Monogamt eller åbent parforhold?

Hvis du ikke er stiv – har du ikke noget liv

sbb

Det skal da ikke være nogen hemmelighed – jeg har altid været glad for en lille en. Og når jeg siger en lille en, så mener jeg nok i virkeligheden, at jeg er rigtig glad for at drikke mig stangbacardi sagt på ægte teenagesprog. For under et år siden, kunne jeg på en almindelg uge, snildt drikke mig fuld 2-3 gange. Jeg drak gerne ca. 18 genstande på en uge. Og jeg var ikke et særtilfælde! For gennemsnitligt drikker danskere over 14 år, 15 genstande om ugen.

I starten af foråret valgte at jeg at stoppe med at drikke. Ikke for evigt – men blot tage en lille pause. Denne pause har lært mig hvor enormt meget alkohol fylder i den danske ungdomskultur.

Det er sjovt hvordan folk reagerer når man lige pludselig ikke drikker. Det er lige før, at det ville være nemmere at forklare det med at jeg enten var gravid, eller begyndt at tage coke. Det er ofte, at man er til et arrangement, hvor der ikke er en alkoholfri velkomstdrink eller hvor der ikke sælges sodavand i baren. Det er bare ikke normalt, ikke at drikke. Folk stopper også lige så stille med at spørge en om man vil med i byen, for det er bare ikke det samme når man ikke drikker. Men hvorfor? Hvorfor kan man ikke have det sjovt uden alkohol?

Nogle gange virker det lidt som om, at vi unge gemmer os bag alkoholen. Hvorfor er det kun når alkoholen suser rundt i blodet, at vi tør gøre de ting som vi inderst inde faktisk har lyst til? At invitere ham eller hende den søde ud, danse fjollede rundt eller sende en lidt for sød besked til flirten? Hvorfor ikke bare turde springe ud i det, i stedet for potentielt at gemme sig bag undskyldningen om ’’at jeg var simpelthen bare alt for fuld’’?

Der er ingen tvivl. Det er skide sjovt at drikke sig fuld, og tro mig, jeg startede da også med at drikke igen kun halvanden måned efter – dog drikker jeg ikke nært så meget i dag, som jeg gjorde engang. Men behøver alkohol virkeligt at fylde så meget i vores samfund? Alkohol fylder eksempelvis enormt meget, når man starter på gymnasiet eller på universitetet. Jeg var 15 år da jeg startede i 1.G. Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke at man drikker før man er 16 år, og jeg kunne på daværende tidspunkt ikke engang gå ned i Fakta og købe en øl lovligt. Alligevel fyldte alkohol enormt meget, og var helt essentielt for min sociale situation på gymnasiet. I min introuge drak vi næsten hver aften, og hvis man ikke var med, så var man bare ikke lige så stor en del af fællesskabet.

Næsten alle sociale tiltag på mit gymnasium indebar alkohol, på trods af, at en stor del af skolens elever faktisk var muslimer, og derfor ikke drak alkohol. Fredagscaféer og fester er rigtig sjove, om man drikker eller ej. Men man kan bare ikke benægte, at man bliver en anelse ekskluderet hvis man ikke drikker. At spille druklege i vand, er ligesom bare ikke helt det samme. Jeg oplevede ofte at muslimerne i min klasse og på min skole ikke kom til disse arrangementer, da de naturligvis ikke følte sig inkluderet i fællesskabet. Der var endda en elev som valgte ikke at tage med på vores vogntur da vi blev studenter i sommers, da et af formålene med turen jo er at drikke sig rigtig rigtig fuld. Det synes jeg altså er enormt ærgerligt, om end forståeligt, da hovedformålet med turen jo er at fejre, at vi er færdige med gymnasiet, og at vi har haft tre skønne år sammen.

Jeg tror, at man skal huske på, at lige så fællesskabs-skabende alkohol er, lige så ekskluderende er det. Ikke kun for muslimer, men også for alle de andre unge som faktisk ikke har lyst til at drikke. Det er da ærgerligt, at dem der faktisk har taget et rigtig fornuftigt valg for dem selv, deres krop og deres fremtid, ender med at blive ekskluderet fra fællesskabet. Jeg siger ikke alkohol bør forbydes eller fjernes fra uddannelsesinstitutioner. Det er skøn ting, som bestemt øger livskvaliteten. Men nogle gange tror jeg, at det er vigtigt at stoppe op, og spørge sig selv – er det virkeligt den vej vi skal, og skal det virkeligt fylde så meget?

   

1 kommentar

  • […] hende ganske fornuftig. Hun tør stå ved sine meninger og jeg kunne virkelig godt lide hendes indlæg om drukkulturen blandt unge, som meget gerne må nå at ændre sig inden mine børn bliver […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Monogamt eller åbent parforhold?