Gæsteblogger // Kvinden der gav mig livet, er ikke min mor

I dag er  søde Annmari gæsterblogger. Jeg kender hende gennem Radikal Ungdom, og hun har skrevet et rigtig fint indlæg om, hvorfor hun har valgt at cutte kontakten med hendes biologiske mor. Læs med!

IMG_1571

Annmari Aalbæk Jensen

20 år, HF enkeltfag-studerende, plejebarn og radikal.

TWITTER // INSTAGRAM

Som teenager slog jeg hånden af min biologiske mor, men det gør ikke noget, for jeg har en anden.

Jeg er ikke ked af, hvis du bliver provokeret af det, for selvom min biologiske mor gerne ville være der for mig, være min mor, så var hun det ikke. Alkohol, hash, ja kun Gud ved hvilke stoffer der blev valgt over mig.

Min mor og far er derfor ikke kød og blod, de er af ren kærlighed.

Den første gang jeg sagde fra over for min biologiske mor, var jeg kun 14 år gammel. Jeg havde simpelthen ikke overskuddet som 14 årig til at skulle passe både skole, venner, min familie ude på landet og min alkoholiske, hashrygende borderliner-biologiske mor.

Jeg kan ikke huske at have boet sammen med hende, nogensinde. Jeg var blot 16 mdr. gammel første gang jeg blev anbragt. En frivillig anbringelse, der udviklede sig til, at jeg kom hjem til hende igen og til sidst endte i en tvangsfjernelse.

I dag er jeg 20 år gammel. Jeg har kun én gang set min biologiske mor, siden jeg var 14 og sagde stop, hvilket var ved et sygehusbesøg. Om jeg kommer til at se hende igen, det aner jeg virkelig ikke. Men jeg ved, at jeg ikke har lyst.

Siden jeg var helt lille har jeg haft uro og ubehag siddende kronisk i kroppen. Jeg har været utroligt voldelig. Jeg slog og sparkede både børn og voksne, og det gjorde jeg fordi, at jeg var skrup forvirret, stresset og ulykkelig.

Dengang jeg skar hånden af hende der gav mig livet, var det for min egen skyld. Det er for min egen skyld, at jeg stadig ingen kontakt har med hende og det er for min egen skyld, at det skal forblive sådan.

Det kan lyde utroligt koldt og kynisk ikke?

Det er det også. Mindst ligeså meget for mig selv, som for de som er tæt på livet af mig. Det har været hårdt og har kostet utallige tudeture og tømte isbøtter. Hold kæft hvor kan det gøre ondt.

Som sagt: Min mor og far er derfor ikke kød og blod, de er af ren kærlighed.

Det er derfor også langt vigtigere for mig i min hverdag, at få understreget, at for mig er familie ikke lig gener og social arv.

Det vigtigste er måske endda, at der ikke behøver at være alkohol, stoffer, psykiske sygdomme eller terror i nogen former, før det er okay at sige, at man ikke har lyst til at have med et familiemedlem at gøre.

Vi vælger ikke selv vores biologiske familie, men vi har selv retten til at vælge fra.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Hej crossfit, farvel fitness

IMG_7579

HÆNDERNE LÆNGER TILBAGE, KVINDE!

Træning skal være sjovt. Sådan er det bare. Ellers bliver det en dum pligt, som bare gør livet surt at leve.

Jeg har længe været træt af Fitness. Jeg har trænet i Fitness DK i 3,5 år, og der skal bare ske noget, kan jeg mærke! Jeg får ikke rigtig presset mig selv, og jeg keder mig når jeg er der.

Så i går var jeg til prøvetime i Crossfit Copenhagen. Det var mega fedt! Det var hårdt, og så gik tiden bare helt vildt hurtigt, fordi der hele tiden skete noget.

Jeg er i sådan OK god form, hvis jeg selv skal sige det. Men det var hårdt, og jeg er virkelig øm i dag! Det føles så godt.

Så lige så snart jeg kom hjem, fik jeg meldt mig ind og tilmeldte mig et opstartsforløb. Det er et forløb med fire træninger på to uger, hvor man følger et hold, og bliver introduceret til Crossfittens øvelser, begreber etc. Jeg starter på torsdag.

Jeg glæder mig simpelthen så meget. Jeg kan rigtig godt lide kombinationen af konditionstræning og styrketræning, med enormt meget fokus på funktionalitet. Jeg har i noget tid overvejet at træne op til Nordic Race, som er et militær forhindringsløb. Det vil jeg uden tvivl kunne bruge crossfit til.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Ting der seriøst skal stoppe #3

My bitterness strikes back! 5 ting som seriøst skal stoppe.

Underlige børnenavne

Det er som om, at forældre nu til dags ryger en kæmpe joint, lige inden de navngiver deres børn. Hvad fanden sker der for alle de pisse lange, og virkelig underlige navne børn har i dag? Bror… Hvem fanden kalder sit barn for Bror? Vil du ikke have, at dit barn har nogen venner? VIL du gerne have, at det bliver mobbet? Senest har Paradise- Amalie jo valgt at kalde sit barn for ”Josephine Charlotte”.. De kan jo ligeså godt bare tilmelde barnet castingen til De unge mødre, nu de er i gang.

Grove kammerjunker

Jeg er helt med på ting der er grove. Jeg er jo radikal – spelt er min bedste ven, og jeg er totalt me på konceptet. Men grove kammerjunker, det smager fandme dårligt, og det skal stoppes. Prompte.

CBS-syndromet

Èn ting der seriøst irriterer mig, er det jeg kalder CBS-syndromet. En lidelse, som enhver der har studeret et par år på CBS har. Når man lider af CBS-syndromet bytter man ca. 10% af alle sine ord ud med engelske ord – særligt fagord. Der er ikke nogen normale mennesker som forstår et klap af, hvad de siger og de lyder som nogle kæmpe douchebags. Tal dog dansk.

Folk der kommer for sent

Der er næsten ikke noget der kan sætte mit pis mere i kog, end folk der kommer for sent.. Det er simpelthen så irriterende, og vidner om en grundlæggende mangel på respekt for andre menneskers tid.

Folk der lægger mange billeder op på Instagram på én gang

Nøøøj… hvor jeg hader når folk lægger rigtig mange billeder af stort set det samme op på Instagram på én gang… Har de ikke fattet konceptet? Det mønter sig ud i en direkte unfollow fra mig. Det er pisse irriterende.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Vi jomfrushamer mere end vi slutshamer

Vi lever i et samfund, hvor man ikke må have en holdning til, om det er ulækkert at have haft tyve forskellige sexpartnere, eller knalde med hver anden person man møder på Tinder. For så er man slutshamer, og så modarbejder man den seksuelle frigørelse.

I bund og grund er jeg ligeglad med, hvor mange alle andre har været sammen med. For det har som sådan ikke ufatteligt meget med mig at gøre.

Men der, hvor filmen knækker for mig er, at det ikke er OK at synes det er lidt klamt at have haft tyve forskellige sexpartnere, når det er helt OK at synes det er underligt, når folk ikke har haft nogen.

Er man jomfru i en lidt høj alder, eller er man ikke ”med på den værste”, kan man hurtigt blive dømt ud som kedelig eller snerpet.

Jeg har veninder som først mistede deres mødom som 18-19-20-årige. Jeg har også veninder som stadig er jomfru. Alle taler om, hvornår de mon ”mister den”, og generelt tror jeg mange synes, at det er underligt.

For nogle år siden gjorde jeg også. I dag har jeg enormt meget respekt for folk, som venter til det rette tidspunkt og til den rette person, og som ikke lader sig presse af andres forventninger.

Det kan jeg huske, at jeg selv gjorde. I alle kredse jeg var i, legede vi en masse jeg-har-aldrig og andre druklege, som afslørede hvilke seksuelle eskapader man har gjort sig. Det er en skide sjov leg, og jeg kan stadig rigtig godt lide den. Men den er også med til at presse én til at miste sin mødom så hurtigt som muligt samt have et bramfrit forhold til sex, så man ikke er dén der sidder, og ikke har prøvet noget som helst.

Nej, man bør ikke slutshame. Folk skal have lov til at udleve det sexliv, som de ønsker. Nogen ønsker ikke at have sex før de er ældre, nogen har måske kun få sexpartnere gennem livet. Hvis man ikke må shame dem som har et bramfrit sexliv, så må man heller ikke shame dem, som ikke har.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Sabbatår eller ej?

student

Jeg er 22 år når jeg er færdiguddannet. 22 år når jeg skal ud på arbejdsmarkedet.

Det er jeg fordi, at jeg er kørt direkte igennem uddannelsessystemet. Jeg er enhver politikers våde drøm.

Jeg havde dog et halvt års sabbatår, fordi den uddannelse jeg søgte ind på havde vinterstart. Men det var meget mod min vilje.

Der sidder med garanti en masse unge mennesker lige nu og er i tvivl om, hvorvidt de skal vælge at søge ind på en uddannelse direkte efter gymnasiet, eller tage et sabbatår eller to.

De er sikkert blevet rådet til en masse. Nogen siger, at man bør blive færdig så hurtigt som muligt. Nogen siger, at man skal ud i verden og finde sig selv. Mit råd er, at man skal gøre hvad man selv har lyst til.

Sabbatår var ikke noget for mig. Jeg har rejst meget i min barndom, også alene. Så det manglede jeg ikke rigtigt at prøve. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skulle lave i det sabbatår.

Nu endte jeg jo faktisk med et sabbatår, og for at være helt ærlig så aner jeg ikke hvor tiden forsvandt hen. Jeg arbejdede bare og hyggede mig, og vupti så var der gået et halvt år. Jeg oplevede ikke det store, og jeg udviklede mig ikke. Jeg følte egentlig bare, at mit liv var gået i stampe.

Jeg synes ikke, at man skal tage et sabbatår bare for at gøre det. Du har et helt liv foran dig til at rejse, der er ingen der siger, at det skal være lige nu.

Men føler du dig ikke parat til læse videre, eller ved du slet ikke hvad du skal læse? Så hold et sabbatår. Tag på højskole, få et spændende job eller tag ud og rejse. Men tag nu for guds skyld en af de rejser hvor du oplever noget, og ikke en af dem hvor du bare drikker dig fuld i to måneder og det eneste du har med dig hjem i rygsækken er klamydia.

Klamydia er selvfølgelig også en oplevelse… Men jeg tror, at I ved hvad jeg mener.

Personligt har jeg det sådan, at før man er uddannet er ens timeløn så lav, at det tager hulens lang tid at spare op til en rejse. Når jeg er færdiguddannet, har jeg en langt højere løn og det vil derfor være langt nemmere at spare op. Så vil jeg hellere tage på nogle lækre sommerferier når jeg er færdig, end at slide og slæbe et halvt år i Føtex, for at bo på hostels i to måneder.

Nogen ser sabbatår, som spild af tid. Det tror jeg faktisk ikke det er, hvis man bruger dem fornuftigt. Når jeg er færdiguddannet er jeg så ung, at det måske er svært for mig at få arbejde. Det er ligesom ikke normen, at man er færdiguddannet som 22-årig… Så jeg synes ikke der er noget galt i at få lidt erfaring, inden man starter på sit studie. Det kan man dog også vælge at gøre efter man er uddannet, hvor den erfaring man kan tilegne sig, nok er lidt mere relevant, end den man kan tilegne dig før man er uddannet.

Jeg synes det er helt fint at tage et sabbatår, jeg synes også at det er helt fint at lade vær. Man skal gøre, hvad man har lyst til.

Læs også mine gode råd til sabbatåret.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Older posts