Min konto og mine ben bløder

Jeg blev mobbet i skolen

Skærmbillede 2016-07-06 kl. 08.33.31

Thank you puberty….

Det her har været det sværeste indlæg nogensinde for mig at skrive. Jeg har forsøgt at skrive det mange gange, fordi det er en historie jeg føler bør deles. Jeg har mange færdige indlæg liggende, men jeg har bare ikke kunne få mit selv til at trykke ”udgiv”. Nu har jeg skrevet det her indlæg, læst det igennem en millard gange, blevet usikker, været meget i tvivl og når jeg om lidt endelig trykker ”udgiv”, vil jeg uden tvivl være ved at skide i bukserne af nervøsitet.

Jeg blev drillet i folkeskolen. Gennem mange år. Jeg blev drillet fordi jeg var højtråbende, nørdet og faktisk også virkelig irriterende (det medgiver jeg hundrede procent) – men jeg var bare mig. Jeg var hestepige og Harry Potter elsker – det fødte mobbeoffer.

Efterfølgende har jeg fortrængt det. For mit liv, og mig som person, er helt anderledes i dag. Jeg har ændret mig rigtig meget, og det er de færreste der ved, at min folkeskoleperiode ikke var særligt nem. Ikke engang min kæreste. For det er ikke noget jeg har lyst til at dele.

Netop det faktum, at det er noget jeg helst holder hemmeligt gjorde det endnu mere klart for mig, at jeg simpelthen var nødt til at skrive det! For årsagen til at jeg helst holder det hemmeligt er, at jeg skammer mig.

Mobning er ikke noget man skal skamme sig over. I virkeligheden burde alle dele sine historier for at hjælpe andre i en lignende situation – og derfor skriver jeg det her indlæg.

Jeg har skammet mig over min periode som ”mobbeoffer” – og gør det stadig. Det kan virke fjollet, men det handler nok meget om min stolthed. Jeg har ikke lyst til at erkende, at jeg har været kikset og svag. For når man er mobbeoffer, er man nederst i hierakiet – og det har jeg bestemt ikke lyst til at være. Dernæst handler det om, at jeg ikke bryder mig om medlidenhed. Der er ikke nogen der skal synes, at det er synd for mig – og det gør de, når de kender den her historie. Så venner – lad nu vær med at have ondt af mig, for der er ingenting der er synd for mig, i hvertfald ikke længere.

Det var ikke fordi, at jeg ikke havde venner. Paradoksalt nok, havde jeg faktisk mange venner i min folkeskoleklasse, og også i de andre klasser. Det var få drenge, som gjorde mit liv til et helvede. Deres drillerier og evindelige kommentarer var ét, men det blev også forstærket af, at jeg havde et exceptionelt dårligt selvværd, som de konstant pustede til. Blandt andet var jeg overbevist om, at jeg var den grimmeste pige på jorden. Og ikke mindst rigtig tyk!

Drillerierne var ganske simple. Det var sådan noget med, at de grinte når jeg sagde noget i klassen og lavede sjov med de ting jeg sagde og gjorde. Det kan virke meget uskyldigt, og det var det som sådan også – i sig selv. Det var det faktum, at drillerierne var konsistente der var problemet, da det dag for dag nedbrød min i forvejen dårlige selvtillid om muligt endnu mere. Indtil den var næsten ikke-eksisterende – selvom jeg prøvede at vise noget andet.

Mange episoder har jeg simpelthen fortrængt. Jeg fandt en ”dagbog”, hvor jeg har skrevet ting ned, som jeg ganske enkelt har glemt. Nok fordi jeg ikke har ønsket at huske dem. Men jeg husker tydeligt, hvordan jeg havde hele to uger i syvende klasse, hvor jeg blev væk fra skole, og hvordan der har været stunder af mit liv, hvor jeg næsten ville ønske, at jeg ikke var her.

Jeg blev enormt paranoid. Jeg forventede, at alle ville mig det ondt. At alle vidste hvem jeg var, og at de ikke kunne lide mig – selvom folk nok i virkeligheden var pisse ligeglade.

Mit liv tog en enormt stor drejning, da jeg skiftede gymnasium i midten af 1.G. Jeg var faktisk ikke rigtig blevet mobbet/ drillet siden ca. 8. klasse. Men jeg havde så stort et had mod alle der kom fra samme by som mig, og en forventning om, at de ikke kunne lide mig, at jeg simpelthen ikke kunne fungere sammen med dem.

Jeg skiftede fra det lokale gymnasium ind til store Niels Brock inde i byen, hvor jeg ikke kendte en sjæl – og hvor ingen kendte mig. Der fik jeg mig en ny start, og den er jeg evigt taknemmelig for.

Derudover har Radikal Ungdom og ungdomspolitik generelt været en kæmpe hjælp for mig. Det gav mig fantastiske venskaber, som jeg stadig har den dag i dag, og så genopbyggede det mit selvværd.

Hvorfor skriver jeg det her indlæg, når det tydeligvis ikke er noget jeg har lyst til at dele? Fordi jeg synes, at I fortjener at kende sandheden. Når jeg har valgt at eksponere mig selv så meget som jeg gør, så fortjener I også at kende hele sandheden, og baggrunden for, at jeg er som jeg er. En blog kan hurtigt få ens liv til at virke perfekt – men det har mit ikke altid været. Dertil håber jeg på at kunne vise nogle unge piger med dårligt selvværd og skide hårde dage i skolen, at det hele nok skal blive bedre en dag.

I dag er jeg det gladeste menneske jeg kender. Jeg elsker mit liv, hver eneste dag. Jeg har de bedste venner, den bedste kæreste, et godt job, et fedt studie og den skønneste familie. Og den dag jeg lærte at elske mig selv, lærte jeg også at elske min familie mere end nogensinde før, og jeg lærte at omgive mig med mennesker som er gode for mig. Så bare rolig – det hele kan sagtens blive bedre en dag, i hvertfald hvis du gør en indsats for at ændre det.

Mit bedste råd til folk der bliver mobbet er at finde et alternativt fællesskab. Ofte er det folk som er lidt anderledes der bliver mobbet, og så handler det bare om at finde nogen, som er ligesom én selv. I mit tilfælde var det at finde nogen, som også var interesseret i politik – og det hjalp.

På en måde tror jeg, at jeg skylder mine ”mobbere” en tak. De har lagt en slags frygt i mig, som jeg nok aldrig rigtig kommer af med. Det er årsagen til, at jeg hurtigt føler mig truffet, ensom eller uønsket. Men på den anden side, har det også hærdet mig. Jeg tror ikke, at jeg ville være så stærk, havde det ikke været for det totale sammenbrud af min selvtillid, som jeg fik i folkeskolen. I er nogle kæmpe røvhuller, eller det var i ihvertfald dengang. Men jeg havde nok ikke været den samme, havde det ikke været for jer. Så tak.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min konto og mine ben bløder