Min søde veninde Theresa, har over den seneste tid lavet en ''serie'' på hendes blog, hvor hun fortæller om gamle flammer. Jeg synes det er fantastisk læsning!
Det fik mig til at tænke over, om jeg kunne lave det samme. Men for at være helt ærlig, så har jeg ikke særlig meget at fortælle. Der har ikke været særligt mange spændende mænd i mit liv. Jeg har været forelsket én gang før jeg mødte Mads, og han er en af mine rigtig gode venner i dag. Så har der været korte, kærligheds- og dramaløse forhold, som blev glemt lige så hurtigt som de blev indledt. Ikke rigtig noget at skrive hjem om.
Lige nu er jeg i et meget etableret forhold, allerede som nitten-årig. Det har jeg været de seneste halvanden år, og vi er ved at flytte sammen. Jeg er lykkelig! Men har jeg prøvet det jeg skal?
Det synes jeg, at jeg har. Jeg synes ikke, at der er noget jeg mangler at have prøvet på singlefronten. Hvis vi bliver gift og jeg om tredive år ser tilbage, så tror jeg faktisk ikke, at jeg vil fortryde, at jeg ikke har givet den lidt mere ''gas'' som ung.
Når det så er sagt, så er jeg da glad for, at jeg har prøvet at date andre, før jeg mødte Mads. Hvis jeg sad som 60 årig, og ikke havde prøvet at have et forhold med mere end én mand, så tror jeg ikke jeg ville kunne lade vær med at tænke på, om der var noget jeg var gået glip af.
Men det er der ikke. For selvom det er halvandet år siden, at jeg har været single, så husker jeg singlemarkedet noget så tydeligt. Mange savner at være single, når de er i et forhold. Men jeg tror også mange oplever, at singlemarkedet ikke er helt så spændende, som de havde forestillet sig, når de så kommer derud. For det er sgu ikke særligt spændende.
Selvfølgelig er singlemarkedet sjovt. Men hvis man elsker den person man er sammen med - og har nok i det, så tror jeg ikke at man drages så meget af det. Det gør jeg i hvertfald ikke.
Se næste indlæg >
Hjemmegående skal jeg ALDRIG være!
I går da jeg stod og hang vådt vasketøj op, gik det op for mig, hvor meget jeg egentlig hader det. Jeg hader at vaske tøj. Jeg synes det er fucking nederen. Jeg hader også at gøre rent, at rydde op – ja faktisk stort set alle huslige ting. Undtagen de ting, som har med mad at gøre.
Jeg kan simpelthen ikke forestille mig et scenarie, hvor rengøring, tøj vask og børnepasning er alt jeg har i mit liv. Jeg skal aldrig være hjemmegående! Altså selvfølgelig udover min barsel, og den skal manden fandme tage en tredjedel af!
Jeg har respekt for kvinder som vælger at gå hjemme – uden tvivl. Jeg tror bare virkelig aldrig det bliver noget for mig. Jeg har brug for at skabe noget for mig selv, som ikke er relateret til den mand jeg har valgt at gifte mig med. Jeg vil ikke være økonomisk afhængig af en mand, og jeg vil intellektuelt stimuleres. Ellers tror jeg forevigt jeg vil føle, at jeg har tabt i livet.
Jeg tror også, at jeg ville kede mig helt ufatteligt meget. Jeg keder mig helt vildt efter bare en enkelt dag, hvor jeg ikke har lavet noget. Så et helt liv uden arbejde… Jeg kan næsten ikke forestille mig noget værre.
Bare det… At skulle sidde ved aftensmadsbordet og høre om min mands dag på arbejdet med kollegaer, udfordringer og ny viden, mens jeg udelukkende havde madlavning og bleskiftning at berette om… Det ville ødelægge mig fuldstændig.
Det er måske ikke særligt ”kvindeligt” at have det sådan, men det skider jeg på. Jeg synes det er sejt, at nogen kvinder vil være hjemmegående. Men det skal jeg bare ikke.
Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Denne her kommentar kommer let til at lyde utrolig bedrevidende, men det er den ikke. Der blot ment som et perspektiv.
Havde du spurgt mig for tre år siden kunne jeg have sagt præcis som dig og jeg er i øvrigt stadig tilhænger af øremærket barsel til mænd (dog på nogle bestemte præmisser, men det er en anden snak). Jeg tog hele barslen af vores barn fordi de praktiske omstændigheder nu var sådan at min kæreste gik iI skole (på en u fleksibel uddannelse med faste moduler for undervisningen) de første 9 måneder og derefter kom direkte i fuldtidsjob. Hvorimod jeg lige var nyuddannet og på dagpenge i en noget sværere branche at finde job i end min kæreste.
Da min barsel sluttede kom mit barn også i pasning mens jeg job. Ikke mere end 20-30 timer og med lang indkøring . Da sagde jeg også at jeg ville sgu ikke være hjemmegående. I dag har jeg et job og forstår på rigtig mange områder hvorfor nogle bliver hjemmegående. Det er ikke fordi de vil oase hus, men det eer simpelthen fordi de kan se deres børn trives bedre ved at være mere sammen med deres der eskortere når de er små. Inden jeg fik er barn selv vidste jeg ikke noget om tilknytningsteori og børns hjerneudvikling. For hvorfor skulle jeg det. I dag ved jeg det. Vores situation derhjemme er sådan at vi arbejder på skift og derfor selvom vi begge har fuldtidsjob så har vores barn korte dage og mulighed for en ugentlig hjemmedag. Men jeg kunne sagtens finde på ar tage en forlænget orlov når/hvis jeg skal have flere børn.
Ang der med hus pligter, så anser jeg sådanset stadig det som en fælles opgave. Hvis jeg gik hjemme så er det for at passe børnene. Ikke for at passe min mands hjem. Så jo jeg ville da nok tage wn større del af vasketøjet og købe ind lidt oftere end ham. Men jeg ville stadig forvente at han tog en ligelig del i rengøringen.
Ang.dwr med interlektuel stimuli som også var min egen anke. Så får man jo dels er dagligt netværk og får dermed nogle at udveksle stort og små med. Men der der er rigeligt muligheder uanset. Du kan kano sagtens bære politisk aktiv selvom du r hjemmegående. Selv er wg frivillig på på online forum og jeg kender også flere som uddannet sig indenfor forskellige områder rent fagligt . Og sså er der bloggerene som eksempelvis tvillingernesmor . Så den identitet kan også komme andre steder fra.
Og nej . Dette er en kritik af forældre som gør ting anderledes . Men er udelukkende ment som er perspektiv fra som har ment som dig,men nu pludselige forstår det andet perspektiv og deres bevæggrunde.