Strong, independent chinese woman who don't need no man

Gæsteblogger // Hjælp, jeg er gravid.

ditte

I dette gæsteindlæg, vil min søde søde veninde Ditte fortælle lidt om, hvordan det føles pludseligt at blive gravid som 24 årig, med en mand man kun har kendt i et år. Hvilke tanker der gik, og stadig går, rundt i hovedet på hende, og hvordan det føles, når et lille hjerte banker inde i maven.

ditte1

Ditte Scharling

24 år, lærerstuderende.

Jyde i København, liberal og mother to be.

INSTAGRAM // BLOG

Freja har spurgt om, om jeg vil skrive lidt om det der med at blive gravid, når det langt fra er planlagt. Og det vil jeg gerne. For det sker jo, for fanden — og det skete for mig. Sker. Lige nu, that is. For jeg er gravid i 4. måned og til september bliver jeg mor til en lille dreng.

I dag synes jeg ikke, at det nogensinde kunne være anderledes. Men sådan har det ikke altid været, for når man sådan står med en positiv graviditetstest i hånden, så vælter ens verden fuldstændig.

I midten af januar havde jeg færdiggjort mine p-piller og skulle have menstruation. Det fik jeg bare ikke. Slet ikke. Så da jeg var gået en uge over tid, skrev jeg en SMS til min kæreste, Alex, hvor jeg spurgte, om han ikke kunne købe en graviditetstest med hjem. Selvom jeg stadig var af den overbevisning, at der ikke ville være noget. Bare så vi kunne få det ud af verden.

Da Alex kom hjem, tissede jeg på en pind, som — nærmest i det sekund jeg tissede på den — viste to helt klare, perfekte streger. Så jeg lagde den naturligvis fra mig i håb om, at det nok ville ændre sig. Og så gik jeg ud i køkkenet for at tude. Min kæreste spurgte mig, hvad der skulle ske, hvis nu der var to streger. Det vidste jeg ikke. Men jeg vidste, at jeg da ikke lige pludselig skulle være nogens mor. Men det skulle jeg åbenbart. For de to streger havde ikke rykket sig spor. Og jeg følte slet ikke, at en abort var en mulighed

De næste par dage brugte jeg på at ligge på sofaen og skiftevis tude og stirre ud i luften. Det var lortevejr, det var en lortesituation. Når jeg tænker tilbage på det i dag, så… var det virkelig noget lort. Og for at gøre det hele endnu værre, så skulle Alex jeg til Edinburgh en uges tid efter. I Edinburgh bliver sikker på, at den der lille klump i min mave, havde lagt sig til at dø, fordi den kunne fornemme, at der var dårlig stemning og at jeg var ked af det, og ikke vidste hvad jeg skulle gøre.

Alex trøstede mig, selvom jeg var dum, og vi blev enige om at tage til scanning når vi kom hjem. For at se om det hele var okay. Så kunne vi jo beslutte os rigtigt bagefter.

Men virkeligheden skulle være, at der nok slet ikke rigtig var noget at tænke over — okay, det passer ikke, for der var (og er!) masser at tænke over, men beslutningen var ligesom taget, da jordemoderen scannede mig og jeg kiggede op på skærmen. Det var det fineste jeg nogensinde havde set. Ikke meget mere end et par centimeter og med et lille, bankende hjerte. Som insisterede på at være der. Lige dér i min mave.

Det kan man ikke bare skaffe sig af med. Men hvad gør man så?

For man kan da ikke være mor, når man er 24 år og i gang med sin uddannelse. Når man slet ikke bor sammen med sin kæreste, som man kun har kendt et år, og i øvrigt lige er flyttet et par hundrede kilometer væk fra hele sin familie. Når det ikke er planlagt. Og hvad med alt det, man lige pludselig går glip af?

I virkeligheden er det jo alt sammen noget bullshit. Jeg føler ikke, at jeg kommer til at gå glip af noget. Nogen gange tager jeg endda et stille øjeblik, søndag morgen, når jeg børster tænder, til at nyde at jeg ikke længere har tømmermænd. Og i øvrigt ikke har udsigt til sådan nogle før om et par år. Alt det der har hængt mig ud af halsen i et godt stykke tid. Det er ikke det, der er vigtigt.

