Måske vi bare skulle slukke telefonen og være i nuet?

SPONSORERET AF SOPHIE HÆSTORP ANDERSEN

sophie2

I går spiste jeg frokost med Sophie Hæstorp Andersen. Sophie er formand for Region Hovedstaden og medlem af Socialdemokratiet.

Vi havde på forhånd aftalt, at vi skulle lave et lille “eksperiment”. Vi skulle begge slukke vores telefoner og bare snakke. To mennesker, der aldrig har mødt hinanden før. Om det der med altid at være på. Om sociale medier. Om mobilafhængighed. Og hvorvidt, at de ting er forskellige for hver vores generation?

Vi skulle mødes kl. 13.00 på Paté Paté. Jeg kom lidt for tidligt, og stod og ventede foran restauranten. Da Sophie kom, gik hun og snakkede i telefon. Hun stoppede op lidt foran restauranten for at afslutte sit opkald. Da telefonopkaldet, som umiskendeligt var med en af hendes kampagnefolk, da Sophie jo er midt i en valgkamp, hilste vi på hinanden og gik ind.

Det første vi gjorde, da vi satte os, var at slukke vores telefoner. Da Sophie tog sin frem, var der allerede et nyt indgående opkald, selvom det kun var få minutter siden, at hun havde afsluttet det sidste. På min telefon var det mest gruppebeskeder og snaps, der poppede op.

Efter vi havde bestilt, begyndte vi at tale om, hvordan det egentlig føltes at have slukket sin telefon. Vi kom frem til, at der nok var ret forskellige årsager til, at det var en underligt følelse for os. For Sophie handlede det om, at der ofte var journalister eller kampagnefolk, der ringede eller skrev til hende her midt i valgkampen. For mig var det primært, at mine venner og selvfølgelig mine “kollegaer” i Radikal Ungdom er vant til altid at kunne få fat på mig. For Sophie var det altså primært hendes arbejde, og for mig var det primært det sociale og selvfølgelig det frivillige arbejde.

Selvom vi egentlig kun havde planlagt, at frokosten skulle vare en time, endte vi med at sidde og snakke i to. Der var ikke nogen af os, der følte den helt store trang for at lange ud efter vores telefon. Det handlede nok også om, at vi begge over årene er blevet bedre til at håndtere, at man ikke SKAL være på hele tiden.

Sophie har gennem årene lært, at man ikke behøver at tage telefonen det sekund en journalist ringer. Hvis det er vigtigt, så skal de nok ringe tilbage. Jeg har over årene lært, at jeg ikke behøver at svare, hver eneste gang en eller anden kommenterer mine facebookopslag. De kan godt vente en time eller en dag – og alle behøver ikke at få et svar.

Nu er både Sophie og jeg ret udadvendte mennesker, som er vant til at snakke med mange forskellige mennesker. Men et eller andet sted, er det jo en ret grænseoverskridende situation at sidde og snakke i så lang tid med et menneske, som man overhoved ikke kender.

Normalt bruger vi jo vores telefon som et redskab i situationer, hvor vi føler os utilpas. Hvis samtalen går i stå, eller man ikke ved, hvad man skal sige. Så hiver man telefonen op, som et slags skjold. Men det kunne vi ikke her. Og derfor blev samtalen også bedre og mere personlig.

Når jeg er ude og spise med mine veninder, oplever jeg ofte, at de tager et telefonopkald eller tjekker deres Instagram-feed, mens vi sidder og snakker. De er altså tilstede fysisk, men ikke mentalt. Og så sidder jeg der som en idiot ved siden af, og venter på, at de er færdige. Det er, i min optik, hamrende uhøfligt – men dog ret almindeligt nu til dags.

Derfor var det enormt forfriskende at sidde og spise frokost men én, som var 100% tilstede. Så næste gang jeg skal ud og spise med min kæreste eller en veninde, kunne jeg da godt finde på at foreslå, at vi begge slukkede vores telefoner, og var tilstede – både fysisk og mentalt.

Efter de to timer tog vi begge vores telefoner frem igen. Jeg sad og tjekkede de indkommende snaps, og Sophie tastede løs. Vi sad i stilhed et par minutter, fortabt i vores digitale verden, hvorefter vi sagde farvel og tak for en hyggelig frokost.

Det var vildt hyggeligt, og vildt spændende. Vi havde så mange diskussioner om den digitale tidsalder. Så mange, at der desværre ikke er plads til en brøkdel af dem i dette indlæg. Og så hørte jeg også en masse om hendes arbejde som regionspolitiker. Et politisk led, som jeg desværre ikke ved så meget om.

