Hej crossfit, farvel fitness

Gæsteblogger // Kvinden der gav mig livet, er ikke min mor

I dag er  søde Annmari gæsterblogger. Jeg kender hende gennem Radikal Ungdom, og hun har skrevet et rigtig fint indlæg om, hvorfor hun har valgt at cutte kontakten med hendes biologiske mor. Læs med!

IMG_1571

Annmari Aalbæk Jensen

20 år, HF enkeltfag-studerende, plejebarn og radikal.

TWITTER // INSTAGRAM

Som teenager slog jeg hånden af min biologiske mor, men det gør ikke noget, for jeg har en anden.

Jeg er ikke ked af, hvis du bliver provokeret af det, for selvom min biologiske mor gerne ville være der for mig, være min mor, så var hun det ikke. Alkohol, hash, ja kun Gud ved hvilke stoffer der blev valgt over mig.

Min mor og far er derfor ikke kød og blod, de er af ren kærlighed.

Den første gang jeg sagde fra over for min biologiske mor, var jeg kun 14 år gammel. Jeg havde simpelthen ikke overskuddet som 14 årig til at skulle passe både skole, venner, min familie ude på landet og min alkoholiske, hashrygende borderliner-biologiske mor.

Jeg kan ikke huske at have boet sammen med hende, nogensinde. Jeg var blot 16 mdr. gammel første gang jeg blev anbragt. En frivillig anbringelse, der udviklede sig til, at jeg kom hjem til hende igen og til sidst endte i en tvangsfjernelse.

I dag er jeg 20 år gammel. Jeg har kun én gang set min biologiske mor, siden jeg var 14 og sagde stop, hvilket var ved et sygehusbesøg. Om jeg kommer til at se hende igen, det aner jeg virkelig ikke. Men jeg ved, at jeg ikke har lyst.

Siden jeg var helt lille har jeg haft uro og ubehag siddende kronisk i kroppen. Jeg har været utroligt voldelig. Jeg slog og sparkede både børn og voksne, og det gjorde jeg fordi, at jeg var skrup forvirret, stresset og ulykkelig.

Dengang jeg skar hånden af hende der gav mig livet, var det for min egen skyld. Det er for min egen skyld, at jeg stadig ingen kontakt har med hende og det er for min egen skyld, at det skal forblive sådan.

Det kan lyde utroligt koldt og kynisk ikke?

Det er det også. Mindst ligeså meget for mig selv, som for de som er tæt på livet af mig. Det har været hårdt og har kostet utallige tudeture og tømte isbøtter. Hold kæft hvor kan det gøre ondt.

Som sagt: Min mor og far er derfor ikke kød og blod, de er af ren kærlighed.

Det er derfor også langt vigtigere for mig i min hverdag, at få understreget, at for mig er familie ikke lig gener og social arv.

Det vigtigste er måske endda, at der ikke behøver at være alkohol, stoffer, psykiske sygdomme eller terror i nogen former, før det er okay at sige, at man ikke har lyst til at have med et familiemedlem at gøre.

Vi vælger ikke selv vores biologiske familie, men vi har selv retten til at vælge fra.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hej crossfit, farvel fitness