Et af EU's mest latterlige forbud

Gæsteblogger // Den svære grænse mellem det politiske, det private og det personlige

I anledningen af FN’s autism awareness day har min gode veninde Sigrid skrevet et rigtig fint gæsteindlæg. Her taler hun om den meget svære grænse mellem det politiske, det private og det personligt, ud fra hendes egen baggrund. Sigrid har nemlig to brødre med autisme, og det har gjort det svært for hende at blande sig inklusionsdebatten. Læs her hvorfor 🙂

sigrid

Sigrid Friis Prochowsky

22 år, radikal, statskundskabsstuderende og PA’er for Ida Auken.

 

Jeg lever en stor del af mit liv i ungdomspolitik – og det er også herigennem, jeg har lært Freja at kende.  Politisk engagement er en stor del af min hverdag og uden tvivl også af min personlighed. Jeg kan næsten ikke lade være, med at mene noget om næsten alting, og jeg kan ikke tie stille, hvis jeg synes at noget skal være anderledes.

Og så er der alligevel tidspunkter, hvor jeg blander mig udenom den politiske debat. Det sker, når det politiske pludselig kommer for tæt på det private.

I 2013, lige da jeg blev aktiv i ungdomspolitik, fyldte debatter om folkeskolereform samt inklusion af flere elever med særlige behov i den almindelige folkeskole utrolig meget. Jeg fik lidt et sug i maven hver gang, og holdt mig i det store hele ude af diskussionerne, fordi jeg følte de kom alt for ”tæt på”. Jeg tror der for de fleste er utrolig mange følelser knyttet til ens familie, og for mig er det helt klart et særligt ømt punkt.

Jeg har to yngre brødre, som for længe siden blev diagnosticeret med Autisme-spektrum-forstyrrelse (ASF). Autisme-spektrum-forstyrrelse er en fælles betegnelse for gennemgribende udviklingsforstyrrelser der relaterer sig til forestillingsevnen, kommunikationen og i det sociale samspil.
De er begge to startet i en almindelig folkeskole, men sidenhen blevet flyttet til en specialskole. Deres tid i folkeskolen har på mange måder været vanskelig – og derfor giver det mig sug i maven, hver gang der i politik tales om procentvise målsætninger for inklusion i folkeskolen. Jeg kan ikke tale om inklusion ud fra statistikker eller inklusionsprocenter – jeg kan kun tale ud fra mit eget, helt personlige perspektiv. Det fik mig til at blande mig udenom debatten – for jeg frygtede, at hvis jeg bragte følelsesladede førstehåndsberetninger i spil, gjorde jeg også mig selv sårbar. Jeg er ikke vant til at debattere ud fra følelsesladede fortællinger – jeg er vant til at forholde mig til forskning og fakta. Nu vil jeg alligevel forsøge at komme med et forsigtigt og personligt indlæg om det svære ved at tale om autisme.

Jeg har helt sikkert en frygt for, hvilke fordomme folk kan have om autisme. Jeg er blevet vant til spørgsmål som ”Hvad er så deres særlige talent – kan de DSB-køreplaner udenad?” eller ”Har de fotografisk hukommelse?”. Dem kan jeg trække lidt på skuldrene af – for helt ærligt: præcis som i livet generelt, så er virkeligheden ikke ligesom Hollywood-filmene. Nej, de har styrker og svagheder, men de har ikke nogen magiske superhelteevner 😉

Den sværeste fordom, er dem som putter autisme-spektrum-forstyrrelser ind i diskursen om ”diagnose-Danmark”. Det gør mig ked af det, når nogen ytrer at ”Vi i dagens Danmark har alt for travlt med at klistre diagnoser på alle børn – de fejler jo ikke noget”. Eller antyder, at det er et spørgsmål om mangelfuld opdragelse – måske autisme kan reduceres til nogle pylrede curling-forældres ønske om særlig hensynstagen til netop deres barn? Nej – det gør mig faktisk rigtig frustreret. Autisme er medfødte forandringer i hjernen. Særlige dele af hjernen har færre nervefibre end normalt – især det limbiske system, der er en del af forhjernen. Se – vi kan også diskutere et for mig følelsesladet emne ud fra fakta.

Modsat andre psykiske udfordringer som stress, angst eller depression så er autisme ikke noget man kan udvikle. Det er et handicap, man fødes med, og som man så må lære at håndtere hen ad vejen, i takt med at man bliver ældre og forventningerne til, hvad man skal kunne, gradvist bliver større. Autisme skyldes hverken pylrede forældre, vacciner, mobning i skolen eller nogle af de talrige andre fordomme, jeg ofte møder.

Autisme er også et usynligt handicap, og usynligheden kan gøre det vanskeligt for omverdenen at forstå de udfordringer, der følger med. Det er nemt at se, at hvis en person sidder i kørestol, så møder de nogle vanskeligheder i hverdagen, og skal man nok ikke bede dem om at tage trapperne til 4. sal. Det er straks sværere at se, hvad der er for nogle ting, en person med autisme får problemer med.

Fordommene gør det svært for mig at tale om mine brødre i et politisk perspektiv – for jeg føler, at inden jeg overhovedet kan gå i gang med at forklare mine synspunkter, skal jeg først forsvare mig overfor en hel masse forestillinger, folk har på forhånd. Og som jeg startede med at sige, så er dette emne følelsesladet for mig – derfor virker det tit mere sikkert at holde sig uden for debatten.

Endelig har tonen i debatten selvfølgelig også en betydning for, hvor meget man har lyst til at stille sig selv og sine personlige erfaringer frem. Med den norm, vi ser i diverse kommentarspor på nettet, synes jeg ikke det er så mærkeligt, at man forsøger at passe på sig selv og sine nærmeste.

I virkeligheden burde det jo være helt omvendt –man burde jo netop kaste sig helhjertet ind i de politiske debatter, der betyder allermest for én i det private og det personlige. For når man har førstehåndserfaringer at basere sine synspunkter på, så får man en helt særlig indgangsvinkel til debatten. Og er det ikke det, vi ønsker os? Politiske debatter, der tager udgangspunkt i helt almindelige danskeres liv? Jeg tror det kunne være godt, hvis mange flere – inklusiv mig selv – bliver bedre til at inddrage det personlige og det private i det politiske.

Det kræver at vi sammen skaber et debatklima, der rummer og inddrager individers førstehåndserfaringer. Det kræver, at vi møder hinanden på en respektfuld måde. Selvfølgelig er det okay at være uenig – men tænk over, at når mennesker står frem med personlige erfaringer, så åbner de op for perspektiver til debatten, som forskere og fagfolk ikke ville kunne bringe i spil. Dét skal vi respektere 🙂

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et af EU's mest latterlige forbud