D. 21. november er der jo Kommunal- og Regionsrådsvalg. Jeg stemmer ikke på Sophie, for jeg er radikal. Men hun er fandme sej! Skulle du have lyst til at læse mere om hende og hendes politik, så kan du gøre det HER.

 

 

PS. Til de af Jer, der skulle undre Jer over, at jeg har valgt at indgå et sponsoreret samarbejde med en kandidat fra et andet parti:

Jeg udvælger min samarbejder udfra, hvorvidt jeg kunne have fundet på at skrive det, hvis der ikke var penge involveret. Kunne jeg have fundet på at spise frokost med en politiker (uagtet parti) og snakke om sociale medier og skrive et indlæg på baggrund af det? Ja, det kunne jeg godt.

Jeg har altid lagt meget vægt på, at andre politiske holdninger skal have taletid på min platform. Jeg har bl.a. stillet en fra hvert ungdomsparti 10 spørgsmål, heriblandt flere kommunalvalgskandidater. Dertil har der været flere politiske gæsteindlæg, med politiske holdninger, som jeg ikke deler. Blandt andet dette.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Nej, du er ikke nødvendigvis god nok, som du er

not-good-enough

Okay, jeg indrømmer det: rubrikken er ret provokerende! Det er mit budskab formentlig også, dog ikke nært så provokerende.

Jeg tror, at alle kender udtrykket “du er god nok, som du er”. Det hører man nemlig ret tit.

Du skal ikke lave om på dig selv for at please andre. Du skal ikke ændre din personlighed for, at andre vil kunne lide dig. Og du skal ikke tabe dig, fordi samfundets normer dikterer, at du skal være tyndere.

Men helt ærligt, nogle gange kan “du er god nok, som du er” godt blive en hvilepude. Jeg ved godt, at det er upopulært at sige. Men det synes jeg.

Selvfølgelig skal du have lov til at være som du er, og se ud, som du gør.

Men lad os eksempelvis antage, at du har en ret irriterende personlighed der gør, at der faktisk ikke rigtig er nogen, der har lyst til at være venner med dig. Så vil jeg altså ikke påstå, at du er god nok, som du er. Så kunne det være, at du skulle overveje, om der var nogle ting ved dig selv, som du burde ændre. For så tror jeg faktisk, at du på den lange bane ville få et federe liv.

Eller hvis du ikke har formået at bestå dine fag i folkeskolen, så du ikke har mulighed for at komme videre i uddannelsessystemet. Så vil jeg heller ikke påstå, at du er god nok som du er. Jeg vil sige, at du skal forsøge at tage dig sammen.

Ja, det er hårdt. Men jeg tror helt ærligt ikke, at det bidrager til din situation, at nogen fortæller dig, at du er god nok som du er. Jeg tror du får mere ud af at få at vide, at du har potentialet, men at du simpelthen er nødt til at gøre det bedre!

Min holdning er formentlig præget af konkurrencesamfundet og alt det der pjat. Men nogle gange er det altså fint at få at vide, at det man gør ikke er godt nok, og at man ikke ubetinget er god nok, som man er.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Tre gode ting ved regeringens finanslovsforslag

positiv

Der har været meget kritik af regeringens finanslovsforslag, og med rette. Der er flere problematiske ting i den, men det er ikke det, som det her indlæg skal handle om.

For en gangs skyld vil jeg nemlig gerne prøve at være positiv. Derfor vil jeg hellere lægge fokus på nogle af de ting, som jeg synes er positivt ved finanslovsforslaget. Man kan sige meget om, hvordan de her forslag er finansieret. Men uanset hvad, så tror jeg, at de har enormt positiv effekt på vores samfund.

 

1. Billigere takster over Storebælt

Regeringen og Dansk Folkeparti er nået til enighed om at nedsætte taksterne over Storebælt med 25%. Både for privatbilisme, tog og erhvervskørsel. Det synes jeg er enormt vigtigt for sammenhængskraften i Danmark.

Hvis du i dag vil en weekend fra København til Aarhus koster det dig 480,- bare for broen. Hvis du vil med toget koster det 776,- hvis du tager afsted fredag og hjem søndag, og vel at mærke ikke har ungdomskort.

Danmark er et enormt lille land. Selvfølgelig er det en udfordring, at vi er et land bestående af flere hundrede øer. Men det burde altså være muligt at skabe en større sammenhængskraft, end vi har i dag.

Det tror jeg, at dette forslag er et skridt på vejen mod.

2. Det sociale frikort

Regeringen har i finansloven fremlagt et forslag om at indføre et socialt frikort. Det er noget som Liberal Alliance har kæmpet for i en årrække, og det synes jeg er et enormt godt forslag.

Hele tanken bag det sociale frikort er at få socialt udsatte tættere på arbejdsmarkedet. Her taler vi eksempelvis stofmisbrugere. Altså folk som formentlig aldrig bliver i stand til at passe et fuldtidsarbejde.

I stedet for, at de bare render rundt på kontakthjælp og keder sig, giver man dem muligheden for at arbejde lidt, skattefrit. Det skal være nemt, enkelt og u-bureaukratisk både for arbejdstageren og arbejdsgiveren.

Et helt konkret eksempel kunne være, at en hjemløs alkoholiker kunne vågne op en dag med lidt ekstra overskud. Så kunne han smutte forbi den lokale café, og tilbyde at sætte stole og borde frem for måske 100 kroner.

Der skal ikke udbetales pension, feriepenge el. Arbejdstageren får blot pengene kontakt i hånden. Det er selvfølgelig en ordning, der kan misbruges. Men jeg synes, at den er værd at prøve af. For jeg synes, at det er enormt god socialpolitik, og den kan gøre en stor forskel for mange socialt udsatte.

3. Sænkning af registreringsafgiften

Regeringen og Dansk Folkeparti er nået til enighed om at sænke den lave registreringsafgift fra 105% til 85%. Dertil vil de hæve grænsen for, hvornår du betaler den høje registreringsafgift fra 106.600 til 185.000.

Ja, biler forurener. Ja, du har ikke brug for en bil, når du bor i København. Men der findes altså danskere, der ikke bor i København. Og det er vist noget vi radikale af og til glemmer.

Der er mange mennesker, for hvem en hverdag uden en bil næsten er umulig. Men at købe en bil i Danmark er en enormt stor udgift for den gennemsnitlige børnefamilie grundet den enormt høje registreringsafgift.

Derfor synes jeg, at det er rigtig positivt, at regeringen har valgt at sænke registreringsafgiften på ”billige” biler. Det tror jeg vil have en rigtig positiv effekt på mange helt almindelige danskeres hverdag.
Generelt tror jeg, at man kan finde mange gode alternativer til registreringsafgiften. Eksempelvis kunne man lave roadpricing, så det bliver dyrere at være bilist i København, hvor en bil ikke er nødvendigt, og billigere at være bilist i udkants Danmark, hvor en bil er en nødvendighed.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Gik Anden over stregen til Guldtuben?

guldtuben

Som så mange andre har jeg naturligvis set Guldtuben. Til de (formentlig mange) af Jer, der ikke ved, hvad Guldtuben er, så er det et awardshow for youtubere, der blev sendt på TV Zulu i lørdags.

Til det store awardshow optrådte Anders Matthesen i forklædning. Hans opgave var at “roaste” de nominerede til prisen som “Årets youtuber” (se klippet nederst i indlægget)

Han var mildest talt hård i munden. Om youtuberen Astrid Olsen sagde han blandt andet: “Jeg har forsket lidt. Astrid Olsen som laver sådan nogle videoer, hvor hun sidder og laver sin dag i outfits helt stille uden at sige noget. Hun har også lavet en video, hvor hun snakkede. Og der kunne jeg så pludselig forstå, hvorfor hun plejer at holde kæft. Det er eddermame drøjt at komme igennem”.

Siden da har der været diskussion om hans optræden på de sociale medier. Blandt andet har Fie Laursen, som også fik et par hårde ord med på vejen, udtalt sig negativt om hans optræden.

Nu var jeg der ikke selv, men jeg kunne godt forestille mig, at det var blevet taget lidt blandet imod. Der var trods alt ret mange børn til stede, som nok ikke er vant til den type humor.

Personligt var jeg helt vild med. Det var noget af det sjoveste i hele showet. Jeg har også selv den type humor, hvor man godt kan være lidt grov, så længe det er sagt med et glimt i øjet – og det er jeg ikke i tvivl om, at det er.

Splay, som står bag Guldtuben, forsøger jo uden tvivl at få arrangementet til at appellere bredere, end det tidligere har gjort. Tidligere har det primært appelleret til en relativt ung målgruppe, da det i høj grad er dem der ser Youtube.

