Hospitalsindkaldelse

bbitter

Beware, brok is coming.

I sidste uge modtog jeg en hospitalssindkaldelse til Dansk Anæstesi Allergi Center på Gentofte Hospital. Med andre ord, deres allergi-afdeling.

For to år siden fik jeg nemlig, lidt ud af det blå, astma.

Læs også: Astmatiker? og Mig og min astma

Siden da har jeg ret intenst prøvet at finde ud af, hvad astmaen er kommet af. Jeg har fået taget røntgenbillede af mine lunger, fået en priktest, fået taget blodprøver, fået en masse lungefunktionstests og været to gange til øre-næse-halslæge for at se, om jeg har polypper el. Men prøverne har ikke vist noget som helst.

Alligevel er jeg på daglig basis enormt generet af min astma. Selv Mads er enormt generet af den, da den gør, at jeg trækker vejret helt enormt højt om natten.

Så for lidt over en måned siden tog jeg igen op til min læge. Her fik jeg en henvisning til en allergolog. En allergolog er en specialist i allergier. Min og min læges hypotese er nemlig, at jeg har en eller anden form for allergi, som har fremprovokeret astmaen. Jeg nyser nemlig rigtig meget, er meget ofte forkølet og har tit næsten “sammensnørelser” i mine luftgange. Men da hverken priktests eller blodprøver viste noget, måtte der en specialist til.

Han fortalte mig, at allergologer efterhånden er en uddøende race, da der næsten ikke uddannes allergologer længere. Det er dog en anelse spøjst, eftersom allergi nærmest er en folkesygdom i Danmark.

Der gik tre uger, og jeg havde ingen modtagelse fået. Jeg snakkede med vores generalsekretær i Radikal Ungdom, som ved et og andet om hospitalsvæsnet. Hun fortalte mig, at man altid modtager indkaldelsen max to uger efter, at man har fået en henvisning.

Så jeg ringede ind til Gentofte Hospital, og de fortalte, at der måtte være gået noget galt med henvisningen. Så kontaktede jeg min læge igen, som sende henvisningen afsted igen.

I sidste uge modtog jeg så min indkaldelse. Og gæt hvornår jeg skal op på Gentofte Hospital? Den fucking 12. marts….. MARTS! Altså om over et halvt år!

Jeg er helt med på, at der findes en milliard mennesker der har det værre end mig. Men helt seriøst, et halvt år?

De skrev også i indkaldelsen, at man har ret til en udredning inden for 30 dage, men at det ikke var muligt at overholde udredningsretten. Og der tænker jeg bare, hvad fanden er pointen i en udredningsret, hvis den ikke er mulig at overholde?

Til dem der ikke ved, hvad udredningsret betyder: du har ret til, inden for 30 dage efter indkaldelse, at få udredt eller afkræftet din sygdom, såfremt det er fagligt muligt.

Så tjekkede jeg, hvad det ville koste at blive tjekket på et privat hospital, og det er virkelig svimlende summer. Det ville koste næsten 3.000 kroner bare for én konsultation med en lungefunktionstest, som jeg alligevel allerede har fået 5-6 gange. Så det ville næsten være at kaste penge ud af vinduet, da jeg sikkert ville skulle bruge mere end blot en enkelt konsultation.

Så nu sidder jeg her. Lidt bitter. Og venter på, at det bliver d. 12. marts…

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

TV der pisser mig af: House of cards

house-of-cardsNu er der sikkert nogle af Jer, der vil få café latten galt i halsen. Men jeg har faktisk aldrig fået set House of Cards. Jeg ved ikke helt hvorfor. Alle mine venner har set den, og den er jo oplagt for mig at se. Men jeg har bare aldrig fået det gjort.

Men det har jeg lavet om på. Jeg har nu fået binge watched de første 10 afsnit af House of Cards. Og ved I hvad? Jeg synes faktisk, at den er ret træls.

At den pisser mig af er måske en forkert betegnelse. Men jeg prøver at køre “TV der pisser mig af” som et fast koncept, og nu kommer den altså i den kasse.

Forstå mig ret, det er en god serie. Den er virkelig godt lavet, det er godt skuespil og en god historie. Jeg elsker især når han kigger i kameraet. Det er originalt, og har en helt fantastisk effekt.

Men jeg bryder mig faktisk bare ikke rigtig om den. Jeg bliver faktisk i decideret dårligt humør af den. For det er fandme træls at se en serie, hvor alt handler om magt. Hvor ingen gør noget, fordi det er det rigtige at gøre. Og hvor man udelukkende ser andre mennesker, som en brik i sit eget magtspil.

Kald mig gerne naiv, men jeg tror simpelthen ikke på, at amerikansk politik fungerer på den måde. Jeg ved at dansk politik ikke fungerer på den måde. Selvfølgelig er der magtkampe, og selvfølgelig er politik et spil. Men jeg tror ikke på, at majoriteten går ind i politik for magten. For hvad er magt for magtens skyld? Jeg tror på, at folk går ind i politik, fordi de har et formål og fordi de har noget, de gerne vil ændre.

Men Frank Underwood har ikke et højere formål. Sådan virker det i hvertfald ikke. Han kan bare godt lide magt.

Frank og Claire Underwood er alt andet end likeable hovedpersoner. De er decideret forfærdelige mennesker. Er det meningen? Ja, gu’ fanden er det meningen. Men jeg bryder mig ikke om det. Der er simpelthen nødt til at være bare NOGEN likeable personer i en serie.

Frank’s forhold til Zoe giver mig virkelig kvalme. Jeg var næsten ved at brække mig efter de havde denne samtale, mens Frank gav Zoe oralsex:

Frank: Aren’t you gonna wish me a happy fathers day?

Zoe: You don’t have any children

Frank: Don’t I?

Føj for helvede.

Og så synes jeg faktisk ikke, at den er særligt spændende. Der er en masse magtkampe, men der er ingen plottwist, mord der skal opklares el. Der er bare magtkamp, på magtkamp på magtkamp. Der er jeg helt klart mere til en serie som eksempelvis Designated Survivor, som kombinerer det politiske med krimi-stof. Og som anerkender, at der findes idealistiske og ordentlige mennesker i politik.

Ja, House of Cards er en fed serie. Og ja, jeg kommer sgu da sikkert til at se alle fem sæsoner. Men jeg synes stadig, at den er træls. Og jeg tror helt klart, at den er med til at skabe politikerlede.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Hvorfor er det ikke okay at sige nej?

moi

I går jeg til torsdagsbar på CBS med mine gymnasieveninder. Vi havde været ude at spise og drikke drinks, og bagefter tog vi til CBS for billige øl og god musik, der er lav nok til, at man stadig kan tale sammen.

Vi sad ni piger rundt om et bord og talte om gamle dage, og legede en leg. En leg der er sjov, fordi vi kender hinanden rigtig godt. Et “Who is most likely to”/ “Back to back”-inspireret spil, som jeg ikke gider spilde jeres tid med at forklare, for det er ikke relevant for historien.

Der kommer en flink fyr over, og spørger, om han og hans to venner ikke må være med. Der er lidt stilhed, og derefter kommer der blandede tilsagn fra gruppen. Nogen siger “ikke lige nu” og andre mumler “jo, det må I da godt”. Jeg sidder og tænker, at jeg faktisk virkelig ikke gider spille noget som helst sammen med de fyre. Jeg vil bare gerne grine og hygge mig med nogle skønne piger, som jeg ser rigtig sjældent. Og jeg kan se på de andre, at hvis drengene fik lov at spille med, var det af ren høflighed.

Så jeg tager teten. Det er også mig, der sidder tættest på drengen, og siger “Nej, desværre. Det er et spil, der kræver, at man kender hinanden godt, og vi vil helst spille selv” på en sød måde! Men nej bliver ikke taget som et svar, og han bliver ved med at ”plage” og ender med at få lov af nogle af de andre.

Drengene spiller med, og det er også fint. Men jeg havde da hellere været foruden dem. Det ender med, at vi hænger på dem hele aftenen. Når vi var oppe og danse, kom en af dem hen og dansede med os. Da vi prøvede at rykke bord, rykkede de efter. Vi gav dem tydelige signaler om, at vi faktisk ikke var interesseret i deres selskab. Men det fattede de tydeligvis ikke en skid af.

Jeg er træt af, at det 1. er socialt acceptabelt i nattelivet at pådutte andre mennesker ens selskab. 2. at det ikke er socialt acceptabelt at sige: “ved du hvad, det har været hyggeligt – men jeg gider ikke tale mere med dig lige nu”.

Det er KUN når der er alkohol med i ligningen, at det er okay at følge efter folk, der ikke ønsker ens selskab. Du oplever aldrig på en restaurant, på stranden eller i et shoppingcenter, at ikke-retarderede mennesker kræver retten til at hænge ud med dig, uanset om du ønsker det eller ej.

