Hvor er jeg dog glad for, at jeg er blevet ældre

Gæsteblogger // Livet med en psykisk sygdom

For en uges tid siden, blev jeg kontakt af Marie, som gerne ville skrive et gæsteindlæg, om det at være ung og lide af en psykisk sygdom. Det syntes jeg lød enormt spændende, og så kan Marie tilmed skrive! Så hun er dagens gæsteblogger, og jeg håber, at I alle vil læse med.

marie

Marie

På papiret så det hele perfekt ud indtil i midten af 2.g. Jeg var en vaskeægte 12-tals pige, sad altid på forreste række, havde intet fravær, selv mine kemijournaler lød flot sprogligt, og så var jeg altid lige dét ekstra forberedt. Men bag den udadtil perfekte facade gemte sig en hel anden virkelighed.

I maj 2015 blev min perfekte facade for alvor slået i tusinder af stykker, da jeg på en regnvejrsdag blev diagnosticeret med en stressrelateret depression hos lægen. Nogle måneder forinden var jeg startet i et terapiforløb hos en psykolog, fordi jeg følte, at min særlige sensitivitet tit blev til en hæmsko for mig i stedet for at være min bedste ven. Men jeg havde aldrig troet, at det skulle munde ud i, at min psykolog med en stor alvor i sin stemme sendte mig til min læge, fordi hun mente, at jeg havde brug for medicin.

I løbet af det sidste år har jeg har været på flere forskellige slags antidepressive, jeg har taget sovepiller, jeg har været inde og ude af Københavns psykiatri, jeg har afsluttet forløbet med min daværende psykolog og nogle måneder senere startet hos min nuværende psykoterapeut, da det gik op for mig, at jeg endnu ikke var klar til at stå på egne ben. Og så har jeg været ved at droppe ud af gymnasiet utallige gange, grædt tonsvis af tårer og til tider mistet troen på, at alting ville blive godt igen. Om lidt over en måned afslutter jeg 3.g, og særligt mit tredje år på gymnasiet har været utroligt langt væk fra normalen. Sandheden er, at jeg knapt nok har sat mine ben på gymnasiet siden vinterferien, og lige nu har jeg næsten 100 modulers fravær, som står og blinker på forsiden på lectio. De sidste måneder har jeg hovedsageligt brugt på at være derhjemme og på at gå til terapi i håbet om, at det vil få mig igennem de næste måneder med eksamen.

Jeg er stadig ikke rask, og nogle dage kan jeg stadig føle mig totalt overmandet af depressionens mørke. Alligevel har jeg lært en masse om, hvad det vil sige at være ung og psykisk sårbar, som jeg rigtig gerne vil dele ud af i håbet om at hjælpe andre i samme situation.

Som ung og psykisk sårbar – hvad enten man kæmper med depression, angst eller lignende – er det let at komme til at føle sig alene. I min generation, som næsten er taget ud af flinkeskolen, med pæne og polerede Instagram-profiler, synes der at herske en berøringsangst over for de svære følelser. I løbet af de sidste år har jeg flere gange oplevet, hvordan min omgangskreds har taget afstand fra mig, fordi de ikke har vidst, hvordan de skulle håndtere min situation. De er for eksempel holdt op med at spørge ”hvordan har du det?” og ”hvorfor kom du ikke til festen i fredags?”, når de endelig ser mig. Det er hårdt som psykisk syg altid at skulle være den, som fjerner brodden, men finder man modet til at gøre det, vil man hurtigt opdage, at der går mange flere, end vi aner, som kæmper med sig selv i stilheden. Ud af det sidste år med depressionen som en tro følgesvend er der vokset en stærk og smuk relation til én af mine kære, som på mange måder deler samme historie som min, og den relation ville jeg aldrig have været forundt, hvis jeg ikke havde åbnet op for posen og fortalt om, hvordan jeg havde det.

På samme måde havde jeg aldrig lært alt det, jeg har lært den dag i dag, hvis jeg ikke havde fundet modet til at række hånden ud og spørge om hjælp. Det krævede utroligt meget mod for mig at gøre dette, fordi jeg i perioden op til, at jeg tog kontakt til en psykolog, og tiden op til, at jeg endelig formåede at sætte ord på mit allerinderste, følte mig utroligt forkert og ensom. Hvis én havde stået frem og fortalt om sine erfaringer med psykisk sårbarhed, havde det uden tvivl gjort processen lettere og mindre smertefuld, og derfor ved jeg nu, hvor vigtigt det er, at vi står ved os selv; både de mest elskede og de mest forhadte sider af os selv.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvor er jeg dog glad for, at jeg er blevet ældre