Det der med cykelhjelm

Hej hverdag, farvel hverdag

IMG_7656

Mandag startede jeg på arbejde igen efter en hel måneds ferie. Hvis man altså kan kalde en flytning for ferie. Det var hårdt. Mest mentalt, for at stå tidligt op er intet problem for mig. Men bare tanken om, at ferien er slut er nederen. Da jeg var lille fik jeg altid vendt min døgnrytme 180 grader når jeg havde ferie. At man endelig fik lov til at blive oppe halvdelen af natten, skulle jo ligesom udnyttes! Og når man gør det, ja så er det barskt at komme op når skolen starter igen.

Det var dog ikke tilfældet her. Igennem ferien er jeg faktisk vågnet af mit vækkeur hver morgen. Undtagen de dage, hvor jeg vågnede før det ringede – eller når jeg havde tømmermænd. For de dage, hvor jeg ikke havde tømmermænd – der stod jeg op og trænede. En virkelig god anledning til at komme i seng og op igen på ordentlige tidspunkter.

I går havde jeg sådan en rigtig hverdag. I kender det sikkert. Tidligt op. Direkte på arbejde. Travl og lidt irriterende arbejdsdag, hvor tingene bare ikke virker. Hjemme klokken halv fem. Sætte en vask over. Hakke grøntsagerne til de mexicanske pandekager, jeg havde handlet ind til et par dage før. Så til træning. Hjem og i bad. Lave maden færdig og spise. Og så bruge resten af aftenen på løse ender og at lægge tøj sammen. Så kan man ligesom mærke, at man er tilbage til hverdagen.

Men! Jeg skal vidst ikke brokke mig for meget. For jeg vendte kun tilbage til hverdagen for sølle to dage. De næste par dage får jeg nemlig en lille ferie fra virkeligheden. Jeg er lige nu på vej på til Middelfart, hvor der frem til lørdag er sommerlejr i Radikal Ungdom (læs om sidste års sommerlejr HER). Fire dage med gode venner, spændende oplæg, sjov holdkonkurrence, massere af øl og massere af grin og glade dage. Det er min femte sommerlejr, og indtil nu har jeg nydt hver og en.

Men på mandag, ja så er det for alvor tilbage til hverdagen. Min plan er at arbejde en del frem mod studiestart 5. September. Både flytningen og vores tur til Vejle fjord har barberet min konto godt og grundigt. Så det ville være rigtig godt for mig at tjene nogle penge inden jeg starter på studie igen.

Og nå ja! Så skal jeg i øvrigt på P1 i dag et tidspunkt mellem 12.15 og 13.00 og snakke lidt om forældrekøb! Lyt med, hvis I har lyst 🙂

Der kommer selvfølgelig blogindlæg op de næste par dage, hvor jeg er på sommerlejr. Men de er planlagte, og jeg har ikke min computer med. Så jeg vil nok ikke være så god til at svare på kommentarer 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det der med cykelhjelm