10 ting bloggere seriøst burde stoppe med

Gæsteblogger // At leve med ar

For snart en uge siden skrev denne unge, smukke pige til mig, at hun gerne ville skrive et indlæg om selvskade, sine egne erfaringer med det og det at leve med ar. Jeg synes det er fantastisk, at hun har lyst til at dele sin historie med andre, og takkede naturligvis ja. Læs med! Og husk at du også er meget velkommen til at skrive til mig, hvis du har en historie du gerne vil dele med andre!sille klinge

Sille Klinge

16 år, 1.g studerende og liberal

INSTAGRAM // SNAPCHAT: silleklinge

 

Jeg har længe tænkt over, om det ville være en god ide at være åben på internettet, hvor alle kan se, hvad jeg skriver. Jeg er færdig med at tænke, og jeg ønsker, at folk læser mine ord.

Jeg skal skrive om at leve med ar.

Et dilemma

Jeg har altid haft det svært. Min barndom var ikke den fedeste, og i skolen var jeg bogligt stærkt, men mine evner til at gebærde mig socialt var mangelfulde. Jeg har ofte tænkt, at livet ikke var det bedste for mig. Dog fortsatte jeg det, for selvom jeg på den ene side ikke kunne klare at leve, kunne jeg på den anden side heller ikke klare at dø. Jeg stod med et dilemma om, hvad jeg skulle gøre. Jeg står til stadighed i midten, men jeg har besluttet mig for at komme videre. Jeg har indset, at jeg ikke kan stå i det dilemma for altid. Jeg er vokset. Dog med ar. Ar jeg ikke kan leve uden, men som måske er sunde for mig at leve med.

Hvorfor selvskade?

’’Hvorfor’’ er nok det spørgsmål, som jeg oftest er blevet stillet. Truth be told; jeg ved det ikke. Jeg kan simpelthen ikke sige med sikkerhed, hvorfor jeg har gjort, som jeg har gjort. Når jeg igennem tiden har siddet med et barberblad, så har jeg tænkt mange forskellige ting. Jeg har følt mange ting, og jeg har ageret forskelligt. Én af måderne hvorpå jeg har ageret er, at jeg har valgt at skære i mig selv. Det er en usund handling, der kan være lige så afhængighedsskabende som cigaretter, stoffer eller alkohol. Det har jeg altid vidst, men alligevel har jeg gjort det. Jeg har fortrudt det mere end noget andet. Det har vel været den eneste mulighed hvorpå, at min indre smerte er blevet overført til en ydre smerte. Hvilket er en farlig ting, for det bliver hurtigt en afhængighed. Derfor har jeg en opfordring til jer, der læser med: Begynd aldrig nogensinde på det lort. Aldrig.

Jeg er et ærligt menneske

Jeg fortæller ærligt om mine ar, og hvorfra de stammer. Sommetider kan jeg godt undlade at fortælle en ting eller to, men generelt lægger jeg ikke skjul på dem. Hvorfor skulle jeg også det? De er der, og det vil de altid være. Det er sundt for mig, at de ikke forsvinder. Jeg må face the facts, og derfor undlade at undskylde arene med, at ’’det var min kat’’. Jeg skal stå til ansvar for mine handlinger, hvilket nogle gange er godt at skulle. Men det er svært. For helvede, hvor er det svært. Det er svært at face the facts, når en person spørger mig om, hvad der er sket med min arm. Der er tider, hvor jeg ønsker, at jeg havde et nemt og normalt svar på det.

Jeg er endelig stolt af mig selv

En ting jeg aldrig har troet er, at jeg ville sige til mig selv er, at jeg er stolt af, hvor jeg er nu. Jeg har aldrig været specielt glad for mig selv, og mine ar har ikke bidraget positivt hertil. Mit selvværd var på bunden, og den er egentlig stadig ikke specielt god, men jeg har lært at leve med mine ar. Mine ar definerer mig ikke, men det er desværre blevet sådan, at det er det folk synes. Lige så snart man ser mine ar, så dømmer man. Måske uden ønsket om at dømme, så gør man det. Jeg gør det også hvis jeg ser en med ar. Om vi vil indrømme det eller ej, så gør vi det vel alle.

Fællesskabet har reddet mig

Jeg er i dag medlem af Liberal Alliances Ungdom, og hvis ikke jeg havde meldt mig ind i det fællesskab, så havde jeg ikke været, som jeg er nu. Jeg er glad nu, og det kan jeg takke alle de mennesker omkring mig for. Uanset om det er LAU eller en anden forening, så gør fællesskabet mere end man går og tror. Jeg har fået så mange fantastiske bekendtskaber, jeg havde en fantastisk kæreste og har fået en fantastisk ny viden. Fællesskab er min redning.

Disse ord har ikke været de nemmeste at skrive, men det er nødvendigt for, at folk forstår mig som person og ikke dømmer for hurtigt. Jeg håber, at I vil tage det til jer, og leve jeres liv med et smil hver dag.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

2 kommentarer

  • ST

    Jeg har en historie om livet med en voldsom fobi, som jeg heldigvis har fået behandlet nogenlunde, så jeg kan leve med den. Fobier er meget tabubelagte, og det tages ofte ikke alvorligt, bl.a. fordi mange fobier er irrationelle og mange mennesker derfor skammer sig over at være bange for noget, som man reelt set ikke behøver at være bange for, og derfor ville jeg gerne lave et indlæg om det, hvis det er interessant 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Freja Fokdal

      Det lyder super spændende! Du må meget gerne skrive til mig på facebook eller på e-mail, så kan vi lige tale om det 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 ting bloggere seriøst burde stoppe med