Og så kan man sagtens sige: “Jamen, Freja. Hvorfor sad I så på en torsdagsbar, hvis I ikke gad at tale med andre mennesker?”. Det kan jeg sagtens forklare dig: jeg tager heller ikke på restaurant, fordi jeg gerne vil tale med andre mennesker. Jeg tager ud for at få noget at drikke, og komme lidt ud. Man kan sagtens nyde stemningen omkring sig, uden at behøve at tale med alle omkring sig.

Og det får mig videre til det andet irritationspunkt: hvorfor må man ikke sige nej? Jeg overvejede mange gange i løbet af den aften at sige til drengene: “Ved I hvad, det har været hyggeligt. Men nu vil vi faktisk gerne være lidt os selv. Så I kan tage det her bord, og så sætter vi os derover. Hav en god aften”. For de fattede jo tydeligvis ikke et vink med en vognstang.

Man kan jo sagtens sige “skrid” på en pæn måde. Men hvis jeg havde sagt det til drengene, så havde jeg virket som en kæmpe kælling. Og eftersom de ikke havde fattet det den første gang, havde de formentlig heller ikke fattet det der.

Men det burde jo være helt okay, at sige nej til andres selskab. Det er okay på en restaurant. Det er okay på stranden. Det er okay i shoppingcenteret. Hvorfor er det ikke okay i byen?

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

TV der pisser mig af: Min fede træner

nyt-livsstils-program-kommer-snart-pa-tv3

Billedet er lånt af TV3

Den spritnye TV3-satsning Min fede træner er netop fløjet over skærmen – og hold kæft jeg har glædet mig! I har måske hørt om konceptet? Fire kendte, slanke danskere skal hjælpe fire overvægtige almindelige mennesker med at tabe sig.

Men først skal de på 2,5 måned tage så meget på som overhoved muligt, så de kan relatere til det at være overvægtig. Det i sig selv lyder jo helt vanvittigt. For det første er det pisse usundt at svinge sådan i vægt. For det andet virker det jo komplet meningsløst.

Jeg har virkelig været skeptisk, og jeg er ikke mindre skeptisk efter at have set programmet. Jeg var skeptisk før, fordi jeg virkelig ikke køber programmets præmis. Det gør jeg heller ikke efter, at jeg har set det.

Slanke og sunde mennesker som Frederik Fetterlein eller Mascha Vang, vil sgu da ikke efter nogle måneder med fed mad kunne sætte sig ind i, hvordan mennesker, der har været overvægtige hele deres liv, har det. Det handler ikke om, hvor mange kilo man har på kroppen. Det handler om vaner, motivation og de følelser der er forbundet med mad.

Mascha og Frederik trænet hele deres liv, og har lært at holde af træning. Træning og sund mad er en fast inkorporeret del af deres hverdag og deres vaner.

Sunde vaner og træning er IKKE en del af disse overvægtige menneskers hverdag. Det er en stor livsstilsændring som de skal igennem, og det er jo klart den sværeste del af et vægttab. Den livsstilsændring skal Mascha og Frederik ikke foretage, og det er en markant forskel.

Programmet starter ud med, at Frederik Fetterlein siger, at alle mennesker da har tid til at træne og leve sundt. Men det er sgu da nemt at sige, når man ikke rigtigt har noget arbejde? Jeg tror ikke, at Fetterlein kan sætte sig ind i, hvor svært det er at finde tid og motivation til træning og sunde vaner, når man har et helt almindeligt 9-17 job, hvor en sund og slank krop ikke er afgørende for ens præstation.

Dertil er det bare ikke alle mennesker, for hvem en sund livsstil og en lækker krop er altafgørende. Både Mascha og Frederik har jo levet af deres krop, og så er det da nemt at finde motivationen til at leve sundt.

Mascha Vang får også sagt, at hun bliver ked af det, når hun ser overvægtige mennesker. Hun mener, at de ”spilder deres liv”. Det er i mine øjne også en ret nedværdigende kommentar. Det viser tydeligt, at hun slet ikke forstår det liv, som overvægtige mennesker lever. For jeg tror sgu ikke, at de her overvægtige mennesker føler, at de spilder deres liv. For der er altså andet i livet end at være tynd.

Helt klart, det er et underholdende program. Det er da sjovt at se, hvordan kendte sunde mennesker klarer at tage på og tabe det igen. Men jeg synes faktisk, at det er lidt en hån mod overvægtige mennesker. For det er sgu ikke lige så nemt at tabe sig, hvis man har været overvægtig hele livet, som hvis man lige har taget et par hurtige kilo på.

Læs også: Jeg er overvægtig, åbenbart

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Hvor er servicen blevet af?

Jeg har været rimelig bitter i dag. Det har jeg fordi, at jeg gang på gang er blevet udsat for hammer dårlig service. Og hvis der er én ting der kan give mig lange æggestokke, så er det dårlig service.

