Slut med bloggen

img_0291

Nej det er ikke clickbait, den er sgu god nok. Jeg stopper med at blogge – i hvert fald for en tid.

Bloggen her har kørt siden Marts 2015. Næsten hver dag har jeg delt indlæg om stort og småt, og jeg har nydt hvert et sekund af det. Men jeg er simpelthen kørt død i det. Jeg mangler inspiration, og ikke mindst tid. Bloggen her er gået over og er blevet en sur pligt, mere end et frirum – og det er for mig et tegn på, at jeg skal holde op. For selvom bloggen også er et bijob, så er det altså primært noget, som jeg gør for sjov.

Bloggen lukker ikke. Den kommer stadig til at ligge tilgængelig, så man kan finde alle de gamle indlæg. Jeg lukker den ikke, fordi jeg gerne vil have muligheden for at starte igen. For om det bare er et par måneders pause jeg mangler, eller om jeg er kørt død i det for good – det ved jeg ikke.

Men bare rolig, I kommer stadig til at kunne følge med, hvis I har lyst. Forhåbentligt betyder lukningen af bloggen, at jeg får mere tid til mine andre sociale kanaler. I kan gå ind og følge min private facebookprofil, hvor jeg skriver om politik og andet gak og gøgl HER. I kan følge min Instagram, hvor jeg deler stort og småt HER. Og så kan I følge mig på snapchat, hvor jeg snapper stort set hvert eneste skridt, jeg tager 😛 Der hedder jeg @frejafokdal.

Det er selvfølgelig sørgmodigt. Men jeg glæder mig også til at slippe af med den konstante dårlige samvittighed, jeg går med. Og måske det giver mig frirum til at kunne kaste mig over nogle andre sjove projekter i fremtiden.

Tak til alle Jer der har fulgt med <3 Uanset om I har fulgt med fra start, eller er kommet til undervejs. Om I er faste læsere, eller bare smutter forbi i ny og næ! I er skønne!

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

5 ting i Harry Potter, der ikke giver mening

Billedresultat for harry potter

Selvom Harry Potter er skønlitteratur, har jeg alligevel en tendens til at læse det, som om at det virkeligt. Sådan tror jeg, at mange inkarnerede fans har det. Derfor har jeg også lagt mærke til en del ting, som ud fra universitets præmisser – simpelthen ikke giver mening. Her er fem af dem.

1. Husalfer og transferens

I den syvende bog hjælper husalfen Dobby Harry og de andre med at flygte fra Malfoys herregård. Husalfers transeferens er nemlig ikke dækket af de besværgelser, som troldmænd kaster over et givent område for at sikre, at troldmænd og hekse ikke kan transferere sig ind.

Dødsgardisterne anser ikke andre magiske skabninger som værende noget værd – men de er trods alt ikke blege for at udnytte dem til deres egne formål. Derfor er det anelse underligt, at de ikke efter denne begivenhed benytter sig af husalfer og de evner, de har.

Fuldblodsfamilierne er ofte velhavende grundet gamle værdifulde klenodier mm. Velhavende familier er ofte dem, der har husalfer. Derfor må der være nogen af dødsgardisternes familier, der har husalfer. Hvorfor bruger de ikke dem, eksempelvis til at transferere sig ind på Hogwarts under slaget på Hogwarts?

Læs også: Hvad Harry Potter-universet betyder for mig

2. Tilskuere til den magiske trekamp.

I den fjerde bog oplever vi den magiske trekampsturnering. Der er tre udfordringer: slip forbi en drage, hiv en du holder af op af søen og find pokalen i labyrinten.

Til hver af de tre udfordringer sidder elever og lærere som tilskuere. Men det er jo en håbløs ting at være tilskuer til – altså udover den første udfordring med dragerne. De kan jo absolut intet se af, hvad der foregår i søen eller i labyrinten.

Det giver simpelthen ingen mening, hvorfor de ikke har valgt nogle udfordringer, som er lidt sjovere at være tilskuer til. Dertil giver det heller ingen mening, at de ikke på en eller anden måde har kontrol over, hvad der sker inde i Labyrinten. Du burde da vide, at to elever havde forladt Labyrinten?

Læs også: Gæsteblogger // Harry Pottcast

3. Pokalen som transitnøgle

I den føromtalte trekampsturnering er den sidste opgave jo at finde pokalen i labyrinten. Men pokalen er blevet lavet til en transitnøgle, så Harry og Cedrig ender på kirkegården, hvor Voldemort venter dem.

Da Harry igen rører ved transitnøglen ender han ude foran labyrinten, hvor publikum sidder – men hvorfor gør han det?
Hvis transitnøglen fungerer som en tovejs transportform, ville Harry jo havne inde midt i labyrinten – ikke udenfor den.

Hvis det er fordi, at Barti Ferm har puttet en ekstra destination ind i pokalen og den i forvejen var en transitnøgle, der fik den der rører ved den til at havne foran labyrinten – hvorfor har han så ikke fjernet den destination?

Det ville jo være en oplagt mulighed for Harry og Cedrig til at slippe væk fra Voldemort, hvis de blot skulle røre ved pokalen igen, og så ende tilbage på Hogwarts?

Læs også: Gæsteblogger // Harry Potter og En Lille Pige Der Fandt Hjem

4. Hocruxer og Fønixordenen

Hvorfor vil Dumbledor ikke have, at Harry fortæller Fønixordenen om Hocruxerne? Eller i hvert fald et par af dem? Hvorfor stoler han mere på tre teenagere, end på højtuddannede troldmænd?

Han efterlader Ron, Hermione og Harry i en meget isoleret situation, hvor de potentielt kan begå mange fejl – og det gør de også. Det kunne nemt have gået galt.

Hvorfor fortæller han ikke som minimum ét medlem af Fønixordenen, hvad de er ude på? Det ville da gå langt hurtigere og nemmere, hvis de var flere til at lede? De havde jo aldrig fået ødelagt Hocruxen i Nagini, hvis ikke Harry havde ”brudt” sin aftale med Dumbledor, og forklaret Neville, at det var altafgørende at få drabt Nagini?

Læs også: Warner Bros Studio Tour London

5. Slaget på Hogwarts

Slaget på Hogwarts foregår meget primitivt. Folk kæmper med hinanden og der bliver ikke brugt nogen beskidte tricks – men hvorfor?

Vi ved, at dødsgardisterne ikke er blege for at bruge beskidte tricks. Så hvorfor er der eksempelvis ikke nogen af dem, der bruger polyjuiceeliksir og sniger sig ind på fjenderne? Eller bruger desillutionsbesværgelser (udover Malfoy og hans håndlangere) for nemmere at kunne snige sig ind på byttet? Det virker meget urealistisk.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Måske vi bare skulle slukke telefonen og være i nuet?

SPONSORERET AF SOPHIE HÆSTORP ANDERSEN

sophie2

I går spiste jeg frokost med Sophie Hæstorp Andersen. Sophie er formand for Region Hovedstaden og medlem af Socialdemokratiet.

Vi havde på forhånd aftalt, at vi skulle lave et lille “eksperiment”. Vi skulle begge slukke vores telefoner og bare snakke. To mennesker, der aldrig har mødt hinanden før. Om det der med altid at være på. Om sociale medier. Om mobilafhængighed. Og hvorvidt, at de ting er forskellige for hver vores generation?

Vi skulle mødes kl. 13.00 på Paté Paté. Jeg kom lidt for tidligt, og stod og ventede foran restauranten. Da Sophie kom, gik hun og snakkede i telefon. Hun stoppede op lidt foran restauranten for at afslutte sit opkald. Da telefonopkaldet, som umiskendeligt var med en af hendes kampagnefolk, da Sophie jo er midt i en valgkamp, hilste vi på hinanden og gik ind.

Det første vi gjorde, da vi satte os, var at slukke vores telefoner. Da Sophie tog sin frem, var der allerede et nyt indgående opkald, selvom det kun var få minutter siden, at hun havde afsluttet det sidste. På min telefon var det mest gruppebeskeder og snaps, der poppede op.

Efter vi havde bestilt, begyndte vi at tale om, hvordan det egentlig føltes at have slukket sin telefon. Vi kom frem til, at der nok var ret forskellige årsager til, at det var en underligt følelse for os. For Sophie handlede det om, at der ofte var journalister eller kampagnefolk, der ringede eller skrev til hende her midt i valgkampen. For mig var det primært, at mine venner og selvfølgelig mine “kollegaer” i Radikal Ungdom er vant til altid at kunne få fat på mig. For Sophie var det altså primært hendes arbejde, og for mig var det primært det sociale og selvfølgelig det frivillige arbejde.

Selvom vi egentlig kun havde planlagt, at frokosten skulle vare en time, endte vi med at sidde og snakke i to. Der var ikke nogen af os, der følte den helt store trang for at lange ud efter vores telefon. Det handlede nok også om, at vi begge over årene er blevet bedre til at håndtere, at man ikke SKAL være på hele tiden.

Sophie har gennem årene lært, at man ikke behøver at tage telefonen det sekund en journalist ringer. Hvis det er vigtigt, så skal de nok ringe tilbage. Jeg har over årene lært, at jeg ikke behøver at svare, hver eneste gang en eller anden kommenterer mine facebookopslag. De kan godt vente en time eller en dag – og alle behøver ikke at få et svar.

Nu er både Sophie og jeg ret udadvendte mennesker, som er vant til at snakke med mange forskellige mennesker. Men et eller andet sted, er det jo en ret grænseoverskridende situation at sidde og snakke i så lang tid med et menneske, som man overhoved ikke kender.

Normalt bruger vi jo vores telefon som et redskab i situationer, hvor vi føler os utilpas. Hvis samtalen går i stå, eller man ikke ved, hvad man skal sige. Så hiver man telefonen op, som et slags skjold. Men det kunne vi ikke her. Og derfor blev samtalen også bedre og mere personlig.

Når jeg er ude og spise med mine veninder, oplever jeg ofte, at de tager et telefonopkald eller tjekker deres Instagram-feed, mens vi sidder og snakker. De er altså tilstede fysisk, men ikke mentalt. Og så sidder jeg der som en idiot ved siden af, og venter på, at de er færdige. Det er, i min optik, hamrende uhøfligt – men dog ret almindeligt nu til dags.

Derfor var det enormt forfriskende at sidde og spise frokost men én, som var 100% tilstede. Så næste gang jeg skal ud og spise med min kæreste eller en veninde, kunne jeg da godt finde på at foreslå, at vi begge slukkede vores telefoner, og var tilstede – både fysisk og mentalt.

Efter de to timer tog vi begge vores telefoner frem igen. Jeg sad og tjekkede de indkommende snaps, og Sophie tastede løs. Vi sad i stilhed et par minutter, fortabt i vores digitale verden, hvorefter vi sagde farvel og tak for en hyggelig frokost.

Det var vildt hyggeligt, og vildt spændende. Vi havde så mange diskussioner om den digitale tidsalder. Så mange, at der desværre ikke er plads til en brøkdel af dem i dette indlæg. Og så hørte jeg også en masse om hendes arbejde som regionspolitiker. Et politisk led, som jeg desværre ikke ved så meget om.

D. 21. november er der jo Kommunal- og Regionsrådsvalg. Jeg stemmer ikke på Sophie, for jeg er radikal. Men hun er fandme sej! Skulle du have lyst til at læse mere om hende og hendes politik, så kan du gøre det HER.

 

 

PS. Til de af Jer, der skulle undre Jer over, at jeg har valgt at indgå et sponsoreret samarbejde med en kandidat fra et andet parti:

Jeg udvælger min samarbejder udfra, hvorvidt jeg kunne have fundet på at skrive det, hvis der ikke var penge involveret. Kunne jeg have fundet på at spise frokost med en politiker (uagtet parti) og snakke om sociale medier og skrive et indlæg på baggrund af det? Ja, det kunne jeg godt.

Jeg har altid lagt meget vægt på, at andre politiske holdninger skal have taletid på min platform. Jeg har bl.a. stillet en fra hvert ungdomsparti 10 spørgsmål, heriblandt flere kommunalvalgskandidater. Dertil har der været flere politiske gæsteindlæg, med politiske holdninger, som jeg ikke deler. Blandt andet dette.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

15 tegn på, at du er kampagnefrivillig

I går blev kommunalvalget skudt i gang. Det har de fleste af Jer formentlig opdaget, for der hænger tonsvis af plakater rundt i hele landet. Men plakaterne hænger ikke sig selv op. De bliver hængt op af massevis af frivillige, som ikke blot tager én dag ud af kalenderen for at hænge plakater op. Nej, de tager flere uger ud af kalenderen for at føre massiv kampagne for en kandidat eller et parti.

Det er pisse hårdt, og det er pisse sjovt. Her kommer 15 tegn på, at du er kampagnefrivillig. Den vil de fleste politisk aktive formentlig kunne relatere til 😉

SKUD UD til Radikal Ungdoms Forretningsudvalg, som har fundet på halvdelen af punkterne <3

1

1. Du forbander den person, der har lagt kommunalvalget i november, og den dag han blev født (det kan kun have været en mand).

2. Du har glædet dig som et lille barn til valget. Men allerede på valgkampens anden dag har du glemt, hvorfor du egentlig havde glædet dig.

3. Du er pisse ligeglad med, om plastik er dårlig for miljøet. Du er bare glad for, at du ikke længere skal klistre på masonitplader.

4. I din optik burde alle, der begynder at hænge plakater op før kl. 12.00, sælges til slagtning.

5. Du bruger det meste af din tid på interne intriger om ligegyldige ting. Og synes egentlig også, at det er mere spændende, end en diskussionen om den lokale svømmehal

6. Hver gang du ser en god lygtepæl, ærgrer du dig over, at du ikke har en valgplakat med.

7. Du er mest bare med, fordi du er virkelig dårlig til at sige nej, og ikke rigtig kan komme ud af det.

8. Du prøver hårdnakket at bilde dig selv ind, at valgplakater “faktisk har sin charme”. Det er meget svært i 7 grader og blæsevejr…

9. Dine ikke-politiske facebookvenner har blokeret dig for at undgå spam og et utal invitationer til at “synes godt om side”.

10. Dagen efter plakatophængning er din facebookside fyldt med opslag om hærgede plakater, og du tænker i dit stille sind “kunne de ikke i det mindste have fundet på noget lidt originalt hærværk”.

11. Du insisterer ihærdigt på, at flyers-uddeling er det hele værd, men ved inderst inde godt, at de fleste ender i den nærmeste skraldespand.

12.Du indleder en blodfejde med en, fordi at I er uenige om, hvordan en flyer skal se ud.

13. Du føler dig lidt som klatretøsen, når du kravler i lygtepæle. I virkeligheden ser du ret retarderet ud, og kæmper i virkeligheden blot for at overleve, og for at få lov til at komme tilbage til valgkampsbunkeren og få en bajer.

14. Du laver kun gadekampagner for at kunne tage et fedt billede til SoMe.

15. Du har lige pludselig udviklet en enorm interesse for lokalpolitik som sjovt nok forsvinder igen en uge efter valget.

2

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Ville du spise insekter?

4

I onsdags var Sigrid og jeg til middag hos “Gastronomisk Innovation”. Sigrid havde vundet en middag gennem Folkekirkens Nødhjælp, og hun var så sød at invitere mig med 😀

Konceptet var, at vi skulle smage insekter på en delikat måde. Insekter er nemlig fremtidens superfood. De er proteinrige, kræver meget lidt plads og ressourcer at producere og så er der virkelig mange af dem.

Insekter er ideel føde i 3. verdenslande, hvor ressourcerne er knappe. Men det er også ideelt for os. Både fordi de er næringsrige, men også fordi, at vi men jordens befolkningstilvækst er nødt til at kigge på proteinkilder, som kræver færre naturressourcer at producere.

Vi fik fem enormt lækre retter, hvor insekter som melorme, græshopper og buffaloorme var en lille del af retten, men ikke det centrale.

Jeg synes faktisk slet ikke, at insekterne var slemme. Faktisk smagte det ret godt! Eksempelvis smager melorme ret meget som majs.

Det mest grænseoverskridende var nok desserten. Der var insekterne ret tydelige, og det var ligesom ikke der, man forventede at se en bunke orme. Men det smagte faktisk rigtig godt, når man kom ud over de psykiske barriere.

Det var en rigtig hyggelig aften. Det er sjældent man får så lækker mad, og det var også sjovt at spise middag med seks helt tilfældige mennesker, som man aldrig havde mødt før.

6   5

3

21

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Jeg er jo en kæmpe nørd

1

Jeg ved ikke, hvad det er. Men jeg har bare altid haft nogle super kiksede interesser. Hele min barndom var jeg hestepige med stor H, hele mit liv har jeg ELSKET Harry Potter, jeg blev ekstremt interesseret i politik da jeg var 13 år og nu spiller jeg simpelthen Pokemon Go meget mere, end jeg burde turde stå ved.

Læs også: Hvad Harry Potter-universet betyder for mig

Ja, I troede at Pokemon Go døde efter sidste sommer, men I kan godt tro om igen. Pokemon Go lever i bedste velgående.

Ligesom mange andre stoppede jeg med at spille det populære spil efter hypen stilnede af sidste sommer. Men for lidt over en måned siden fandt jeg appen frem igen, og så gik det ellers derud af. På ca. 5 uger er jeg gået fra level 13 til level 26. Så I kan godt regne ud, at jeg har spillet ret så meget…

Heldigvis er jeg ikke alene om det. Min gode veninde, Sigrid, hoppede heldigvis med på den (lidt stilnede) bølge sammen med mig. Og det er altså bare meget sjovere, når man har en at spille med 😛 Og når man har en, der forstår det, når man skriver “JEG HAR LIGE UDKLÆKKET MIN ANDEN SNORLAX” eller deler ens sorg, når man ikke fangede pokemonen efter et raid. For det gør Mads i hvertfald overhoved ikke…

Nå men altså. Som den kæmpe nørd jeg er, har jeg selvfølgelig tilmeldt mig alle mulige Pokemon Go-grupper på Facebook. Der fandt jeg hurtigt ud af, at Fisketorvet er the place to be, hvis man spiller Pokemon. Så der har Sigrid og jeg været henne et par gange og spille Pokemon.

Læs også: All I wanted was to catch them all…

Det er et ret vildt “society”. En søndag vi var derude, fandt vi ud af, at der var et ret fedt raid lige overfor Fisketorvet. Et Raid er et æg, der udklækkes på et Pokemon Gym, og så kan man gå sammen med op til 19 andre spillere om at bekæmpe den “Raid boss”. Hvis man slår den, har man mulighed for at fange den.

Vi gik derud, og der stod der ca. 30 mennesker og spillede. Det var mødre med deres døtre, det var vennepar i alle aldre og det var folk, der kom alene. Det var tydeligt, at mange af de mennesker vi mødte kendte hinanden i forvejen fra andre raids eller Pokemon Go-events. Hvor vildt er det lige?

Nå men i går sad Sigrid og jeg inde på Radikal Ungdoms sekretariat og arbejdede. Sekretariatet ligger 5 minutter på cykel fra Fisketorvet, og faktisk lige på vejen hjem til mig. Så jeg besluttede mig for at tage en tur til Fisketorvet på vejen hjem.

Sigrid havde en eksamensopgave, hun skulle have skrevet. Så hun havde ikke tid til at tage med, og så måtte jeg jo tage afsted alene.

Så sad jeg der. Helt alene, 21 år, midt i Fisketorvet og spillede Pokemon Go. Ikke nok med det, sad jeg samtidig og hørte Harry Potter 7 på lydbånd. Der gik det for alvor op for mig, hvor kæmpe stor en nørd jeg er. Men ved I hvad? Det har jeg det faktisk ganske fint med.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

Ulempen ved at være et curlingbarn

rengoering

Jeg er sgu lidt et curlingbarn. Mine forældre har ikke fejet alle livets udfordringer væk for mig, men de har hjulpet mig meget.

Jeg er ikke et curlingbarn på en negativ måde, hvis jeg selv skal sige det. Jeg er vokset op og er blevet (i min optik) et fornuftigt og velreflekteret menneske med et ganske realistisk billede på penge og verden i sin helhed.

Men jeg har fået meget hjælp af mine forældre. De har givet mig mange materielle ting, og gør det stadig. De gav mig en hest og tog begge trailerkørekort for at kunne køre min hest og mig til stævner. De kørte mig ofte op til min hest og kom og hentede mig og investerede meget tid og mange penge i mit “hesteeventyr”.

Læs også: Det vidste i ikke om mig // Hestepige

De bidrager meget til, at jeg har mulighed for at kunne passe et tidskrævende fuldtidsstudie og være næstformand i RU, så jeg ikke er nødt til at arbejde lige så meget, som andre unge i min alder er nødt til.

Jeg er ekstremt taknemmelig for alle de muligheder mine forældre har givet mig. Der er mange tid jeg aldrig ville kunne gøre eller opnå, havde det ikke været for de tidsmæssige og økonomiske ressourcer, som mine forældre har lagt i mig.

Læs også: Hvornår er man et curlingbarn?

Men. Der er også ulemper ved at være et curlingbarn. En af dem er, at jeg aldrig rigtig har lært at gøre rent. De første ti år af mit liv, havde vi au pair. Derefter havde vi rengøring to gange om ugen. Så jeg har i min opvækst aldrig gjort rent. Jeg har ryddet op på mit eget værelse, men det er også det.

Jeg har fejet og vasket gulv i den bager, hvor jeg arbejdede som barn. Og jeg støvsugede en gang i mellem, da jeg boede med min mor. Men det er også dét, som min rengøringserfaring rækker til.

Læs også: Er det OK at have au pair?

Da Mads og jeg flyttede sammen i Juli 2016, lavede vi en aftale om, at han var ansvarlig for rengøring og jeg var ansvarlig for madlavning.

Men som tiden er gået, er jeg begyndt at lave mindre og mindre mad i takt med, at jeg simpelthen er mindre hjemme. Så efterhånden er det ikke en særligt lukrativ aftale for Mads. Derfor har vi valgt at gøre aftalen mere løs, og fordele opgaverne mellem os.

I lørdags havde jeg planlagt at lave en stor hovedrengøring og oprydning i køkkenet. Nu jeg var i gang, tog jeg også lige badeværelset. Det var en forfærdelig oplevelse.

Jeg brugte en del tid på at lure, hvilke rengøringsmidler jeg skulle bruge til hvad, og et par gange måtte jeg spørge Mads til råds. Hvad bruger man egentlig brun sæbe til? Og hvad er forskellen på det, som man bruger til køkken, og det man bruger til badeværelset?

Det lykkedes dog heldigvis til sidst.

Der hvor det virkelig gik op for mig, hvor stor en noob jeg er til rengøring var, da jeg skulle rense afløbet. Det tænkte jeg var en god idé, da jeg et par gange har stået i vand til anklerne, når jeg var i bad.

Da jeg jo aldrig har renset et afløb før, måtte jeg prøve mig lidt ad. Og jeg har sikkert slet ikke gjort det på den mest effektive måde.

Jeg havde godt luret, at der nok lå en del af mit tykke, lange hår nede i afløbet. Så jeg hentede en spisepind og forsøgte at fiske noget af håret op af afløbet. Det lykkedes ikke rigtigt, og jeg måtte ty til andre midler. Derfor tog jeg simpelthen en dyb indånding og stak hele hånden ned i afløbet.

Der kom en helveds masse hår med op, og ikke nok med det, kom der også en forfærdeligt masse kalk. Det føltes simpelthen så klamt at have sin hånd ned i.

Jeg fik en masse sure opstød, men fortsatte. Efter jeg havde fisket nok hår op til at lave en paryk, endte jeg simpelthen med at kaste op. Heldigvis sidder afløbet jo lige ved siden af toilettet, så det handlede bare om at flytte hovedet hen til toilettet.

Jeg er da enormt glad for, at jeg aldrig har renset et afløb før, for føj for helvede hvor er det klamt. Men det er måske også lidt grotesk, at jeg havde den grusomme oplevelse første gang som 21-årig…

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Bruxelles 2017

6

Hej venner!

Ja, det er efterhånden noget tid siden, at jeg har skrevet herinde. Det er der mange årsager til, men en af dem er, at jeg har været i Bruxelles den sidste lille uge. Udover at vi havde virkelig dårligt internet på hotellet, valgte jeg også bare at hygge mig og holde ferie i stedet for at blogge.

Men nu er jeg tilbage! Og jeg har et par sjove projekter på bloggen i pipelinen 😀 Det skal I glæde Jer til, det gør jeg i hvert fald!

Læs også: #RUThereGeneva?

Nå, men jeg har været i Bruxelles mandag-fredag med Radikal Ungdom. Vi har næsten hvert år en studietur til Bruxelles. Jeg var også med for tre år siden, og i år var jeg med igen!

Vi var 22 RU’ere afsted. Vi tog afsted mandag formiddag, og var hjemme igen ved syvtiden i går aftes. Vi boede på Meininger Hotel, som er et hotel/ hostel i ghetto-delen af Bruxelles. Men det ligger relativt centralt, og det er faktisk et rigtig fint sted, særligt for grupper!

Turen var en ret god blanding af faglige oplæg og en hyggelig ferie. Vi havde 1-2 oplæg om dagen, og så hyggede vi en masse, drak øl og var på muséer.

Vi havde blandt andet et oplæg med Morten Helveg i Europaparlamentet, et oplæg med Jeppe Tranholm Mikkelsen i Europarådet og et oplæg med en officer hos NATO. Og så var vi på krigsmuseum og Parlamentariet, som er et museum om EU.

Jeg kan virkelig varmt anbefale særligt Parlamentariet. Der får man et ret godt overblik over EU’s historie og dets opbyggelse.

Personligt var jeg mest oppe at køre over oplægget hos NATO. Vi besøgte også NATO for tre år siden, men jeg er nok blevet lidt mere militær-positiv siden dengang. Jeg fik ret meget øjnene op for, at jeg faktisk godt kunne tænke mig enten et internship eller måske et job hos NATO på et tidspunkt. Jeg tror, at det er en vildt spændende arbejdsplads!

Vi fik også bare drukket en masse super lækre belgiske øl! Vi drak et par øl hver dag, og torsdag var vi sådan rigtigt i byen. Hver torsdag er der PLUX på Plads Luxenborg, som ligger lige ude foran Europaparlamentet. Der er en helveds masse mennesker, og særligt er det mødested for alle praktikanter i Bruxelles, som der jo er vanvittigt mange af.

Vi hyggede os, drak en masse Jägerbombs og så fejrede vi Sigrids fødselsdag – hun fyldte nemlig 23 år fredag! Så ved midnat sang vi selvfølgelig fødselsdagssang, og hun fik sig et vodkashot.

Det var en pisse hyggelig aften, og vi havde det pænt stramt fredag, hvor vi skulle hjem. Min sidemakker fik også lige knækket sig i flyet hjem. Der kom min stort set ikke-eksisterende lugtesans mig til gode!

Det var en virkelig dejlig tur, men det er nu også altid dejligt at komme hjem igen! I dag skal jeg havde gjort rent i køkkenet. Det trænger til en ordentlig rengøring, og så får vi vores venner, Rachel og Poul, til middag i aften. Det glæder jeg mig rigtig meget til!

1

2 3 4 5

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Nej, du er ikke nødvendigvis god nok, som du er

not-good-enough

Okay, jeg indrømmer det: rubrikken er ret provokerende! Det er mit budskab formentlig også, dog ikke nært så provokerende.

Jeg tror, at alle kender udtrykket “du er god nok, som du er”. Det hører man nemlig ret tit.

Du skal ikke lave om på dig selv for at please andre. Du skal ikke ændre din personlighed for, at andre vil kunne lide dig. Og du skal ikke tabe dig, fordi samfundets normer dikterer, at du skal være tyndere.

Men helt ærligt, nogle gange kan “du er god nok, som du er” godt blive en hvilepude. Jeg ved godt, at det er upopulært at sige. Men det synes jeg.

Selvfølgelig skal du have lov til at være som du er, og se ud, som du gør.

Men lad os eksempelvis antage, at du har en ret irriterende personlighed der gør, at der faktisk ikke rigtig er nogen, der har lyst til at være venner med dig. Så vil jeg altså ikke påstå, at du er god nok, som du er. Så kunne det være, at du skulle overveje, om der var nogle ting ved dig selv, som du burde ændre. For så tror jeg faktisk, at du på den lange bane ville få et federe liv.

Eller hvis du ikke har formået at bestå dine fag i folkeskolen, så du ikke har mulighed for at komme videre i uddannelsessystemet. Så vil jeg heller ikke påstå, at du er god nok som du er. Jeg vil sige, at du skal forsøge at tage dig sammen.

Ja, det er hårdt. Men jeg tror helt ærligt ikke, at det bidrager til din situation, at nogen fortæller dig, at du er god nok som du er. Jeg tror du får mere ud af at få at vide, at du har potentialet, men at du simpelthen er nødt til at gøre det bedre!

