JEG VANDT!

Kampvalg er det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet

2

Forestil dig, at 180 af dine venner og bekendte skal vælge mellem dig og en anden.

Sådan har jeg haft det siden, at jeg for et halvt år siden besluttede mig for at stille op som organisatorisk næstformand i Radikal Ungdom.

Læs også: JEG VANDT!

Jeg var nemlig ikke den eneste der stillede op. Det gjorde en sød og dygtig fyr der hedder Emil nemlig også. Det vidste jeg dog ikke til at starte med.

Da jeg først hørte, at han også stillede op, overvejede jeg faktisk at lade vær. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at kampvalget skræmte mig.

For kampvalget kunne betyde, at jeg efter Landsmødet sad helt uden en tillidspost i Radikal Ungdom.

Jeg har brugt hele min ungdom i Radikal Ungdom, og jeg følte mig bestemt ikke færdig i foreningen. Men det kunne jeg risikere (mere eller mindre) at være, hvis jeg tabte. Og det var jeg enormt bange for.

Men jeg ønskede den post så inderligt. Derfor følte jeg mig også forpligtiget til at gå efter den. Og så måtte jeg jo tage faldet med som en læring, hvis jeg tabte.

For mig var det faktisk også lidt en kvindekamp. Jeg tror, at det falder kvinder meget naturligt at være bange for at stille op, hvis der er risiko for at tabe. Jeg ville gerne vise andre, særligt yngre kvinder, at det ikke er farligt at stille op til en post, selvom der er risiko for at tabe.

I starten af “valgkampen” var jeg enormt paranoid. Jeg følte, at alting var et større komplot mod mig. Mine venner blev mine fjender, og jeg oplevede en helt ny og forfærdelig side af mig selv, som jeg aldrig har set før.

Paranoiaen lagde sig heldigvis med tiden, men det gjorde nervøsiteten ikke. Der er ikke gået en dag i særligt de sidste tre måneder, hvor jeg ikke har tænkt på mit kampvalg.

Tænkt på, hvad der ville ske hvis jeg vandt eller hvis jeg tabte. Hvordan jeg skulle eller ville reagere, og hvad andre ville tænke om mig. Der har været mange halv-søvnløse nætter.

Det hårdeste var naturligvis de to uger op til landsmødet, hvor vi var på kandidattur rundt i hele landet. Det tog enormt meget tid, og det var faktisk fysisk udmattende at være så meget på. Men det var virkelig sjovt at møde så mange engagerede medlemmer i deres egen lokalforening, mærke dynamikkerne i de forskellige lokalforeninger og naturligvis høre folks spørgsmål og inputs. Det gav mig enormt meget!

Læs også: Kandidattur

Den lettelse jeg følte efter resultatet af valget kom, er noget af det vildeste jeg nogensinde har oplevet. Det føltes som et 10 kilos læs, der pludselig blev fjernet fra mine skuldre. Og det tror jeg egentlig, at det havde gjort, uanset hvad udfaldet af valget havde været. For det var uvisheden der tyngede mig.

Det seneste halve år har været noget af det hårdeste jeg nogensinde har prøvet rent mentalt. Men jeg tror også, at det har været noget af det mest lærerige.

Jeg har som sagt lært en ny side af mig selv at kende. En side som er paranoid og bange, og af netop den grund faktisk ret ubehagelig. En side som jeg kun ved at blive bevidst om den, kan lære at tøjle.

Jeg har også lært nye sider af mennesker omkring mig at kende, på godt og ondt. Og næsten aller vigtigst er jeg blevet bedre til at kontrollere følelser, og holde hovedet koldt i pressede situationer.

Hele denne svada kan måske næsten afskræmme folk fra at stille op til et kampvalg. Men det skal det ikke gøre! For selvom det har været sindsygt hårdt, har det sgu været det hele værd! Og det havde det været, uanset om jeg vandt eller ej.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

JEG VANDT!