger tonsvis af plakater rundt i hele landet. Men plakaterne hænger ikke sig selv op. De bliver hængt op af massevis af frivillige, som ikke blot tager én dag ud af kalenderen for at hænge plakater op. Nej, de tager flere uger ud af kalenderen for at føre massiv kampagne for en kandidat eller et parti.

Det er pisse hårdt, og det er pisse sjovt. Her kommer 15 tegn på, at du er kampagnefrivillig. Den vil de fleste politisk aktive formentlig kunne relatere til 😉

SKUD UD til Radikal Ungdoms Forretningsudvalg, som har fundet på halvdelen af punkterne <3

1

1. Du forbander den person, der har lagt kommunalvalget i november, og den dag han blev født (det kan kun have været en mand).

2. Du har glædet dig som et lille barn til valget. Men allerede på valgkampens anden dag har du glemt, hvorfor du egentlig havde glædet dig.

3. Du er pisse ligeglad med, om plastik er dårlig for miljøet. Du er bare glad for, at du ikke længere skal klistre på masonitplader.

4. I din optik burde alle, der begynder at hænge plakater op før kl. 12.00, sælges til slagtning.

5. Du bruger det meste af din tid på interne intriger om ligegyldige ting. Og synes egentlig også, at det er mere spændende, end en diskussionen om den lokale svømmehal

6. Hver gang du ser en god lygtepæl, ærgrer du dig over, at du ikke har en valgplakat med.

7. Du er mest bare med, fordi du er virkelig dårlig til at sige nej, og ikke rigtig kan komme ud af det.

8. Du prøver hårdnakket at bilde dig selv ind, at valgplakater “faktisk har sin charme”. Det er meget svært i 7 grader og blæsevejr…

9. Dine ikke-politiske facebookvenner har blokeret dig for at undgå spam og et utal invitationer til at “synes godt om side”.

10. Dagen efter plakatophængning er din facebookside fyldt med opslag om hærgede plakater, og du tænker i dit stille sind “kunne de ikke i det mindste have fundet på noget lidt originalt hærværk”.

11. Du insisterer ihærdigt på, at flyers-uddeling er det hele værd, men ved inderst inde godt, at de fleste ender i den nærmeste skraldespand.

12.Du indleder en blodfejde med en, fordi at I er uenige om, hvordan en flyer skal se ud.

13. Du føler dig lidt som klatretøsen, når du kravler i lygtepæle. I virkeligheden ser du ret retarderet ud, og kæmper i virkeligheden blot for at overleve, og for at få lov til at komme tilbage til valgkampsbunkeren og få en bajer.

14. Du laver kun gadekampagner for at kunne tage et fedt billede til SoMe.

15. Du har lige pludselig udviklet en enorm interesse for lokalpolitik som sjovt nok forsvinder igen en uge efter valget.

2

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

Ville du spise insekter?

4

I onsdags var Sigrid og jeg til middag hos “Gastronomisk Innovation”. Sigrid havde vundet en middag gennem Folkekirkens Nødhjælp, og hun var så sød at invitere mig med 😀

Konceptet var, at vi skulle smage insekter på en delikat måde. Insekter er nemlig fremtidens superfood. De er proteinrige, kræver meget lidt plads og ressourcer at producere og så er der virkelig mange af dem.

Insekter er ideel føde i 3. verdenslande, hvor ressourcerne er knappe. Men det er også ideelt for os. Både fordi de er næringsrige, men også fordi, at vi men jordens befolkningstilvækst er nødt til at kigge på proteinkilder, som kræver færre naturressourcer at producere.

Vi fik fem enormt lækre retter, hvor insekter som melorme, græshopper og buffaloorme var en lille del af retten, men ikke det centrale.

Jeg synes faktisk slet ikke, at insekterne var slemme. Faktisk smagte det ret godt! Eksempelvis smager melorme ret meget som majs.

Det mest grænseoverskridende var nok desserten. Der var insekterne ret tydelige, og det var ligesom ikke der, man forventede at se en bunke orme. Men det smagte faktisk rigtig godt, når man kom ud over de psykiske barriere.

Det var en rigtig hyggelig aften. Det er sjældent man får så lækker mad, og det var også sjovt at spise middag med seks helt tilfældige mennesker, som man aldrig havde mødt før.

6   5

3

21

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal