Få 150,- at handle vin for!

Guide til praktiksøgning #1 – Startfasen

praktiksoegnin1

Der er formentlig mange af Jer, der har planer om at tage på praktik. Måske allerede på næste semester, måske længere ude i fremtiden. Man får ikke en god praktikplads, uden en ordentlig praktiksøgningsproces.

Jeg var så heldig, at vi fik god vejledning på studiet og rig mulighed for at tale med de studerende på årgangen over os. Men jeg forestiller mig, at det ikke er sådan alle steder. Derfor kommer her min guide til en god praktiksøgningsproces.

Denne guide vil udkomme i fire afsnit:

1. Startfasen (som er det her), som handler om at finde ud af, hvad man egentlig gerne vil og hvad man skal have med i sine overvejelser, når man vælger hvor man vil søge hen.

2. Det gode CV, som (sjovt nok) handler om, hvordan man (i min optik) skriver et godt CV.

3. Den gode ansøgning, som ligeledes (sjovt nok) handler om, hvordan man (efter min smag) skriver en god ansøgning.

4. Samtaler, valg og afslag, som handler lidt om jobsamtaler, hvad man gør hvis man får afslag og hvordan man vælger mellem flere praktikpladser.

Guiden vil primært være rettet mod kommunikationsstuderende, da det er det jeg har erfaring med. Men jeg håber, at andre professioner også kan bruge lidt her fra.

Det første du bør gøre er at finde ud af, hvor du gerne vil hen. Ikke nødvendig hvilken virksomhed eller organisation, men blot hvilken type virksomhed.

Vil du gerne arbejde i en NGO og gøre en forskel? Vil du gerne prøve kræfter af med politik i et politisk parti? Vil du gerne være corporate i en privat virksomhed? Eller vil du gerne prøve kræfter med lidt forskelligt i et bureau? Skal det være en stor eller en lille virksomhed? Hvilken branche skal det være indenfor? Gør dig nogle overvejelser om det. Du kan med fordel gå i gang med at tænke over dette et godt stykke tid før, at praktiksøgningsprocessen går i gang.

Når du har fundet ud af, hvilken type organisation/virksomhed du vil søge hen mod, kan du begynde at finde konkrete steder. Jeg besluttede mig eksempelvis for, at jeg gerne ville arbejde i et stort kommunikationsbureau. Det var en ret lille målgruppe, da der ikke findes særligt mange ”store” kommunikationsbureauer i Danmark. Så undersøgte jeg, hvad der var af muligheder. Både ved at søge på nettet, ved at se hvad der var af praktikopslag og ved at spørge folk jeg kendte.

Jeg havde en del ting med i mine overvejelser da jeg ledte efter konkrete virksomheder. Dem kan I se her:

1. Ser det godt ud på CV’et? Ja, det lyder måske lidt overfladisk, men det er pisse vigtigt. Hvor du har været på praktik kan være altafgørende for, om du får et (godt) job, når du er færdiguddannet.

2. Giver de deres praktikanter ansvar? Det er ikke sjovt at arbejde i en virksomhed, hvor du bare bliver sat til at hente kaffe. Find et sted, hvor de giver dig lov til at lave noget spændende og udfordrende.

3. Virker det som en fed arbejdsplads? Kig på deres hjemmeside og sociale medier, og se om det ligner et sted, hvor medarbejderne har det fedt. Man kan eventuelt gå ind på Instagram og søge på arbejdspladsen under ”sted”. Så kan du se, hvad medarbejderne har lagt op. Det giver et ret godt indblik i stemningen i virksomheden.

4. Kan jeg lære det, som jeg gerne vil lære? Det er en god idé at notere sig nogle ting, som man gerne vil lære i sin praktikperiode. Vil du eksempelvis gerne blive bedre til sociale medier? Så find en virksomhed, som har stort fokus på det digitale og en stilling, hvor du kommer til at sidde med sociale medier.

Derefter udvalgte jeg tre virksomheder, som jeg ville søge hos. Inden jeg søgte spurgte jeg to af stederne en tidligere praktikant om, hvordan det var at være i praktik det pågældende sted. Det er ofte en god idé, så man får en fornemmelse af, hvordan det er at være i virksomheden.

Lad nu vær med at kun at søge et sted, det er simpelthen for risky. Min anbefaling er mindst at søge tre forskellige steder.

Stay tuned! For I næste afsnit kigger vi på det gode CV!

   

4 kommentarer

  • Laura

    Yay! Super fedt initiativ og kan helt sikkert bruges i fremtiden, når jeg selv skal søge praktik! 🙂 Glæder mig til flere indlæg!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Tak for gode råd! 🙂 Jeg er netop gået i gang med at søge praktikplads selv. Jeg synes dog umiddelbart at 3 ansøgninger lyder af meget lidt — jeg havde forestillet mig at sende 10—15 afsted, da efterspørgslen formentlig er noget større end udbuddet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Freja Fokdal

      Vi fik at vide, at tre var minimum. Nu ved jeg ikke hvilken branche du er i, men i kommunikationsbranchen er det mit indtryk, at man ikke får såå mange afslag. Og så kan man altid søge nogle flere, hvis man får afslag fra de tre første 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Få 150,- at handle vin for!