You can never be too much you

Tag tøjet af og kig dig selv i spejlet

Overskriften lyder måske både underlig og ”fræk”, men jeg mener det faktisk dybt alvorligt.

Jeg husker tydeligt dengang jeg ikke turde kigge mig selv i spejlet nøgen. Dengang mit hoved var fyldt med usikkerhed og selvhad. En følelse som kan æde én op indefra.

I mit barndomshjem havde vi et badekar i et af badeværelserne. Det stod til venstre i rummet og skråt overfor hang et spejl, som man næsten ikke kunne undgå at se sig selv i når man klædte sig af, eller når man hoppede i badet.

Alligevel forsøgte jeg altid febrilsk at undgå at kigge i spejlet. Jeg hadede at se min nøgne krop. Mine hofter var for brede og mine lår og numse for stor.

Det hele bundede nok i, at jeg var ret tidligt udviklet sammenlignet med mine veninder. De fleste af mine veninder var små og tynde, og havde ikke fået hverken hofter eller bryster endnu. Selvom jeg i princippet var stolt af, at jeg var ved at blive ”voksen”, så følte jeg mig stadig altid forkert.

Men jeg er blevet ældre, mere selvsikker og vigtigst af alt: mere kropsbevidst. Jeg tror bevidstheden om ens krop er et vigtigt step til at begynde at acceptere den som den er.

Og det er budskabet med det her indlæg. Kvinde kend din krop, kunne det også hedde. Men det havde sgu været lidt for cliché.

Jeg har et spejl ved siden af min seng. Jeg kigger mig i det hver dag, mens jeg er ved at tage tøj på. Ikke på den nær-studerende ”se, hvor meget fedt jeg har”-måden ej heller på den ”seksuelle” måde. Men bare som en anerkendelse af, at den er der, og at det er sådan jeg ser ud.

Det har gjort mig langt mere kropsbevidst. Jeg ved, hvordan min krop ser ud. Jeg ved, hvilket tøj der klæder den og jeg ved hvad der er pænt og hvad der er mindre pænt ved min krop. Jeg har lært at acceptere hvordan jeg ser ud. Ikke nødvendigvis knuselske hver en del af den, men lært at acceptere den krop jeg er i og holde af den.

Din krop forsvinder eller ændrer sig ikke af, at du ikke kigger på den. Tværtimod distancerer du dig fra den, og opbygger (tror jeg) et større selvhad. Hvis du tværtimod giver dig tid til at ”lære din krop at kende”, så bliver du mere selvbevidst, og så tror jeg faktisk også, at man har lettere ved at lære at acceptere hvordan man ser ud.

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

You can never be too much you