Det må fremtidens Freja tage sig af

had

Når jeg står godt vissen klokken 03.00 til en fest og overvejer, hvorvidt jeg skal hoppe på vandvognen og gå i seng eller snuppe et shot og feste videre, ender det af og til med sidstnævnte. Også selvom jeg godt ved, at jeg skal op klokken 08.00 og have møde hele dagen efter.

Og jeg ved jo godt, at det er en dårlig beslutning. Men jeg ender altid med at tænke ”det må fremtidens Freja tage sig af”. Det er generelt en sætning, som jeg tænker lidt for ofte.

For fremtidens Freja, er jo ikke den samme person som nutidens Freja. Jeg kan huske, at jeg engang læste noget forskning der sagde, at når mennesker ser på sig selv i fortiden eller fremtiden, så tænker de på sig selv som en anden person. Jeg har forsøgt at lede efter det, men jeg kan ikke finde det – så I må ikke hænge mig op på det!

Men kender I ikke det der med, at man sidder og tænker ”skal jeg træne i dag? Ej, det er jeg for træt til. Jeg gør det på onsdag i stedet”, som om, at onsdagens Freja bare generelt er et langt friskere og mere overskuds-agtigt menneske end nutidens Freja.

Og det ender jo ofte med, at nutidens Freja er ret træt af datidens Freja. For datidens Freja sætter ofte nutidens Freja i nogle ret træls situationer. Nutidens Freja gider ikke bære rundt på de tømmermænd, som datidens Freja var dum nok til at forudsagde. Hun gider heller ikke rydde det tøj op, som datidens Freja kastede hulter til bulter da hun kom hjem, fordi hun var for træt til at samle det op. Og onsdagens Freja er faktisk også ret irriteret på datidens Freja for, at hun ikke bare gik op og trænede. For så træt kunne hun da heller ikke have været. I hvertfald slet ikke så træt som nutidens Freja.

Og sådan gik det til, at nutidens og datidens Freja fik et ret anspændt forhold. Men så er det heldigt, at de bare kan kaste problemet videre til fremtidens Freja. Sikke et trekants-drama.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

TV der pisser mig af: Min fede træner

nyt-livsstils-program-kommer-snart-pa-tv3

Billedet er lånt af TV3

Den spritnye TV3-satsning Min fede træner er netop fløjet over skærmen – og hold kæft jeg har glædet mig! I har måske hørt om konceptet? Fire kendte, slanke danskere skal hjælpe fire overvægtige almindelige mennesker med at tabe sig.

Men først skal de på 2,5 måned tage så meget på som overhoved muligt, så de kan relatere til det at være overvægtig. Det i sig selv lyder jo helt vanvittigt. For det første er det pisse usundt at svinge sådan i vægt. For det andet virker det jo komplet meningsløst.

Jeg har virkelig været skeptisk, og jeg er ikke mindre skeptisk efter at have set programmet. Jeg var skeptisk før, fordi jeg virkelig ikke køber programmets præmis. Det gør jeg heller ikke efter, at jeg har set det.

Slanke og sunde mennesker som Frederik Fetterlein eller Mascha Vang, vil sgu da ikke efter nogle måneder med fed mad kunne sætte sig ind i, hvordan mennesker, der har været overvægtige hele deres liv, har det. Det handler ikke om, hvor mange kilo man har på kroppen. Det handler om vaner, motivation og de følelser der er forbundet med mad.

Mascha og Frederik trænet hele deres liv, og har lært at holde af træning. Træning og sund mad er en fast inkorporeret del af deres hverdag og deres vaner.

Sunde vaner og træning er IKKE en del af disse overvægtige menneskers hverdag. Det er en stor livsstilsændring som de skal igennem, og det er jo klart den sværeste del af et vægttab. Den livsstilsændring skal Mascha og Frederik ikke foretage, og det er en markant forskel.

Programmet starter ud med, at Frederik Fetterlein siger, at alle mennesker da har tid til at træne og leve sundt. Men det er sgu da nemt at sige, når man ikke rigtigt har noget arbejde? Jeg tror ikke, at Fetterlein kan sætte sig ind i, hvor svært det er at finde tid og motivation til træning og sunde vaner, når man har et helt almindeligt 9-17 job, hvor en sund og slank krop ikke er afgørende for ens præstation.

Dertil er det bare ikke alle mennesker, for hvem en sund livsstil og en lækker krop er altafgørende. Både Mascha og Frederik har jo levet af deres krop, og så er det da nemt at finde motivationen til at leve sundt.

Mascha Vang får også sagt, at hun bliver ked af det, når hun ser overvægtige mennesker. Hun mener, at de ”spilder deres liv”. Det er i mine øjne også en ret nedværdigende kommentar. Det viser tydeligt, at hun slet ikke forstår det liv, som overvægtige mennesker lever. For jeg tror sgu ikke, at de her overvægtige mennesker føler, at de spilder deres liv. For der er altså andet i livet end at være tynd.

Helt klart, det er et underholdende program. Det er da sjovt at se, hvordan kendte sunde mennesker klarer at tage på og tabe det igen. Men jeg synes faktisk, at det er lidt en hån mod overvægtige mennesker. For det er sgu ikke lige så nemt at tabe sig, hvis man har været overvægtig hele livet, som hvis man lige har taget et par hurtige kilo på.

Læs også: Jeg er overvægtig, åbenbart

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

15 tegn på, at du er jyde

jyde

Nu er det blevet tid til endnu en liste! Denne gang er det jyderne, det går ud over <3

1. Du er den eneste der kan få en to-værelses i København for 5.000 om måneden. Man skal sgu ikke kimse af dine kræmmer-gener.

2. Din far ejer en købmand, og man kan selvfølgelig ikke betale med dankort.

3. Alle dine sjællandske venner tror, at du bor på landet. I virkeligheden bor du i en større by end dem.

4. Lol du har sgu da ikke nogen sjællandske venner.

5. Du går aldrig ind af fordøren i en bybus. Og du er i øvrigt den eneste der siger bybus.

6. Når du er i København spørger du om vej til midtbyen. Som svar peger københavnerne i retningen hjem mod Jylland.

7. I din optik er det kun idioter der køber en bil uden anhængertræk.

8. Du bor i København.

9. Du tror, at du ved mere om København end københavnere gør.

10. Når dig og din kæreste har årsdag tager I på Jensens Bøfhus. Eller Flammen, hvis du virkelig skal flotte dig.

11. Kartofler er sundt. Det bliver først usundt når man hælder fløde over, og det gør du kun hver tredje dag.

12. Fuck Roskilde Festival. DM i traktortræk er the shit.

13. Du siger ”hva’ klok er det?”, ”jeg lagde i min seng hele dagen” og ”jeg skal lige ned og hanne lind”

14. Du lærte at køre traktor, før du lærte at cykle.

15. Du er røvtræt af kjøwenhavnere som mig, der tror, at hun ved noget som helst om jyder.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

Der er 0 kvindelige formænd i ungdomspolitik

feminisme

I går var jeg til landsmødefest i SFU, da der er tradition for, at ungdomspartierne inviterer de andre ungdomspartier til deres landsmødefest. Så i går tog Victor, som er formand for Radikal Ungdom, og jeg til Høje Taastrup, hvor mødet blev holdt.

På landsmødet gik deres formand, Nanna, af og de valgte en ny sej formand, der hedder Jacob. Det betyder, at der nu ikke er én eneste kvindelig formand i ungdomspolitik. ALLE formændene er mænd. Det er da en lille smule tankevækkende?

I Radikal Ungdom har vi en ledelse på 18 mennesker. Heraf er kun fire kvinder… Og for at være helt ærlig, så forstår jeg det simpelthen ikke. Jeg forstår ikke, hvad det skyldes.

Jeg er selv en kvinde, der gerne vil frem i verden. Jeg har aldrig nogensinde set det som en ulempe, at jeg er kvinde. Nogle gange tror jeg faktisk, at det har været en fordel. Jeg har aldrig følt, at der var ting jeg ikke kunne eller noget jeg ikke kunne være med i, fordi jeg er kvinde. Derfor har jeg også enormt svært ved at forstå, hvorfor der er så få kvinder i toppen af ungdomspolitik.

Min analyse er, at det er fordi kvinderne ikke gider. Der er mange aktive kvinder i ungdomspolitik, men de stiller bare ikke op til ledende poster. Måske fordi det kræver noget risikovillighed, som mange kvinder ikke har, måske fordi de bare gerne vil nogle andre ting. Det er svært at sige.

At være formand for et ungdomsparti er en virkelig stor opgave. Du har ansvar for en hel forening, og du skal være enormt meget på. Du skal være villig til at lægge hele dit liv på hylden for nogle år, for at vie dig til ungdomspolitik. Og jeg kan godt forstå, at det er de færreste der gider det. Måske er der bare flere mænd, der tør kaste sig ud i sådan noget?

Er det et problem, at der er så få kvinder? Nej, egentlig ikke. Man skal jo have de bedste kandidater, og hvis de er mænd – så er det jo fint. Men jeg synes, at det er underligt og egentlig også ærgerligt. For jeg tror, at det er vigtigt med stærke forbilleder, som man kan spejle sig i. Jeg tror, at der er større chance for, at flere kvinder vil søge ledende poster, hvis der allerede er kvinder på ledende poster i organisationen.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Blackout

paaskefrokost

I går var jeg til påskefrokost i Radikal Ungdom Århus. Det endte med at blive en af de fuldeste aftener, jeg har haft i flere år. Og det skræmmer mig faktisk en lille smule.

Vi drak øl på vejen derhen, fortsatte da vi kom til festen og så var der selvfølgelig snaps under middagen. Normalt når jeg bliver for fuld får jeg det dårligt og kaster op. Men denne gang var det anderledes. Jeg har ganske enkelt bare glemt stort set alt, hvad der skete efter middagen…

Vi valgte at tage toget hjem om natten, i stedet for at overnatte og tage hjem dagen efter. Det var lidt et show, for der var togbus mellem Fredericia og Middelfart, vores tog i Middelfart var aflyst og så var der en der forsøgte at hoppe ned på skinnerne, så vi måtte holde stille ret længe i Korsør. Så det endte med at tage over fem timer at komme hjem. Det gav mig massere af tid til at blive ædru og forsøge at samle trådene.

Jeg kan huske, at der var underholdning. Jeg kan huske, at jeg spillede bearpong og var overraskende god. Og jeg kan huske, at jeg dansede. Andet kan jeg faktisk ikke rigtig huske. Jeg ved, at vi tog et tog to timer tidligere, men hvem der tog den beslutning og turen ned til Banegården – den kan jeg overhoved ikke huske. Min veninde har fortalt mig, at jeg faldt på dansegulvet – det har jeg også blå mærker, der kan bekræfte. Men jeg kan overhoved ikke huske det.

Det er virkelig, virkelig længe siden, at jeg har været så fuld. Og jeg synes faktisk, at det er lidt ubehageligt. Jeg sidder hele tiden og prøver at komme i tanke om pinlige eller dumme ting, jeg kan have gjort eller sagt. Men der er bare et helt tomt hul i min hukommelse.

Jeg synes, at det er ubehageligt ikke at vide, hvad jeg har gjort eller sagt. Men altså, jeg har nok bare sagt hvad jeg mente og gjort hvad jeg havde lyst til. Så det skal nok gå alt sammen 😛 Men jeg skal satme ikke være så fuld igen lige foreløbig.

Der er intet galt med charter

charter2

Så for helvede venner, jeg skal ud og rejse til sommer! Mads og jeg bestilte nemlig ferie i går, og turen går til Gran Canaria i to uger i Juli! Mads bliver jo kandidat til sommer, så der har både været uvished om job og forsvar af speciale, der har stået i vejen for at bestille ferie. Men nu har vi altså bestilt, og hold kæft hvor jeg glæder mig!

Vi har brugt meget tid på at researche på rejsedestinationer, hoteller og flybiletter. Hvor Mads er mere til storby, er jeg helt klart mere til badeferie. Men vi endte med et kompromis, hvor vi har en uge på badeferie og en uge i Las Palmas, hvor vi kører rundt og oplever øen.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en sucker for charter. Det er Mads overhoved ikke. Det er der mange mennesker, der ikke er. Charter har generelt ry for at være en type ferie, som tykke hakkebøfdanskere og grådige buffet-overfaldende tyskere tager på. Sådan ser jeg det slet ikke.

Jeg holder af mange typer ferie. Jeg har været på mange fantastiske storbyferier, jeg har også været på Island og ride og jeg kunne også godt forestille mig at tage på vandretur. Jeg synes de fleste ferietyper har noget fantastisk over sig. Også charter. Det er da røv hamrende lækkert at kunne ligge og slappe af, læse gode bøger, spise virkelig meget mad og bade! Der er simpelthen noget galt med én, hvis man ikke synes, at det er nice.

Jeg forstår godt, hvorfor man er forbeholdende overfor at rejse et sted hen, og så overhoved ikke opleve noget af det sted, man besøger. Men sådan behøver det jo slet ikke at være. Sidst jeg var på charterferie, var jeg på Aruba i Caribien med min mor, og vi fik set hele øen! Bevares den var ikke særligt stor, men vi fik da set den!

Men det blev ikke til charter i denne omgang. Det har jeg det også helt okay med 😛 Personligt ville jeg heller ikke tage på en hvilken som helst charterferie. På charterferier bruger man som regel en del tid på hotellet, og så skal det altså virkelig også være et godt hotel. Der skal være flere restauranter og pools at vælge imellem, så dagene ikke bliver for ensartede og der skal være nogle aktiviteter. En sådan rejse er lidt for dyr til os som studerende.

Jeg synes bare, at jeg vil slå et slag for charter! Jeg synes det har fået et ry, som det ikke fortjener. Nogle gange er det altså okay at tage på ferie bare for at koble helt af. Og det gør man fandme på charterferier! Jeg tror helt klart også, at jeg vil tage på charterferier, når jeg får børn. Man er simpelthen gået glip af noget i sin opvækst, hvis man ikke har været på en rigtig charterferie 😉

charter1

   

Jeg har fået en spiral

giphy

Som overskriften siger, har jeg i dag fået en spiral. Det er en overvejelse jeg har gået med længe, og endelig har fået gjort noget ved.

Jeg gik selv med en masse overvejelser inden, blandt andet om det var det rigtige valg for mig. Heldigvis har jeg en masse veninder der selv har spiral, men det er måske ikke alle der har det. Så jeg tænkte, at jeg ville dele min oplevelse og tanker undervejs i processen med Jer. Både til Jer der måske overvejer at få en spiral, eller snart skal have lagt en op, og gerne vil vide lidt mere om, hvordan det foregår.

Hvorfor valgte jeg at få spiral?

Jeg har været på P-piller de sidste cirka 2,5 år. Jeg husker tydeligt, at jeg var ret følsom de første par måneder. Jeg græd meget mere end jeg plejede, og mine følelser kunne løbe meget hurtigt af med mig. Det har de også gjort nogle gange efterfølgende. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det er P-pillernes skyld,  men der er altså rigtig mange hormoner i P-piller, og det kan næppe være sundt.

Der er mange færre hormoner i en spiral, og hormonerne frigives lokalt. Med P-piller løber hormonerne gennem hele din krop, før den når det område, som hormonerne skal påvirke. En spiral udskiller kun hormoner i livmoderne.

Jeg er også i et meget fast parforhold, hvilket er en situation jeg ikke ligefrem regner med kommer til at ændre sig lige foreløbig. Og så skal jeg bestemt heller ikke have børn indenfor de næste tre år. En hormonspiral (som jeg fik) skiftes ud hvert tredje år, så man skal vurdere inden, hvorvidt man regner med at skulle have børn i den periode – og det skal jeg ikke.

Det KAN være en god idé at få en spiral, selvom man ikke er i et fast parforhold, hvis man har kraftige menstruationssmerter, da en spiral godt kan modvirke det. Men normalt anbefales spiraler primært til kvinder i fast parforhold. Jeg beklager, at det kommer til at virke lidt mor-agtigt, men man skal passe på, at en spiral ikke blive en hvilepude. Husk, at en spiral (eller p-piller for den sags skyld) ikke beskytter dig mod kønssygdomme! Så hvis du er single og får en spiral, skal du altså stadig bruge kondom.

Processen

Da jeg besluttede mig for at få en spiral, kontaktede jeg min læge. Jeg troede, at man bare kunne få en direkte henvisning til en gynækolog, men det kunne man ikke. Først skulle jeg til en præventionssamtale med min læge, som kunne rådgive mig til, hvilken spiral jeg skulle have. Det føltes en smule unødvendigt, da jeg allerde havde researchet godt inden.

Det gik som jeg havde forventet. Jeg blev rådet til at få en mini hormon spiral, Jaydess. Det er den man normalt anbefaler til kvinder, der ikke har født. Derefter fik jeg en henvisning til en gynækolog, og en recept til en spiral. Man skal nemlig selv købe spiralen, de fleste steder. Nogle steder har de den allerede, men det kan du spørge klinikken om.

Mine veninder anbefalede Kirsten Pilsgaard, som har en praksis i Hyskenstræde i indre by (København). Flere af mine veninder har benyttet sig af hende og har været glade for hende, derfor valgte jeg at bestille en tid hos hende.

Jeg endte med at skubbe min tid et par gange. Dels fordi det passede dårligt, men nok også fordi jeg var lidt nervøs 😛

Man skal have lagt spiralen op enten under sin menstruation eller et par dage efter. Det er livmoderen mest åben, og indførelsen vil være nemmere og mindre smertefri.

Selve indførelsen og perioden efter

Man skal tage en del smertestillende en time inden indførelsen. Det skal man fordi, at det ”udvider/afslapper/bedøver” livmoderen, og det derfor bliver nemmere og mindre smertefrit at indføre spiralen.

Der er mange forskellige råd rundt omkring på nettet. Vi havde noget iboprofren liggende, som Mads havde fået på recept. Jeg tog en af dem af 600 mg, og to panodiler af 500 mg. Det var nok lige lovlig meget med 1600 mg, for jeg var rimelig ør bagefter. Det anbefales også kun, at man tager 2 x 200 mg iboprofen, og ikke 600 mg.

Gynækologen var rigtig sød og forklarede løbende, hvad der skete. Selve indførelsen gjorde selvfølgelig ondt. For spiralen skal helt op i livmoderhalsen, og ”armene” bliver derefter frigivet. Spiralen er jo en lille T-formet stav, som man sætter op, og når den sidder der frigiver gynækologen armene, så den sidder som et T.

Bagefter havde jeg det faktisk fint, og forstod ikke helt, hvorfor mine veninder havde sagt, at man fik det dårligt bagefter. Da jeg kom hjem var jeg dog ret mat, og faldt i søvn næsten med det samme. Det kan formentlig også godt have noget med alt det smertestillende at gøre.

Det værste syntes jeg egentlig var tanken om, at der sad noget oppe i min livmoderhals. Jeg kunne se den på et scanningsbillede, som gynækologen viste mig, og det føltes underligt. Jeg var helt bange for, at den kunne falde ud, og tanken om den var bare ubehagelig. Det er den stadig.

Da jeg vågnede havde jeg det der føles som ret kraftige menstruationssmerter. Jeg tog to panodiler, men det gør stadig ondt. Ikke så ondt, at jeg ikke skal på arbejde i morgen, eller det ikke er til at leve med – men det gør ondt.

Hvem skal betale?

En spiral er ikke helt gratis. Den koster lidt over 1.000 kroner, hvilket jo er ret mange penge som studerende. Principielt synes jeg, at det skal være en fælles omkostning i et parforhold. Prævention er jo trods alt et fælles ansvar. Kvinden lægger både krop og smerter til, og så er det mindste en mand kan gøre da at betale halvdelen af den.

Vi er dog i den situation, at jeg lige på nuværende tidspunkt er bedre økonomisk stillet end Mads. Derfor har jeg selv betalt spiralen. Det har jeg det sådan set også fint med, men hvis han havde haft fuldtidsjob og jeg var studerende, kunne jeg godt have fundet på at bede ham betale halvdelen, hvis ikke den hele.

Kan jeg anbefale det?

Nu har jeg selvfølgelig ikke haft den særlig lang tid, men umiddelbart kan jeg helt klar anbefale det. Det er jo enormt praktisk, at man ikke skal tænke på prævention de næste tre år. Selvom det er dyrt, er det jo ikke dyrt hvis man holder det op mod tre års forbrug af p-piller. Smerterne er bestemt heller ikke ubærlige.

I må endelig skrive, hvis I har nogen spørgsmål. Jeg skal dog lige pointere, at jeg hverken er ekspert eller læge. Jeg prøver bare at komme med mine personlige erfaringer 🙂

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Jeg har altid været en kæmpe nørd

noerd

Jeg har altid været en kæmpe nørd. Både i skolen og i mine interesser. I skolen var jeg altid hende der sad med hånden oppe, også selvom de andre syntes, at det var lidt for meget. Jeg har også altid haft interesser, som jeg var utroligt passioneret omkring, også selvom det ikke ligefrem var de ”sejeste” interesser, jeg havde.

Da jeg var barn spillede jeg helt vildt meget computer. Jeg spillede alverdens computerspil og var på ALLE sociale websider som Habbo, Hundeparken, Gosupermodel og hvad der nu ellers var. Jeg brugte ufatteligt meget tid på det, og et par somre måtte min mor lave regler for, hvor meget jeg måtte være på min computer. Min far arbejdede med IT, så i mit barndomshjem havde vi et computerrum med tre computere. Jeg havde altid veninder ovre og spille computer, og jeg nakkede dem tit i Ages of empire, fordi jeg brugte snydekoder, som de ikke vidste eksisterede. Muhahahaha.

Jeg var hestepige fra jeg var helt lille til jeg var cirka 15. Jeg talte om heste, læste ufatteligt mange hestebøger, spillede hestecomputerspil, og red selvfølgelig rigtig meget. Faktisk næsten hver dag de sidste fire år af min heste-tid. Hestepiger er jo ofte lidt de kiksede piger i klassen. Det er dem med jord under neglen, og med det alt for tætte forhold til deres hest.

Læs også: Det vidste I ikke om mig // Hestepige

Jeg har også altid været en kæmpe Harry Potter-freak, som billedet så fint indikerer. Min mor læste den første Harry Potter-bog for mig da jeg var fem år gammel. Hele Harry Potter-universet betød enormt meget for mig i min opvækst. Jeg har både besøgt the Wizarding World of Harry Potter i Florida og Warner Bros studierne i London. Jeg har hørt lydbøgerne en milliard gange, slidt bøgerne op og set filmene tusind gange. Jeg voksede op med universet, og det har mange gange været min redning at kunne flygte ind i den magiske verden, når jeg ikke magtede den virkelige.

Læs også: Hvad Harry Potter-universet betyder for mig

Jeg var selvfølgelig også i elevrådet på min folkeskole, og blev elevrådsformand i 7. klasse. Jeg var elevrådsformand og medlem af skolebestyrelsen i tre år. Jeg kan huske, at jeg holdte oplæg i indskolingen om at tale pænt til hinanden. Det er ret paradoksalt, eftersom jeg er den jeg kender, der bander aller mest…

Så blev jeg teenager, og min interesse for politik begyndte at spire. Jeg meldte mig ind i Radikal Ungdom to uger efter jeg fyldte femten, hvilket gjorde mig til et af organisationens yngste medlemmer. Jeg talte meget om politik, og brugte enormt meget tid på det lige fra den dag jeg meldte mig ind.

Læs også: Livet på en luftmadras

Som I nok kan læse Jer frem til, har jeg virkelig ikke været den seje pige i min folkeskoleklasse.  Jeg var hende med alle de underlige interesser, og jeg blev selvfølgelig også mobbet. For det gør man, når man stikker sig lidt ud – desværre.

Læs også: Jeg blev mobbet i skolen

Men for at være helt ærlig, så er jeg glad for, at min barndom var som den var. Det kræver noget styrke at holde fast i sine interesser, selvom de måske er lidt nørdede, og man bliver hårdhudet af at få knubs. Mine tidlige teenageår havde da sten sikkert været nemmere, hvis jeg gik mere op i mode og musik end Harry Potter og heste. Men til gengæld havde jeg slet ikke været den samme person, hvis jeg ikke havde haft de interesser jeg havde.

Jeg indrømmer sgu gerne, at jeg var lidt underlig i mine barndomsår. Mine gymnasieår blev bestemt en lifeturner for mig. Jeg tilegnede mig nogle sociale evner, og jeg blev lidt mindre hende den underlige. Men let’s be honest, jeg holder sgu nok aldrig helt op med at være hende den underlige. Og det har jeg faktisk heller ikke noget problem med, længere.

Der blev ungdomspolitik bestemt også min redning. For ungdomspolitik er fyldt med folk som mig. Dem der havde nogle interesser, der ikke bare var de samme som alle andres, og som ikke er bange for at skille sig ud.

Det blev et virkelig langt indlæg. Min pointe er sådan set bare, at man skal holde fast i de interesser man har og den person man er. Alle mennesker kan ændre sig, og at du ikke var en af de seje som barn, betyder ikke, at du ikke kan blive det som voksen.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Lad mig præsentere min nye klynge!

Du har måske lagt mærke til, at der er kommet nye seje bloggere i toppen af min blog! På Bloggersdelight fungerer det nemlig sådan, at alle Premium-blogs ligger i netværk sammen med andre bloggere.

Man ligger normalt sammen med blogs, som er i samme kategori som én selv. Fordi min blog er en lidt underlig kategori, har jeg været ret svær at placere.

Til at starte med lå jeg sammen med Søren Juliussen, Nikita Klæstrup, Theresa Lange (som ikke blogger længere) og Frihed er det nye sort. Til sammen udgjorde vi nemlig en klynge af politisk aktive bloggere. Søren blev rykket til en klynge med mænd, Nikita smuttede til blogly og Theresa blev rykket til en mommy-klynge, og så var der kun mig og Sara (Frihed er det nye sort) tilbage.

Så blev vi rykket til en anden klynge, og da Bloggersdelight lavede deres designs om, blev jeg rykket til en fashion-klynge.

Men jeg ville gerne ligge sammen med nogen, der mindede lidt mere om mig. Derfor gik jeg på jagt efter nogle højtråbende kvinder, som jeg selv. Det var en lidt lang proces, som jeg vil skåne Jer for, men nu er jeg endt sammen med fire super seje kvinder, som jeg vil præsentere Jer for!

Det var egentlig meningen, at det skulle være en lidt blandet klynge, både med noget fashion, sundhed, livsstil osv. Det endte med at blive en sundhedsklynge + mig, men det er jeg virkelig også tilfreds med! For det er nogle super seje kvinder jeg er endt sammen med, og jeg skriver jo efterhånden også ret meget om sundhedtræning og ikke mindst skønheds- og kropsidealer.

Jeg håber, at nogle af mine læsere (Jer) måske også vil læse med hos nogle af de seje damer i min klynge. For selvom de er kategoriseret som ”sundhedsbloggere”, så skriver du også om alt muligt andet! Her kan I læse lidt mere om dem:

nina

Nina Hansen

Nina er sundhedsblogger med stort S. Hun er passioneret omkring sin træning, og ikke mindst sin kost. Hun skriver om sin træning, hvordan man holder motivationen og kommer med gode fifs til køkkenet. Men hun skriver også om dagligdagslivet i Århus som sygeplejerskestuderende.

Hun er virkelig en køn pige og jeg er meget imponeret over, hvor motiveret hun er omkring sin træning.

trine

Trine Theodora

Trine er en ass-kicking kvinde, og hun ved, hvad hun vil. Hun skriver om sundhed og træning, men også om alt muligt andet. Blandt andet om kropsidealer og det ikke at være en lille nips. Og så dyrker hun i øvrigt crossfit! 😛 Trine bor i Århus og læser til lærer.

Hun er meget ærlig i sine indlæg og har en ligefrem facon, som jeg synes er super fed!

mette

Life by Mette

Mette er en af de seje, der har valgt at starte en blog for at dele sin vægttabsrejse med resten af verden. Men hendes blog er meget mere end det. Udover at skrive om sundhed og vægttab, berør hun også almindelige hverdagsemner som rør os alle, deler lækre opskrifter og kommer med gode mode-fifs.

Ligesom de andre, kender jeg ikke rigtigt Mette. Men jeg synes, at hun virker som en super sej og sød pige!

anna

Anna Warrington

Anna er den af pigerne jeg ”kender” bedst. Så godt man nu kan komme til at kende en person, ved at læse deres blog. Anna er nok også den, hvis blog minder mest om min. Udover at være super passioneret omkring sin træning, skriver Anna nemlig også en del om politik og samfund. Anna studerer nemlig til daglig statskundskab, og det kan man bestemt mærke på hendes blog 🙂

Jeg synes det er super fedt, at hun formår at mixe sundhed med politik på en virkelig elegant måde!

   

15 tegn på, at du er virkelig irriterende

annoying

Denne behøver vidst ingen præsentation <3

1. Fordi du selv er i et røvsygt parforhold føler du, at du skal redde alle andre fra deres forfærdelige singletilværelse. Du sætter dem op på alle mulige blind dates de ikke gider på, og fordømmer deres livsstil, fordi den ikke er præcis som din.

2. Du er veganer og synes selv, at du har fundet svaret på alle verdens problemer. Derfor prædiker du dine egne madvaner til alle andre, uanset hvor lidt de gider at høre på det.

3. Du har et stort behov for at fortælle alle andre om, hvor velstillet du er. Også selvom du måske egentlig ikke er så fandens rig, når det kommer til stykket. Fake it till you make it!

4. Du er Caroline fra Paradise Hotel eller Birgitte fra Gift ved første blik.

5. Du har læst et par artikler på nettet og er nu selvudnævnt ekspert. Derfor skal dine børn ikke vaccineres og hverken spise gluten, laktose eller sukker. Du kalder det kærlighed, jeg kalder det misrøgt.

6. Du er sådan en type, der gider bruge din energi på at råbe af folk på cykelstien og række fuck af andre bilister.

7. Du sidder altid og brokker dig over, hvor tyk du er, når du er sammen med dine venner der er tykkere end dig. Du fanger slet ikke, hvor træls de synes, at du er.

8. Du taler altid om, hvor meget du ser DRK og DR2. I virkeligheden ser du mest TV3.

9. Du har lige meldt dig ind i Fitnessworld. Så nu poster du tre cheasy fitness-quotes alla ”the best project you will ever be working on is you” på Instagram om dagen med hastagget #fitfam. Du har også købt proteinpulver og drikker en proteinshake om dagen, selvom du faktisk kun træner en enkelt gang om ugen. Hvis du lige magter det den dag…

10. Du er feminist og ser mansplaining og hverdagssexisme hvoren du er.

11. Du er typen der siger ”det er ikke for at være racist, men”…. og så en virkelig racistisk bemærkning. Du bliver ikke mindre racist ved at komme med en disclaimer inden.

12. Du har dated en person en måned, og nu er du lige pludselig ekspert i kærlighed og skal rådgive alle dine venner, der har været i forhold i mange år om, hvordan de skal håndtere deres parforhold.

13. Du har enormt travlt med at fortælle alle andre om, hvor travlt du har. Måske du ville få lidt mindre travlt, hvis du brugte mindre tid på at fortælle, hvor travlt du har.

14. Du brokker dig altid over, at du er tyk. Men du gør ikke noget som helst for at tabe dig.

15. Du fortæller altid dine venner, hvor heldige de er, at de har så fed en uddannelse eller så fedt et job. Det strejfer dig ikke, at det KUNNE have noget at gøre med, at de har arbejdet lidt hårdere end dig, og ikke at de er heldige.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Gæsteblogger // Den svære grænse mellem det politiske, det private og det personlige

I anledningen af FN’s autism awareness day har min gode veninde Sigrid skrevet et rigtig fint gæsteindlæg. Her taler hun om den meget svære grænse mellem det politiske, det private og det personligt, ud fra hendes egen baggrund. Sigrid har nemlig to brødre med autisme, og det har gjort det svært for hende at blande sig inklusionsdebatten. Læs her hvorfor 🙂

sigrid

Sigrid Friis Prochowsky

22 år, radikal, statskundskabsstuderende og PA’er for Ida Auken.

 

Jeg lever en stor del af mit liv i ungdomspolitik – og det er også herigennem, jeg har lært Freja at kende.  Politisk engagement er en stor del af min hverdag og uden tvivl også af min personlighed. Jeg kan næsten ikke lade være, med at mene noget om næsten alting, og jeg kan ikke tie stille, hvis jeg synes at noget skal være anderledes.

Og så er der alligevel tidspunkter, hvor jeg blander mig udenom den politiske debat. Det sker, når det politiske pludselig kommer for tæt på det private.

I 2013, lige da jeg blev aktiv i ungdomspolitik, fyldte debatter om folkeskolereform samt inklusion af flere elever med særlige behov i den almindelige folkeskole utrolig meget. Jeg fik lidt et sug i maven hver gang, og holdt mig i det store hele ude af diskussionerne, fordi jeg følte de kom alt for ”tæt på”. Jeg tror der for de fleste er utrolig mange følelser knyttet til ens familie, og for mig er det helt klart et særligt ømt punkt.

Jeg har to yngre brødre, som for længe siden blev diagnosticeret med Autisme-spektrum-forstyrrelse (ASF). Autisme-spektrum-forstyrrelse er en fælles betegnelse for gennemgribende udviklingsforstyrrelser der relaterer sig til forestillingsevnen, kommunikationen og i det sociale samspil.
De er begge to startet i en almindelig folkeskole, men sidenhen blevet flyttet til en specialskole. Deres tid i folkeskolen har på mange måder været vanskelig – og derfor giver det mig sug i maven, hver gang der i politik tales om procentvise målsætninger for inklusion i folkeskolen. Jeg kan ikke tale om inklusion ud fra statistikker eller inklusionsprocenter – jeg kan kun tale ud fra mit eget, helt personlige perspektiv. Det fik mig til at blande mig udenom debatten – for jeg frygtede, at hvis jeg bragte følelsesladede førstehåndsberetninger i spil, gjorde jeg også mig selv sårbar. Jeg er ikke vant til at debattere ud fra følelsesladede fortællinger – jeg er vant til at forholde mig til forskning og fakta. Nu vil jeg alligevel forsøge at komme med et forsigtigt og personligt indlæg om det svære ved at tale om autisme.

Jeg har helt sikkert en frygt for, hvilke fordomme folk kan have om autisme. Jeg er blevet vant til spørgsmål som ”Hvad er så deres særlige talent – kan de DSB-køreplaner udenad?” eller ”Har de fotografisk hukommelse?”. Dem kan jeg trække lidt på skuldrene af – for helt ærligt: præcis som i livet generelt, så er virkeligheden ikke ligesom Hollywood-filmene. Nej, de har styrker og svagheder, men de har ikke nogen magiske superhelteevner 😉

Den sværeste fordom, er dem som putter autisme-spektrum-forstyrrelser ind i diskursen om ”diagnose-Danmark”. Det gør mig ked af det, når nogen ytrer at ”Vi i dagens Danmark har alt for travlt med at klistre diagnoser på alle børn – de fejler jo ikke noget”. Eller antyder, at det er et spørgsmål om mangelfuld opdragelse – måske autisme kan reduceres til nogle pylrede curling-forældres ønske om særlig hensynstagen til netop deres barn? Nej – det gør mig faktisk rigtig frustreret. Autisme er medfødte forandringer i hjernen. Særlige dele af hjernen har færre nervefibre end normalt – især det limbiske system, der er en del af forhjernen. Se – vi kan også diskutere et for mig følelsesladet emne ud fra fakta.

Modsat andre psykiske udfordringer som stress, angst eller depression så er autisme ikke noget man kan udvikle. Det er et handicap, man fødes med, og som man så må lære at håndtere hen ad vejen, i takt med at man bliver ældre og forventningerne til, hvad man skal kunne, gradvist bliver større. Autisme skyldes hverken pylrede forældre, vacciner, mobning i skolen eller nogle af de talrige andre fordomme, jeg ofte møder.

Autisme er også et usynligt handicap, og usynligheden kan gøre det vanskeligt for omverdenen at forstå de udfordringer, der følger med. Det er nemt at se, at hvis en person sidder i kørestol, så møder de nogle vanskeligheder i hverdagen, og skal man nok ikke bede dem om at tage trapperne til 4. sal. Det er straks sværere at se, hvad der er for nogle ting, en person med autisme får problemer med.

Fordommene gør det svært for mig at tale om mine brødre i et politisk perspektiv – for jeg føler, at inden jeg overhovedet kan gå i gang med at forklare mine synspunkter, skal jeg først forsvare mig overfor en hel masse forestillinger, folk har på forhånd. Og som jeg startede med at sige, så er dette emne følelsesladet for mig – derfor virker det tit mere sikkert at holde sig uden for debatten.

Endelig har tonen i debatten selvfølgelig også en betydning for, hvor meget man har lyst til at stille sig selv og sine personlige erfaringer frem. Med den norm, vi ser i diverse kommentarspor på nettet, synes jeg ikke det er så mærkeligt, at man forsøger at passe på sig selv og sine nærmeste.

I virkeligheden burde det jo være helt omvendt –man burde jo netop kaste sig helhjertet ind i de politiske debatter, der betyder allermest for én i det private og det personlige. For når man har førstehåndserfaringer at basere sine synspunkter på, så får man en helt særlig indgangsvinkel til debatten. Og er det ikke det, vi ønsker os? Politiske debatter, der tager udgangspunkt i helt almindelige danskeres liv? Jeg tror det kunne være godt, hvis mange flere – inklusiv mig selv – bliver bedre til at inddrage det personlige og det private i det politiske.

Det kræver at vi sammen skaber et debatklima, der rummer og inddrager individers førstehåndserfaringer. Det kræver, at vi møder hinanden på en respektfuld måde. Selvfølgelig er det okay at være uenig – men tænk over, at når mennesker står frem med personlige erfaringer, så åbner de op for perspektiver til debatten, som forskere og fagfolk ikke ville kunne bringe i spil. Dét skal vi respektere 🙂

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Et af EU’s mest latterlige forbud

img_9449 Snus er ulovligt i Danmark. Det er det grundet et EU-direktiv, som forbyder snus i hele EU. Kun Sverige må sælge snus af kulturelle årsager.

I Danmark kan man dog stadig købe tyggetobak. Tyggetobak er ikke snus, men ligner det umiskendeligt. Forskellen er egentlig bare, at tyggetobak er grovere skåret. Men et produkt som Siberia der sælges lovligt i Danmark er mere afhængighedsskabende end snus, grundet det høje nikotinindhold.

I gymnasiet var jeg det man kalder ”selskabsryger”. Jeg stoppede dog fra den ene dag til den anden, da jeg fik at vide, at jeg havde astma. Nu tager jeg engang i mellem snus, fordi jeg synes, at det er hyggeligt og behageligt, og så er det ikke dårligt for mine lunger.

Læs også: Astmatiker?

Jeg skal passe på med at udtale om for mange lægevidenskabelige ting, som jeg ikke har forstand på. Men jeg er ret overbevist om, at snus er langt fra lige så skadeligt som rygning. Der er tvivl om, hvorvidt det er kræftfremkaldende, men det er der dog meget der tyder på. Men hvad er ikke kræftfremkaldende efterhånden?

Forskellen på snus og rygning er også, at det ikke skader folk omkring dig. Andre bliver ikke chikaneret af, at jeg har snus i munden. For de kan hverken se, høre, lugte eller mærke det. Det skader kun mig og ingen andre. Det er også mindre miljøskadeligt end rygning.

Alligevel er snus ulovligt og rygning lovligt. Det skyldes selvfølgelig, at rygning er langt mere udbredt end snus. Derfor ville det skabe langt mere ballade, hvis man forsøgte at forbyde rygning.

Men jeg synes simpelthen, at det er noget pjat, at folk ikke har lov til at putte det tobak i munden, som de har lyst til. Særligt når det ikke skader nogen som helst andre, end én selv.

Ja, det KAN være sundhedsskadeligt ved overforbrug, men det kan sukker, fedt, alkohol og rygning også – og det er altså stadig lovligt.

Jeg synes, at snus er et rigtig godt alternativ til rygning. Jeg ville da hellere have, at folk tog snus end røg cigaretter. Både fordi det for mig som astmatiker ville været væsentligt rarere, men også fordi det er mindre skadeligt. Så at rygning er lovligt og snus ikke er, er for mig ret svært at forstå.

I Danmark er det jo også ufatteligt nemt at tage toget fra København til Malmø på 20 minutter og købe et stort lager. Så i København har forbudet sådan set ikke noget effekt, andet end at det skubber handlen til Sverige.

Jeg synes, at EU skulle til at genoverveje deres forbud mod snus. For det er et fuldstændig håbløst forbud.

img_9457

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal