15 tegn på, at du er kampagnefrivillig

Måske vi bare skulle slukke telefonen og være i nuet?

SPONSORERET AF SOPHIE HÆSTORP ANDERSEN

sophie2

I går spiste jeg frokost med Sophie Hæstorp Andersen. Sophie er formand for Region Hovedstaden og medlem af Socialdemokratiet.

Vi havde på forhånd aftalt, at vi skulle lave et lille “eksperiment”. Vi skulle begge slukke vores telefoner og bare snakke. To mennesker, der aldrig har mødt hinanden før. Om det der med altid at være på. Om sociale medier. Om mobilafhængighed. Og hvorvidt, at de ting er forskellige for hver vores generation?

Vi skulle mødes kl. 13.00 på Paté Paté. Jeg kom lidt for tidligt, og stod og ventede foran restauranten. Da Sophie kom, gik hun og snakkede i telefon. Hun stoppede op lidt foran restauranten for at afslutte sit opkald. Da telefonopkaldet, som umiskendeligt var med en af hendes kampagnefolk, da Sophie jo er midt i en valgkamp, hilste vi på hinanden og gik ind.

Det første vi gjorde, da vi satte os, var at slukke vores telefoner. Da Sophie tog sin frem, var der allerede et nyt indgående opkald, selvom det kun var få minutter siden, at hun havde afsluttet det sidste. På min telefon var det mest gruppebeskeder og snaps, der poppede op.

Efter vi havde bestilt, begyndte vi at tale om, hvordan det egentlig føltes at have slukket sin telefon. Vi kom frem til, at der nok var ret forskellige årsager til, at det var en underligt følelse for os. For Sophie handlede det om, at der ofte var journalister eller kampagnefolk, der ringede eller skrev til hende her midt i valgkampen. For mig var det primært, at mine venner og selvfølgelig mine “kollegaer” i Radikal Ungdom er vant til altid at kunne få fat på mig. For Sophie var det altså primært hendes arbejde, og for mig var det primært det sociale og selvfølgelig det frivillige arbejde.

Selvom vi egentlig kun havde planlagt, at frokosten skulle vare en time, endte vi med at sidde og snakke i to. Der var ikke nogen af os, der følte den helt store trang for at lange ud efter vores telefon. Det handlede nok også om, at vi begge over årene er blevet bedre til at håndtere, at man ikke SKAL være på hele tiden.

Sophie har gennem årene lært, at man ikke behøver at tage telefonen det sekund en journalist ringer. Hvis det er vigtigt, så skal de nok ringe tilbage. Jeg har over årene lært, at jeg ikke behøver at svare, hver eneste gang en eller anden kommenterer mine facebookopslag. De kan godt vente en time eller en dag – og alle behøver ikke at få et svar.

Nu er både Sophie og jeg ret udadvendte mennesker, som er vant til at snakke med mange forskellige mennesker. Men et eller andet sted, er det jo en ret grænseoverskridende situation at sidde og snakke i så lang tid med et menneske, som man overhoved ikke kender.

Normalt bruger vi jo vores telefon som et redskab i situationer, hvor vi føler os utilpas. Hvis samtalen går i stå, eller man ikke ved, hvad man skal sige. Så hiver man telefonen op, som et slags skjold. Men det kunne vi ikke her. Og derfor blev samtalen også bedre og mere personlig.

Når jeg er ude og spise med mine veninder, oplever jeg ofte, at de tager et telefonopkald eller tjekker deres Instagram-feed, mens vi sidder og snakker. De er altså tilstede fysisk, men ikke mentalt. Og så sidder jeg der som en idiot ved siden af, og venter på, at de er færdige. Det er, i min optik, hamrende uhøfligt – men dog ret almindeligt nu til dags.

Derfor var det enormt forfriskende at sidde og spise frokost men én, som var 100% tilstede. Så næste gang jeg skal ud og spise med min kæreste eller en veninde, kunne jeg da godt finde på at foreslå, at vi begge slukkede vores telefoner, og var tilstede – både fysisk og mentalt.

Efter de to timer tog vi begge vores telefoner frem igen. Jeg sad og tjekkede de indkommende snaps, og Sophie tastede løs. Vi sad i stilhed et par minutter, fortabt i vores digitale verden, hvorefter vi sagde farvel og tak for en hyggelig frokost.

Det var vildt hyggeligt, og vildt spændende. Vi havde så mange diskussioner om den digitale tidsalder. Så mange, at der desværre ikke er plads til en brøkdel af dem i dette indlæg. Og så hørte jeg også en masse om hendes arbejde som regionspolitiker. Et politisk led, som jeg desværre ikke ved så meget om.

D. 21. november er der jo Kommunal- og Regionsrådsvalg. Jeg stemmer ikke på Sophie, for jeg er radikal. Men hun er fandme sej! Skulle du have lyst til at læse mere om hende og hendes politik, så kan du gøre det HER.

 

 

PS. Til de af Jer, der skulle undre Jer over, at jeg har valgt at indgå et sponsoreret samarbejde med en kandidat fra et andet parti:

Jeg udvælger min samarbejder udfra, hvorvidt jeg kunne have fundet på at skrive det, hvis der ikke var penge involveret. Kunne jeg have fundet på at spise frokost med en politiker (uagtet parti) og snakke om sociale medier og skrive et indlæg på baggrund af det? Ja, det kunne jeg godt.

Jeg har altid lagt meget vægt på, at andre politiske holdninger skal have taletid på min platform. Jeg har bl.a. stillet en fra hvert ungdomsparti 10 spørgsmål, heriblandt flere kommunalvalgskandidater. Dertil har der været flere politiske gæsteindlæg, med politiske holdninger, som jeg ikke deler. Blandt andet dette.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

15 tegn på, at du er kampagnefrivillig