En elendig Instagram-husband

1

I mandags da vi var ude og drikke drinks for at fejre vores to års dag ville jeg tage et billede af drinksne. I det øjeblik kom der en mand gående forbi vores bord, og Mads sagde ”ej, lad nu vær”, nok fordi han synes, at det er lidt pinligt. Ham fyren var ret nice og stoppede op og sagde noget alla ”Bare rolig, det der er en hver mands pine”.

For når man er blogger så tager man mange billeder, og man siger måske også lidt oftere end andre ”kan du ikke lige tage et billede af mig?”.

At have gode billeder kræver, at man har nogen omkring sig, som kan og vil tage gode billeder af en. Det har jeg ikke, for jeg har primært Mads, og han er en elendig ”Instagram-husband”.

I forgårs da vi var i operaen spurgte jeg, om han ikke ville tage et billede af mig. Han skød løs og jeg tænkte ”YES, endelig gør han det bare uden at brokke sig”. Da jeg kiggede på min telefon var halvdelen uden hoved, og den anden halvdel zoomet ind på mit hoved…. Selvfølgelig kun for at irritere mig.

Jeg misunder godt nok lidt de piger, hvis kæreste tager billeder af dem helt uden at brokke sig 😛 Men han er nu god nok, for det ender altid med mindst ét ordentligt billede. Det tager bare lige fem gange så lang tid, fordi der lige skal zoomes lidt først.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

To års kærlighed

I går havde Mads og jeg to års dag. Jeg ville have skrevet et indlæg, hvor jeg reflekterede over det der med at have været sammen i to år, hvilket i mit hoved lyder af helt vildt meget. Men jeg fik totalt skriveblokade, og kom aldrig særligt langt. Så i stedet får I nogle billeder fra aftenen.

Vi startede med drinks og lækker mad på Mash i Bredgade.

43Hold nu kæft, hvor var det lækkert. Jeg har i mange år ikke været særlig glad for bøffer, men nu synes jeg virkelig, at det er lækkert. Vi valgte at drikke en øl til maden i stedet for vin, da vi egentlig havde mere lyst til øl. Det gjorde, at det faktisk ikke var sådan helt vildt dyrt. Vin får lynhurtigt prisen til at stikke helt af.  Vi endte med at betale cirka 500,- hver for drinks, mad og øl. Det synes jeg faktisk ikke er så slemt, i forhold til hvad man får!

Restauranten i Bredgade er også virkelig hyggelig, og betjeningen var rigtig god. I praktik på SU er finedining ikke det jeg gør mig allermest i, så jeg nød virkelig at få noget lækker mad!

Efter maden tog vi på Strømbar for en enkel drink.

12 5

Vi tog et smut forbi Strøm, fordi Strøm var det sted, hvor vi mødte hinanden i sin tid. Vi sad i præcis den samme bås, som vi sad i dengang for lidt over to år siden. Vi manglede bare det par, der dengang sad i båsen lige ved siden af og RÅ-snavede. Det var sgu lidt akavet at overvære, når man selv var på første date. And just to clear something out: nej, vi mødte ikke hinanden på Tinder 😛

Bagefter tog vi en Uber hjem og så snigpremiere på Badehotellet og Shit Happens. Ja, sådan er forholdet altså, når man har været sammen i to år. Og ved I hvad? Jeg synes, at det er fucking hyggeligt.

Generelt var det en virkelig dejlig aften. Og de skønne aftener slutter ikke, for i aften skal vi i operaen! Det glæder jeg mig rigtig meget til!

Husk, at følge mig på Instagram, hvis du vil se flere billeder fra hverdagen.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Gæsteblogger // Bjørnejagt, forbudt kærlighed og sammenhold

fugl

Min søde veninde, Katrine, er stor filmentusiast og så arbejder hun for filmmagasinet Nosferatu. I den forbindelse var hun i sidste uge på den internationale filmfestival Berlinale, og det har hun været så sød at skrive et super fint indlæg om! Læs med 😀

fugl1

Katrine Fugl

24 år, medievidenskaber og skribent og radiovært for Filmmagasinet Nosferatu. Opvokset på Falster og medlem af Venstres Ungdom.

 

For syvogtresindstyvende gang er den internationale filmfestival Berlinale løbet af stablen og den tyske hovedstad har været fyldt til randen med skabere, købere og elskere der også ender i kø, snobberi og skrigende fans.  

“I never enjoyed making movies”. Ordene kommer fra en af filmhistoriens mest markante femme fatales: Marlene Dietrich. I dag er Marlene-Dietrich-Platz gjort til centrum for verdens største filmfestival. På den røde løber foran ‘Berlinale Palast’ er der med jævne mellemrum skrig og skrål fra fans der har mulighed for at tage imod deres favoritskuespillere når de ankommer til de store premierer i festivalens hjerte. Festivalen, der er spredt over hele Berlin, har hovedpulsåren på Potsdamer Platz hvor publikum, presse og branchefolk står i lange køer for at få billetter til programmets film. Festivalens klimaks er klart uddelingen af Guld- og Sølvbjørne, hvor en lille jury vælger blandt et lille felt af film. 6 jurymedlemmer og 1 præsident vælger hvilken af de 26 konkurrerende film, der rammer plet i bjørnejagten.

Kamp om pladser og priser

Som pressefidus i verdens midlertidige filmhovedstad starter morgenerne med at indfinde sig på Potsdamer Platz, hvor der i et aflukket, men absolut ikke fancy, område bliver udleveret et ark fyldt med stregkoder og filmtitler. For 65 Euro og en god grund kan man score sig en akkreditering, der giver dig adgang til lige de film du gerne vil se i hele perioden. Det lyder fedt – det er ret intenst da de fleste forestillinger er med ‘free seating’ aka. først til mølle, og man forsøger at nå 3-5 visninger på en dag. Med rundsave på albuerne er der rift om de gode pladser midt i salen og stort set alle forestillinger sælges fuldkommen ud. Både til store og små visninger er der ofte mulighed for en lille Q&A med instruktøren, holdet bag eller skuespillerne fra filmen. På den måde går Berlinalen i den grad op i en meget høj enhed når den slamer brancefolk, fans og presse.   

Fagre nye, og gamle verden

Selvom eksotiske lande som Kirgisistan, Senegal og Bhutan er at finde i dette års program bremser det ikke folkene bag til at møde op og fortælle stærke historier. Særligt filmen ‘Centaur’ af instruktør Aktan Arym Kubat fra Kirgisistan har gjort særligt indtryk på mig. Filmen handler om en mand i en lille landsby i Kirgisistan, der stjæler, eller rettere låner, heste for at få den rus det er at være i ét med denne hest når den i fuld galop stryger ud over landskabet. Dét i sig selv fungerer som en ydmyg kommentar til den manglende kontakt til og respekt for naturen, der hersker især i den vestlige verden. Udover denne universelle problematik får Arym Kubat også flettet en anden vældig aktuel problemstilling ind i filmen: Os og dem. Missionerende muslimer mod lokal tro og tradition. Det er elegant fortalt og det er netop dét Berlinalen kan. Plante en refleksion i publikum gennem filmkunst.

Politik på film?

De inkorporerede kommentarer er til atfå øje på både i de store og små billeder. I årets kortfilmsprogram så jeg den fire minutter korte video med titlen ‘Call of Cuteness’ af Brenda Lien, der giver et ganske andet syn på det elektroniske euforiserende stof kendt under termer som “LOL cats” “cat fails” og “funny cats”. Har katte ikke også grænser for hvordan de vil udstilles?

Anderledes vinklet er menneskers ret til egen krop og seksualitet, der også er varmt emne på årets festival hvor transkønnede og forbudt homoseksualitet danner drivende konfliker i en del af festivalens program. Med andre ord bliver Berlinalen nemt kunstens politiske talerør, og jo flere ømtålelige emner, der kan jages ind i siddet på folk desto bedre. Sidste års vinder af Guldbjørnen for bedste film “Fucoammare” af Gianfranco Rossi tvinger den kulturelle elite til at forholde sig til den migrantkrise Europa er midt i.

Og det var Danmark

Men hvad så med Danmark? Kan Danmark noget i det her regi hvis Trine Dyrholm ikke kan svinge forbi til en Sølvbjørn? Får Danmark perlerne fra festivalen at se? Først og fremmest er Danmark stadig en stærk nation i på film og har både nye og gamle film med i programmet, og når det går op for andre folk på festivalen at man er dansker bliver man mødt med stor respekt.

Jeg håber de danske filmdistributører også igen i år taget programmet så seriøst at både bjørnejægere og bjørne er at finde på lærreder i det kommende filmår. De når dog sjældent længere end arthouse biografen Gloria på Rådhuspladsen i København eller Det Danske Filminstituts Cinematek. Mens vi venter må vi nøjes med superhelte og husmor ‘erotik’ på de største lærreder i landet. Ville Marlene Dietrich korse sig over det faktum? Ja formentlig. Ville hun elske Berlinalens indholdsrige og eksperimenterende film, der er langt fra hendes tids Hollywood-klichéer?Ja formentlig.

De kolde facts

9/2 – 19/2 i Berlin, Tyskland

Ca 300.000 solgte billetter og 500.000 akkrediterede billetter (det giver fyldte sale)

Over 400 forskellige film fra hele verden

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

15 tegn på, at du er CBS’er

cbs

Foto: fra Facebooksiden ”CBS Memes”

I sidste uge kaldte jeg statskundskabere for virkelig irriterende mennesker. Og det er de også. Men hvis der er nogen, der er mere irriterende end statskundskabere, så er det fandme CBS’ere. Her kommer 15 tegn på, at du er CBS’er.

1. Du føler dig lidt sej når du bruger smarte corporate ord på engelsk, som ingen forstår. Alle andre synes du er et fjols.

2. Du opfører dig som alle teenagedrenge fra Hellerup. Går i Ralph-skjorte og spiller smart på københavnske natklubber.

3. Din yndlingsbeskæftigelse er at gøre grin med folk fra RUC.

4. Du går mere op i at have et lækkert studiejob og spille smart i byen, end du går op i dit studie.

5. Du drikker drinks på Ruby hver weekend, men lever af en sølle SU.

6. Du er fra Nordsjælland. Eller du er egentlig fra Herlev, men det er altså også NÆSTEN Nordsjælland.

7. Du scorede mindst tre piger på rusturen.

8. Du mener selv, at du er guds gave til kvinder i alt almindelighed.

9. Du er helt overbevist om, at du bliver meget rig og succesfuld LIGE om lidt.

10. Du har allerede lavet visitkort, som du har med dig overalt. Just in case.

11. Du har startet din egen virksomhed. Primært for at kunne skrive CEO på de føromtalte visitkort.

12. Du elsker mundtlige eksamener. For der kan du ”fake it till you make it”.

13. Efter gymnasiet vidste du ikke helt hvad du ville. Men du havde hørt at CBS’ere tjente mange penge, og det lød da ret fedt.

14. Du abonnerer på Børsen. Men du læser den ikke, den pynter bare på dine instabilleder.

15. Du stemmer Liberal Alliance.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Den sygeste stodder tjekker ind på Paradise

skaermbillede-2017-02-18-kl-13-42-47

Foto: Ekstrabladet

I morges faldt jeg over et interview med en af deltagerne fra årets sæson af Paradise Hotel. På tirsdag starter den nye sæson af Paradise Hotel, og i den anledning var der forleden forpremiere på de to første afsnit, hvor nuværende og tidligere deltagere var inviteret.

I den anledning blev den nye deltager, Mads (eller som han selv kalder sig – den sygeste stodder), interviewet. Interviewet kan ses lige her.

Når man har set det interview er man ikke i tvivl om, at det nok skal blive en yderst interessant sæson. Og ja, jeg ser Paradise Hotel og jeg står ved det.

Læs også: Paradise Hotel – mine tanker

Mads er nemlig selvudnævnt mandschauvinist – med stolthed. Helt udenfor kontekst får han i interviewet nævnt, at han har opfundet et nyt ord for kvinder, nemlig gokkesokker.

Helt konkret siger han: Jeg har fundet på et nyt ord. I stedet for at kalde kvinder for kvinder, så kalder vi dem for gokkesokker, for det er noget, man tørrer af i, og så smider man lortet væk, og så er det på tide med noget nyt.

Han fortæller også stolt om, at han har gjort forfærdelige ting mod kvinder og ikke har nogen respekt overfor kvinder. For kvinder skal bare være glade for, at de har opnået ligestilling og lade vær med at brokke sig.

Om han er hjernesvag eller bare er blevet såret af en pige, det skal jeg ikke kunne sige. Men uanset hvad, så er det jo fuldstændig bindegalt.

Jeg kan godt forstå, hvorfor man vælger at caste sådan en som ham. Det giver seere og det provokerer, hvilket giver programmet øget opmærksomhed.

Men for at være helt ærlig, så synes jeg virkelig der er noget galt i, hvis han får lov til at prædike sådan et kvindesyn i et underholdningsprogram. Nu aner jeg selvfølgelig ikke, hvor meget det får lov at fylde i programmet. Men selv fortæller han i interviewet, at en af de primære årsager til at han blev castet var, at han var meget ærlig omkring sit syn på kvinder til castingen.

Selvfølgelig skal man have lov til at mene hvad man vil. Men jeg synes, at man er nødt til at sætte en grænse et sted. Der er mange mindreårige der ser Paradise Hotel, og børn og unge er enormt letpåvirkelige.

Om man vil det eller ej, er der mange der ser op til deltagerne i Paradise Hotel. Og jeg ville godt nok være ked af, hvis folkeskoledrenge rendte rundt og kaldte deres klassekammerater for gokkesokker, fordi de har hørt, at det er OK.

Selvfølgelig skal Paradise Hotel ikke laves efter, at der er folk udenfor målgruppen der ser det. Det kan de jo i princippet ikke gøre noget ved. Men uanset hvad synes jeg der er noget forkert i at caste folk på baggrund af, at de har nogle provokerende holdninger.

Jeg glæder mig til at se sæsonen. Jeg håber godt nok ikke, at hans respektløshed overfor kvinder kommer til at fylde. Jeg håber, at hans udtalelser primært var grundet lidt for store mængder alkohol.

Men hvis han er lige så respektløs, som han påstår, at han er. Så håber jeg fandme ikke, at det er nogen kvinder, der gider at være sammen med ham. Så har man simpelthen for lave tanker om sig selv, hvis man gider finde sig i sådan en idiot.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Older posts