Under tøflen?

I ”millioneksperimentet” (som I kan se ovenfor), bliver 14 mænd spurgt om, hvad de ville bruge pengene på, hvis de vandt en million. Mændene svarer blandt andet, at de ville købe en motorcykel eller bestige et bjerg – rigtige drengedrømme.

Samtidig bliver deres koner spændt til en løgndetektor, og spurgt om, hvad de ville gøre, hvis deres mænd vandt en million. De siger, at de ville give deres mænd lov til at bruge pengene som de vil, men det er løgn – i følge løgndetektoren. Det ender med, at kvinderne kun giver mændene en brøkdel af deres egne penge til sjov og ballade, og resten til kirkebrylluper, renovering af terrassen og andre ”fælles drømme” udsprunget af kvindens egne drømme.

Hvis kvinden reelt får lov til at bestemme, hvad de penge hendes mand har vundet skal bruges til, så ville man jo roligt kunne sige, at han var pænt meget under tøflen. Men er han nu også det?

Hvis jeg var gift og havde børn, og min mand vandt en million kroner, så ville jeg også blive jævnt bitter, hvis han bare brugte pengene på sjov og ballade. Jeg ville anse os som en familie, og selvom det var ham der vandt pengene, så ville jeg da sætte pris på, at han gav børnene en solid børneopsparing og sendte familien på fælles ferie. At han brugte pengene på fællesskabet, og ikke bare på sig selv.

Når det så er sagt, så synes jeg også det er fair nok, hvis man har lyst til at udleve nogle drengedrømme, hvis man lige har vundet en million. Og det er sgu lidt strengt at ville blande sig  meget i, hvad ens mand bruger sine penge på. Sådan tror jeg i hvertfald hurtigt et parforhold kan ende. Men et parforhold ender også hurtigt, hvis man er selvisk, og tænker mere på egne behov, end på familiens.

Dette indlæg er sponsoreret af Keno.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Når man gerne vil være den bedste, men bestemt ikke er det

IMG_7561

For en måned siden startede jeg jo til Crossfit. Det har været lidt af en øjenåbner for mig, for det er gået op for mig, at jeg slet ikke er så fit, som jeg gik og troede, at jeg var.

I et fitnesscenter, som er fyldt med gamle mennesker, teenagepiger som ligger og tager selfies mens de laver et par maveøvelser, og mænd som ikke aner, hvordan man træner der går fra maskine til maskine, er det ikke særligt svært at være rigtig god – i forhold til andre.

Men folk der dyrker crossfit, går overraskende meget op i det. Mange træner mange gange om ugen, deltager i konkurrencer og ved virkelig hvad de laver. Så der føler jeg mig ret lille, ny, svag og uerfaren.

Der er sindsygt mange ting man skal lære i Crossfittens verden. En masse teknik og ISÆR en masse forkortelser. Når man kommer som helt ny, og træner med andre som har trænet der i lang tid, ved præcis hvad alt er, har teknikken på plads og har opbygget styrke og kondition, så føler man sig virkelig dårlig. Det gør jeg i hvertfald.

Jeg hader ikke at være en af de bedste. Jeg har gennem hele mit liv været alt for god til at give op, hvis der var noget jeg ikke var god til. Det er derfor jeg aldrig har givet nogen former for boldspil en chance, derfor jeg stoppede med at spille klaver og derfor jeg kun tog matematik på C-niveau i gymnasiet. Det blev for svært. Og det er åndsvagt! Altså jeg fik 10 i matematik både i gymnasiet og folkeskolen, så jeg var jo ikke dårlig. Men fordi jeg ikke var lige så god til det, som alle andre fag. Så gad jeg bare ikke.

Men det skal fandme ikke være sådan denne gang! Jeg har arbejdet på mit mindset (se DENNE film, den er virkelig inspirerende), og jeg er begyndt at kunne lide udfordringen. Jeg arbejder på at tænke, at det kan godt være at der er ting jeg ikke kan lige nu, men det skal jeg nok lære! Og det er fedt!

Så nu skal jeg bare klø på, så jeg en dag forhåbenligt kan blive god! 🙂 Og så skal man også huske på, at det ikke handler om at være bedre end andre, men om at være bedre end man var i går. Selvom det ofte kan være svært!

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Hjemmegående skal jeg ALDRIG være!

IMG_7667I går da jeg stod og hang vådt vasketøj op, gik det op for mig, hvor meget jeg egentlig hader det. Jeg hader at vaske tøj. Jeg synes det er fucking nederen. Jeg hader også at gøre rent, at rydde op – ja faktisk stort set alle huslige ting. Undtagen de ting, som har med mad at gøre.

Jeg kan simpelthen ikke forestille mig et scenarie, hvor rengøring, tøj vask og børnepasning er alt jeg har i mit liv. Jeg skal aldrig være hjemmegående! Altså selvfølgelig udover min barsel, og den skal manden fandme tage en tredjedel af!

Jeg har respekt for kvinder som vælger at gå hjemme – uden tvivl. Jeg tror bare virkelig aldrig det bliver noget for mig. Jeg har brug for at skabe noget for mig selv, som ikke er relateret til den mand jeg har valgt at gifte mig med. Jeg vil ikke være økonomisk afhængig af en mand, og jeg vil intellektuelt stimuleres. Ellers tror jeg forevigt jeg vil føle, at jeg har tabt i livet.

