Løgnene rygere fortæller sig selv

Jeg ville ikke have noget imod at bo hjemme

IMG_7045

Som I jo ved, flyttede jeg hjemmefra over sommeren. Jeg flyttede fra Østerbro, hvor jeg boede med min mor til Frederiksberg, hvor jeg nu bor med min kæreste.

De fleste af mine venner og bekendte der stadig bor hjemme, er ved at dø for at flytte ud, men sådan havde jeg det slet ikke.

For at være helt ærlig, har jeg ikke haft den der ”woow, jeg er flyttet hjemmefra”-oplevelse. Der er sgu ikke særlig meget der har ændret sig, efter at jeg er flyttet. Udover, at min økonomi er væsentligt strammere, selvfølgelig. (Læs også: Livet på SU)

Da jeg var yngre glædede jeg mig til at flytte ud. Så kunne jeg spise lige det jeg ville og komme hjem lige når det passede mig. Men det kunne jeg jo også da jeg boede hjemme…

Det var faktisk ikke meningen, at jeg skulle være flyttet så tidligt. Min mor og jeg har længe snakket om, at jeg jo sagtens kunne blive boende hjemme en del år endnu. For hvorfor skulle jeg flytte, når jeg boede i en kæmpe lejlighed midt i København? Det er jo ulogisk. (Læs også: Flytte hjemmefra? Nej tak.)

Men min mor mødte sin søde kæreste, Kim, og så valgte de at flytte sammen. Hvilket jeg virkelig godt kan forstå! Og så købte min mor den fantastiske lejlighed jeg bor i.

Her bor jeg nu med Mads, og det virkelig hyggeligt. Jeg elsker at bo sammen med ham, og vi nyder virkelig hverdagen sammen. Men jeg havde slet ikke haft noget imod at bo hjemme.

Jeg elskede at bo sammen med min mor. Vi hyggede os rigtig meget sammen, vi boede i en fed, fed lejlighed og alt var godt. Min mor prøvede på ingen måde at bestemme over mig. Hun blandede sig ikke i hvornår jeg kom hjem, hvem jeg var sammen med eller hvad jeg lavede.

Så jeg havde slet ikke haft noget imod at være blevet boende hjemme. Jeg synes det er fedt at være flyttet, men jeg har slet ikke den der ”wooow, frihed! Wooow, mit eget sted!”-oplevelse. For jeg havde min frihed, og jeg havde et stort værelse, som var 100% mit.

Vi boede lidt sammen som veninder. Vi havde hver vores ende af lejligheden, og gav hinanden meget plads. Hun handlede ofte ind, jeg lavede for det meste mad, vi vaskede hvert vores tøj, og når der ikke var rengøring skiftedes vi til at gøre rent.

Jeg tror måske, at oplevelsen af at være flyttet hjemmefra havde været lidt vildere, hvis jeg var flyttet direkte fra mit barndomshjem og ud. Det trygge, kendte barndomshjem med to forældre, der altid holder sammen mod én. Men det gjorde jeg ikke. Mine forældre blev skilt da jeg var 17 (Læs også: Det lykkelige skilsmissebarn). Der flyttede jeg fra fødebyen til København med min mor, og ved dén flytning havde jeg nok en større følelse af ”at flytte hjemmefra”, end jeg har haft den her gang.

Det fedeste ved at være flyttet hjemmefra, er helt klart at jeg er flyttet sammen med Mads. (Læs også: At flytte sammen med kæresten) Vores forhold er faktisk blev bedre efter vi er flyttet sammen, hvor mange nok kan være nervøse for, at man kommer til at skændes.

Jeg tror egentlig bare, at det er har lettet vores hverdag helt vildt, at vi ikke hele tiden skal koordinere hvem der kommer til hvem og hvornår, og rende rundt med store tasker med skiftetøj, træningstøj og skolegear, og være i en lejlighed, hvor man ikke rigtig føler sig hjemme.

Hvis man har det godt med sine forældre er det overvurderet at flytte hjemmefra! Men jeg kan klart anbefale at bo med sin kæreste.

IMG_7370

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Løgnene rygere fortæller sig selv