Er det en begrænsning at have en kæreste?

Gæsteblogger // Vi knækker alle lidt her og der – også os mænd

mateen1 For lidt over en uge siden poppede overstående billede op på min facebook. Det var seje Mateen der havde skrevet et facebookopslag om, at mænd altså også har strækmærker, og at det da er lige så nederen for mænd, som for kvinder.

Det synes jeg var ret sejt. Jeg har jo også selv skrevet om strækmærker (HER og HER), men aldrig med en mands perspektiv (sjovt nok). Derfor spurgte jeg Mateen, om han ikke havde lyst til at skrive et gæsteindlæg om at have strækmærker som mand – og det ville han heldigvis gerne 🙂

mateen

Mateen Malik Hussain

Uddannet international/interkulturel socialrådgiver, næstformand i Sabaah og 24 år.

 

FACEBOOK // INSTAGRAM

Jeg ser det fra tid til anden. Fantastisk seje kvinder, der gør op med idealet om se perfekte ud. Nybagte mødre såvel som kvinder, der har gennemgået et flot vægttab, der løfter sløret for de strækmærker, de bærer rundt på.

Men hvad med os fyre? Har vi ikke strækmærker? Siger de os ikke en skid? Eller er det fordi vi er mænd og derfor fremstår som nosseløse individer, hvis vi fortæller, hvilke utilfredsheder vi har omkring vores kroppe? Eller måske er vi blot bange for at få tudet ørene fulde om snørklede ”du-er-god-nok” prædikerne?

Jeg ved det ikke, det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men faktum er, at jeg ikke ser nogen mænd, der taler om strækmærker og derfor besluttede jeg mig for at lave et opslag på min facebook, hvor folk glædeligt kunne se mine store hvide strækmærker godt spundet ind i min brune arm.

Jeg har været ret overvægtig som barn. Jeg smugspiste hele tiden mens mine forældre med næb og klør, forsøgte at få mig til at vælge motion og broccoli som et naturligt valg i min hverdag. Først da jeg afslutter folkeskolen, har jeg ikke længere lyst til at være ham den sjove-tykke-dreng, og jeg beslutter mig derfor på drastisk vis at omlægge hele min livsstil. Jeg taber mig omsider. Det går dog lidt hurtigere end, hvad der er almindeligt, ville nogle nok mene.

For selvom jeg havde forbrændt 1000 kcal på løbebåndet, stod jeg stadig nede i Netto og vendte hver en spiselig genstand for at beregne, hvor få kalorier jeg kunne få ind i løbet af en dag. Sådan fortsatte det i et halvandet års tid efter min gymnasietid, før jeg forstod, at det at være tynd overhovedet ikke er lykken.

Ikke alene var jeg blind over for, hvor mager jeg var blevet, jeg var også gået total på kompromis med hele min livsglæde – og takkede altid nej til de ih og åh så farlige fristelser, på trods af det omhandlede mine søskendes eller bedste venners fødselsdage.

I dag er jeg sund og rask. Jeg ser rimelig gennemsnitlig ud, og ja, det ville da selvfølgelig være en løgn, hvis jeg sagde, at jeg ikke ønskede at se en smule mere muskuløs og markeret ud. Men jeg går ikke længere på kompromis med min livsglæde for ved I hvad? Livet er simpelthen for kort til at stå og beregne kalorier på ubestemt tid.

Kigger man på min blottede krop i dag, vil man se, jeg har strækmærker på begge mine arme tæt omkring armhulerne, på lårene, omkring hofterne og på mit knæ (seriously hud, kunne du ikke sprække et andet sted?!).

Kan jeg lide dem? Næ ikke altid, men noget af mest menneskelige må i al sandhed være vores ar. For vi kommer alle sammen til knække lidt her og der.

En klog mand fortalte mig, at vores kroppe fortæller vores livshistorier og det kan jeg kun give ham ret i. For selvom jeg kan stå foran spejlet og hade mine strækmærker, så har jeg også mine gode dage, hvor jeg kan kigge på dem og forsvinde ind i min egen fortælling om, hvor mange kampe disse kropsar i virkeligheden fortæller.

Teknologiens udvikling har for alvor sat sine præg på modebranchen og skønhedsidealet bliver hele tiden finjusteret, fordi det er det vi kan i dag. Vi kan helt smertefrit fjerne strækmærker fra billeder, retouchere lidt her og der, fikse en skæv næse og barbere nogle ekstra kilo af, så vi står tilbage med Barbie-og-Ken-looket.

Derfor er der heller ikke noget at sige til, at vi alle går og kæmper nogle indre kampe omkring manglende selvværd og efterstræben på at være perfekt.

Men selvom det lyder så forfærdelig klichéfyldt og super empowermentinspireret, så det næsten er hovedrystende så husk nu på: Du er den perfekte udgave, af den du er. Det er det positive tankesæt, du skal lade dig dominere af. Det kan mobilisere mange flere kræfter end du tror, og selvom jeg kan vakle lidt rundt i, hvorvidt jeg egentlig bryder mig om mine strækmærker, så synes vitterligt ikke, der er noget mere ærligt end et stykke sprækket hud.

For en rigtig kriger har ar på kroppen og ikke poleret marcipanblød hud.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er det en begrænsning at have en kæreste?