Kampvalg er det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet

2

Forestil dig, at 180 af dine venner og bekendte skal vælge mellem dig og en anden.

Sådan har jeg haft det siden, at jeg for et halvt år siden besluttede mig for at stille op som organisatorisk næstformand i Radikal Ungdom.

Læs også: JEG VANDT!

Jeg var nemlig ikke den eneste der stillede op. Det gjorde en sød og dygtig fyr der hedder Emil nemlig også. Det vidste jeg dog ikke til at starte med.

Da jeg først hørte, at han også stillede op, overvejede jeg faktisk at lade vær. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at kampvalget skræmte mig.

For kampvalget kunne betyde, at jeg efter Landsmødet sad helt uden en tillidspost i Radikal Ungdom.

Jeg har brugt hele min ungdom i Radikal Ungdom, og jeg følte mig bestemt ikke færdig i foreningen. Men det kunne jeg risikere (mere eller mindre) at være, hvis jeg tabte. Og det var jeg enormt bange for.

Men jeg ønskede den post så inderligt. Derfor følte jeg mig også forpligtiget til at gå efter den. Og så måtte jeg jo tage faldet med som en læring, hvis jeg tabte.

For mig var det faktisk også lidt en kvindekamp. Jeg tror, at det falder kvinder meget naturligt at være bange for at stille op, hvis der er risiko for at tabe. Jeg ville gerne vise andre, særligt yngre kvinder, at det ikke er farligt at stille op til en post, selvom der er risiko for at tabe.

I starten af “valgkampen” var jeg enormt paranoid. Jeg følte, at alting var et større komplot mod mig. Mine venner blev mine fjender, og jeg oplevede en helt ny og forfærdelig side af mig selv, som jeg aldrig har set før.

Paranoiaen lagde sig heldigvis med tiden, men det gjorde nervøsiteten ikke. Der er ikke gået en dag i særligt de sidste tre måneder, hvor jeg ikke har tænkt på mit kampvalg.

Tænkt på, hvad der ville ske hvis jeg vandt eller hvis jeg tabte. Hvordan jeg skulle eller ville reagere, og hvad andre ville tænke om mig. Der har været mange halv-søvnløse nætter.

Det hårdeste var naturligvis de to uger op til landsmødet, hvor vi var på kandidattur rundt i hele landet. Det tog enormt meget tid, og det var faktisk fysisk udmattende at være så meget på. Men det var virkelig sjovt at møde så mange engagerede medlemmer i deres egen lokalforening, mærke dynamikkerne i de forskellige lokalforeninger og naturligvis høre folks spørgsmål og inputs. Det gav mig enormt meget!

Læs også: Kandidattur

Den lettelse jeg følte efter resultatet af valget kom, er noget af det vildeste jeg nogensinde har oplevet. Det føltes som et 10 kilos læs, der pludselig blev fjernet fra mine skuldre. Og det tror jeg egentlig, at det havde gjort, uanset hvad udfaldet af valget havde været. For det var uvisheden der tyngede mig.

Det seneste halve år har været noget af det hårdeste jeg nogensinde har prøvet rent mentalt. Men jeg tror også, at det har været noget af det mest lærerige.

Jeg har som sagt lært en ny side af mig selv at kende. En side som er paranoid og bange, og af netop den grund faktisk ret ubehagelig. En side som jeg kun ved at blive bevidst om den, kan lære at tøjle.

Jeg har også lært nye sider af mennesker omkring mig at kende, på godt og ondt. Og næsten aller vigtigst er jeg blevet bedre til at kontrollere følelser, og holde hovedet koldt i pressede situationer.

Hele denne svada kan måske næsten afskræmme folk fra at stille op til et kampvalg. Men det skal det ikke gøre! For selvom det har været sindsygt hårdt, har det sgu været det hele værd! Og det havde det været, uanset om jeg vandt eller ej.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

JEG VANDT!

1 Her ser I Radikal Ungdoms nye Landsformandsskab!

Jeg ved godt, at min aktivitet her på bloggen har været minimal på det seneste. Det skyldes primært, at det eneste jeg har tænkt på de sidste mange uger, har været mit kampvalg til posten som Organisatorisk Landsnæstformand i Radikal Ungdom.

I weekenden havde vi Landsmøde, og lørdag var der valg til landsformandsskabet. Min modkandidat, Emil, og jeg holdte hver vores tale, efterfulgt af en god bunke spørgsmål fra en masse seje ungradikale. Derefter kunne alle landsmødedeltagere aflægge deres stemme, og jeg endte med at vinde med blot seks stemmers forskel!

Det værste tidspunkt på hele weekenden var det øjeblik, hvor alle stemmerne var afgivet, og det eneste jeg kunne gøre var at vente.

Det føltes lidt som når man går ud fra eksamenslokalet og ved, at man nu har gjort alt hvad man kan, og det eneste der er tilbage er at vente.

Jeg placerede mig strategisk tæt på en udgang. For jeg vidste, at hvis det ikke var mit navn der blev råbt op, ville jeg begynde at græde, og jeg ville have behov for et øjeblik for mig selv.

Endelig kom de ord, jeg havde ventet på fra dirigentbordet: “Vi har et resultat fra valget til Organisatorisk Landsnæstformand”. De næste sekunder føltes som flere minutter, og mit hjerte sprang et slag over. “…Og Freja er valgt”.

Den spænding og nervøsitet der havde bygget sig op over de sidste tre måneder forlod pludseligt kroppen. Jeg kunne slet ikke kontrollere min krop. Jeg rystede, som jeg aldrig har rystet før, og tårer sprang ud af øjnene på mig.

Pludselig blev jeg omringet af mindst tredive mennesker, som på skift gav mig et kram og lykønskede mig. Hvis blot én deltager på Landsmødet havde lus, har jeg i hvertfald givet det videre til alle andre.

Grundet spænding og nervøsitet havde jeg ikke rigtig sovet de sidste to dage. Jeg havde uden tvivl kørt på ren adrenalin. Da adrenalinen forlod min krop, begyndte trætheden at indfinde sig.

Der var stadig en del punkter på dagsordenen. Men jeg sad blot helt stille på min plads, og kæmpede for ikke at falde i søvn.

Om eftermiddagen var der den traditionsrige fodboldsturnering mellem lokalforeningerne. Jeg havde lovet Radikal Ungdom Aalborg, at jeg ville spille for deres hold. De var kun mænd på holdet, og der er en regel om, at der minimum skal være en pige på banen hele tiden.

Reglerne for turneringen er ret arbitrære. Der er blandt andet en regel om, at landsformandsskabet får direkte gult kort, hvis de træder ind på banen. Så det øjeblik kampen startede, blev jeg udvist et minut. Da minuttet var gået kom jeg ind på banen, hvorefter jeg igen blev udvist. Da jeg for tredje gang trådte ind på banen, fik jeg det endegyldige røde kort. Det var en win-win situation. For de ville gerne spille, selvom de ikke havde nogen kvinde på holdet. Og jeg ville faktisk helst ikke spille fodbold, fordi jeg er absurd dårlig.

Om aftenen var der landsmødegalla. Jeg var enormt træt, men også vanvittigt glad. Så jeg festede og fejrede, og endte med først at gå i seng ved fire-tiden.

Vi fik naturligvis også taget et billede af det spritnye forretningsudvalg, som jeg får glæden af at lede i det kommende år. Skråbåndet jeg har på på billedet, er en underlig tradition der er mellem alle nuværende og tidligere næstformænd i foreningen. Jeg har ikke helt forstået den, men jeg gør bare, hvad der bliver sagt…

fu

Da jeg kom hjem søndag aften, blev jeg hentet på Hovedbanegården af min mor. Derefter tog vi hjem til hende og hendes kæreste, hvor vi fejrede valget med et glas champagne.

Derefter tog jeg på hovedet hjem i seng.

I dag starter arbejdet, og jeg glæder mig helt enormt. Allerede i dag har jeg et møde med generalsekræteren, som jeg får æren af at være chef for. Det er sgu lidt underligt allerede som 20-årig at være nogens chef. Men jeg går ind til opgaven med ydmyghed. I aften har jeg møde med dytige Sigrid, som i weekenden blev valgt som vores nye landsformand.

Jeg glæder mig helt vildt til det kommende år! Jeg er sikker på, at det bliver pisse fedt, og pisse hårdt!

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Hvilket ansvar har man som influencer?

influence

Som influencer har man, som ordet så fint indikerer, mulighed for at påvirke andre. Man kan påvirke deres købsvaner, livsvalg, politiske overbevisning mm.

Som influencer kan man altså være med til at rykke rigtig meget. Man kan påvirke skønheds- og kropsidealer, man kan påvirke hvornår unge mennesker begynder at drikke eller man kan sætte trends.

Men det skaber også en ret interessant debat om, hvor meget ansvar man egentlig har som influencer?

I min optik er der to kategorier af influencers, der er rigtig vigtige at skelne imellem. Nemlig dem der appellerer til børn og unge teenagere, og dem der appellerer til voksne.

Børn er væsentligt lettere påvirkelige, og derfor mener jeg også, at man har et skærpet ansvar for at være et godt forebillede, når man henvender sig til børn, i forhold til hvis man henvender sig til voksne.

Eksempel: Hvis en 15-årig youtuber med følgere på 9-17 år lægger et Instagram-billede ud, hvor hun ryger, vil mange formentlig tænke, at hvis hun ryger, så er det cool at ryge. Men hvis en mommy-blogger på 35 lægger et billede ud, hvor hun ryger, vil det formentlig ikke påvirke hendes læsere, da de allerede har dannet deres holdning til rygning.

I min optik bør den 15-årige youtuber derfor tænke sig lidt mere om, før hun lægger billedet ud, end den 35-årige mommyblogger. For effekten af billedet vil have større konsekvenser hos den unge youtuber, end det vil hos mommybloggeren.

Læs også: 15 tegn på, at du er blogger

Men betyder det, at hun ikke skal lægge billedet ud? Ja, det er jo det helt store spørgsmål.

For det ville jo være fantastisk hvis alle unge influencers var dydsmønstre, som hverken drak eller røg og aldrig pjækkede eller kørte to på en cykel. Men sådan er virkeligheden nu engang ikke.

Og mon ikke, at de fleste børn godt ved, at unge mennesker ryger, drikker, har sex og laver andre dumme ting?

Derfor synes jeg ikke, at man skal lægge skjul på hvem man er. Hvis man ryger, skal man ikke være bange for at der kommer et billede ud, hvor man ryger. Man skal ikke være bange for, at ens dårlige sider blivet eksponeret.

Men personligt mener jeg, at man har et ansvar for ikke direkte at reklamere for dårlige valg. Som sagt særligt, hvis man har en ung målgruppe.

Selvom min målgruppe nok er lidt ældre, lægger jeg stadig en dyd i ikke at markedsføre en uansvarlig livsstil. Ikke fordi jeg føler, at jeg skal. Men fordi jeg bliver glad, når folk skriver til mig, at jeg har givet dem inspirationen til at anskaffe sig en cykelhjelm, interessere sig for politik eller begynde at træne mere.

Jeg elsker at kunne inspirere folk til at træffe “gode” valg.

Læs også: Hvorfor blogger jeg?

Men én ting er ansvaret for ikke at eksponere dårlige valg. Et andet er ansvaret for ikke at eksponere et urealistisk kropsideal eller et unaturligt lyserødt liv. Som influencer er det nemt at give folk et meget overfladisk billede af, hvordan ens liv er. Det skaber mindreværdskomplekser og dårligt selvværd.

Så det aller vigtigste ansvar, jeg mener, at influencers bærer: det er ansvaret for at vise deres liv som det er. Både det pæne OG det mindre pæne. For intet liv er så pænt, som det ser ud på Instagram.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

Derfor får du dårlig selvtillid af de sociale medier

in

Der er efterhånden ikke mange unge kvinder, der ikke har sin daglige gang på det sociale medie Instagram. Instagram er spækket med unge, lækre piger med massevis af følgere, der på daglig basis lægger smukke billeder ud af sig selv. Ofte iført bikini, eller dyrt og lækkert tøj.

Når jeg scroller ned af mit Instagram-feed, kan jeg sgu hurtigt få lidt ondt i maven. For jeg er hverken lige så pæn eller tynd, som mange af de piger. Sådan tror jeg, at rigtig mange piger har det.

Men nu er jeg så “heldig”, at jeg faktisk har set mange af de her piger i virkeligheden. Og jeg må bare sige, at de altså slet ikke ser sådan ud i virkeligheden.

Det er der ikke noget galt i. Jeg ser også pænere ud på Instagram, end jeg gør i virkeligheden. For mine Instagram-billeder er ofte taget i et rigtig pænt lys, med et godt pose og et filter smækket over.

Det er virkelig nemt at se pæn ud på Instagram. Man kan bruge et kvarter på at få taget det helt rette billede, i den helt rigtige vinkel.

Men over de seneste år, har der udviklet sig en kedelig tendens. Nemlig at folk redigerer sig selv tyndere på sine billeder.

Jeg synes ikke, at der er noget galt i at smække et filter over sine billeder eller ændre lidt i lyset og farverne. Men decideret at redigere sig selv tyndere er i min optik fuldstændig vanvittigt.

Og det VED jeg desværre, at mange store instagrammere gør. Det skal dog siges, at der selvfølgelig også er mange, der ikke gør det!

Det er lige præcis dét jeg har gjort på billedet for oven. Jeg ser jo mindst 5 kilo tyndere ud, hvis ikke mere. Og i forhold til, at det var første gang jeg brugte appen, ser resultatet alligevel OK realistisk ud. Så prøv lige at tænk på, hvad man kan gøre, hvis man er øvet og bruger længere tid på det?

Så derfor vil jeg opfordre Jer til to ting:

1) Lad nu for guds skyld vær med at redigere dig selv tyndere. Du bidrager til et enormt usundt kropsideal, som er decideret uopnåeligt og uvirkeligt.

2) Tag tingene du ser på Instagram med et gran salt. Tingene er slet ikke så lyserøde, som de ser ud.

Og så synes jeg i øvrigt, at man bør unfollowe folk, hvis man opdager, at de redigerer sig selv tyndere. Det giver både én selv et sundere kropsideal, og på den måde bakker man ikke op om profiler, der bidrager til et urealistisk skønhedsideal.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Kandidattur

1 2

Om halvanden uge er der landsmøde i Radikal Ungdom. Der stiller jeg jo op som Organisatorisk Næstformand for landsforeningen.

Vi startede med at være fem kandidater til landsformandsskabet, som består af tre mennesker. To formandskandidater, en kandidat til posten som politisk næstformandsskab og to kandidater til posten som organisatorisk næstformand. Men en af formandskandidaterne valgte desværre at trække sit kandidatur af forskellige personlige årsager.

Så nu er vi fire kandidater tilbage. Min modkandidat, Emil, og jeg er de eneste der er i kampvalg. De to andre er mere eller mindre sikrede en plads i formandsskabet i næste foreningsår.

Det er selvfølgelig mega hårdt at være i kampvalg. Man er hele tiden enormt meget på, og det er hårdt hele tiden at gå med en uvished om, hvad man skal lave det næste år. Enten skal jeg bruge næsten alt min tid i Radikal Ungdom, ellers skal jeg ikke.

Kampvalget har stået på længe efterhånden, men de sidste uger her kommer nok klart til at være det hårdeste.

I går tog alle fire kandidater nemlig afsted til Jylland, hvor vi i fire dage skal være på kandidattur. I går besøgte vi Kolding, hvor fire forskellige lokalforeninger fra Syddanmark var tilstede. I dag skal vi besøge Viborg-Silkeborg, torsdag besøger vi Aarhus og fredag er vi i Aalborg.

I næste uge besøger vi Forstæderne, Roskilde og Odense.

På et lokalforeningsbesøg får hver kandidat mulighed for at fortælle lidt om sig selv og sine ambitioner for foreningen. Derefter får medlemmerne mulighed for at stille spørgsmål til alle kandidaterne.

Det er enormt hyggeligt at være på kandidattur. Vi har jo en masse tid i løbet af dagen, hvor vi kan lave en masse hyggelige ting i det jyske. Og heldigvis har Emil og jeg det enormt godt sammen, selvom vi er modkandidater.

Hvis I har lyst til at følge med på vores kandidat-tur så gå ind og følg Radikalungdom på Snapchat. Vi snapper alle fire fra den de næste par dage. I kan selvfølgelig også gå ind og følge mig: frejafokdal.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Au pair ordningen er genial

sandheden

Efter første afsnit af programmet “Sandheden om vores au pair” rullede over skærmen, har debatten om au pair ordningen rullet i debatdanmark.

Jeg har desværre ikke set nogen af programmerne, da jeg i et (måske lidt naivt) forsøg på at spare penge, har opsagt mit abonnement på TV2 Play, og ikke dur til flow TV.

Men jeg er selv vokset op med au pair, og da jeg de første 18 år af mit liv boede i Gentofte, har jeg kendt ufatteligt mange familier med au pair. Så jeg har selvfølgelig en holdning til au pair ordningen.

Vi havde au pair fra jeg var cirka et halvt år gammel, til jeg var ti. På de ti år, nåede vi at have otte forskellige au pair piger.

De første par år havde vi udelukkende danske piger, og derefter havde vi forskellige piger fra Rusland, Letland osv. Mange af mine venners familier havde den klassiske au pair fra Filippinerne.

Mine forældre fravalgte bevidst at få en pige fra Filippinerne, da deres erfaring var, at de var meget underdanige. Vi ville gerne have en pige, som blev en integreret del af familien, ikke bare en “tjener”. Ligesom ordningen jo foreskriver.

Jeg er helt med på, at der er mange der udnytter ordningen. Men der er fandme også mange, som behandler deres au pair rigtig godt, og som faktisk forsøger at gøre det som ordningen skal: nemlig lave kulturudveksling.

Selvom det er de færreste au pair piger der kommer til Danmark for at lære om den danske kultur, tror jeg stadig ikke man skal underkende værdien af den kulturudveksling der indirekte foregår.

De her piger får kendskab til en verden, hvor mænd og kvinder er lige. Hvor kvinder ikke går derhjemme og passer børn, men tager en uddannelse og arbejder på lige fod med mænd. Det er da verdens bedste udviklingsbistand!

Og ja. Selvom de lidt over 3.000 kroner pigerne månedligt modtager ikke er meget i Danmark, så er det rigtig mange penge på Philippinerne. Så selvom det for os virker helt forfærdeligt, at de sender pengene hjem til deres familier, så gør det jo en kæmpe forskel for dem.

Jeg tror heller ikke man skal underkende, hvor vigtig au pair ordningen er for ligestilling i Danmark. Med de høje lønninger vi har i Danmark, er det kun de aller aller rigeste i Danmark, der ville have råd til at hyre hushjælp til en løn under overenskomst.

Men for mange familier er det svært at få en hverdag, hvor både mor og far arbejder, til at fungere.

At vi havde au pair under min opvækst gjorde, at både min mor og far, havde mulighed for at udleve den karriere, som de ønskede sig. At det at få et barn ikke stoppede deres drømme, er jeg ikke i tvivl om, har gjort dem til mere lykkelige mennesker. Og hvilket barn ønsker ikke at have glade forældre?

Men jeg synes klart, at der bør indføres større kontrol. Jeg tror eksempelvis, at det ville være enormt gavnligt, at pigerne kom til en evalueringssamtale efter et par måneder i Danmark. På den måde ville man formentligt kunne forebygge mod misbrug af ordningen.

Men i min optik ville det være enormt ærgerligt at lukke ordningen. For det er jo win-win situation. Danske familier får billig hushjælp. Børn fra priviligerede hjem får indsigt i, at ikke alle er lige så priviligerede som dem. Og mange unge piger får en oplevelse, indsigt som de kan tage med sig hjem og penge, som kan være en solid kapitalindsprøjtning i deres familiers liv.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

Jeg er ikke for stærk, du er bare for svag

femi

Jeg er en drengepige. Ja, jeg har langt, krøllet hår, går i stram tøj og bærer litervis af make-up. Men lad dig ikke snyde af mit ydre.

Min stemme er dyb. Jeg taler højt og råber meget. Jeg er dominerende. Jeg styrketræner. Jeg fortæller upassende jokes. Jeg ved, hvad jeg vil. Og ofte fungerer jeg bedre sammen med mænd, end med kvinder.

Jeg får ofte at vide, at jeg er for meget. Taler for meget. Råber for højt. Løfter for tungt.  Og selvfølgelig kommer det altid fra mænd. Ja faktisk ofte fra min egen kæreste.

Jeg er så uendelig træt af, at jeg skal passe ned i en kasse for, hvordan en kvinde skal være. Stille, pæn, lille, ordentlig. For jeg er fandme ingen af delene, og det har jeg heller ikke lyst til at være.

Jeg læste fornyligt debatindlægget med titlen “ligestilling har kvalt manden”. Men helt ærligt, det er sgu kun svage mænd, der lader sig kvæle af ligestilling.

Et godt eksempel er det her med træning. Jeg elsker at træne, og jeg elsker at være stærk. Derfor gør jeg det.

Og så får jeg og andre kvinder at vide, at vi har for store arme eller ben, eller træner for meget – og at det er usexet at være stærk som kvinde. Men helt ærligt, det er sgu mere usexet at have behov for at kommentere det.

Ja. Fra naturens side “bør” mænd være stærkere end kvinder. Det er sådan, vi er bygget. Men i dag værdsættes andre kvaliteter end blot fysisk styrke. Så jeg har som kvinde ikke noget i mod, at du som mand ikke er fysisk stærkere end mig. Du har sikkert noget andet at byde på!

Der findes tre slags mænd. 1) dem der er stærkere end kvinder. 2) dem der ikke er stærkere end kvinder, men hviler nok i sig selv til at acceptere det. 3) dem der ikke er stærkere end kvinder, men har behov for at nedgøre kvinderne, for at få det bedre med sig selv.

Og det er nummer 3, som jeg er ufatteligt træt af. Hvis du har et problem med, at kvinder er stærkere end dig, så burde du nok til at gøre noget ved det, i stedet for at tude over det.

Det gælder sådan set aller former for styrke, ikke blot den fysiske. Ligestillingen er (heldigvis) nået så langt, at der findes ufatteligt mange former for stærke kvinder.

Men det virker som om, at mange mænd ikke helt har accepteret, at de ikke altid er det dominerende køn. De er ikke altid de mest snu. De er ikke altid de klogeste. De er ikke altid de sjoveste.

Mænd, I har fået Jer noget seriøs konkurrence. På arbejdsmarkedet. I hjemmet. Ja, selv i træningscenteret. I kan gøre noget ved det, eller I kan lade vær. Men lad nu vær med at brokke Jer over det, for hvis der er noget der er usexet, så er det brok.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Ferie-doven

ferie

Jeg har nu holdt ferie i lidt over en måned, og det kan tydeligt mærkes på mit aktivitets- og energiniveau. Selvom jeg elsker at holde ferie, så må jeg også bare indrømme, at det gør mig lidt underlig oppe i hovedet.

Jeg kan rigtig godt lide struktur i hverdagen, og i ferien er der bare ingen struktur. Hverdag bliver til weekend og nat bliver til dag. Alting flyder sammen.

Jeg sover mere end jeg plejer. På almindelige hverdage sover jeg normalt cirka 6-7 timer. Her i ferien sover jeg måske 9! Selvom man skulle tro, at jeg blev mere frisk af mere søvn, er det som om, at det har den præcis modsatte effekt. Jeg bliver faktisk mere træt.

Små opgaver eller pligter virker også lige pludselig helt uoverskueligt. Lige at ringe til EL-forsyningen, betale en regning eller lave noget bloggerarbejde virker lige pludselig som kæmpe opgaver.

Jeg er med andre ord blevet godt og grundigt ferie-doven. Er jeg den eneste?

Det værste ved at være ferie-doven er, at jeg hele tiden har pisse dårlig samvittighed over det. Jeg har hele tiden lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke bruger min tid til noget fornuftigt.

Men i virkeligheden bør man nok bare give sig selv lov til at være ferie-doven. Give sig selv lov til bare at ligge på sofaen, stene instagram i flere timer og bingewatche serier.

Lige i øjeblikket ser jeg Modern Family. Jeg har aldrig set det før, så det er en nyfunden skat for mig! Mads og jeg har allerede set 4,5 sæsoner… Det er næsten for meget.

Nu vil jeg pakke computeren væk og give mig selv lov til at se et par afsnit Modern Family, inden jeg skal til træning klokken 17 <3

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Man må ikke tage politik personligt

1Når man begår sig i politiske kredse, deltager i den offentlige debat eller bare diskuterer politik på facebook eller twitter er der én meget vigtig ting, man bør holde sig for øje: politik er ikke personligt. 

For hvis man begynder at tage politik personligt, vil man alt for hurtigt blive enten sur eller ked af det. Og ofte vil man miste venskaber på det.

Jeg møder politisk uenighed hver eneste dag. Min kæreste og jeg er stort set ikke enige om noget som helst. Jeg møder uenighed på de sociale medier konstant. Jeg har mange venner med stærke politiske holdninger, som ligger langt fra mine egne. Og selv i radikale kredse, er vi uenige om alt muligt.

At nogen modargumenterer mig, tager jeg ikke personligt. For det handler ikke om mig som person, men derimod det politiske ståsted, som jeg repræsenterer. Og det er ikke det samme.

Selvfølgelig bliver man formet af de politiske holdninger man har. Men de er ikke alt, hvad man er.

Jeg oplever ofte, at folk anser en politisk diskussion som et skænderi. Sådan opfatter jeg det slet, slet ikke. Jeg kan sagtens have heftige diskussioner med mine venner eller min kæreste, hvor bølgerne går højt. Men få sekunder efter, kan vi grine af en joke eller give hinanden et kram. For politisk uenighed er ikke lig hed uvenskab.

Det gælder sådan set også alle mulige andre former for uenighed. Ens liv bliver så ufatteligt meget nemmere, hvis man anerkender, at man sagtens kan være uenige, uden at man behøver at blive uvenner. Det gælder både uenigheder på arbejdspladsen, i venskaber eller i parforhold.

For det er helt naturligt at være uenige. Man kan ikke gå et helt liv igennem uden at møde uenighed. Men betyder det, at man ikke kan være venner eller have et godt forhold? Nej.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

Gæsteblogger // Harry Pottcast

pottcast

I dag har jeg intet mindre end to seje gæstebloggere! Nemlig de to piger, Amalie og Nanna, som står bag podcasten “Harry Pottcast”.

I podcasten gennemgår de to piger Harry Potter-bøgerne afsnit for afsnit, og taler om karakterer, temaer etc. Det er en virkelig nørdet, og helt fantastisk podcast!

Jeg spurgte de to piger, om de havde lyst til at skrive et gæsteindlæg. Og det ville de heldigvis gerne! De har skrevet et hver, som jeg håber, at I vil give Jer tid til at læse <3

amalie

Amalie Dahlerup Hermansen

24 år, statkundskabsstuderende og vært på Harry Pottcast

 

TANKER OM DET AT STARTE EN PODCAST

Det hele startede med, at Nanna og jeg sad og så Harry Potter og Flammernes Pokal i vores fælles kollegie-køkken. Det var dog ikke meget vi fik set, da det meste af filmen gik med at snakke om Harry Potter i stedet. Én af os lavede en joke om, at vi burde starte en podcast, siden vi har så meget at sige om Harry Potter og universet. Jeg gjorde alvor af joken, da jeg nogle dage senere bestilte en mikrofon over nettet i en af mine overspringshandlinger fra studie-læsningen. Da den kom med posten, spurte jeg Nanna, om hun stadig var klar på at indspille et afsnit, bare for sjov. Ingen af os regnede med, at det var noget vi ville fortsætte med. Det var en lørdagsting, som var sjovt, mens det stod på. Men da vi efter et par timer blev kontaktet af Aarhus Studenterradio om et samarbejde, tog det pludselig fart. Man kan sige, at det meget hurtigt gik fra at være et lille fritidsprojekt til et større projekt, som vi begge blev meget engagerede i. Vi fik hurtigt mange lyttere, og det overrasker os stadig, hvor mange der er interesserede i vores podcast, og lytter til den hver uge. Det kribler til stadighed i maven, hver onsdag, når et nyt afsnit kommer på iTunes. Hver uge kommer bekymringen: Hvad vil lytterne synes om denne uges episode?

Da det startede i februar havde ingen af os den fjerneste anelse om, hvordan det ville gå med denne podcast. Som det fremgår ovenfor, skete det hele meget pludseligt og vi havde på ingen måde planlagt, hvad der skulle ske. Jeg kan huske, at vi ofte diskuterede, hvorvidt vi ville være kendt som ”pigerne fra Harry Pottcast” eller ”Harry Potter pigerne”, da vi måske var en smule bange for at blive stigmatiserede som nørder. Det har dog vist sig, at det ikke er et dårligt stigma at få. Tværtimod har folk generelt været meget venlige i deres modtagelse af os.

En anden ting, som vi har diskuteret i forbindelse med podcasten, er vores label som feminister. Her har holdningen til gengæld været noget mere kritisk. I vores tilgang til Harry Potter universet diskuterer vi forskellige temaer og problematikker, og her har feministisk teori blandt andet været brugt som et analyseværktøj til bog 1. Den feministiske tolkning og kritik af Harry Potter har delt vandene, og Nanna og jeg har ind i mellem fundet det svært at tilgodese alle holdninger. Vi er derfor endt med at gøre, som vi selv finder bedst, også selvom det ind i mellem afføder en stærk kritik. Jeg synes nogle gange, at det kan være hårdt at modtage kritik fra folk. Det er første gang i mit liv, at jeg laver noget som kommer ud i offentligheden, og det kræver til tider hård hud. Omvendt ser jeg det også som et skulderklap, at man kan lave noget, der medfører debat. Særligt den feministiske debat, som podcasten lægger op til, synes jeg er meget relevant. Jeg skal bare lære, at det ikke er personligt ment, når nogen skriver en besked til os, hvor de er uenige.

Nu skal vi snart i gang med anden sæson af Harry Pottcast, og jeg glæder mig virkelig. Nu har jeg fået så tilpas lang sommerferie fra podcasten, at det bliver godt at komme i gang igen. I forbindelse med planlægningen af sæson 2, har Nanna og jeg selvfølgelig også gjort os nogle tanker. Jeg kan afsløre, at vi fremover vil fokusere mere på ond magi i universet, men også have endnu flere reflekterende samtaler. Sidstnævnte er på opfordring fra lyttere, men også efter eget ønske. Jeg forventer derfor, at vi i disse samtaler fortsat vil lægge op til debat.

 

nanna

Nanna Bille Cornelsen

24 år, kandidatstuderende i analytisk journalistik, praktikant ved DR2 Dagen og vært på Harry Pottcast.

 

HVAD FANDEN ER DET NU LIGE, HARRY POTTER KAN?

Jeg tror, at der er mange fra min generation, som føler, at de kender historien om Harry Potter lige så intenst, som de kender deres eget liv. Måske føler de endog, at den lille, svagtseende troldmands tilværelse står klarere for dem, end deres egne barndomsminder gør.

Det her kan måske virke som et pudsigt sted at starte. Men det skyldes, at jeg har forsøgt at ransage mine minder for alt, som har nogen som helst relation til Harry Potter-serien. Og jeg må indrømme, at det har vist sig sværere, end jeg lige umiddelbart havde forestillet mig. Jeg kender Harrys fiktive liv helt ned i de små, ubetydelige detaljer, men hvordan jeg selv har oplevet og forholdt mig til ham og hans verden – ja, det er straks mere mudret.

Det kommer i glimt til mig. Jeg husker, at mine forældre købte første film på VHS med dansk tale – hvorfor jeg den dag i dag stadig udtaler Hermione på dansk – og jeg er overbevist om, at jeg har siddet limet til tv’et den følgende sommer. Jeg ved, at der derefter gik flere år, før jeg gik i gang med selve bogserien. Spørg mig ikke, hvorfor der skulle gå så længe, for jeg aner det ikke selv. Måske jeg bare ville være Rasmus Modsat, måske filmen ikke helt havde formået at fange min interesse.

Jeg vil dog sige, at da jeg endelig startede på bøgerne, var der intet, som kunne holde mig fra dem. Jeg pakkede dem med i tasken, når jeg skulle i skole, og læste dem i frikvarterene i stedet for at gå med de andre ud i skolegården. Jeg tog dem med til familiesammenkomster, hvor jeg ufortrødent fortsatte læsningen i stedet for at tale med mine fætre og kusiner. Og jeg tog dem med i seng for at læse til langt ude på natten – for hvordan kunne jeg lægge mig til at sove, når Han-Som-Ikke-Må-Benævnes endnu en gang var så forfærdeligt tæt på at ødelægge det hele for vores stakkels protagonist?

Jeg blev fuldstændig opslugt i J. K. Rowlings verden af magi. Her havde jeg fundet et rum, som jeg kunne fortabe mig i. Her behøvede jeg ikke at forholde mig til andre. Her var der kun mig og Harry, og så selvfølgelig alt det lort, som han nu engang skulle igennem. Mine egne problemer med skolen, præpubertære venskaber og andre trivialiteter virkede pludselig mere overkommelige, når man sammenlignende dem med Harrys. For der var jo ikke ligefrem nogen, som forsøgte at myrde mig på årlig basis, vel?

Bøgerne var samtidig også med til at præsentere mig for et stort og forskelligartet persongalleri, som jeg kunne spejle mig i. Særligt når tingene blev svære, var det en trøst, at også personerne i bogen oplevede isolation, angst og sorg. Jeg kunne genkende mange af mine egne mere eller mindre charmerende træk hos hovedpersonerne, og det var fantastisk betryggende, at de trods deres status som outsidere alligevel formåede at finde et fællesskab i hinanden.

Og det er nok det, som Harry Potter kan. Sådan er det i hvert fald for mig. Magien er fantastisk, og det samme kan siges om universets detaljerigdom. Men det er umådeligt menneskelige og mangefacetterede karakterer som Harry, Ron, Hermione, Dumbledore og Snape, der gør, at Harry Potter-serien stadig har så stor betydning for mig den dag i dag.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Upcoming // Aksglæde

Hvis der er én ung kunstner i bør tjekke ud, så er det Jacob Aksglæde.

Jeg anede ikke hvem han var, før jeg startede hos Advice. Han havde arbejdet i afdelingn før jeg startede, så jeg nåede aldrig rigtig at møde ham. Men de andre fortalte mig om hans musik, og en dag var jeg jo nødt til at tjekke ham ud.

Jeg hørte alle hans sange igennem, og jeg blev bidt! Jeg har hørt hans musik lige siden.

Jeg er særligt glad for Tåbærktøs, som jeg har smidt en video ind af. Næste sommer, Fantomfølelser og Jeg kan lide den måde du græder på er jeg også helt vild med!

Gå ind og tjek ham ud, det vil I ikke fortryde! 😉

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Så meget løfter jeg

img_0854

Selvom træning ikke fylder så forfærdeligt meget herinde, så er det noget jeg går rigtig meget op i. Jeg træner så meget som jeg har tid og lyst til. Det bliver som oftest til ca. 3 gange om ugen. Jeg elsker at svede, presse mig selv og ikke mindst: at slå mine egne rekorder.

Jeg bruger en app ved navn SugarWOD. Der kan man logge sine resultater fra dagens træning. Crossfit Copenhagen har et samarbejde med dem, så hver dag bliver den WOD (Workout Of the Day) de træner på holdene lagt op på appen, og så kan man skrive sin tid/ sine resultater ind. Så kan man sammenligne sine egne resultater med andre.

Men man kan også skrive sine egne resultater ind i forskellige officielle WOD’s og ikke mindst Barbell-øvelser. Barbell-øvelser er eksempelvis squat og bænkpres, som I formentlig alle ved, hvad er.

Her kan I se, hvad mine PR (Person Record) er i forskellige øvelser. Nogen er jeg klart bedre til end andre… Men overordnet er jeg rigtig stolt af mine resultater. De har krævet meget sved, øvelse og ikke mindst smadrede hænder og blå mærker…

Back squat: 70 kg (1 repitation)

Front squat: 55 kg (3 epitationer)

Clean: 45 kg (1 repitation)

Hang clean: 45 kg (2 epitationer)

Power clean: 45 kg (1 repitation)

Bench press: 39 kg (1 repitation)

Push press: 37 kg (5 repitationer)

Shoulder press: 30 kg (5 repitationer)

Push jerk: 45 kg (1 repitation)

Split jerk: 42 kg (2 repitationer)

Snatch: 30 kg (1 repitation)

Dødløft: 90 kg (1 repitation)

Clean and jerk: 45 kg (1 repitation)

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal