Din vægt siger intet om din sundhed

3

På billederne i dette indlæg vejede jeg 70 kg. Det er det højeste jeg nogensinde har vejet. Men det var også den periode, hvor jeg var i mit livs bedste form.

Jeg styrketrænede cirka fem gange om ugen, og jeg har aldrig været så markeret i mit liv. Når jeg ser på billeder fra den periode tænker jeg ”shit en babe”.

Måske tre måneder efter dette billede blev taget tog jeg en pause fra træning. Jeg blev ved med at spise som jeg altid har gjort men tabte fem kilo og vejede pludselig 65. Dog med en noget mere slasket krop.

Læs også: Træning – Derfor stoppede jeg (og jaja, jeg er startet igen)

Min krop var både pænere og sundere da jeg vejede 70 kilo, end da jeg vejede 65. Men alligevel synes jeg altid, at jeg har en tendens til at sætte mål for mig selv om, at jeg skal tabe kilo. Måske det er fordi, at kilo er en enhed, som er så nem at måle.

Men det er også en måleenhed, der ikke giver mening. Særligt ikke når man dyrker en sport som crossfit som i høj grad er opbygning af muskler. Muskler vejer mere end fedt, så når du forbrænder fedt og opbygger muskler vil du automatisk komme til at veje mere.

Derfor giver det heller ikke mening at måle sin BMI. Du kan veje 80 kilo og være overvægtig, men du kan også veje 80 kilo og være et stort muskelbund. Det er BMI en alt for simpel udregningsmetode til at kunne tage højde for.

Derfor ejer jeg ikke en vægt, og har ikke vejet mig i over et halvt år. Det gør mig enormt demotiveret at stå på en vægt, og vægttab er ikke i sig selv et mål. Jeg vil gerne være stærk, markeret og relativt ”slank”. Men om jeg vejer 60,65 eller 70 kilo er egentlig ikke relevant.

Din vægt siger ikke nødvendigvis noget om din sundhed – det gør sammensætningen af muskler og fedt i din krop. Og det kan en almindelig badevægt ikke fortælle dig noget om.

1

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Status på min træning

img_8159

Træning fylder ikke særligt meget her på bloggen på trods af, at jeg egentlig synes, at det fylder en del i mit liv. Formentlig fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg skal skrive og måske også fordi, at jeg ikke aner om det er noget I er interesseret i at læse om. Men nu får I alligevel en lille update

Jeg træner stadig Crossfit i Crossfit Copenhagen og elsker det. Jeg startede til Crossfit i Juni og har altså trænet der i hele fem måneder nu! Tiden går godt nok stærkt (Læs også: Hej crossfit, farvel fitness).

Jeg har stadig en god rytme hvor jeg træner cirka to gange om ugen. Det bliver til to gange de fleste uger, nogle gange kun én hvis jeg har travlt eller ikke gider, og nogle gange tre hvis jeg har meget overskud. Det synes jeg egentlig er rigtig fint, og jeg lever med god samvittighed.

Jeg er blevet bedre til en del øvelser! For et par uger siden lavede jeg min første kipping hand stand push up, dog med to puder under (se øvelsen HER). Det var jeg ret stolt af, og jeg øver mig så jeg kan blive endnu bedre.

Jeg er også kommet op på 45 kg 1 rep max (det betyder, at man laver øvelsen 1 gang) i power clean,  (se øvelsen HER), et 5 rep max (det betyder, at man laver øvelsen 5 gange i træk) på 37 kg i push press (se øvelsen HER) og et 5 rep max på 50 kg i squat.

Så jeg synes selv, at jeg er blevet lidt sej. I starten havde jeg svært ved at squatte  5 x 35 kg og nu kan jeg squatte 5 x 50. Det er  skønt at føle den fremgang.

Jeg er så glad for at jeg byttede fitness ud med crossfit. Det er så meget mere mig, og det er meget sjovere og langt mere udfordrende. Det kan jeg meget, meget varmt anbefales (Læs også: Hvorfor taler crossfittere ikke om andet end crossfit?)

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Den utaknemmelige kvindekrop

img_7507

Kvindekroppen er utaknemmelig. Hvis man prøver at gøre noget godt for den, så straffer den dig. Jeg taler naturligvis om djævlens værk: strækmærker. Jeg har skrevet om det før, hvor I også kan se mine dumme strækmærker lige HER, og nu skriver jeg om det igen. Så meget irriterer det mig.

Mine første strækmærker kom da jeg gik i puberteten. Det var egentlig ikke så slemt. Men efter, at jeg i Juni startede til crossfit, som er noget hårdere end det fitness jeg plejede at dyrke, så er mine strækmærker gået amok.

Jeg gør noget godt for min krop. Dyrker benhård motion og bygger muskler som aldrig før. Hvad belønner min krop mig med? Strækmærker. Fuck dig krop.

Den største forskel jeg kan se på min røv, er strækmærker. Jeg synes egentlig ikke, at den er blevet så meget større. Det er nok fordi, at mine ben er vokset tilsvarende, og det derfor ikke gør den store forskel. Men strækmærkerne, ja dem skal jeg selvfølgelig ikke snydes for. Fedt.

Som I også kan se her, så er det primært den øverste del af låret ved hoften og så inderlåret, hvor jeg er ”ramt”. Men nu er det sgu også kommet til min numse. De er ikke så synlige, men i det helt rigtige lys står de knivskarpt som nudler der slanger sig ned af mine baller. Og hvor jeg dog hader det!

Hvad kan man gøre ved det? Ikke en skid. Man kan bare leve med, at man er mærket for livet. Fedt.

Strækmærker er virkelig noget af det ondeste kroppen kan udsætte én for, for det kommer altid på de mest uretfærdige tidspunkter. Det kommer hvis man træner meget – og gør noget godt for sin krop. Det kommer hvis man taber sig hurtigt – og dermed (ihvertfald såfremt, at man er overvægtig) gør noget godt for sin krop. Og så kommer det, hvis man tager hurtigt på. De mennesker der tager meget på, indenfor en kort periode er sjældent dem der har det aller bedst. Det er unge mennesker der er på vej i puberteten, og så er det folk der overspiser, hvilket der også ofte er en grund til, at folk gør. Det er bare ikke situationen, hvor man har brug for strækmærker…

Jeg fucking hader strækmærker. På et tidspunkt overvejede jeg at få dem fjernet ved en eller anden behandling. Nu prøver jeg bare at affinde mig med, at det er sådan jeg ser ud. Det er sådan, at livet har mærket mig, og sådan er det.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Hvorfor taler crossfittere ikke om andet end crossfit?

IMG_8154

Det er en alment kendt ting, at folk der dyrker crossfit taler ufatteligt meget om crossfit. I kender måske joken ”An atheist, a crossfitter and a vegan walks into a bar. I only know because they told everyone within two minuts” – og det er rigtigt nok.

Jeg har virkelig fanget mig selv i at være bedrevidende på rigtig veganermanér, efter jeg er begyndt at dyrke crossfit. I ved, veganere som altid skal belære folk om, hvor sundt og godt for dyrene og miljøet det er, ikke at spise animalsk. Alle andre synes, at det er pisse irriterende – men de har jo faktisk ret.

Jeg forstår dem godt. For de synes virkelig, at de har fundet ”den rigtige vej frem” – og det vil de gerne fortælle alle andre om. Også selvom de godt ved, at de nogle gange er pænt irriterende. Sådan har crossfittere det også – selvom det selvfølgelig overhoved ikke er det samme.

Efter jeg er startet til crossfit for snart tre måneder siden, kan jeg ikke lade vær med at tænke ”tænk, at jeg har brugt så mange timer i det intetsigende fitnesscenter”. Crossfit er i min optik tyve tusinde gange sjovere og hårdere, og langt mere vanedannede og udfordrende end fitness. Jeg tror virkelig, at rigtig mange mennesker som normalt dyrker fitness, ville få den samme ”åbenbaring” som jeg fik, da jeg begyndte at træne crossfit. Derfor kan jeg godt blive lidt for ”skulle du ikke til at dyrke noget crossfit”-agtig, selvom det måske er ret irriterende.

Og ja – så taler man meget om det fordi det er noget man går op i og synes er sjovt. Det er jo ret naturligt gerne at ville tale om sine interesser. Jeg tror egentlig ikke, at crossfittere taler meget om crossfit fordi de gerne vil ”blære” sig, men fordi de elsker det – og derfor også elsker at tale om det.

Jeg er helt klar over, at crossfit ikke er for alle. Men jeg vil virkelig anbefale crossfit til alle som synes det er sjovt at udfordre sig selv, og ikke har noget imod at løfte tungt og blive lidt beskidt.

1 2

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

For første gang træner jeg ikke for udseendet

IMG_8162

For et par år tilbage var min primære motivation for at træne mit udseende. Jeg ville gerne være tyndere, have en flad mave og en lav fedtprocent. Det får jeg ikke. For jeg gider ikke at spise vildt sundt (læs mere om det HER).

Forleden gik det op for mig, at jeg faktisk ikke har tænkt over træningens påvirkning på min krop i lang tid. Jeg har ikke engang en vægt derhjemme, for jeg er egentlig ligeglad. Jeg står ikke længere og studerer mine mave- og armmuskler i spejlet.

I stedet går jeg op i om jeg kan løfte mere end gangen før. Om jeg er blevet hurtigere, mere udholdende og om min teknik er blevet bedre. Og så går jeg især op i, om mine bar-øvelser er blevet bedre. For dem vil jeg rigtig gerne mestre.

For nu træner jeg fordi jeg synes sporten er sjov. Fordi jeg gerne vil være en god crossfitter. Ikke fordi at jeg gerne vil være tynd – og faktisk i virkeligheden heller ikke fordi jeg gerne ville være sund. Det der med at være ”sund” interesserer mig egentlig ikke vanvittigt meget. For hvis det gjorde, ville jeg ikke drikke mig fuld hver uge og spise en masse junk-food. Jeg træner fordi jeg elsker at bevæge mig, og fordi jeg godt kan lide at føle mig stærk og i god form. Fordi jeg ikke kan forestille mig et liv uden bevægelse!

Det er virkelig en fantastisk følelse det der med, at man ikke længere går så meget op i ens krops udvikling. Og så endda helt uden at lægge mærke til det! For der er simpelthen ikke noget mere drænende end hele tiden at holde øje med om vægten har rykket sig et par 100 gram, eller om man måske har fået lidt mere eller mindre fedt på inderlårene. Det synes jeg i hvertfald ikke.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Older posts