15 tegn på, at det er ved at blive sommer

Hvorfor er det ikke okay at sige nej?

moi

I går jeg til torsdagsbar på CBS med mine gymnasieveninder. Vi havde været ude at spise og drikke drinks, og bagefter tog vi til CBS for billige øl og god musik, der er lav nok til, at man stadig kan tale sammen.

Vi sad ni piger rundt om et bord og talte om gamle dage, og legede en leg. En leg der er sjov, fordi vi kender hinanden rigtig godt. Et “Who is most likely to”/ “Back to back”-inspireret spil, som jeg ikke gider spilde jeres tid med at forklare, for det er ikke relevant for historien.

Der kommer en flink fyr over, og spørger, om han og hans to venner ikke må være med. Der er lidt stilhed, og derefter kommer der blandede tilsagn fra gruppen. Nogen siger “ikke lige nu” og andre mumler “jo, det må I da godt”. Jeg sidder og tænker, at jeg faktisk virkelig ikke gider spille noget som helst sammen med de fyre. Jeg vil bare gerne grine og hygge mig med nogle skønne piger, som jeg ser rigtig sjældent. Og jeg kan se på de andre, at hvis drengene fik lov at spille med, var det af ren høflighed.

Så jeg tager teten. Det er også mig, der sidder tættest på drengen, og siger “Nej, desværre. Det er et spil, der kræver, at man kender hinanden godt, og vi vil helst spille selv” på en sød måde! Men nej bliver ikke taget som et svar, og han bliver ved med at ”plage” og ender med at få lov af nogle af de andre.

Drengene spiller med, og det er også fint. Men jeg havde da hellere været foruden dem. Det ender med, at vi hænger på dem hele aftenen. Når vi var oppe og danse, kom en af dem hen og dansede med os. Da vi prøvede at rykke bord, rykkede de efter. Vi gav dem tydelige signaler om, at vi faktisk ikke var interesseret i deres selskab. Men det fattede de tydeligvis ikke en skid af.

Jeg er træt af, at det 1. er socialt acceptabelt i nattelivet at pådutte andre mennesker ens selskab. 2. at det ikke er socialt acceptabelt at sige: “ved du hvad, det har været hyggeligt – men jeg gider ikke tale mere med dig lige nu”.

Det er KUN når der er alkohol med i ligningen, at det er okay at følge efter folk, der ikke ønsker ens selskab. Du oplever aldrig på en restaurant, på stranden eller i et shoppingcenter, at ikke-retarderede mennesker kræver retten til at hænge ud med dig, uanset om du ønsker det eller ej.

Og så kan man sagtens sige: “Jamen, Freja. Hvorfor sad I så på en torsdagsbar, hvis I ikke gad at tale med andre mennesker?”. Det kan jeg sagtens forklare dig: jeg tager heller ikke på restaurant, fordi jeg gerne vil tale med andre mennesker. Jeg tager ud for at få noget at drikke, og komme lidt ud. Man kan sagtens nyde stemningen omkring sig, uden at behøve at tale med alle omkring sig.

Og det får mig videre til det andet irritationspunkt: hvorfor må man ikke sige nej? Jeg overvejede mange gange i løbet af den aften at sige til drengene: “Ved I hvad, det har været hyggeligt. Men nu vil vi faktisk gerne være lidt os selv. Så I kan tage det her bord, og så sætter vi os derover. Hav en god aften”. For de fattede jo tydeligvis ikke et vink med en vognstang.

Man kan jo sagtens sige “skrid” på en pæn måde. Men hvis jeg havde sagt det til drengene, så havde jeg virket som en kæmpe kælling. Og eftersom de ikke havde fattet det den første gang, havde de formentlig heller ikke fattet det der.

Men det burde jo være helt okay, at sige nej til andres selskab. Det er okay på en restaurant. Det er okay på stranden. Det er okay i shoppingcenteret. Hvorfor er det ikke okay i byen?

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

4 kommentarer

  • Kris

    Jeg har haft en samlignelig oplevelse, men bare hvor vi sad en flok drenge sammen og der kom en kvinde hen og spurgte om hun ikke måtte lige fortælle os noget. Hun endte med at sidde sammen med os i et længere stykke tid og jeg syntes faktisk det var rigtigt hyggeligt. Jeg kunne dog mærke på mine venner at de ikke rigtigt gad sidde sammen med hende længere og begyndte faktisk at føle sig generet at hendes selskab. Men der var ingen af dem der sagde fra, men sad bare og så utilfredse ud. Jeg sagde til hende at det havde været hyggeligt, men vi ville gerne bare sidde os drenge sammen. Hun forstod hvad jeg sagde og gik et andet sted hen. Det første en af drengene sagde var “fuck, du er led”. Jeg sagde til ham at jeg ikke var led, men ærlig.

    Der var ingen ved det selvskabte der var tjent med at vi ikke havde lyst til at være sammen, men ikke turde sige fra af ren høflighed. Jeg føler en større respekt for mig selv ved at sige fra. Jeg tror når det kommer til at kvinder siger fra over for os mænd, så tager vi det meget nemt personligt og så syntes vi i er ditten og datten fordi i har vækket nogle følelser af mindreværd i os. Hvis vi ikke selv kan finde ud af at sige fra, så har vi det nok svært ved at acceptere og forstå når andre siger fra.
    Respektere dig selv for at du som person og kvinde ved hvad du føler.
    Jeg har personligt svært ved at forstå hentydninger, jeg vil vide om i vil sidde alene, eller om problemet er at jeg ikke kender jer godt nok for at kunne lege med på legen. Hentydninger sender tit blandende signaler og bliver en halv frasigelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det burde være helt ok at sige nej, er jeg enig med dig i! Jeg plejer at give en hentydning, og hvis personen/personerne ikke forstå den, må man markere sin grænse tydeligt overfor dem og sige noget alá det, du sagde “det vil være hyggeligt en anden gang, men i aften vil vi gerne være alene.” Det er underligt, hvis de ikke forstår det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, jeg mindes godt plagetypen. Jeg plejer også bare at skære igennem – så må de synes man er en sur kælling (;

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

15 tegn på, at det er ved at blive sommer