En pause fra hverdagen

Dengang man følte meget mere

2
Freja, 15 år

Forleden sad jeg, som jeg ofte gør, og hørte Denmark top 50, eller hvad det nu hedder, på Spotify. Alt det der mainstream musik, som man føler, at man kender, fordi man har hørt det i radioen. Der faldt jeg over sangen ’’issues’, som starter således:

I’m jealous, I’m overzealous

When I’m down I get real down

When I’m high I don’t come down

But I get angry, baby, believe me

I could love you just like that

And I can leave you just as fast

Det fik mig til at tænke. For jeg kender godt det der med at føle en helt masse. At være enormt glad, når man er glad, og enormt ked af det, når man er ked af det. Sådan har jeg det bare ikke længere.

Jo ældre jeg bliver, jo mindre føler jeg. For nogle år tilbage kunne jeg glæde mig til et eller andet mere eller mindre ligegyldigt i flere måneder. Altså sådan VIRKELIG glæde mig. Jeg kunne være nærmest beruset af lykke, men jeg kunne også ramme bunden med et kæmpe dunk.

Jeg kunne blive så stjerneforelsket, at det kunne fylde hele mit liv. Jeg kunne være så jaloux, at det åd mig op indefra.

Sådan har jeg det ikke længere, og det kan jo både være godt og dårligt. Det føles egentlig bare som om, at mine følelser er blevet lidt udlignet. Jeg kan ikke blive lige så glad, men jeg kan heller ikke blive lige så ked af det.

Jeg tror egentlig, at det er en ganske normal ting? At når man er teenager og har en masse hormoner i kroppen, så føler man bare mere.

Jeg kan godt savne det lidt. Jeg kan huske, at jeg for nogle år siden kunne glæde mig helt vildt til at skulle til landsmøde, eksempelvis. Jeg kunne glæde mig så meget, at jeg tænkte på det i flere uger. Til sidste landsmøde nåede jeg på dagen at tænke ’’jeg magter det ikke’’. Altså, hvad er der lige sket? Selvfølgelig har det noget at gøre med, at jeg nu har været til SÅ mange landsmøder, at der ikke er så meget nyt og spændene i det. Men jeg er altså også blevet væsentligt sværere at begejstre.

Og det er da træls at være svær at begejstre. Der skal virkelig ske noget ekstraordinært i mit liv, før jeg VIRKELIG bliver begejstret. En fest, nyt tøj eller en lækker middag er ikke længere nok til virkelig at begejstre mig. Til gengæld skal der også mere til end kritik på arbejdet, en dårlig karakter eller et lille skænderi til virkelig at få mig ned med nakken.

Så teenagelæsere: nyd og omfavn jeres følelser <3 I kommer til at savne dem.

1

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

2 kommentarer

  • Alshreifi

    Det har du så sandelig ret i. Jeg ved ikke hvad den rigtige årsag kunne være. Men mon ikke vi ser tingene på en helt anden måde end vi gjorde dengang? Selv ting der kunne såre os totalt dengang, hvis lignende sker, så gør det ikke så ondt igen. Jeg tror vi er blevet så hårdhjertet. Eller måske lærer vi bare at leve med det.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En pause fra hverdagen