En app du bare MÅ have!

Gæsteblogger // Sådan lærte jeg at elske min krop

I dag har jeg fået en pisse sej gæsteblogger her på siden – min barndomsveninde, Amalie. Jeg kender Amalie, da hendes forældre er gode venner med mine forældre. Jeg har kendt hende det meste af mit liv, selvom vi ikke har set meget til hinanden i de seneste par år.

Jeg læste denne artikel om Amalie, og blev enormt inspireret! Derfor spurgte jeg hende, om hun havde lyst til at lave et gæsteindlæg til bloggen om hendes egen historie som en lidt ”stor pige” (som jeg også selv har skrevet om) og hvordan hun lærte at blive glad for sin krop. Dertil kommer hun med et par råd til hvordan du selv kan lære at elske din krop <3

Husk at gå ind og følge Amalie på Instagram (@Scandinaviandreamgurl)

—————————————————————————————————————————-

1

Vi lever i en konkurrencestat. Vækst, vækst, vækst, vi skal klare det bedre i PISA testene, hov overhaler kineserne os nu indenom igen? Vi lærer fra barnsben af, at alt er en konkurrence.

Hvem lærer at gå først, hvem af børnene på vejen lærer at cykle først, hvem har den stærkeste far (min far kan tæske din far), hvem får først en rokketand, og hvem taber den først ved at rokke løs?

Det er noget som er dybt forankret i os, og som følger os hele livet igennem. Vi lærer, at når vi er et skridt foran andre, så har vi succes. Når vi starter i skole lærer vi at konkurrere om karakterer, konkurrere om at score flest mål når klassen spiller fodbold, og jeg ved ikke hvordan det er mellem drenge, men vi piger lærer meget tidligt, at det også er en konkurrence hvem der er smukkest og får mest opmærksomhed fra det modsatte køn.

I dette indlæg vil jeg gerne tale om, hvordan konkurrencen om det ‘at se ud’ påvirker os, hvordan vi lærer at sammenligne os med hinanden, og hvilke skadelige konsekvenser det har, for os selv og andre. Jeg vil fortælle om, hvordan jeg kom ud på den anden side og fik det godt med mig selv og min krop, hvilket skete, da jeg holdt op med at sammenligne mig med andre kvinder.

Selvom jeg aldrig har været tyk, så var jeg overbevist om, at jeg var det. Det begyndte da jeg var bare 5 år, og gik i børnehave. Jeg var et hovedet højere end de andre piger, så selvfølgelig var mine lår også større – men det perspektiv har man ikke når man er 5 år.

Da jeg voksede op (ligesom mange af Jer læsere) var kropsidealet at være tynd. Synlige knogler, ingen lår, tynde arme. Man skulle i virkeligheden se så slap og træt ud som muligt – og det var skrækkeligt hvis man som jeg, havde hofter. Jeg fik endda at vide af forældrene til mine klassekammerater i 2. klasse, at jeg var en ‘hot mama’ og med så store hofter ville jeg blive god til at blive gravid, være gravid og føde. Tak, det er hvad enhver 8-årig gerne vil høre, tirsdag morgen før idræt. Hvorfor seksualiserer man til at starte med, små pigers kroppe?

Bottom line er, at jeg følte mig forkert, og blev meget bevidst om min krop. Fra jeg gik i 1. klasse til jeg gik i 7. kl, græd jeg ofte over min krop. Udover at jeg var dybt ulykkelig, tog det også rigtig meget energi fra at være glad og være et barn. Det påvirkede hvor meget jeg sagde i timerne i skolen, det påvirkede hvad jeg spiste og hvilket tøj jeg gik i. Det udviklede sig til en spiseforstyrrelse (som jo desværre er uhyggelige normale), med en kost bestående af gulerødder og en masse overtræning i form af løb. Heldigvis fik jeg knæskader, og måtte lægge løbeskoene på hylden, og jeg begyndte at styrketræne i stedet, og spiste mere normalt.

Det var først i gymnasiet jeg begyndte at få det godt med min krop. Jeg fandt ud af en så banal ting, som hvilket tøj der klæder mig – hvilken pasform, hvilken slags stof, hvilke snit der sad godt på mig. Da jeg har brede skuldre, store bryster, smal talje og brede hofter, klæder løse lette sommer toppe og store t-shirts mig ikke. Stramme kjole, slå om toppe, crop toppe og højtaljede bukser og nederdele, gør derimod! Jeg begyndte at gå i tøj som fremhævede min figur, i stedet for at gemme den væk. Jeg bevægede mig mere selvsikkert, og stod ved mig selv og mine former. Uden at være en undskyldning for mig selv med min tilstedeværelse, uden at være en undskyldning for mine brede hofter og skuldre. Og reaktionerne fra drengene omkring mig og mænd generelt gjorde, at jeg følte mig flot og jeg kunne se, at det at bevæge sig selvsikkert, holde hovedet højt og være stolt af sin krop, signalerer styrke. En ting som er interessant, er, hvordan pigerne omkring mig reagerede. De lidt ældre kvinder på kontoret var super begejstrede, og jublede hver gang jeg kom ind på kontoret, fordi de var spændte på at se, hvilken kjole jeg nu havde på. Men de jævnaldrende piger på mit gymnasie, var ikke glade. De kunne ikke tåle, at jeg fik opmærksomhed fra drengene, at jeg viste min figur frem i kjoler og nailede det for vildt.

Det er fandme ærgerligt. Når en af vores medsøstre lykkes med noget vi ikke selv har formået at få til at lykkes endnu eller ikke har grundlag for at kunne få til at lykkes, så i stedet for at give hende high five, stiller vi os hen i et hjørne, hvisker, dømmer og surmuler, og pointerer alle hendes øvrige fejl. Vi føler, at vi taber. Fordi vi har lært at andre kvinder er konkurrenter, og når de klarer sig godt og vi ikke selv kommer videre, så er vi tabere på sidelinjen.

Jeg falder selv i, en gang imellem. Hvis min kæreste og jeg går en tur i byen, og en køn pige med full face makeup (falske vipper, optegnet læber, optegnet bryn, contouring – du ved, hele svineriet) kommer gående forbi os, er jeg hurtig til lige at sige: “Hold da op! Hun havde godt nok meget makeup på!” Og den dumme kommentar, har intet med hende at gøre – den bunder udelukkende i egne utilstrækkeligheder. Jeg er selv pisse dårlig til at lægge makeup! Jeg har aldrig lagt læbestift på mig selv, og har for nyligt i en alder af 21 år, købt min første foundation – og jeg ved stadig ikke hvordan jeg påfører den flawless. Uden at tænke over det, nedgør jeg en anden kvinde, på grund af egne utilstrækkeligheder, og praiser det naturlige look, fordi jeg sjovt nok kun selv kan køre den hjem.

Jeg øver mig hver dag i, at komplimentere kvinder omkring mig, for alle de ting der lykkes for dem. Jeg øver mig i at tænke, at bare fordi at de har succes på den ene eller anden måde, har det intet med min egen succes at gøre. Jeg er blevet god til ikke at sammenligne mig med andre kvinder. Og det er jeg blevet, fordi jeg er bevidst om alle mine egne gode sider, alle mine egne evner, alle mine egne fordele. Jeg hviler i mig selv, jeg er glad for mig selv. Det gør jeg har overskud, og kan være glad på andre kvinders vegne.

Hvordan bliver man så glad for sin krop?

Der er ingen formel på hvordan man lærer at elske sig selv og sin krop. For mig, har det handlet meget om, at blive glad for hvordan jeg ser ud, så jeg kan fokusere på de ting, der virkelig betyder noget. Det er en process og det er nogle hårde år vi alle skal igennem. Når det er sagt, så er der nogle ting jeg selv har gjort, og som har virket for mig. Dem får I her:

→ Find ud af hvad der klæder dig

Det lyder meget simpelt, men hold op hvor tager det tid – at lære hvad der klæder ens krop, og hvordan man fremhæver de ting, man godt kan lide. Jeg har lært, at de ting der klæder min krop og som jeg føler mig tilpas i, er tøj som fremhæver min figur. Jeg har lært, at det lille tal i nakken i tøjet, ikke er noget jeg skal vælge ud fra. Når jeg fx prøver en kjole, tager jeg altid tre forskellige størrelser med ind i prøverummet, fordi at det kommer fuldstændig an på stoffet, hvordan kjolen sidder på mig. Så prøv at være en rebel, gå mod alt det du har lært, også (og specielt) når det kommer til alle de ubrugelige dameblads guides til, hvad din kropsform kan ‘tillade’ sig at være iført. Et eksempel, kan være det med, at man skal holde sig fra hvid og horisontale striber, hvis du har former. Det er straight up forkert. Embrace it, istedet for at gemme det væk. Du bestemmer selv hvad der er smukt ved dig og hvad du fremhæver, det skal ingen andre pille ved.

→ Find en kvinde med samme kropstype som dig, som du finder inspirerende

På de dårlige dage, kan det være fedt at hente inspiration fra en kvinde, som rocker de features som du har en tendens til at hade ved dig selv. Det kan være en cool tøs på Instagram, din søster, en politiker, only the sky is the limit.

Fokuser på alle de ting du er god til

Det lyder lamt, men det er sandt. Vi er så meget mere end vores kroppe. Kroppen er bare en skal, som indeholder alle de vigtige ting, såsom personlighed, sjæl, drømme og tanker. Hvis jeg har en dag hvor jeg er træt af mig selv, tænker jeg blot på hvor badass jeg er når jeg dødløfter 135kg eller hvor passioneret og ildsjæl jeg er, når jeg har gang i fede projekter, som gør en forskel i verden.

 

Kort sagt: Vi skal først og fremmest gøre oprør mod den måde, vi har lært at piger og kvinder skal konkurrere mod hinanden. Vi piger har fra barnsben lært, at være meget kritiske over for hvordan vi selv ser ud, men også hvordan vores medsøstre ser ud. Hvor kunne det være befriende, hvis vi holdt op med at være så kritiske. Jeg kan ikke understrege og gentage dette ofte nok: Der er ingen rigtig måde at være kvinde på.

Lad os øve os i, at hylde vores forskelligheder, hylde os selv og hylde hinanden. Lad os kæmpe sammen, og give hinanden komplimenter og skulderklap med på vejen. Lad os opdrage vores døtre til at forstå, at andre pigers success ikke påvirker deres egen.

Vi kvinder styrter frem i verdenen, men der er stadig lang vej igen – og det sidste vi ønsker, er vel at vejen gøres endnu mere kringlet og med endnu flere forhindringer i form af andre kvinders bitterhed og surmulen.

Skål!

2

Fotograf: Sunnleif Andreasen Photography

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

2 kommentarer

  • Sindssygt fedt indlæg og meget inspirerende læsning!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Amalie

      Kære Anna! Tak det er Freja og jeg glad for at du synes 😊 Det er nogle vigtige emner, som vi simpelthen skal tale om noget mere, for det har sgu stor betydning. Kh og knus til dig!!💓

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En app du bare MÅ have!