Praktik, kan det anbefales?

Gran Canaria Guide

Vi nåede en del på de to uger vi var på Gran Canaria. Faktisk nåede vi at køre ca. 1.700 kilometer. Så vi har fået set det meste af øen. Derfor føler jeg mig også ret godt klædt på til at lave denne guide til dig, som selv skal en tur til Gran Canaria.

DET VIGTIGE AT VIDE OM GRAN CANARIA

Gran Canaria er en VIRKELIG touristet ø. Du kommer ikke til at rende rundt blandt de lokale, du kommer til at rende rundt blandt britter, tyskere og andre skandinavere. Lige bortset i “hovedstaden” Las Palmas, som klart er det mindst turistede område på øen.

Gran Canaria har et meget specielt klima, som næsten er det samme hele året rundt kun med få graders forskel. Der kan være op til næsten 10 graders forskel fra nord til syd på øen. Las Palmas ligger nord på, og de store turistområder ligger syd på øen.

Selvom øen er turistet er der stadig massere at se. Der er en helt fantastisk natur, og der er blandt andet en fantastisk bjergkæde og en smuk nationalpark.

BYER

Arinaga 

6

Arinaga er en virkelig smuk by, der ligger cirka midt på øen. Byen har en helt fantastisk stenstrand, med det smukkeste og klareste vand. De har en rigtig flot havnepromenade, men restauranterne der er dog lidt nogle turistfæller. Byen er dog alligevel klart et besøg værd.

Agaete

Vi besøgte kun byen Agaete kort. Den er ikke særligt turistet sammenlignet med andre byer på øen. De har en hyggelig lille botanisk have som vi besøgte, og det koster kun 1,5 euro at komme ind.

Puerto de Mogán 

2

Puerto de Mogan er måske min yndlings by på øen. Det er et helt vildt romantisk by, og klientellet af turister er primært voksne på par-ferie. Byen er fyldt med charmerende gader, flotte bygninger og de skønneste blomster.

Mange af restauranterne er turistfæller, men hvis man bruger TripAdvisor finder man nemt de rigtig gode restauranter. I bør HELT klart besøge restauranten N’ Progetto Italiano, som er en VIRKELIG fantastisk italiensk restaurant. Pastaen er hjemmelavet, personalet er helt fantastisk og maden er meget autentisk.

Puerto Rico 

3

I min optik er Puerto Rico ikke et besøg værd. Det er en helt absurd turistet by, og jeg tvivler på, at man kan få et ordentligt måltid mad der. Vi fik turens absolut værste måltid mad i Puerto Rico, og prisen var alt, alt for høj.

Skulle man få lyst til snus på sin ferie til Gran Canaria, er Puerto Rico dog det helt rigtige sted. I centeret tæt ved havnen kan man besøge Svenska Baren, de ved lige hvor man kan finde snus.

Playa del ingles

Playa del ingles er Gran Canarias Sunny Beach. Der er børnefamilier og unge (særligt homoseksuelle) på drukferie. Jeg havde personligt ikke valgt at tage til Playa dé ingles.

Teror

Teror er en lille hyggelig bjerglandsby. Hver søndag er der et hyggeligt lille lokalt marked, som helt klart er et besøg værd!

Las Palmas 

5

Las Palmas er som sagt “hovedstaden” på Gran Canaria. Vi havde en uge der, og det er jeg virkelig glad for. Jeg kan helt klart anbefale at tage på ferie til Las Palmas. Bor man syd på øen bør man helt sikkert tage minimum en dag til Las Palmas.

Jeg har skrevet en hel guide til Las Palmas som kan læses HER.

Puerto de la nieves 

4

Puerto de la nieves er en virkelig hyggelig havneby. Den er turistet, men den er helt klart et besøg værd. Som I kan se på billedet, har den en virkelig skøn stenstrand med den mest fantastiske udsigt!

Maspalomas 

1

Maspalomas er navnet på et stort område sydpå. Maspalomas dækker over flere byer, også flere af dem, som jeg allerede har nævnt.

Dette billede er fra et område i Maspalomas, som ligger tæt på Meloneras helt nede syd på øen. Det er et lidt mere eksklusivt område, end eksempelvis Playa del ingles. Hotellerne og restauranterne er lidt dyrere, men kvaliteten er også derefter. Klientellet er også et HELT andet, end det der er i Playa del ingles.

Vi besøgte den indiske restaurant Misbah, som jeg meget varmt kan anbefale!

AKTIVITETER/ TING AT SE

Aqua Land

Vi besøgte Aqua Land lidt spontant i vores sidste uge på Gran Canaria – og det var pisse sjovt. Det var dyrt at komme ind (28 euro), men det var faktisk pengene værd. Det er et stort vandland med mange forskellige super sjove vandrutchebaner. Der er lidt lang kø til nogle af dem, men der er mulighed for at købe fasttrack-armbånd for 10 euro.

Roque Nublo

3

Jeg er ikke helt sikker på, om Roque Nublo blot er navnet på det højeste punkt, eller navnet på bjergkæden. Men hvis man kører mod Roque Nublo kommer man i hvertfald op i de smukkeste bjerge, og får den mest fantastiske udsigt. Hvis man tager en tur til Gran Canaria bør man uden tvivl kører op i bjergene. Ellers går man glip af en helt fantastisk udsigt.

Snorkling

Vi fik desværre ikke snorklet, selvom det er noget jeg ellers rigtig gerne ville. Der er mange rigtig gode snorklemuligheder på Gran Canaria. Selv inde ved kysterne kan man se en del flotte fisk, og ellers arrangeres der mange ture ud til rev ol.

Dertil er der massere af muligheder for at dyrke vandsport eller komme på bådture, hvor man kan se delfiner osv.

Minigolf

2

Der er rigtig mange minigolf-baner syd på øen. Vi spillede minigolf på vores sidste dag, og det var enormt hyggeligt. Man skal ikke køre meget rundt i Las Palmas uden at se en minigolf-bane.

Parque Natural Tamadaba

Nationalparken Parque Natural Tamadaba fik vi desværre heller ikke besøgt, men jeg kan læse mig frem til, at den bestemt er et besøg værd. Man bør dog være en habil chauffør, da det er nogle noget ustabile veje, man skal ud på.

Fodboldstadionet

1

Gran Canaria har sit eget fodboldhold, som spiller i den spanske liga. De har et rigtig stort og flot stadion. Er man interesseret i fodbold, er det bestemt et besøg værd. Stadionet ligger i Las Palmas.

PARKERING

Parkeringen på Gran Canaria er en smule sværd at lure. Hovedreglen er, at de parkeringspladser der er tegnet ind med hvidt er gratis at parkere på, mens de parkeringspladser der er tegnet ind med blåt er betalingspladser.

Den hovedregel gælder dog ikke altid. Der er flere blå pladser, som ikke kræver P-licens. Der kan man med fordel lige kigge i ruderne på de andre parkerede biler. Hvis de ikke har en p-billet liggende i forruden, er der formentlig gratis at parkere.

I Las Palmas er din bedste chance for parkering et P-hus. I de fleste P-huse kan du købe en uges P-licens for en fast pris.

TRÆNING

Der er massere af træningscentre, hvor du kan melde din ind for en uge, eller blot træne en enkelt dag. Særligt i Maspalomas er der mange centre, hvis gæste udelukkende er turister. Vi købte en uges medlemsskab af Biceps Gym, som var et enormt fint og hyggeligt center. Det kostede 30 euro for en uge.

SHOPPING

Der er rigtig mange gode shoppingmuligheder på Gran Canaria. De bedste shoppingmuligheder finder du helt klart i storcentrene. Hvis du kører på GC-1, som er den store motorvej, som kører fra Las Palmas og helt ned syd på, vil du se utallige storcentre.

Vi besøgte centeret Atlántico en del gange, som jeg meget varmt kan anbefale. Hvis du tager på shoppingtur på Gran Canaria bør du selvfølgelig besøge Zara, som jo kommer fra Spanien. Næsten alle storcentrene har store Zara-butikker. Dertil bør du besøge Mango og selvfølgelig Primark. Jeg fandt også en ret fed butik ved navn Stradivarius. Jeg fik to buksedragter og en bodystocking for 150,-. Der var rigtig mange pæne ting til virkelig lave priser.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Praktik, kan det anbefales?