Min holdning er formentlig præget af konkurrencesamfundet og alt det der pjat. Men nogle gange er det altså fint at få at vide, at det man gør ikke er godt nok, og at man ikke ubetinget er god nok, som man er.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

Gæsteblogger // Du kunne blive model – altså hvis du tabte dig

rachel1

Rachel Maria Bæk Flindt

20 år – Model – Arbejder hos Zizzi – Socialdemokrat

 

”Du kunne blive model – altså, hvis du tabte dig”, er en sætning jeg ikke har tal på, hvor ofte jeg har hørt – for af mærkværdige årsager, er der mange der altid har haft meget markante holdninger til hvordan jeg ser ud – og ikke mindst hvordan jeg burde se ud.  Ikke nødvendigvis negative holdninger… Men holdninger; hvorvidt jeg er tyk, slank, pæn, grim, buttet, burde tabe mig, burde tage på, you name it. Og af ligeså mærkværdige årsager, har disse folk altid haft enormt stort behov for at udtrykke og fortælle mig om netop deres holdninger til mit udseende.

Selvom jeg altid har betragtet mig selv som en pige, med relativt højt selvværd og selvtillid, er det aldrig sjovt at få smidt negative kommentarer i hovedet – det tror jeg de fleste kan relatere til. Så derfor var det for mig også den ultimative hævn, da jeg for 5 år siden underskrev min første modelkontrakt – en modelkontrakt som curvemodel. Jeg var meget ung og syntes ærligtalt ikke det var specielt fedt at jeg ikke bare kunne blive ”almindelig” model ligesom alle de andre piger. Men ikke desto mindre var jeg model, hvilket for mig var et slags label på, at selvom nogle folk mente jeg var helt forkert, var jeg det altså ikke.

Sidenhen er der sket meget: jeg har skudt billeder for forskellige danske plus size brands, magasiner og butikker, hvilket har været en fornøjelse – det er altid surrealistisk at se sig selv i et katalog eller hængende på et banner. Herudover har jeg skiftet modelbureau og er nu ved Le Management, som er et af de største modelbureauer i Skandinavien, samt hos Dominique Models Agency i Bruxelles.

Jeg er også blevet ældre, og fra at jeg syntes det var lidt pinligt at alle kunne gå ind og se at jeg brugte en størrelse 42-44 i tøj, er jeg nu glad og stolt over, at være en del af en branche, der er i så stor udvikling, og jeg håber at jeg for nogen kurvede kan være et forbillede, de kan spejle sig i.

Den ”normale” modebranche har i mange år hyldet ét bestemt kvindeideal, som ganske få kan leve op til. Hermed ikke sagt at den type kvindekrop er forkert eller ikke er smuk – for det synes jeg helt bestemt. Men kvinder kommer i alle former og størrelser, og når stort set alt tøj er lavet til at sidde godt på en helt slank kvinde på 175 cm, er der rigtig mange der ikke kan følge med. I modeverdenen er man klassificeret som ”curvemodel” når man er størrelse 38 eller derover. Gennemsnitsstørrelsen blandt kvinder i Danmark er 40. Der er derfor en enorm skævvridning i, hvordan kvinder fremstilles i modebrancen og hvordan den gennemsnitslige danske kvinde ser ud. Derfor er jeg også rigtig glad for at man langsomt ser flere og flere smukke kvinder i reklamer og i diverse medier, der er på størrelse med – eller større end – gennemsnittet. Jeg tror det er en sund udvikling, og jeg håber på det vil gøre op med tankegangen om, at en smuk kvindekrop ser ud på én bestemt måde.

rachel2rachel3

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Alle burde gå i fællesbad

giphy

Jeg husker tydeligt mit første fællesbad som “voksen”. Jeg gik i 1.G og var lige begyndt til fitness. Jeg havde de sidste mange år i folkeskolen undgået fællesbadene let og elegant. Det havde vi allesammen i virkeligheden. For det var pinligt og ubehageligt, så vi stejlede så meget over for vores lærere, at vi fik lov at slippe.

Nu var jeg begyndt til fitness inde i byen. Jeg boede ude i Skovshoved, men gik i skole og havde mange møder inde i byen. Så ofte var det lettest at tage direkte fra skole til træning, og derefter til møder eller arrangementer om aftenen.

Så kunne jeg ikke slippe uden om det længere. Det frygtindgydende fællesbad.

Læs også: Vi har brug for mere nøgenhed!

Jeg stod helt alene ved en bænk omrammet af skabe. Jeg skyndte mig at klæde mig af, da jeg med stor gru kunne forestille mig den akavede situation, hvor man står to fremmede mennesker ved siden af hinanden, og klæder sig af.

Jeg tog mit håndklæde rundt om mig og gik mod badet. Der stod et par kvinder og vaskede sig i et par af de første båse. Jeg forsøgte febrilsk ikke at fange deres blik, men smed hurtigt håndklædet og nærmest løb mod det bagerste bad.

Jeg stod hele badet igennem med brystet mod bruseren, og forsøgte at gemme mig. Sjældent har jeg taget så forhastet et bad. Jeg skulle bare ud af det bad så hurtigt som overhoved muligt.

Turen fra badet til mit håndklæde, der hang et par meter udenfor badet, var en smule mindre ubehagelig end den første tur. Men jeg sugede stadig maven ind, for ingen skulle se de deller, jeg selv var overbevist om, at jeg havde.

Selvom min første tur i fællesbad var akavet og grænseoverskridende, så gjorde den enormt meget for den måde, jeg har det i min egen krop. Og allerede den anden tur i fællesbad, var langt mindre ubehagelig, end den første.

Nu går jeg i fællesbad flere gange om ugen til crossfit, og det er ikke noget, jeg lægger særligt store tanker i. Nogle gange foretrækker jeg endda at gå i bad der, fordi bruseren er meget rarere, end den jeg har herhjemme 😛

Jeg har haft rigtig svært ved at acceptere min krop, som den er (det kan du læse meget mere om lige HER). Jeg tror, at det at gå i fællesbad har gjort en kæmpe forskel.

For selvom folk ikke står og beglor hinanden i et fællesbad, ser folk dig stadig nøgen. Du kan ikke altid gå og suge maven ind, så på et tidspunkt bliver du bare nødt til at acceptere, at du ser ud som du gør, og sådan er det. Og så lærer man en dag at leve med det.

Men du ser også andre mennesker nøgne. Selvom folk har irriterende flotte kroppe i et crossfitcenter, så bliver du stadig bevidst om, at alle ser forskellige ud, og alle har fejl. Det er en enorm lettelse, og det har i hvert fald fået mig til at slappe meget mere af, og acceptere mig selv som jeg er.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Jeg har verdens bedste venner

piger

Jeg ved ikke om det var magi i luften, eller bare alkohol i blodet. Men jeg blev altså en lille smule forelsket i alle de her dejlige piger i lørdags – mere end jeg var i forvejen!

I lørdags holdte min søde veninde, Katrine, nemlig fødselsdag. Og hele vores “pigeloge” var med. Det er en “borgerlig” tværpolitisk pigegruppe, som vi lavede for 2,5 år siden. Til at starte med var det bare et tværpolitisk netværk, men de er sgu gået hen og blevet nogle af mine virkelig gode veninder.

Vi dansede hele natten, drak en masse technobajere og havde en helt fantastisk aften. Der var så meget kærlighed i luften, at jeg hele søndagen var helt høj på kærlighed til de her fantastiske piger, som jeg virkelig elsker at bruge min tid med.

Det er så dejligt, at 12 SÅ forskellige piger, kan have så fantastisk mange dejlige stunder sammen. For selvom vi er forskellige og har forskellige livssyn, så deler vi en stor politisk interesse, og en kærlighed til – og fortid i, foreningslivet, mere specifikt ungdomspolitik.

Men det er ikke den eneste grund til, at den her weekend virkelig har mindet mig om, hvor helt fantastiske venner jeg har. Fredag fejrede jeg nemlig min fødselsdag med mine gode venner, Thomas og Alexander. Til min fødselsdag gav de mig nemlig “en aften med to frække fyre” som indebar en middag og massere af drinks med dem.

De ville ikke sige, hvor vi skulle hen og spise. Det skulle være en overraskelse. Alexander og jeg havde forinden været hos Europabevægelsen og hjælpe vores ven, Jeppe, med at teste et nyt spilkoncept af. Så vi cyklede sammen mod restauranten.

Jeg blev ført rundt på næsten hele Frederiksberg og Vesterbro, inden vi endte der, hvor vi skulle spise. Jeg tror dog ikke helt den store omvej var en del af planen, men mere at han er elendig til at finde vej. Men vi endte altså på Madklubben Vesterbro, hvor vi fik en mega lækker treretters middag med bobler, vin og drinks.

22218039_10214579715107012_1618579081_oDe fortalte mig, at vi skulle ud og bowle. For at være helt ærlig, så magtede jeg ikke helt at bowle. Men det var sødt, at de havde planlagt noget! Efter middagen gik vi ned mod DGI-byen, hvor vi havde booket en bowlingbane til kl. 21.

Da vi kom ind i DGI-byen gav de mig bind for øjnene, og kastede mig ind i en bil. Jeg tænkte bare…. WTF. Efter hvad der føltes som en ret lang køretur, blev jeg ført ud og ind i en bygning. Vi skulle ind i to forskellige elevatorer, og der begyndte jeg at tænke, at vi måske var på tivoli hotellet. Da vi var der til min fødselsdag kunne jeg huske, at der var to forskellige elevatorer.

Da jeg fik bindet af, så jeg, at vi var på Bella Sky! En bar jeg faktisk længe har haft lyst til at prøve. Vi satte os og begyndte at kigge på drinkskortet. Men pludselig kom en tjener med bobler og lækre snacks, som de åbenbart havde planlagt på forhånd. Efter bobler og lækre drinks, tog vi ind til byen.

Det var en helt vildt hyggelig aften, og jeg blev bare så glad og taknemmelig for, at jeg har sådan nogle fantastiske venner, der planlægger så fantastisk en aften for mig! Hvor sødt er det lige?

De fleste mener vel, at de har verdens bedste venner. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at det er mig der har verdens bedste venner <3

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal