Om at prioritere talent

postevand

I torsdags var jeg til mit første møde i Honorary Fellows, som er en netværksgruppe på Niels Brock. Hvert år udvælges et par af skolens dygtigste elever som medlemmer af netværket. Det er nogle super cool folk der er med! En af dem har arbejdet i Microsoft siden han startede på gymnasiet, nogen er succesfulde iværksættere osv. Så hvad jeg laver der, kan man jo så diskutere 😛

Men det er virkelig en af de ting som jeg elsker ved Niels Brock, at de bruger ressourcer på de stærkeste. Jeg synes mange gymnasier har tendens til at tænke, at de stærkeste bare klarer sig selv, og så fokuserer de på de svageste. Men de stærkeste har sgu også brug for stimulering, og hvis man ikke formår at udnytte de stærkeste elevers kompetencer, taber man altså talent på gulvet.

Niels Brock har en del intiativer målrettet til de stærkeste. Eksempelvis udbyder de en masse masterclasses, jeg har selv taget nogen af dem – og nogen af dem bliver udbudt af erhvervslivet, så flere Niels Brock-elever er blevet headhuntet som revisortrainees osv. Derudover har de flere legater til flittige elever, og så naturligvis Honorary fellows.

Nå men i torsdags var jeg så til mit første møde. Hvert møde er bundet op på et fagligt oplæg. I torsdags kom ejeren af virksomheden Postevand, og fortalte om hvordan han opstartede sin virksomhed, og hvordan man sælger vand fra hanen. Super interessant og inspirerende! Det var især inspirerende hvordan han i opsætningen af sin virksomhed havde haft stort fokus på grønne hensyn. Jeg synes det er SÅ fedt!

 

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Hvis du ikke er stiv – har du ikke noget liv.

sbb

Det skal da ikke være nogen hemmelighed – jeg har altid været glad for en lille en. Og når jeg siger en lille en, så mener jeg nok i virkeligheden, at jeg er rigtig glad for at drikke mig stangbacardi sagt på ægte teenagesprog. For under et år siden, kunne jeg på en almindelg uge, snildt drikke mig fuld 2-3 gange. Jeg drak gerne ca. 18 genstande på en uge. Og jeg var ikke et særtilfælde! For gennemsnitligt drikker danskere over 14 år, 15 genstande om ugen.

I starten af foråret valgte at jeg at stoppe med at drikke. Ikke for evigt – men blot tage en lille pause. Denne pause har lært mig hvor enormt meget alkohol fylder i den danske ungdomskultur.

Det er sjovt hvordan folk reagerer når man lige pludselig ikke drikker. Det er lige før, at det ville være nemmere at forklare det med at jeg enten var gravid, eller begyndt at tage coke. Det er ofte, at man er til et arrangement, hvor der ikke er en alkoholfri velkomstdrink eller hvor der ikke sælges sodavand i baren. Det er bare ikke normalt, ikke at drikke. Folk stopper også lige så stille med at spørge en om man vil med i byen, for det er bare ikke det samme når man ikke drikker. Men hvorfor? Hvorfor kan man ikke have det sjovt uden alkohol?

Nogle gange virker det lidt som om, at vi unge gemmer os bag alkoholen. Hvorfor er det kun når alkoholen suser rundt i blodet, at vi tør gøre de ting som vi inderst inde faktisk har lyst til? At invitere ham eller hende den søde ud, danse fjollede rundt eller sende en lidt for sød besked til flirten? Hvorfor ikke bare turde springe ud i det, i stedet for potentielt at gemme sig bag undskyldningen om ’’at jeg var simpelthen bare alt for fuld’’?

Der er ingen tvivl. Det er skide sjovt at drikke sig fuld, og tro mig, jeg startede da også med at drikke igen kun halvanden måned efter – dog drikker jeg ikke nært så meget i dag, som jeg gjorde engang. Men behøver alkohol virkeligt at fylde så meget i vores samfund? Alkohol fylder eksempelvis enormt meget, når man starter på gymnasiet eller på universitetet. Jeg var 15 år da jeg startede i 1.G. Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke at man drikker før man er 16 år, og jeg kunne på daværende tidspunkt ikke engang gå ned i Fakta og købe en øl lovligt. Alligevel fyldte alkohol enormt meget, og var helt essentielt for min sociale situation på gymnasiet. I min introuge drak vi næsten hver aften, og hvis man ikke var med, så var man bare ikke lige så stor en del af fællesskabet.

Næsten alle sociale tiltag på mit gymnasium indebar alkohol, på trods af, at en stor del af skolens elever faktisk var muslimer, og derfor ikke drak alkohol. Fredagscaféer og fester er rigtig sjove, om man drikker eller ej. Men man kan bare ikke benægte, at man bliver en anelse ekskluderet hvis man ikke drikker. At spille druklege i vand, er ligesom bare ikke helt det samme. Jeg oplevede ofte at muslimerne i min klasse og på min skole ikke kom til disse arrangementer, da de naturligvis ikke følte sig inkluderet i fællesskabet. Der var endda en elev som valgte ikke at tage med på vores vogntur da vi blev studenter i sommers, da et af formålene med turen jo er at drikke sig rigtig rigtig fuld. Det synes jeg altså er enormt ærgerligt, om end forståeligt, da hovedformålet med turen jo er at fejre, at vi er færdige med gymnasiet, og at vi har haft tre skønne år sammen.

Jeg tror, at man skal huske på, at lige så fællesskabs-skabende alkohol er, lige så ekskluderende er det. Ikke kun for muslimer, men også for alle de andre unge som faktisk ikke har lyst til at drikke. Det er da ærgerligt, at dem der faktisk har taget et rigtig fornuftigt valg for dem selv, deres krop og deres fremtid, ender med at blive ekskluderet fra fællesskabet. Jeg siger ikke alkohol bør forbydes eller fjernes fra uddannelsesinstitutioner. Det er skøn ting, som bestemt øger livskvaliteten. Men nogle gange tror jeg, at det er vigtigt at stoppe op, og spørge sig selv – er det virkeligt den vej vi skal, og skal det virkeligt fylde så meget?

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Monogamt eller åbent parforhold?

Jeg har altid været en smule fascineret af åbne forhold. Jeg ved ikke helt hvorfor, for jeg har absolut ingen lyst til selv at leve i et. Men jeg synes det er interessant. Nok fordi jeg er imponeret over, at man kan være a-jaloux (jeg kender ikke det modsatte ord af jaloux) nok til at kunne holde det ud. For det er jeg i hvertfald overhoved ikke!

Jeg kender faktisk en del par som lever i åbne forhold. Både forhold hvor begge parter er sammen med andre, par hvor det kun er den ene som er sammen med andre, men hvor den anden part er bevidst om det, samt par som normalt lever i et monogamt forhold, men som i en periode har levet i et åbent forhold, da den ene var på udveksling i udlandet og de derfor var adskilt fra hinanden i en længere periode.

Jeg kommer aldrig til at leve i et åbent forhold. Jeg ville være et jaloux monster, som hver gang jeg ikke var sammen med min kæreste ville tænke ”ligger han og knalder en anden nu?”. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig noget værre. Desuden ville jeg heller ikke selv have lyst til at være sammen med andre. Jeg er sammen med min kæreste, fordi det kun er ham jeg har lyst til at være sammen med.

Men samtidig forstår jeg godt, at nogen mennesker lever i åbne forhold. Hvorvidt det er noget for én eller ej, tror jeg også i høj grad handler om ens evne til at adskille kærlighed og sex, hvilket er noget jeg personligt ikke kan. Men mennesker har meget individuelle forhold til sex, og jeg kan godt forstå hvordan man ikke nødvendigvis ser et lighedstegn imellem at elske nogen, og så kun at have sex med dem, da andre ting også godt kan være spændende.

Jeg tror snildt, at det kan styrke ens parforhold, at man også er sammen med andre. De par jeg kender som lever i åbne forhold, er i hvertfald meget stærke par. Men man skal godt nok også kende sig selv og sine grænser, før man hopper ud i sådan noget. Jeg tror virkelig man skal passe på, at man ikke kommer til at såre sig selv eller den anden.

Jeg synes folk er meget hurtige til at dømme folk der lever i åbne parforhold, og det synes jeg er ærgerligt. Jeg har også selv svært ved at forstå hvorfor man har lyst til at leve på den måde, men hvordan andre vælger at leve sit liv rager ikke mig. Hvad der foregår i soveværelset er imellem de parter der er i forholdet, og det er ikke noget som andre skal blande sig i.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Older posts