Jeg tror også, at jeg ville kede mig helt ufatteligt meget. Jeg keder mig helt vildt efter bare en enkelt dag, hvor jeg ikke har lavet noget. Så et helt liv uden arbejde… Jeg kan næsten ikke forestille mig noget værre.

Bare det… At skulle sidde ved aftensmadsbordet og høre om min mands dag på arbejdet med kollegaer, udfordringer og ny viden, mens jeg udelukkende havde madlavning og bleskiftning at berette om… Det ville ødelægge mig fuldstændig.

Det er måske ikke særligt ”kvindeligt” at have det sådan, men det skider jeg på. Jeg synes det er sejt, at nogen kvinder vil være hjemmegående. Men det skal jeg bare ikke.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Det med mænd…

giphy

Min søde veninde Theresa, har over den seneste tid lavet en ”serie” på hendes blog, hvor hun fortæller om gamle flammer. Jeg synes det er fantastisk læsning!

Det fik mig til at tænke over, om jeg kunne lave det samme. Men for at være helt ærlig, så har jeg ikke særlig meget at fortælle. Der har ikke været særligt mange spændende mænd i mit liv. Jeg har været forelsket én gang før jeg mødte Mads, og han er en af mine rigtig gode venner i dag. Så har der været korte, kærligheds- og dramaløse forhold, som blev glemt lige så hurtigt som de blev indledt. Ikke rigtig noget at skrive hjem om.

Lige nu er jeg i et meget etableret forhold, allerede som nitten-årig. Det har jeg været de seneste halvanden år, og vi er ved at flytte sammen. Jeg er lykkelig! Men har jeg prøvet det jeg skal?

Det synes jeg, at jeg har. Jeg synes ikke, at der er noget jeg mangler at have prøvet på singlefronten. Hvis vi bliver gift og jeg om tredive år ser tilbage, så tror jeg faktisk ikke, at jeg vil fortryde, at jeg ikke har givet den lidt mere ”gas” som ung.

Når det så er sagt, så er jeg da glad for, at jeg har prøvet at date andre, før jeg mødte Mads. Hvis jeg sad som 60 årig, og ikke havde prøvet at have et forhold med mere end én mand, så tror jeg ikke jeg ville kunne lade vær med at tænke på, om der var noget jeg var gået glip af.

Men det er der ikke. For selvom det er halvandet år siden, at jeg har været single, så husker jeg singlemarkedet noget så tydeligt. Mange savner at være single, når de er i et forhold. Men jeg tror også mange oplever, at singlemarkedet ikke er helt så spændende, som de havde forestillet sig, når de så kommer derud. For det er sgu ikke særligt spændende.

Selvfølgelig er singlemarkedet sjovt. Men hvis man elsker den person man er sammen med – og har nok i det, så tror jeg ikke at man drages så meget af det. Det gør jeg i hvertfald ikke.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Jeg gider ikke på Roskilde Festival

IMG_6495

AFFILIATE: SKJORTE // BUKSER // SKO (similar)

Jeg er 19 (snart 20) år gammel, og jeg har aldrig været på Roskilde Festival. Det har simpelthen ikke tiltalt mig.

Min snapchat er efterhånden ved at være fyldt med my-storys fra Roskilde Festival, hvor mine venner drikker sig fulde og hygger sig. Min weekend, derimod, har været røvkedelig. For jeg har bare været hjemme og passe Mads, som desværre er blevet syg. Så umiddelbart ville man tro, at jeg længdes efter at komme derned. Men det gør jeg ikke. Overhoved.

For at være helt ærlig, så kan jeg ikke lade være med at tænke ”godt det ikke er mig”.

Jeg er ikke snerpet – hvis jeg selv skal sige det. Men  mange dage, med alt for mange lunkne bajere, et varmt telt, pisse ulækre toiletter og mulighed for regn og minimalt læ…. Det kan jeg simpelthen ikke overskue. Jeg synes Folkemødet kan være lidt stramt, og det er LUKSUS i forhold til Roskilde.

Jeg kan godt lide at drikke mig fuld. Men jeg kan også godt lide at komme hjem i min rare, varme seng bagefter. Vågne op, og tage et bad på mit eget badeværelse. Jeg ved heller ikke helt, om det der ”sidde og drikke øl hele dagen, og konstant have en lille brandert på” er mig. I hvertfald ikke i  mange dage.

Og så er der det der med musikken… Når jeg har set på programmer fra Roskilde, er det virkelig begrænset, hvor mange af kunstnerne jeg rent faktisk ville gide at se! Så vil jeg langt hellere på Skanderborg Festival eksempelvis, hvor jeg faktisk kan lide størstedelen af programmet.

Sidst men ikke mindst, er det dyrt! Især hvis man også vil have noget ordentlig mad, og nogle kolde øl. Det er nogen penge jeg langt hellere ville bruge på en tur til de varme lande.

Jeg kan slet ikke udelukke, at jeg en dag skal prøve at komme på Roskilde. Det skal man jo næsten prøve! Om ikke andet på en endagsbillet. Jeg kan selvfølgelig heller ikke udelukke, at det bare er lige mig, når jeg så først prøver det! For det ved man jo ikke, før man har prøvet.

Men lige nu, er det bare ikke noget jeg har lyst til at prioritere, og det tiltaler mig faktisk overhoved ikke.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Older posts