Upcoming // Aksglæde

Gæsteblogger // Harry Pottcast

pottcast

I dag har jeg intet mindre end to seje gæstebloggere! Nemlig de to piger, Amalie og Nanna, som står bag podcasten “Harry Pottcast”.

I podcasten gennemgår de to piger Harry Potter-bøgerne afsnit for afsnit, og taler om karakterer, temaer etc. Det er en virkelig nørdet, og helt fantastisk podcast!

Jeg spurgte de to piger, om de havde lyst til at skrive et gæsteindlæg. Og det ville de heldigvis gerne! De har skrevet et hver, som jeg håber, at I vil give Jer tid til at læse <3

amalie

Amalie Dahlerup Hermansen

24 år, statkundskabsstuderende og vært på Harry Pottcast

 

TANKER OM DET AT STARTE EN PODCAST

Det hele startede med, at Nanna og jeg sad og så Harry Potter og Flammernes Pokal i vores fælles kollegie-køkken. Det var dog ikke meget vi fik set, da det meste af filmen gik med at snakke om Harry Potter i stedet. Én af os lavede en joke om, at vi burde starte en podcast, siden vi har så meget at sige om Harry Potter og universet. Jeg gjorde alvor af joken, da jeg nogle dage senere bestilte en mikrofon over nettet i en af mine overspringshandlinger fra studie-læsningen. Da den kom med posten, spurte jeg Nanna, om hun stadig var klar på at indspille et afsnit, bare for sjov. Ingen af os regnede med, at det var noget vi ville fortsætte med. Det var en lørdagsting, som var sjovt, mens det stod på. Men da vi efter et par timer blev kontaktet af Aarhus Studenterradio om et samarbejde, tog det pludselig fart. Man kan sige, at det meget hurtigt gik fra at være et lille fritidsprojekt til et større projekt, som vi begge blev meget engagerede i. Vi fik hurtigt mange lyttere, og det overrasker os stadig, hvor mange der er interesserede i vores podcast, og lytter til den hver uge. Det kribler til stadighed i maven, hver onsdag, når et nyt afsnit kommer på iTunes. Hver uge kommer bekymringen: Hvad vil lytterne synes om denne uges episode?

Da det startede i februar havde ingen af os den fjerneste anelse om, hvordan det ville gå med denne podcast. Som det fremgår ovenfor, skete det hele meget pludseligt og vi havde på ingen måde planlagt, hvad der skulle ske. Jeg kan huske, at vi ofte diskuterede, hvorvidt vi ville være kendt som ”pigerne fra Harry Pottcast” eller ”Harry Potter pigerne”, da vi måske var en smule bange for at blive stigmatiserede som nørder. Det har dog vist sig, at det ikke er et dårligt stigma at få. Tværtimod har folk generelt været meget venlige i deres modtagelse af os.

En anden ting, som vi har diskuteret i forbindelse med podcasten, er vores label som feminister. Her har holdningen til gengæld været noget mere kritisk. I vores tilgang til Harry Potter universet diskuterer vi forskellige temaer og problematikker, og her har feministisk teori blandt andet været brugt som et analyseværktøj til bog 1. Den feministiske tolkning og kritik af Harry Potter har delt vandene, og Nanna og jeg har ind i mellem fundet det svært at tilgodese alle holdninger. Vi er derfor endt med at gøre, som vi selv finder bedst, også selvom det ind i mellem afføder en stærk kritik. Jeg synes nogle gange, at det kan være hårdt at modtage kritik fra folk. Det er første gang i mit liv, at jeg laver noget som kommer ud i offentligheden, og det kræver til tider hård hud. Omvendt ser jeg det også som et skulderklap, at man kan lave noget, der medfører debat. Særligt den feministiske debat, som podcasten lægger op til, synes jeg er meget relevant. Jeg skal bare lære, at det ikke er personligt ment, når nogen skriver en besked til os, hvor de er uenige.

Nu skal vi snart i gang med anden sæson af Harry Pottcast, og jeg glæder mig virkelig. Nu har jeg fået så tilpas lang sommerferie fra podcasten, at det bliver godt at komme i gang igen. I forbindelse med planlægningen af sæson 2, har Nanna og jeg selvfølgelig også gjort os nogle tanker. Jeg kan afsløre, at vi fremover vil fokusere mere på ond magi i universet, men også have endnu flere reflekterende samtaler. Sidstnævnte er på opfordring fra lyttere, men også efter eget ønske. Jeg forventer derfor, at vi i disse samtaler fortsat vil lægge op til debat.

