Kun med kondom er I (og NSA) alene i sengen

Livet går sjældent som man regner med

img_7215

Meget poetisk overskrift…

Det er sjovt hvordan ens liv udvikler sig og tager drejninger, som man ikke havde regnet med. Hvordan det der umiddelbart virker som små valg, kan påvirke hele ens liv, og hvordan tingene ofte går helt anderledes, end man havde regnet med.

Det liv man forestillede sig som barn, er sjældent det liv man ender med at få. Og det liv jeg i dag tror, at jeg skal have, er stensikkert heller ikke det der kommer til at ske.

Jeg havde eksempelvis aldrig forudset, at mine forældre skulle skilles og at jeg skulle flytte fra mit barndomshjem før jeg flyttede hjemmefra. Men da jeg var 17 år gik mine forældre fra hinanden og min mor flyttede til København (læs også: Det lykkelige skilsmissebarn).

Jeg havde også forestillet mig, at når jeg engang flyttede hjemmefra, så skulle jeg komme hjem og besøge mine forældre, som stadig boede i mit barndomshjem. Det skulle de jo gøre forevigt! Nu bor de begge med nye kærester i hjem, som selvfølgelig aldrig vil blive noget der føles som et hjem for mig.

Jeg har længe troet, at jeg enten skulle være jurist eller statskundskaber. Det blev jeg heller ikke. Ganske enkelt fordi mine interesser ændrede sig, og fordi jeg fik åbnet mine øjne for medieverdenen. Hvem ved, måske ændrer jeg interesserer igen om nogle år, og hvem ved hvor jeg så ender?

Jeg havde heller aldrig troet, at jeg i en alder af 20 skulle bo på Frederiksberg med min kæreste i et super etableret parforhold. Som barn var jeg virkelig overbevist om, at jeg aldrig ville få en kæreste. Og så endte jeg med at være nok den eneste af mine barndomsvenner, der bor sammen med sin kæreste.

Jeg havde som barn nok heller ikke set det komme, at hele min ungdom skulle præges af ungdomspolitik (læs også: hvis jeg ikke var ungdomspolitisk aktiv, hvad var jeg så?). Men det gjorde den, og det har formet mig enormt meget som person, og i høj grad påvirket hvem jeg omgåes.

Et hvert barn tror jo, at de venner de har i skolen, er dem de kommer til at have resten af livet. Jeg har næsten ingen venner tilbage fra min folkeskole og min hjemby, men har i stedet omgivet mig med skønne mennesker, som jeg har mødt alle mulige andre steder – primært i ungdomspolitik.

Jeg havde også troet, at jeg altid ville være hestepige (læs også: Det vidste i ikke om mig // hestepige). Men allerede som femtenårig solgte jeg min hest, og nu løfter jeg tunge vægte i stedet.

Næsten intet er gået som jeg troede, at det ville. Så hvordan mon fremtiden ser ud? Lige nu regner jeg med, at jeg bliver færdiguddannet i 2019 og så får jeg et job på et kommunikationsbureau. Mads og jeg bliver boende i lejligheden, og måske fem år efter begynder vi at tale om ægteskab og børn. Men hvem ved? Måske går vi fra hinanden, jeg vælger et helt nyt karrierespor eller flytter til udlandet? Måske får jeg nogle helt andre venner, eller måske mister jeg min interesse for politik, ligesom jeg mistede min interesse for heste. Ingen ved det.

Jeg synes det er sjovt, og samtidig skræmmende at tænke på, hvor lidt man egentlig kan forudsige. Og hvordan tingene sjældent går, som man troede at det ville.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kun med kondom er I (og NSA) alene i sengen