Den utaknemmelige kvindekrop

Er det en begrænsning at have en kæreste?

love

Jeg synes ofte at jeg hører folk snakke om det at have en kæreste som en begrænsning. Dette indlæg skal handle om parforhold, og hvorvidt det egentligt er en begrænsning at have en kæreste.

Jeg har jo været i parforhold det seneste halvandet år. Før det var jeg single med stort s. Gjorde hvad der passede mig, når det passede mig. Levede det vilde singleliv.

Mit liv har selvfølgelig ændret sig, efter at jeg kom i et parforhold. Jeg tager ikke så mange spontane beslutninger. Hvis jeg har sagt, at jeg kommer hjem klokken 18, så tager jeg ikke pludseligt ud og drikker øl og kommer hjem klokken 22. For der er en der forventer, at jeg kommer hjem, og jeg ville selv være irriteret, hvis Mads (min kæreste) kom hjem fire timer senere, end vi havde aftalt.

Man kan på sin vis godt kalde det for en begrænsning. Men det er jo en begrænsning jeg selv har sat for mig selv. Sådan behøver det jo ikke at være i et parforhold, men jeg kan godt lide, at man overholder de små hverdagsaftaler man har i et forhold. Også selvom de nogle gange står i vejen for de små spontane ting der opstår.

Jeg tror, at det er en generel ting, at folks liv bliver en smule mere struktureret, når man kommer i et parforhold. Det kan jeg i hvertfald se hos mange af mine venner, og ikke mindst hos mig selv. Det kan selvfølgelig ses som et skridt mod at blive røv hamrende kedelig, men jeg ser det nu mere som et skridt imod at blive voksen og ansvarlig.

På en eller anden måde kan jeg godt nikke genkendende til, at man er mere fri som single. Men på den anden side, så kan jeg heller ikke komme på noget, som jeg ikke kan gøre fordi jeg er i et parforhold. I hvertfald ikke noget, som jeg har lyst til at gøre…

Den fundamentale forskel ligger nok i, hvorvidt du har nogen at skulle tage hensyn til eller ej. Men egentlig er det et underligt begreb, for selvfølgelig har du en masse ting du skal tage hensyn til – også selvom du har en kæreste. Du har et job eller et studie som du skal tage hensyn til, og derfor ikke kan rende rundt og drikke dig fuld og gøre hvad der passer dig. Du har nogle roomies eller under/overboer, som du skal tage hensyn til, så du ikke bare kan holde vilde fester hver weekend. Du skal tage hensyn til dine venner og din familie, og du skal tage hensyn til din egen krop, helbred og velvære. Så jeg vil nok hellere kalde det, hvorvidt ”du har en ekstra person inde i ligningen”.

Hvis vi eksempelvis tager sådan noget som uddannelses- eller jobmuligheder i andre byer eller lande. Nu er jeg ikke typen, der (med eller uden kæreste) har den store drøm om at komme til udlandet, hverken at arbejde eller læse. Men alt andet lige, tror jeg det er nemmere at tage beslutningen om at følge karrieredrømmen i udlandet, hvis man ikke har en kæreste ”inde i ligningen” Ikke fordi, at kæresten bliver sur hvis man smutter, men fordi man selvfølgelig selv gerne vil være sammen med sin kæreste. Og fordi man risikerer at sætte sit forhold på vippen, ved at gøre det til et langdistanceforhold.

Så jo, man kan vel på sin vis godt kalde det at have en kæreste en begrænsning. Det er jo om ikke andet en begrænsning for at være sammen med andre, i hvertfald hvis du lever i et monogamt forhold. Men alt godt i livet medfører jo også en form for begrænsning. Hvis du kommer ind på drømmestudiet eller scorer drømmejobbet, så betyder det jo også, at du ikke kan rejse lige når det passer dig eller drikke dig fuld hver dag. Eller hvis du bliver vildt god til en sportsgren, begrænser det dig også i at spise og drikke lige hvad der passer dig. Så en begrænsning er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

Selvfølgelig er det vigtigt at give hinanden plads i forholdet. Selvfølgelig skal man have lov til at komme sent hjem fra byen, have aleneaftener på sofaen, tage på weekendture med vennerne og alt den slags. Ellers bliver forholdet da uden tvivl en begrænsning! Et sådant forhold tror jeg ikke er sundt for nogen. Men det er heldigvis ikke sådan et forhold jeg er i.

Jeg er enormt glad for mit parforholdsliv. Aldrig har jeg haft så meget ro i mig selv, som jeg har nu. Det kan selvfølgelig også være grundet dels at jeg er blevet ældre og dels at jeg er et sted i mit liv, hvor jeg ved hvilken retning jeg skal og går målrettet efter det. Men jeg tror helt klart også, at det skyldes et forhold som jeg hviler i og en struktureret hverdag. For struktur er ikke nødvendigvis lig begrænsning.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den utaknemmelige kvindekrop