Head over heels

Lidt om prioriteringer

h

I en hverdag som min, og mange andres, er der behov for prioriteringer. At nå alt det man gerne vil, er stort set umuligt. Det kender I nok alle. Jeg har selv et fuldtidsstudie, med undervisning fire dage om ugen, en femten timers arbejdsuge, et politisk ordførerskab der kræver tid og så en kæreste og en masse venner jeg gerne vil se. Hvis man skal have alt det til at gå op i en højere enhed, så er man nødt til at prioritere.

Jeg har tænkt meget over, hvad i mit liv jeg egentlig værdsætter, og dermed bør prioritere. Jeg har eksempelvis valgt at prioritere min kæreste højere end mine venner. Jeg prioriterer simpelthen at se ham mere, end mine venner. For det vil jeg gerne. Så har jeg valgt nogle specifikke venner ud, som jeg primært prioriterer at se. Der er en milliard venner jeg ville ønske, at jeg kunne se hele tiden – men det kan jeg ikke, og så må man prioritere.

Dertil har jeg valgt at prioritere mit studie højere, end mit frivillige arbejde og mit studiejob. Det er mit studie som kommer til at have størst afgørelse for, hvordan min fremtid ser ud – og derfor er det den vigtigste prioritering.

Jeg prioriterer også både mit arbejde og Radikal Ungdom rigtig højt! Men nogen gange må ting i Radikal Ungdom nedprioriteres. Det gør jeg simpelthen fordi, at det er frivilligt. Jeg har lidt den holdning, at frivilligt arbejde helst skal være sjovt. Det må ikke blive for stor en last, og derfor skal man også sige fra hvis det bliver for meget.

Efter at jeg var på arbejde på Brøndby Stadion i går og blev rigtig kold, er jeg blevet hæs, forkølet og har fået rigtig ondt i halsen. Jeg kunne fra morgenstunden allerede se, at jeg simpelthen ikke kunne holde til alle de ting jeg skulle i dag. Først møde på mit arbejde, så studie og så skulle jeg ud og hjælpe på en danskcafé for flygtninge, som jeg lige er blevet frivillig på – gennem Radikal Ungdom. Mødet kunne jeg ikke aflyse – for så ville der være fem mennesker der sad dér og manglede mig. Studiet var jeg nødt til at tage på, da jeg allerede er væk en hel dag i denne uge – og så ville to dage bare være for meget. Så jeg var nødt til at aflyse at tage ud og hjælpe på danskcaféen, så jeg kunne komme hjem i seng og få plejet min påbegyndte sygdom.

Jeg fik ret dårlig samvittighed over sådan at melde fra. Men der må man også bare minde sig selv om, at når man laver en masse arbejde frivilligt, så er det altså okay at sige fra nogle gange, hvis det hele bliver lidt for meget. Hellere melde fra fra nogle ting, end at køre sig selv for hårdt. Sådan har jeg det i hvertfald.

2 kommentarer

  • Ditte

    Hej Freja
    Jeg er virkelig glad for din blog! Elsker at læse med og synes at du skriver om nogle rigtig interessante og relevante ting. Tusind tak for det!
    Hvilket fritidsjob har du?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Freja Fokdal

      Ditte: Ej hvor er du bare sød! Tusind tak for den søde besked! Jeg arbejder som studentermedhjælper i en konsulentvirksomhed der hedder Komeptencehuset LeneHeckmann. Der styrer jeg blandt andet sociale medier, skriver nyhedsbreve/ blogindlæg, er med til at arrangere besøg på messer og en MASSE andre praktiske ting 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Head over heels