Sådan bliver du ''ungdomspolitiker''

Gæsteblogger // Medmenneskelig eller landsforræder?

Kære alle.

Mit navn er Ina, og jeg har fået lov til at gæsteblogge hos Freja i dag.

Til daglig arbejder jeg med international adoption og er initiativtager til Café Venligbo – Aarhus, som jeg også blogger om.

Jeg kender Freja gennem vores fælles politiske passion, og vi har begge lagt mange timer i Radikal Ungdom. I dag vil jeg dog ikke skrive om noget, der omhandler partipolitik.

I dag vil jeg skrive om det at være venligboer.

Jeg har besluttet mig for, at I får et indblik i min venligboerverden råt og usødet. Jeg kunne godt digte et glansbillede, om hvor givende det er at være venligboer. For det er det. Men det er også barskt.

Jeg har været venligboer i et år nu, og nu hvor sommeren banker på døren, giver det anledning til refleksion over hvad venligboerne egentlig er for en størrelse.

Hvad er venligboerne?

Jeg har gennem tiden oplevet mange stille det spørgsmål. For nogen forekommer venligboerne lidt abstrakt, og det er nok fordi, det er en form for frivillighed, vi ikke har set i Danmark længe. Ja måske nogensinde?

Det er derfor også en smule svært at give en klar definition på venligboerne. Men i København har man beskrevet det således: ” Som beskrevet af Mads Nygaard i vores nordjyske Facebookgruppe, er Venligboerne en gruppe af frivillige, som betragter hver eneste flygtning som en kilde til inspiration og forbrødring. Vi ønsker at bygge broer mellem mennesker og bruger venlighed som redskab hertil. I Hjørring er det sket gennem en bred vifte af arrangementer for 480 flygtninge fra 24 forskellige lande. Vi er ikke politiske og har én overskyggende ambition: At få det bedste frem i os alle sammen.”

Hvad er venligboerne for mig? Jo, venligboerne er et netværk af privatpersoner, der gerne vil bidrage til, at flygtninge og asylansøgere får ordentlige vilkår. Det kan være ved at samle tøj ind, donere sit gamle køkkengrej, lave aktiviteter på asylcentre, invitere andre venligboere hjem til kaffe eller engagere sig i en af de mange Café Venligbo (Jeg er initiativtager til cafeen i Aarhus.)

Jeg selv er kommet ret ofte på et asylcenter på Djursland, Lyngbygaard, som et er Røde Kors center. Måske husker I det fra medierne, der blev begået hærværk der flere gange, hvor man i første omgang ikke tog hændelserne ret alvorlige, indtil gerningsmanden brændte en Røde Kors bus af.

1

(Ina, anden til venstre)

Billedet her er fra første gang, der blev begået hærværk. Mig og kvinden til højre, Jette, besluttede at vi ikke ville lade os kue af sådan en idiot, så vi tog op med flag og blomster for at vise dem, at de faktisk var velkomne.

Da der blev begået hærværk kort tid efter igen, besluttede vi os for at lave en glædesring på asylcentret.

2

Der var noget helt særligt over den dag. Jeg glemmer den aldrig. Politiet anslår at mellem 1500 og 2000 mennesker dukkede op. Vi kunne faktisk nå rundt om centret mere end halvanden gang. Det er ret sejt!

Jeg har rigtig mange gode oplevelser fra min venligbotid. Ret ofte inkluderer de mad. Jeg har udviklet en kærlighed for arabisk mad. Og dans. Ofte kritiseres den mellemøstlige kultur, og ja – der er ting at arbejde på. Men der er også spændende ting ved den her kultur, som er anerledes end vores. Den er hjertevarm. Du finder ikke mere gæstfrie og høflige mennesker end de syrere og kurdere, jeg har mødt.

3

Her er blandt andet et billede fra Nowros festen i Brabrand. Nowros er kurderne og persernes nytår. Jeg står her i midten af en kædedans, som jeg kender godt fra den tyrkiske kultur. Det er ret nemt, men vanvittigt hårdt. Du behøver ikke at gå ned i Fitness World dagen efter!

Jeg føler mig så heldig, fordi jeg har rigtig mange dejlige minder fra Venligboerne. Jeg har opnået ting, jeg ikke vidste jeg kunne. Men jeg har også set ting, jeg troede var umulige i Danmark. Jeg har set både Røde Kors og det danske system svigte asylansøgere og flygtninge systematisk.

Jeg ved, at både kommunerne og Røde Kors bærer en kæmpe opgave, og de fleste forsøger at løse den opgave så godt som muligt. Deres indsats og faglige stolthed, anfægter jeg overhovedet ikke.

Men af 90 % af de ansatte, jeg har mødt rundt omkring i landet, og det strækker sig til samtlige asylcentre, bliver jeg mødt med modstand. Rigtig mange af dem siger, de vil menneskene det bedste, men deres handlinger viser det modsatte.

Jeg oplever at rigtig mange ansatte gerne vil gøre det godt. De siger, at de hilser aktiviteter og frivillige velkomne. Men der hvor jeg kom på Djursland, blev de ved med at presse os til at blive frivillige i Røde Kors. De kunne ikke acceptere, at vi var venligboere, og ikke ville indordne os deres 7 principper. De 7 principper betyder nemlig, at du ikke må have en personlig relation til asylansøgerne. Venligboerne handler jo netop om at skabe venlige relationer, og kunne bygge bro. Man kan ikke bygge broer, hvis man ikke må lytte til deres personlige historier.

Jeg oplever, at de ansattes gode intentioner forbliver intentioner. Jeg har oplevet, at de betragter venligboerne som en trussel, og jeg forstår ikke hvorfor. Vi er her ikke for at bekrige nogen. Hvorfor kan vi ikke være fælles om at gøre betingelserne så tålelige som mulige, når nu vores minister synes, det skal være så utåleligt som muligt? Jeg ville ønske, at vi sammen kunne sluge vores faglige og personlige stolthed, og at venligboerne fik den respekt, de fortjener.

Hvorfor være så aktiv i Venligboerne?

Fordi vores land er gået i opløsning. Set fra min næsetip. Jeg gik grædende hjem fra valgfest ved sidste Folketingsvalg. Med en følelse af rodløshed, som jeg aldrig har haft før. Og jeg er altså adopteret, der er rig mulighed for at føle mig rodløs! Den følgende uge kørte tankerne rundt i hovedet, og når jeg gik gennem strøget i Aarhus udpegede jeg i mit hoved hver femte, som havde stemt DF. Helt ærligt, det gjorde jeg. Og det er da sørgeligt!

Jeg er aktiv i Venligboerne, fordi jeg ikke kan lade være. Mit liv har fået en helt ny mening. Jeg har aldrig været en del af en ordning, som jo på mange punkter er ret anarkistisk og kaotisk. Jeg er ikke anarkist, men hold nu op livet er fuld af muligheder, når grænserne er flydende. Jeg ville aldrig have udrettet så meget, som jeg har, hvis jeg skulle forholde mig til vedtægter og systemer. Jeg gør det ikke for titlens skyld. Dem har jeg haft rigeligt af! Vi snakker tit i Venligboerne om, vi ikke skal organisere os, og jeg er fortaler for, at vi IKKE gør det. Det vil dræbe en masse frivillighed, og vi danskere skal bare lære at kaste os ud i noget nyt og ukendt.

Jeg er venligboer, fordi jeg tror på, at vi med et åbent sind kommer langt. Jeg skal ikke ud og ændre på hele verden, selvom jeg egentlig gerne vil. Men jeg vil gerne gøre en forskel. Og med venlighed og et lyttende øre er jeg kommet langt. Jeg er SÅ træt af Danmark. Træt af danskere med fascistiske og nazistiske holdninger. I min optik er ekstremister fra højrefløjen langt farligere end en muslim. Jeg er så træt af, at Venligboerne kaldes væmmeligboere. Hvor primitivt og småligt er det ikke lige!? Er vi virkelig nået dertil, hvor vi ikke kan ønske vores medmennesker det godt. Hvor mennesker med en anden hudfarve er 2. Rangs mand? I Danmark er humanisme blevet et bandeord, og kynisme er det nye sort.

Jeg ønsker mig et andet Danmark. Og derfor er jeg venligboer. Hvis det betyder, at jeg bliver betragtet som landsforræder i nogles øjne, så fred være med det.

Tak fordi I læste med. Det blev til et langt indlæg, men sådan går det nogle gange, når man har noget på hjerte!

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

1 kommentar

  • Har Ina en hjemmeside, blog eller et andet medie, hvor man kan læse om hendes oplevelser?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan bliver du ''ungdomspolitiker''