SKOLEVALG

Mig og mine store ben

img_6500Jeg har store ben. Sådan har det altid været, og sådan vil det nok altid være, for det er bare den måde jeg er bygget på. De blev store da jeg startede med at ride, og har været det lige siden – og så har træningen selvfølgelig også sat skub i væksten.

Jeg har brugt jeg ved ikke hvor meget energi og tid på at være ked af mine ben. I 1.G gik jeg udelukkende i nederdele, fordi jeg forsøgte at skjule hvor store mine lår var. Jeg stod ofte foran spejlet og kiggede på, hvordan jeg kunne stå eller hvilket tøj jeg kunne gå i, for at mine ben så tyndere ud.

Jeg har enormt stærke ben, og det er jeg helt vildt glad for. Jeg er stolt af, at jeg har lagt flid i at blive stærk og kan kaste en veninde op på ryggen og squatte hende. Men jeg ved også godt, at det ikke er særligt feminint – og det kan egentlig godt gøre mig lidt ”ked af det” engang imellem.

Det er en smule paradoksalt, at noget man er glad for også kan gøre én ked af det. Men sådan tror jeg, at det er med mange ting. Til træning vil jeg gerne være stor og stærk, men når jeg skal have en lille fin kjole på, vil jeg faktisk helst bare være tynd og slap.

Men det kan man ikke, og derfor er man jo nødt til enten at ændre situationen eller acceptere den. Jeg er gladest når jeg er stærk, og derfor træner jeg. Jeg opbygger vildt hurtigt muskler, så der skal intet til, at jeg bliver stor. Jeg vil aldrig nogensinde blive spinkel, uanset hvor lidt jeg spiser og træner.

Så for mig er der intet andet for, end at acceptere den situation jeg er i og være glad for min krop som den er. Det er nemmere sagt end gjort, men jeg synes, at det bliver nemmere og nemmere. Jeg tror, at det der virkelig har gjort det nemmere for mig er, at jeg har en omgangskreds som har et rigtig sundt selvbillede.

Jeg har rigtig mange venner, som er enormt gode til at elske sig selv som de er. Som ikke går på alle mulige underlige kure, træner 100 gange om ugen og brokker sig over hvor tykke de er. Det smitter enormt positivt af på mig. Dengang jeg havde venner, der konstant lagde bikinibilleder på Instagram og brokkede sig over hvor tykke de var, selvom de var tyndere end mig – der fik jeg også et meget negativt selvbillede.

Dertil er Mads virkelig god til at sætte pris på min krop som den er. Han ville aldrig bede mig om at tabe mig, eller på anden måde lave om på mig selv. Jeg kan slet ikke forestille mig noget mere ubehageligt, end at have en kæreste, der ikke syntes, at man var god nok som man var.

Man får et meget bedre og bekymringsfrit liv, når man er i stand til at holde af sin krop som den er. Ikke betingelsesløst, for der vil altid være dage, hvor man føler sig klam og tyk. Men når man overordnet set er tilfreds med den måde, som man ser ud på. Det er nemt at sige ”elsk dig selv som du er”, men det er sværere at praktisere det.

Mit bedste råd er at omringe sig selv med mennesker, som accepterer din og deres egen krop som den er. Få en omgangskreds, hvor thigh gaps og bikini bridges ikke er et mål, og hvor der er plads til at spise en kæmpe stor burger på vej hjem fra byen. Sådan tror jeg, at man lærer at blive glad for sin krop.

   

2 kommentarer

  • Josefine

    Din “historie” om dine ben og dit forhold til dem lyder præcis som mit eget! Jeg har også selv reddet meget, da jeg var lille og har derefter trænet meget. Tror også mine ben naturligt er store, uanset hvor meget jeg nærmest taber mig. Gik længe ikke i bukser, fordi jeg syntes mine ben var for tykke. Heldigvis er det blevet bedre, men jeg har stadig et stykke vej til helt at acceptere og hvile i min krop, som den er.
    Tak for at dele det og for at repræsentere en kropstype, der måske ikke er så repræsenteret i blog verden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Freja Fokdal

      Er glad for at høre, at jeg ikke er den eneste! Og tak for din søde kommentar!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SKOLEVALG