Når man glemmer alt om sociale medier

I går var jeg i byen med to af mine venner fra ungdomspolitik, Emil og Poul. Vi mødtes først hjemme hos mig, hvor vi spiste mexicanske pandekager og drak nogle gin and tonics. Senere tog vi på Musen og Elefanten, og sent på aftenen havnede vi på Toga – de to eneste steder jeg gider at tage hen. Helt tilfældigt mødte jeg Mads på Toga, og vi tog sammen hjemad ved firetiden.

En rigtig god aften med massere af øl og virkelig godt selskab. Udover drengenes fantastiske selskab, mødte vi, som man ofte gør på de barer, en masse andre hyggelige mennesker fra ungdomspolitik at tale med.

I går var en af de aftener, hvor jeg fuldstændig glemte alt hvad der hedder sociale medier. Jeg svarede ikke på nogen beskeder, jeg tjekkede intet på Facebook eller Instagram og jeg snappede ikke en eneste gang.

Jeg prøver virkelig at være en god blogger. Sådan én, som altid snapper hvad de laver, så folk kan følge med. Men det kan jeg overhoved ikke finde ud af. Jeg får heller ikke taget billeder, som jeg dagen efter kan bruge i et blogindlæg. Jeg får heller ikke taget nogle fancy instabilleder – måske det også er fordi, at jeg aldrig kommer særligt fancy steder.

Jeg er jo en skændsel af en blogger. Men for at være helt ærlig, så er jeg fandme glad for evnen til at kunne lægge de sociale medier lidt væk. Jeg er, ligesom mange andre, nærmest afhængig af min telefon og mine sociale medier. Der går jo sjældent en vågen time uden at jeg har tjekket mindst ét socialt medie. Men når jeg er i rigtig godt selskab og der ryger nogle øl indenbords, så forsvinder min telefon væk i jakkelommens dyb og bliver ofte ikke taget frem før jeg skal hjem.

Dét synes jeg virkelig er et tegn på, at man har haft det sjovt. Jeg plejer altid at sige, at de sjoveste byture er dem man ikke sender snaps fra. Hvis mine venner har sendt en masse snaps fra en bytur så tænker jeg altid, at den nok ikke har været særligt sjov. Det er selvfølgelig lidt groft trukket op. Jeg har også byture som er sjove, hvor jeg alligevel husker at snappe. Men I forstår hvad jeg mener.

Jeg tror virkelig det er sundt engang imellem at pakke de sociale medier væk. Om det er for en aften i byen, en stille søndag på sofaen eller i løbet af en arbejdsdag. Man bliver utroligt hurtigt distraheret af sociale medier, og i sin higen på hele tiden at være social ender man med aldrig at være social. For der er da ikke noget værre end at drikke en øl med én, som har mere travlt med at scrolle igennem sit Instagram-feed end med at tale med den person der sidder overfor dem.

Så pak telefonen væk og hyg dig!

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Voksne skilsmissebørn har også udfordringer

familie

Et billede fra den dag jeg flyttede fra mit barndomshjem

Det føles lidt underligt at betegne mig selv som en ”voksen” i overskriften. For er jeg overhoved voksen? Og hvornår er man egentlig det? Well… Den må vi tage i et helt andet indlæg. For det her indlæg skal handle om skilsmissebørn. Eller nærmere ”skilsmissevoksne” – sådan én er jeg nemlig.

Mine forældre blev skilt da jeg var 17. Eller de gik fra hinanden da jeg var 17, og blev vidst først skilt da jeg var 18. Jeg er virkelig glad for at de blev skilt så sent. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor træls det må være at være barn midt i en skilsmisse. At skulle være en del af en eller anden deleordning og se sin kernefamilie gå op i flammer samtidig med, at man selv er sprængfyldt af hormoner, forvirring og manglende selvtillid.

Læs også: Det lykkelige skilsmissebarn

Men det skete ikke for mig. Det var ganske udramatisk, og faktisk ret positivt. Men det betyder ikke, at der ikke er udfordringer ved at være voksen og have skilte forældre.

Det der er hårdest for mig – og måske egentlig også det eneste, er at jeg savner mit barndomshjem helt vildt. Jeg er så mega mega misundelig på de mange unge mennesker, der kan tage ”hjem”.

Når Mads skal hjem til sine forældre siger han altid, at han ”skal hjem”. For mig er vores hjem på Frederiksberg mit hjem – mit eneste hjem. Der er mit hjem, der er min mors og hendes kærestes hjem og så er der min fars og hans kærestes hjem. Deres hjem vil aldrig nogensinde blive mit hjem. Jeg kan komme på besøg, men jeg kan ikke ”tage hjem”.

Jeg er så misundelig på dem der kan tage på ferie hos deres forældre og være barn et par dage. Bo på deres barndomsværelse og bare tilbringe et par dage i det hjem, hvor de voksede op. Det vil jeg aldrig kunne. For mit barndomshjem er solgt og mine forældre er skilt.

Det virker som det vildeste first world problem, og det er det som sådan også. Men det kan faktisk godt gøre mig lidt ked af det. Nogle gange forestiller jeg mig, hvordan det ville være, hvis mine forældre stadig var sammen. Hvis vi stadig havde det hus i Skovshoved, og jeg kunne besøge dem i weekender og på helligdage.

Men man er også nødt til at være realistisk. Alt kan se så lyserødt ud inde i ens hoved, men sådan er virkeligheden jo ikke. Mine forældres skilsmisse var god for os alle tre. Selvom der er udfordringer, så er det jo godt i det store billede. Og sådan tror jeg egentlig, at det er med mange skilsmisser.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Din vægt siger intet om din sundhed

3

På billederne i dette indlæg vejede jeg 70 kg. Det er det højeste jeg nogensinde har vejet. Men det var også den periode, hvor jeg var i mit livs bedste form.

Jeg styrketrænede cirka fem gange om ugen, og jeg har aldrig været så markeret i mit liv. Når jeg ser på billeder fra den periode tænker jeg ”shit en babe”.

Måske tre måneder efter dette billede blev taget tog jeg en pause fra træning. Jeg blev ved med at spise som jeg altid har gjort men tabte fem kilo og vejede pludselig 65. Dog med en noget mere slasket krop.

Læs også: Træning – Derfor stoppede jeg (og jaja, jeg er startet igen)

Min krop var både pænere og sundere da jeg vejede 70 kilo, end da jeg vejede 65. Men alligevel synes jeg altid, at jeg har en tendens til at sætte mål for mig selv om, at jeg skal tabe kilo. Måske det er fordi, at kilo er en enhed, som er så nem at måle.

Men det er også en måleenhed, der ikke giver mening. Særligt ikke når man dyrker en sport som crossfit som i høj grad er opbygning af muskler. Muskler vejer mere end fedt, så når du forbrænder fedt og opbygger muskler vil du automatisk komme til at veje mere.

Derfor giver det heller ikke mening at måle sin BMI. Du kan veje 80 kilo og være overvægtig, men du kan også veje 80 kilo og være et stort muskelbund. Det er BMI en alt for simpel udregningsmetode til at kunne tage højde for.

Derfor ejer jeg ikke en vægt, og har ikke vejet mig i over et halvt år. Det gør mig enormt demotiveret at stå på en vægt, og vægttab er ikke i sig selv et mål. Jeg vil gerne være stærk, markeret og relativt ”slank”. Men om jeg vejer 60,65 eller 70 kilo er egentlig ikke relevant.

Din vægt siger ikke nødvendigvis noget om din sundhed – det gør sammensætningen af muskler og fedt i din krop. Og det kan en almindelig badevægt ikke fortælle dig noget om.

1

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

15 tegn på, at du er fra Gentofte

gentofte

Endelig er dagen kommet, hvor jeg kan bruge mine 18 års field research i Gentofte til noget fornuftigt. I dag kommer jeg nemlig med listen: 15 tegn på, at du er fra Gentofte! Stærkt inspireret af mig selv, min omgangskreds da jeg boede i Gentofte og så selvfølgelig med ekstra krymmel. Dog vil jeg vovet påstå, at denne liste klart er den af alle mine lister, som ligger tættest på sandheden. Skræmmende, ikke?

1. Du bor i en stor forældrekøbslejlighed for næsten ingen penge, men bliver skide sur når folk kalder dig curlingbarn for DET er du fandme ikke.

2. Du sidder stadig og spiller smart på Remee eller Casper Christensens natklubber fredag efter fredag, selvom du er i starten af 20’erne og egentlig godt ved, at du burde være kommet videre i livet.

3. Du fik en bil af dine forældre da du fyldte 18, men fik ikke taget et kørekort. Det kunne du sgu ikke lige overskue.

4. Du læser enten jura eller HA.something på CBS. Primært fordi dine forældre synes, at det er en god uddannelse.

5. Du har mindst 2.000 følgere på Instagram, og forsøger ihærdigt at få dine fire årlige rejser til Maldiverne til at række hele året.

6. Du kan næsten ikke forestille dig noget værre end at flytte til Jylland. Så skulle det lige være, hvis din elskede Saks Potts pels pludselig blev prol/ den nye canada goose.

7. Din største drøm er at blive model eller DJ på en fancy natklub.

8. Du tror, at det der med at tage på dyre, lækre rejser hver skoleferie er noget alle danskere gør.

9. I gymnasiet gik du væsentligt mere op i at komme i festudvalget end at klare dig godt i skolen.

10. Du har den samme frisure som city bois, selvom alle andre end dig kan se, at du er alt for gammel til skaterlooket.

11. Du synes helt klart, at vi skal hjælpe flygtninge! Så længe du ikke skal kigge på dem. Eller de skal bo i samme kommune som dig. Eller du skal betale for det.

12. Som teenager bildte du dine forældre ind, at de andre ikke ville lege med dig, hvis ikke du havde en Stella Mccartney taske, et Lala Berlin tørklæde og et Balenciaga armbånd.

13. Efter gymnasiet skaffede farmand dig et job på et advokatkontor.

14. Din mor er hjemmegående, men I har alligevel en au pair.

15. Du valsede rundt i høje sko på en natklub mens du stadig kørte på børnebillet i bussen.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Tip: Palæoshots

img_8915

Forleden opdagede jeg, at man kunne få disse super lækre palæoshots for kun 10 kroner i 7 eleven.

Jeg er ikke stolt af at indrømme det, men jeg bruger sgu rimeligt mange penge i 7 eleven. Når jeg er på farten planlægger jeg ikke mad – så køber jeg bare noget på vejen, og det er ofte i 7 eleven.

Når jeg køber morgenmad fra 7 eleven køber jeg for det meste en græskarbolle med ost (pisse lækker bolle, meget bedre end de andre) og så en stor latté. Men nu er jeg også begyndt at købe et af deres lækre ingefærshots. De har tidligere haft nogen, som kostede 20 kroner så vidt jeg husker, men det gider jeg sgu ikke give for sådan et. Men 10 kroner synes jeg er fair nok.

Engang var jeg rigtig god til selv at få lavet en stor portion ingefærshots (find opskrift HER), men det er efterhånden noget tid siden. Jeg synes det er en god opkvikker at starte dagen på. Særligt er det lækkert når jeg har tømmermænd, hvor jeg ofte har en dårlig smag i munden.

Jeg har prøvet disse tre forskellige. Ingefærshottet er klart min favorit, det smager virkelig godt. Fireball kan jeg virkelig også anbefale. Kul er også fin, men jeg tror der er en mental stopklods oven i hovedet på mig. Jeg synes det er lidt nasty, at det er sort… Jeg ved ikke hvorfor. De har også en med chili. Den smagte Mads og reagerede ret kraftigt på det – og han er altså ikke sart. Så det havde jeg ikke lyst til at prøve. Der er ingefær i dem alle sammen, og andre ting, som er godt for dig 😉

Men køb sådan én næste gang du er i 7 eleven, det kan jeg varmt anbefale.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Older posts