Men Andens optræden var jo lige i øjet til sådan én som mig. Eller til andre 20+, som jo er Zulus målgruppe. Og nu hvor Splay har rykket Guldtuben fra Youtube til Zulu, skulle arrangementet jo også gerne appellere til Zulus målgruppe – og det kan det med en optræden som Andens.

Så hvis du spørger mig: nej, Anden gik ikke over stregen. Jeg er med på, at det ikke var lige sjovt for alle. Men det var pisse sjovt for mig, og garanteret også for mange andre på min alder. Hvis man vil have et show, der appellerer til en bred målgruppe, så skal der også være underholdning, som folk på min alder synes er sjovt.

Hvis youtuberne og deres følgere ikke kan holde til den type humor, så synes jeg, at man skal sende showet på en anden kanal end Zulu. For så passer det ikke ind i Zulus koncept.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Hvilket ansvar har man som influencer?

influence

Som influencer har man, som ordet så fint indikerer, mulighed for at påvirke andre. Man kan påvirke deres købsvaner, livsvalg, politiske overbevisning mm.

Som influencer kan man altså være med til at rykke rigtig meget. Man kan påvirke skønheds- og kropsidealer, man kan påvirke hvornår unge mennesker begynder at drikke eller man kan sætte trends.

Men det skaber også en ret interessant debat om, hvor meget ansvar man egentlig har som influencer?

I min optik er der to kategorier af influencers, der er rigtig vigtige at skelne imellem. Nemlig dem der appellerer til børn og unge teenagere, og dem der appellerer til voksne.

Børn er væsentligt lettere påvirkelige, og derfor mener jeg også, at man har et skærpet ansvar for at være et godt forebillede, når man henvender sig til børn, i forhold til hvis man henvender sig til voksne.

Eksempel: Hvis en 15-årig youtuber med følgere på 9-17 år lægger et Instagram-billede ud, hvor hun ryger, vil mange formentlig tænke, at hvis hun ryger, så er det cool at ryge. Men hvis en mommy-blogger på 35 lægger et billede ud, hvor hun ryger, vil det formentlig ikke påvirke hendes læsere, da de allerede har dannet deres holdning til rygning.

I min optik bør den 15-årige youtuber derfor tænke sig lidt mere om, før hun lægger billedet ud, end den 35-årige mommyblogger. For effekten af billedet vil have større konsekvenser hos den unge youtuber, end det vil hos mommybloggeren.

Læs også: 15 tegn på, at du er blogger

Men betyder det, at hun ikke skal lægge billedet ud? Ja, det er jo det helt store spørgsmål.

For det ville jo være fantastisk hvis alle unge influencers var dydsmønstre, som hverken drak eller røg og aldrig pjækkede eller kørte to på en cykel. Men sådan er virkeligheden nu engang ikke.

Og mon ikke, at de fleste børn godt ved, at unge mennesker ryger, drikker, har sex og laver andre dumme ting?

Derfor synes jeg ikke, at man skal lægge skjul på hvem man er. Hvis man ryger, skal man ikke være bange for at der kommer et billede ud, hvor man ryger. Man skal ikke være bange for, at ens dårlige sider blivet eksponeret.

Men personligt mener jeg, at man har et ansvar for ikke direkte at reklamere for dårlige valg. Som sagt særligt, hvis man har en ung målgruppe.

Selvom min målgruppe nok er lidt ældre, lægger jeg stadig en dyd i ikke at markedsføre en uansvarlig livsstil. Ikke fordi jeg føler, at jeg skal. Men fordi jeg bliver glad, når folk skriver til mig, at jeg har givet dem inspirationen til at anskaffe sig en cykelhjelm, interessere sig for politik eller begynde at træne mere.

Jeg elsker at kunne inspirere folk til at træffe “gode” valg.

Læs også: Hvorfor blogger jeg?

Men én ting er ansvaret for ikke at eksponere dårlige valg. Et andet er ansvaret for ikke at eksponere et urealistisk kropsideal eller et unaturligt lyserødt liv. Som influencer er det nemt at give folk et meget overfladisk billede af, hvordan ens liv er. Det skaber mindreværdskomplekser og dårligt selvværd.

Så det aller vigtigste ansvar, jeg mener, at influencers bærer: det er ansvaret for at vise deres liv som det er. Både det pæne OG det mindre pæne. For intet liv er så pænt, som det ser ud på Instagram.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Older posts