Det, jeg har været allermest ked af og fortvivlet over, er, at jeg i starten følte, at jeg tvang min kæreste til noget han ikke ville. Tvang et lille barn ind i hans liv, så han var tvunget til at tage ansvar, til at passe på det. Til at være far, for pokker. Det er altså en titel, der hænger fast. Noget, man slet ikke kan flygte fra — også selvom nogen prøver. Men det gjorde Alex aldrig. Heldigvis for mig, ham selv og vores barn. For i dag er han lige så glad, som jeg er og han kommer til at være den bedste far.

Alex forstod mig, selvom han ikke altid gjorde. Min mor forstod mig. Ligesom jeg kun har fået opbakning og kærlighed fra min familie. For mit vedkommende tror jeg, at det har været årsagen til, at jeg lige pludselig godt kunne se mig selv som mor. Til rent faktisk ikke at føle mig som verdens dummeste, selvom jeg godt vidste, hvad jeg følte. Når de kan se mig som mor, så kan jeg også. For hvorfor egentlig ikke?

Jeg er 24 år — min fertilitet er (åbenbart, ja) allerbedst lige nu. Hvis vi kigger på det biologiske ur, så skulle jeg have født mit første barn allerede! Men i Danmark kan vi godt lide at vente. Til vi er færdiguddannede, har styr på vores karriere og i øvrigt har en lækker mand, der også har styr på sin karriere og med et kæmpe far-potentiale. Til vi har det helt rigtige hjem fyldt med de rigtige møbler, de rigtige vaser og lysestager. Til vi kan købe enhver lille dims, der kræves, for at få en baby og være den helt perfekte mor.

Og jeg forstår det godt. For det er pisse skræmmende ikke at have styr på noget som helst. Lige nu sidder jeg i min kærestes lejlighed fyldt med flyttekasser. Vi flytter først rigtigt sammen om en måneds tid. Jeg bliver stadig pisse bange, når jeg tænker på, at jeg skal være mor om fem måneder. Nogen gange forstår jeg det faktisk slet ikke. Men det er klart — for jeg ved jo ikke, hvad det er, jeg føler mig klar til. Jeg ved ikke, hvad det er, før jeg står i det. Jeg tror, det er en følelse som alle førstegangsmødre kender. Og sandheden er, at du kan planlægge nok så meget, men det er ikke en garanti for, at ting ikke går galt.

Men jeg får i det mindste tid til at se tingene gå galt. Se dem gå godt. Jeg får tid sammen med mit barn. Med min familie. For det er jo hvad vi bliver. En vaskeægte familie — og jeg kunne ikke være mere glad! Når jeg bliver allermest skræmt, så kigger jeg ned ad mig selv og føler på min mave. Tænker på, at der ligger et lille liv derinde. Som jeg skal passe på.

Og så bliver jeg endnu mere bange. Men på den gode måde. For jeg elsker ham allerede så meget, at jeg slet ikke forstår det.

 

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

3 kommentarer

  • Patricia

    Åh, det kunne næsten være mig der havde skrevet det der! Jeg var 22 da jeg blev gravid med Noah. Jeg har en sygdom der gør at det burde være meget svært at blive gravid, men nu, som 24 årig er jeg mor til to. Jeg kan huske at ved den første “glemte” jeg tit jeg var gravid eller troede det var noget jeg havde drømt. Det gule afkrydsningspapir jeg skulle have med til hver kontrol på sygehuset var det jeg huskede på for at vide det faktisk var virkeligt nok. Det er meget overvældende, på både en god og en svær måde at stå der og ikke ane hvordan ens liv er om et pr måneder. Jeg havde også kun været sammen med faren i ét år, var vi overhovedet klar? Men jeg lover dig at så snart du står med dit barn i armene har du styr på det. Også når du føler du ikke har styr på noget som helst – så er du den bedste mor dit barn kunne tænke sig, som kun vil det det bedste og derfor helt automatisk altid gør sit bedste. Og det er det vigtigste. Held og lykke med det hele, søde Ditte ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Du er så sej

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Strong, independent chinese woman who don't need no man