SE MIN NYE LEJLIGHED!

Gæsteblogger // Ung mor – helt planlagt

i1

For et par uger siden læste i Dittes indlæg om pludselig at blive gravid, ved en fejl. I dag har jeg fået Iben, som gik i man parallelklasse i gymnasiet til at skrive et indlæg om, hvorfor hun SELV har valgt at blive ung mor. Iben er nemlig kun 19 år gammel, men gravid med tvillinger – ret vildt! Jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg hverken er mega skruk, eller har planer om børn lige foreløbig. Det kunne man hurtigt komme til at tro, når man ser et væld af gæstemorbloggere 😛 Jeg synes bare, at det er spændende, da det er så langt fra det liv jeg lever.

i

Iben Baden Nielsen

19 år, blev student i sommers og tvillingemother to be

BLOG // INSTAGRAM // FACEBOOK

Som et modstykke til at tidligere gæsteindlæg der omhandlede en uplanlagt graviditet, vil jeg give min historie og mening omkring det valg jeg har truffet, om at blive ung mor.

At blive ung mor er en stor beslutning. Generelt er det at stifte familie en stor beslutning. Jeg skriver dette indlæg direkte fra hjertet, og dette er udelukkende min holdning uden påvirkning fra andre. Det valg jeg for snart et år siden traf – at smide p-pillerne, har fuldstændig ændret hvem jeg er i dag. Da jeg var klar over, at min kæreste der næsten er 8 år ældre end mig, havde nogle ambitioner og mål i sit liv omkring børn, vidste jeg fra starten, at dette var noget jeg burde tage hensyn til og inkorporere i mit liv sammen med ham. Det her med, at skulle tage stilling til, og have en forståelse for et andet menneske, det er både svært og en kæmpe udfordring for ens eget liv når man ikke er ældre end jeg var/er. Man har tendens til at leve egotripper-livet, gå i byen, kun have udgifter på sjov og ballade. Her så virkeligheden lidt anderledes ud for mig. Jeg har boet sammen med min kæreste i 3 år, hvilke formegentlig også har været med til at skabe et mere voksent og selvstændigt menneske, end hvis jeg havde levet som alle andre 19 årige. Som tiden gik blev jeg dog mere bevidst om, at det valg jeg havde taget omkring det, at tilbringe mit liv med denne her mand resulterede i, at jeg ikke sad med den helt store tvivl. Jeg ville være mor.

I bund og grund har jeg altid vidst, at livet som ung mor var noget jeg ønskede skulle blive en realitet, og at jeg finder manden der skal være far til mine børn i så tidlig en alder, kan jeg kun tro er skæbnen. Det er et aktivt valg at mine børn skal have deres far og mor i så mange år som muligt, og ligeledes deres bedsteforældre i så mange år som muligt. Min morfar døde i 2007 som 84 årig, og på daværende tidspunkt var jeg omkring 10 år. 5 år senere døde min mormor i ca samme alder. Mine forældre når ikke engang at runde 50 inden de bliver bedsteforældre, og det ved jeg, at de synes er totalt blæret! Dette har også spillet ind i det valg jeg har truffet. Derudover vidste jeg, at min mor som 19 årig fik af vide, at hun formegentlig havde svært ved at blive gravid. Derfor var jeg naturligvis enormt bange for, at dette var noget hun havde videreført til mig, hvilket formegentlig også lå til grund for, at jeg måske også lidt mere ‘travlt’ med at få bekræftet, at det godt kunne lykkedes for mig.

Udover de fysiske faktorer og fordele ved at få børn i en tidlig alder, ligger der også en anden årsag. Min drøm er at blive advokat og arbejde med voldtægtsofre, og jeg bilder mig selv ind, at mine chancer for at få job som færdiguddannet jurist når tid er, er langt større hvis jeg allerede HAR fået de børn jeg skulle have. Dette har jeg også haft med i mine overvejelser. Jeg fået brækfornemmelser over de mennesker der skal prædike overfor andre om, hvor vigtigt det er først at få sig en uddannelse før man får børn. Til det har jeg bare at sige – bullshit. Hvad har en uddannelse nogensinde gavnet et lille barn, og hvorfor i alverden er man bedre forældre fordi man er 30 år og udannet, i forhold til hvis man som mig er 19 år og har PLANER om uddannelse? For jeg siger ikke, at man skal udelade en uddannelse, slet ikke endda! Men at bruge sin uddannelse som argument og stopklods for at kunne få børn er da noget pjat. Man bliver aldrig for gammel til at uddanne sig, og mine børn bliver ikke mindre elsket fordi jeg ikke er færdiguddannet når jeg får dem. Essencen er da bare, at man har en plan for sit liv og sin fremtid, og da ikke hvor meget der står på dit cv der afgører, hvorvidt du bliver en god eller dårlig mor.

Well, det var lige et sidespring, tilbage på sporet. Den største og mest afgørende faktor er dog, at det er min allerstørste drøm at få børn med min kommende mand. Dén mand jeg har valgt, er jeg ikke et eneste sekund i tvivl om vil klare opgaven på allerbedste vis, og jeg er sikker på, at han er den bedste jeg kunne vælge til det. Til sommer har vi været sammen i 4 år, og derfor havde jeg det sådan lidt “Hvorfor egentlig vente til jeg er 25 og igang med studie, hvorfor ikke følge mit hjerte og tage springet nu?” Jeg er generelt en meget utålmodig person, og da valget derfor var taget – jeg havde smidt p-pillerne – måtte der bare meget gerne ske noget, NU! Men det gjorde der ikke.. At få sin menstruation og at stå med en negativ graviditetstest måned efter måned, er det mest demotiverende jeg har prøvet i mit liv, og jeg blev faktisk enormt rørt og ked af det. Jeg havde en forventning om, at nu spiste jeg ikke p-piller længere, så var dét at blive gravid piece of cake! Men nej… Det var det så bare IKKE lige! Jeg tænkte så meget over det, vi planlagde alt, og alt skulle ske på klokkeslættet! (Så behøver jeg ikke gå i dybere detaljer, hæhæ), og til sidst gav jeg op. Jeg gad ikke tænke mere over det, og skete det, så skete det. Og ganske rigtigt – da jeg først lagde hjernen på hylden og levede som jeg plejede, så var der gevinst. Og så endda dobbelt gevinst – for vi skal faktisk have tvillinger! Det var en lykkelig dag, men alligevel enormt skræmmende. Hvad ville mine forældre sige? hvad med mine svigerforældre, min søster og min omgangskreds? hvad nu med mit studie og kan jeg mon stadig klare det? Og svaret er: det ved jeg ikke. Jeg håber og kæmper, men jeg ved det i bund og grund ikke. Jeg vil have at det skal lykkedes, og andet end at kæmpe kan jeg ikke gøre. Jeg tror på skæbnen og jeg tror på, at hvis det er meningen at det skal lykkedes, så vil det også lykkedes. Derfor er jeg ikke så bange. Jeg tager én dag ad gangen, og andet er der ikke at gøre. Jeg ved jeg har den bedste familie og de bedste venner der til enhver tid vil støtte om omkring os, og ikke at forglemme, så har jeg den bedste mand ved min side man kunne ønske sig. Han er en ægte mand, og ham elsker jeg mere end noget andet. Jeg VED, at vi nok skal klare det her sammen. Er man gammel nok til at knalde, så er man også gammel nok til at kunne tage vare på dét, der kommer ud af det 😉 Vi er jo bare så heldige, at det er et valg vi selv har truffet, hvilket jeg tror er en komplet fordel, ikke mindst for vores parforhold.

Mit budskab med dette indlæg er, at man altid, no matter what, skal følge sit hjerte. Uanset hvor meget andre folk kan kloge sig på dine vegne, ved man som regel altid selv hvad der er bedst og føles mest rigtig.

I er selvfølgelig meget velkommen til at følge med i mit eget univers omkring det, at være upcomming mor til enæggede tvillinger på min egen blog.

Tak fordi i læste med!

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SE MIN NYE LEJLIGHED!