 

nanna

Nanna Bille Cornelsen

24 år, kandidatstuderende i analytisk journalistik, praktikant ved DR2 Dagen og vært på Harry Pottcast.

 

HVAD FANDEN ER DET NU LIGE, HARRY POTTER KAN?

Jeg tror, at der er mange fra min generation, som føler, at de kender historien om Harry Potter lige så intenst, som de kender deres eget liv. Måske føler de endog, at den lille, svagtseende troldmands tilværelse står klarere for dem, end deres egne barndomsminder gør.

Det her kan måske virke som et pudsigt sted at starte. Men det skyldes, at jeg har forsøgt at ransage mine minder for alt, som har nogen som helst relation til Harry Potter-serien. Og jeg må indrømme, at det har vist sig sværere, end jeg lige umiddelbart havde forestillet mig. Jeg kender Harrys fiktive liv helt ned i de små, ubetydelige detaljer, men hvordan jeg selv har oplevet og forholdt mig til ham og hans verden – ja, det er straks mere mudret.

Det kommer i glimt til mig. Jeg husker, at mine forældre købte første film på VHS med dansk tale – hvorfor jeg den dag i dag stadig udtaler Hermione på dansk – og jeg er overbevist om, at jeg har siddet limet til tv’et den følgende sommer. Jeg ved, at der derefter gik flere år, før jeg gik i gang med selve bogserien. Spørg mig ikke, hvorfor der skulle gå så længe, for jeg aner det ikke selv. Måske jeg bare ville være Rasmus Modsat, måske filmen ikke helt havde formået at fange min interesse.

Jeg vil dog sige, at da jeg endelig startede på bøgerne, var der intet, som kunne holde mig fra dem. Jeg pakkede dem med i tasken, når jeg skulle i skole, og læste dem i frikvarterene i stedet for at gå med de andre ud i skolegården. Jeg tog dem med til familiesammenkomster, hvor jeg ufortrødent fortsatte læsningen i stedet for at tale med mine fætre og kusiner. Og jeg tog dem med i seng for at læse til langt ude på natten – for hvordan kunne jeg lægge mig til at sove, når Han-Som-Ikke-Må-Benævnes endnu en gang var så forfærdeligt tæt på at ødelægge det hele for vores stakkels protagonist?

Jeg blev fuldstændig opslugt i J. K. Rowlings verden af magi. Her havde jeg fundet et rum, som jeg kunne fortabe mig i. Her behøvede jeg ikke at forholde mig til andre. Her var der kun mig og Harry, og så selvfølgelig alt det lort, som han nu engang skulle igennem. Mine egne problemer med skolen, præpubertære venskaber og andre trivialiteter virkede pludselig mere overkommelige, når man sammenlignende dem med Harrys. For der var jo ikke ligefrem nogen, som forsøgte at myrde mig på årlig basis, vel?

Bøgerne var samtidig også med til at præsentere mig for et stort og forskelligartet persongalleri, som jeg kunne spejle mig i. Særligt når tingene blev svære, var det en trøst, at også personerne i bogen oplevede isolation, angst og sorg. Jeg kunne genkende mange af mine egne mere eller mindre charmerende træk hos hovedpersonerne, og det var fantastisk betryggende, at de trods deres status som outsidere alligevel formåede at finde et fællesskab i hinanden.

Og det er nok det, som Harry Potter kan. Sådan er det i hvert fald for mig. Magien er fantastisk, og det samme kan siges om universets detaljerigdom. Men det er umådeligt menneskelige og mangefacetterede karakterer som Harry, Ron, Hermione, Dumbledore og Snape, der gør, at Harry Potter-serien stadig har så stor betydning for mig den dag i dag.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

4 kommentarer

  • Ann-Britt Braunscheier

    Har fulgt dem igennem hele bog 1, så det var sjovt at læse lidt om deres baggrund, selvom jeg havde hørt lidt om det via deres hjemmeside før 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ták for tip!
    Vi har fast “HP meme” hver fredag på vores blog og er generelt helt multinørd hvad det angår – tror en af de bedste dage i mit liv, var da vi besøgte Harry Potter Studios. Det podcast må da tjekkes ud 😀

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Upcoming // Aksglæde