De sociale medier viser ikke hele sandheden

image1-3

De af Jer, der følger mig på Instagram, har formentlig allerede set dette billede og videoen i slutningen af indlægget. Det er mit sølle forsøg på at vise, at de ting man ser på de sociale medier, sjældent repræsenterer mere end en brøkdel af sandheden.

Det er nemt at tage billeder af sig selv på en god dag. Der hvor håret sidder lige som det skal, og make-uppen er on fleek. Man kan finde det helt rigtige lys, og lægge ansigtet i de rette folder og så lægge et lækkert filter over bagefter.

Billeder kan tages ovenfra, så man ser tyndere ud – og så kan man selvfølgelig suge maven så meget ind, at man er lige ved at besvime.

Man kan få sin veninde til at tage 100 forskellige billeder, så der minimum er ét, hvor man både ser tynd, lækker og pisse smart ud.

Men sandheden er bare, at du formentlig ikke ville kunne kende mange af de Instagram-babes du følger, hvis du så dem i virkeligheden. For virkeligheden er sjældent så lyserød, som den ser ud på de sociale medier.

Læs også: Lad ikke sociale medier snyde dig

Vi vil alle gerne vise os selv fra vores bedste side – selvfølgelig vil vi gerne det. Det ville være unaturligt at forsøge at vise sig selv fra sin dårligste side.

Men det er bare pisse vigtigt, at man er opmærksom på det faktum, at de sociale medier ikke er sandheden. For man kan da næsten ikke andet, end at få hammer dårlig selvværd, når man scroller igennem sit Instagram-feed.

For nej – du ser ikke lige så godt ud, som de mennesker du ser på Instagram. Men det gør de formentlig heller ikke selv.

Jeg synes, at bloggere, Instagram-kendisser og andre influencers har et ansvar for at vise den hele sandhed. Selvfølgelig skal man lægge alle de smækre-lækre billeder ud, man har lyst til. Så længe man engang i mellem også viser et mere sandfærdigt billede.

Så scroll løs! Men husk nu, at det du ser kun repræsenterer en brøkdel af sandheden.

Læs også: Alt det du ikke ser på Instagram

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Der er 0 kvindelige formænd i ungdomspolitik

feminisme

I går var jeg til landsmødefest i SFU, da der er tradition for, at ungdomspartierne inviterer de andre ungdomspartier til deres landsmødefest. Så i går tog Victor, som er formand for Radikal Ungdom, og jeg til Høje Taastrup, hvor mødet blev holdt.

På landsmødet gik deres formand, Nanna, af og de valgte en ny sej formand, der hedder Jacob. Det betyder, at der nu ikke er én eneste kvindelig formand i ungdomspolitik. ALLE formændene er mænd. Det er da en lille smule tankevækkende?

I Radikal Ungdom har vi en ledelse på 18 mennesker. Heraf er kun fire kvinder… Og for at være helt ærlig, så forstår jeg det simpelthen ikke. Jeg forstår ikke, hvad det skyldes.

Jeg er selv en kvinde, der gerne vil frem i verden. Jeg har aldrig nogensinde set det som en ulempe, at jeg er kvinde. Nogle gange tror jeg faktisk, at det har været en fordel. Jeg har aldrig følt, at der var ting jeg ikke kunne eller noget jeg ikke kunne være med i, fordi jeg er kvinde. Derfor har jeg også enormt svært ved at forstå, hvorfor der er så få kvinder i toppen af ungdomspolitik.

Min analyse er, at det er fordi kvinderne ikke gider. Der er mange aktive kvinder i ungdomspolitik, men de stiller bare ikke op til ledende poster. Måske fordi det kræver noget risikovillighed, som mange kvinder ikke har, måske fordi de bare gerne vil nogle andre ting. Det er svært at sige.

At være formand for et ungdomsparti er en virkelig stor opgave. Du har ansvar for en hel forening, og du skal være enormt meget på. Du skal være villig til at lægge hele dit liv på hylden for nogle år, for at vie dig til ungdomspolitik. Og jeg kan godt forstå, at det er de færreste der gider det. Måske er der bare flere mænd, der tør kaste sig ud i sådan noget?

Er det et problem, at der er så få kvinder? Nej, egentlig ikke. Man skal jo have de bedste kandidater, og hvis de er mænd – så er det jo fint. Men jeg synes, at det er underligt og egentlig også ærgerligt. For jeg tror, at det er vigtigt med stærke forbilleder, som man kan spejle sig i. Jeg tror, at der er større chance for, at flere kvinder vil søge ledende poster, hvis der allerede er kvinder på ledende poster i organisationen.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Der er intet galt med charter

charter2

Så for helvede venner, jeg skal ud og rejse til sommer! Mads og jeg bestilte nemlig ferie i går, og turen går til Gran Canaria i to uger i Juli! Mads bliver jo kandidat til sommer, så der har både været uvished om job og forsvar af speciale, der har stået i vejen for at bestille ferie. Men nu har vi altså bestilt, og hold kæft hvor jeg glæder mig!

Vi har brugt meget tid på at researche på rejsedestinationer, hoteller og flybiletter. Hvor Mads er mere til storby, er jeg helt klart mere til badeferie. Men vi endte med et kompromis, hvor vi har en uge på badeferie og en uge i Las Palmas, hvor vi kører rundt og oplever øen.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en sucker for charter. Det er Mads overhoved ikke. Det er der mange mennesker, der ikke er. Charter har generelt ry for at være en type ferie, som tykke hakkebøfdanskere og grådige buffet-overfaldende tyskere tager på. Sådan ser jeg det slet ikke.

Jeg holder af mange typer ferie. Jeg har været på mange fantastiske storbyferier, jeg har også været på Island og ride og jeg kunne også godt forestille mig at tage på vandretur. Jeg synes de fleste ferietyper har noget fantastisk over sig. Også charter. Det er da røv hamrende lækkert at kunne ligge og slappe af, læse gode bøger, spise virkelig meget mad og bade! Der er simpelthen noget galt med én, hvis man ikke synes, at det er nice.

Jeg forstår godt, hvorfor man er forbeholdende overfor at rejse et sted hen, og så overhoved ikke opleve noget af det sted, man besøger. Men sådan behøver det jo slet ikke at være. Sidst jeg var på charterferie, var jeg på Aruba i Caribien med min mor, og vi fik set hele øen! Bevares den var ikke særligt stor, men vi fik da set den!

Men det blev ikke til charter i denne omgang. Det har jeg det også helt okay med 😛 Personligt ville jeg heller ikke tage på en hvilken som helst charterferie. På charterferier bruger man som regel en del tid på hotellet, og så skal det altså virkelig også være et godt hotel. Der skal være flere restauranter og pools at vælge imellem, så dagene ikke bliver for ensartede og der skal være nogle aktiviteter. En sådan rejse er lidt for dyr til os som studerende.

Jeg synes bare, at jeg vil slå et slag for charter! Jeg synes det har fået et ry, som det ikke fortjener. Nogle gange er det altså okay at tage på ferie bare for at koble helt af. Og det gør man fandme på charterferier! Jeg tror helt klart også, at jeg vil tage på charterferier, når jeg får børn. Man er simpelthen gået glip af noget i sin opvækst, hvis man ikke har været på en rigtig charterferie 😉

charter1

Et af EU’s mest latterlige forbud

img_9449 Snus er ulovligt i Danmark. Det er det grundet et EU-direktiv, som forbyder snus i hele EU. Kun Sverige må sælge snus af kulturelle årsager.

I Danmark kan man dog stadig købe tyggetobak. Tyggetobak er ikke snus, men ligner det umiskendeligt. Forskellen er egentlig bare, at tyggetobak er grovere skåret. Men et produkt som Siberia der sælges lovligt i Danmark er mere afhængighedsskabende end snus, grundet det høje nikotinindhold.

I gymnasiet var jeg det man kalder ”selskabsryger”. Jeg stoppede dog fra den ene dag til den anden, da jeg fik at vide, at jeg havde astma. Nu tager jeg engang i mellem snus, fordi jeg synes, at det er hyggeligt og behageligt, og så er det ikke dårligt for mine lunger.

Læs også: Astmatiker?

Jeg skal passe på med at udtale om for mange lægevidenskabelige ting, som jeg ikke har forstand på. Men jeg er ret overbevist om, at snus er langt fra lige så skadeligt som rygning. Der er tvivl om, hvorvidt det er kræftfremkaldende, men det er der dog meget der tyder på. Men hvad er ikke kræftfremkaldende efterhånden?

Forskellen på snus og rygning er også, at det ikke skader folk omkring dig. Andre bliver ikke chikaneret af, at jeg har snus i munden. For de kan hverken se, høre, lugte eller mærke det. Det skader kun mig og ingen andre. Det er også mindre miljøskadeligt end rygning.

Alligevel er snus ulovligt og rygning lovligt. Det skyldes selvfølgelig, at rygning er langt mere udbredt end snus. Derfor ville det skabe langt mere ballade, hvis man forsøgte at forbyde rygning.

Men jeg synes simpelthen, at det er noget pjat, at folk ikke har lov til at putte det tobak i munden, som de har lyst til. Særligt når det ikke skader nogen som helst andre, end én selv.

Ja, det KAN være sundhedsskadeligt ved overforbrug, men det kan sukker, fedt, alkohol og rygning også – og det er altså stadig lovligt.

Jeg synes, at snus er et rigtig godt alternativ til rygning. Jeg ville da hellere have, at folk tog snus end røg cigaretter. Både fordi det for mig som astmatiker ville været væsentligt rarere, men også fordi det er mindre skadeligt. Så at rygning er lovligt og snus ikke er, er for mig ret svært at forstå.

I Danmark er det jo også ufatteligt nemt at tage toget fra København til Malmø på 20 minutter og købe et stort lager. Så i København har forbudet sådan set ikke noget effekt, andet end at det skubber handlen til Sverige.

Jeg synes, at EU skulle til at genoverveje deres forbud mod snus. For det er et fuldstændig håbløst forbud.

img_9457

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Jeg blev pacet som barn – og det er jeg glad for

img_3838

Pacing bliver ofte anset som værende noget negativt. Pacende forældre anses af nogen som værende onde og hårde mennesker, der presser deres børn. Sådan ser jeg det slet ikke.

En pacer defineres som en, der løber bagved én for at sikre, at man holder tempoet oppe, for at nå et bestemt mål. Og det er da egentlig ganske positivt.

Mine forældre har altid haft høje forventninger til mig. De har altid forventet, at jeg præsterede mit bedste. Ikke at jeg var den bedste, men at jeg gjorde det bedste jeg kunne. Og det er jeg da enormt taknemmelig for.

Dengang jeg havde hest pacede min mor mig til at få undervisning mindst to gange om ugen. Også selvom jeg ikke altid gad. Og det er jeg da enormt glad for, for jeg ville jo gerne blive bedre, og det blev jeg ikke, hvis jeg ikke fik undervisning.

I gymnasiet pacede de mig altid til at gøre mit bedste. Det var ikke fordi, at jeg altid skulle have 12. Men jeg skulle gøre mit bedste. Mine forældre blev skuffede, hvis jeg fik et 7-tal. Ikke fordi 7 er en dårlig karakter, men fordi de vidste, at jeg godt kunne gøre det bedre, og fordi jeg ikke selv var tilfreds med et 7-tal.

Det kan virke ret hårdt. Men sådan har jeg aldrig nogensinde set det. For jeg har aldrig følt det som et pres. Jeg har følt det som en hjælp til at blive bedre. Hvis jeg havde fået ros hver gang jeg fik 7, så havde jeg ikke kæmpet lige så hårdt for at få 12.

I gymnasiet var jeg ved at brække mig over, hvor mange gange min mor sagde ’’Freja husk at få nogle gode karakterer. Et dårligt snit vil ødelægge så mange muligheder for dig’’. Jeg tænkte virkelig, at hun skulle tie stille. Men i dag er jeg virkelig, virkelig taknemmelig for det. For jeg tror faktisk ikke, at jeg havde klaret det lige så godt i gymnasiet, hvis min mor ikke havde pacet mig. Og så havde jeg ikke kommet ind på min uddannelse, der i dag kræver et snit på over 11.

Du bliver bedre til at løbe, hvis der hele tiden er en der løber bag dig, og sørger for, at du ikke bremser op. Jeg er blevet mere ambitiøs, dygtigere og mere velholdende af at have nogle forældre, der altid har løbet bag mig og sikret, at jeg gjorde mit bedste.

Selvfølgelig må man ikke være overambitiøs på sine børns vejene og presse dem så meget, at de ikke kan følge med. Men der er intet galt i at have høje forventninger til sine børn.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Older posts