10 spørgsmål til en LAU'er

Mig og min astma

astma1

Jeg har astma. Det er ikke noget jeg reklamerer særligt meget med, men det har jeg altså – og det påvirker selvfølgelig min hverdag.

Jeg fik “diagnosen” i september 2015. Det er egentlig ret underligt, for jeg har ikke hørt om andre, der har udviklet astma så sent i livet. Men det har jeg altså.

Hvordan kommer det til udtryk?

Det er svært at sige, hvor mange af mine luftvejsgener der er astmarelateret. Men jeg trækker eksempelvis vejret enormt højt. Det har jeg faktisk altid gjort, og det er enormt generenede for Mads, der skal sove ved siden af mig… Men jeg kan ikke rigtig gøre noget ved det.

Jeg har ikke som sådan astmaanfald, jeg har bare generelt svært ved at trække vejret. Nogle perioder er værre end andre. Nogle gange har jeg det helt fint. Andre gange føles det som om, at mit svælg lukker til, og at jeg trækker vejret gennem et sugerør.

Derudover har jeg meget slim i halsen, og er rigtig ofte forkølet – hvilket kun gør det at trække vejret endnu mere besværligt.

Hvordan fandt jeg ud af det?

I december 2014 lå jeg rigtig syg i to uger. Høj feber, opkast, ondt i halsen. Mens jeg var syg begyndte mine lunger at væse. Når jeg trak vejret dybt, sagde mine lunger en rallende lyd.

Jeg gik til lægen med det omkring februar 2015, da lyden ikke var gået væk, selvom jeg var blevet rask. Jeg havde mistanke om, at jeg havde astma. Jeg forklarede lægen mine symptomer, og han hørte mine lunger. Han konstaterede, at jeg ikke havde astma. Tjekkede ikke min lungefunktion, men sendte mig bare hjem igen.

Mine lunger fortsatte med at ralle og væse. Ikke altid, men i perioder. I september 2015 gik jeg til lægen igen, denne gang til en anden læge i det lægehus, jeg var tilknyttet. Det kunne simpelthen ikke passe, at der ikke var noget galt. Lægen tog min lungefunktion, og jeg havde ganske rigtigt astma. Fedt. Det kunne jeg have fortalt ham for et halvt år siden.

Hvordan er det kommet?

Ja, det er jo det helt store spørgsmål. For et halvt år siden satte jeg mig for at forsøge at finde ud af, hvad fanden den astma er kommet af. Jeg har en mistanke om, at jeg har en allergi. For astma kan godt opstå, hvis man har en allergi, der bliver provokeret.

Så jeg tog til min nye læge og talte med ham. Han sendte mig videre til en priktest. Jeg fik en priktest for alle almindelige luftvejssygdomme, men reagerede ikke på nogen af dem. Så blev jeg henvist til en øre-næse-halslæge. Ham var jeg oppe hos to gange, men han fandt intet. Han rådede mig til at opsøge en allergolog. Altså en som er specialiseret i allergier.

Jeg droppede det faktisk lidt da jeg tænkte, at når nu jeg ikke reagerede på noget i priktesten, hvad skulle allergologen så kunne komme frem til?

Men jeg tror, at jeg vil forsøge at opsøge en allergolog. For man har jo set eksempler på folk, der har allergier, som man ikke tester for i almindelig priktests. Så det må være mit næste skridt.

Hvordan påvirker det min hverdag?

Jeg tror egentlig bare, at jeg har lært at leve med det. Det gør man jo. Heldigvis er det ikke verdens værste gene. Ja, det er træls, at det er svært at trække vejret. Men jeg lever jo i bedste velgående, og er i god form alligevel.

Jeg tager astmamedicin morgen og aften, og så har jeg en akut-spray, som jeg kan bruge, hvis jeg har det rigtig dårligt. Det hjælper enormt meget!

Jeg prøver også lidt at undgå meget tilrøgede områder. Det er lidt svært, når mine to yndlingsbarer er ryger-barer. Men så sætter jeg mig der, hvor der er mindst tilrøget, går ud i baglokalet eller udenfor. For meget røg kan jeg godt få det ret dårligt af.

Jeg ryger selvfølgelig heller ikke. Før min astma var jeg fest-ryger, men det har jeg lagt fuldstændig på hylden. Det er simpelthen for dumt, når man i forvejen har dårlige lunger.

Hvilke begrænsninger giver det?

Jeg ser mig selv som et 100% rask menneske. Men det er jeg jo faktisk ikke. Jeg kan ikke blive medlem af Danmark, fordi jeg har astma. Jeg ville med stor sandsynlighed heller ikke kunne optages på en uddannelse i millitæret, hvilket jeg faktisk godt lidt kunne tænke mig.

Det er selvfølgelig fucking træls, når man selv synes, at man er både rask og i god form. Men sådan er det jo bare.

 

En skjult sygdom

Ingen kan se, at man har astma. Men det gør, at jeg næsten hele tiden har det en lille smule dårligt. Det er også en sygdom, som man bare må lære at leve med. For jeg vil formentlig have den hele livet. Lige nu er det fint, men astma kan sagtens forværres, og mange tusinde mennesker dør hvert år af astma.

astma2

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

2 kommentarer

  • Johnny

    Du burde læse om den amerikanske præsident Theodore Roosevelt. Han led fra barndommen af, af slem astma, men igennem en livsstil med hård fysisk træning, blev han næsten kureret for astma. Jeg kan anbefale biografen “The Rise of Theodore Roosevelt”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Freja Fokdal

      Har hørt om flere, der har trænet det væk. Ret imponerende! 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 spørgsmål til en LAU'er