Det startede med, at jeg for snart en uge siden købte en Iphone 7 på CBB’s hjemmeside, sammen med et mobilabonnement. Jeg valgte CBB, fordi abonnementet var billigt, og så syntes jeg, at det gav god mening at købe telefonen det samme sted. Det ville jeg snart komme til at fortryde…

Der stod, at den ville komme inden for 3-5 dage. Så da de dage var gået, gik jeg på Postnords hjemmeside og tjekkede, hvor langt den var. I følge dem, var der skrevet en forkert adresse på, og derfor var den blevet sendt retur. Jeg tjekkede den adresse, der stod på kvitteringen, og det var den helt rigtige adresse.

Jeg skal til London i morgen, og vil rigtig gerne have min nye telefon med, så jeg kan tage nogle gode billeder. Derfor ringede jeg til CBB, forklarede dem situationen, og bad dem annullere min ordre, så jeg kunne gå ned og købe en med det samme.

På det tidspunkt var Postnords hjemmeside åbenbart gået ned, så kvinden i callcenteret kunne ikke gå ind og se, hvor min pakke var henne, og dermed ikke annullere min ordre – fair nok.

Så ringede jeg til Postnord, og sad selvfølgelig længe i kø. Hende jeg talte med mente, at telefonen var blevet beskadiget på turen. Det var så ikke det jeg kunne læse i deres ”track and trace”-system… Hun fortalte, at den, som der rigtig nok stod, var på vej tilbage til Telenor/ CBB. Men hun kunne ikke fortælle, hvornår den ville komme.

Da Postnords hjemmeside så endelig kom op og køre, ringede jeg igen til CBB. Han kunne, såvel som jeg, se på Track and trace, at telefonen aldrig har været i min hånd og nu er på vej tilbage til dem. Jeg forklarede ham, at jeg havde købt telefonen ud fra den forudsætning, at jeg fik den indenfor fem dage, som de havde lovet – og det kunne jeg ikke nu. Men jeg kunne altså ikke få hverken en bekræftelse på annullering eller pengene tilbage, før de fik telefonen i hånden – hvilket jeg ikke vidste hvornår var.

Jeg fatter det simpelthen ikke. For uanset hvilken tilstand telefonen kommer tilbage i, vil det aldrig nogensinde have noget med mig at gøre – for jeg har jo aldrig haft den. Én ting er, at de ikke kan give mig pengene tilbage. Men at de ikke engang kan give en bekræftelse på, at min bestilling bliver annuleret når den kommer tilbage, det fatter jeg ikke.

Det er selvfølgelig ikke nogen af de mennesker jeg har talt med’s skyld. Men det er fandme nogle gange svært at tale i et normalt toneleje, når man føler, at man får en pisse dårlig service. Særligt er det provokerende, når man lige har smidt over 6.000 kroner i deres forretning.

Det handler jo helt sikker om, at de mennesker der sidder i sådan et callcenter har en helt fast guideline for, hvordan de skal håndtere problemstillinger, og så viger man ikke udenom den. Men helt ærligt, kan man ikke give lidt mere ansvar og vise lidt mere tillid til sine ansatte, der dagligt er i kontakt med kunderne, så de er i stand til at give den bedst mulige service til deres kunder? Kunder er jo trods alt det, som forretningen lever af.

Jeg valgte så alligevel at smutte ned og købe en telefon i Elgiganten, selvom jeg stadig ikke har fået lovning på at få pengene tilbage. Det var en rigtig sød mand der betjente mig, men der var alligevel én ting der provokerede mig.

Han spurgte mig, om jeg ville have panserglas på min telefon for 249,-. Det takkede jeg ja til. Derefter fortalte han mig, at det altså kostede 100 kroner at få sat det på…. Hvorfor fanden fortalte han ikke bare det til at starte med? På en café siger man jo heller ikke: ”Du kan købe en pastaret for 100,- men så skal du betale 50,- for at få bestik med”.

Jeg synes simpelthen at der er så mange virksomheder, der slipper godt afsted med at behandle sine kunder helt vildt dårligt. Det er som om, at der ikke længere sættes en pli i god service? Det burde sgu da være virksomhederne der leflede om os som forbrugere, og ikke omvendt.

Det blev et langt og vredt indlæg, det beklager jeg. Nu er jeg bare pisse glad for min nye telefon, og glæder mig helt vildt til, at jeg skal til London i morgen <3 Jeg håber, at I alle får en pisse lækker weekend!

Mig i dag

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Older posts