Gæsteblogger // Du kunne blive model – altså hvis du tabte dig

rachel1

Rachel Maria Bæk Flindt

20 år – Model – Arbejder hos Zizzi – Socialdemokrat

 

”Du kunne blive model – altså, hvis du tabte dig”, er en sætning jeg ikke har tal på, hvor ofte jeg har hørt – for af mærkværdige årsager, er der mange der altid har haft meget markante holdninger til hvordan jeg ser ud – og ikke mindst hvordan jeg burde se ud.  Ikke nødvendigvis negative holdninger… Men holdninger; hvorvidt jeg er tyk, slank, pæn, grim, buttet, burde tabe mig, burde tage på, you name it. Og af ligeså mærkværdige årsager, har disse folk altid haft enormt stort behov for at udtrykke og fortælle mig om netop deres holdninger til mit udseende.

Selvom jeg altid har betragtet mig selv som en pige, med relativt højt selvværd og selvtillid, er det aldrig sjovt at få smidt negative kommentarer i hovedet – det tror jeg de fleste kan relatere til. Så derfor var det for mig også den ultimative hævn, da jeg for 5 år siden underskrev min første modelkontrakt – en modelkontrakt som curvemodel. Jeg var meget ung og syntes ærligtalt ikke det var specielt fedt at jeg ikke bare kunne blive ”almindelig” model ligesom alle de andre piger. Men ikke desto mindre var jeg model, hvilket for mig var et slags label på, at selvom nogle folk mente jeg var helt forkert, var jeg det altså ikke.

Sidenhen er der sket meget: jeg har skudt billeder for forskellige danske plus size brands, magasiner og butikker, hvilket har været en fornøjelse – det er altid surrealistisk at se sig selv i et katalog eller hængende på et banner. Herudover har jeg skiftet modelbureau og er nu ved Le Management, som er et af de største modelbureauer i Skandinavien, samt hos Dominique Models Agency i Bruxelles.

Jeg er også blevet ældre, og fra at jeg syntes det var lidt pinligt at alle kunne gå ind og se at jeg brugte en størrelse 42-44 i tøj, er jeg nu glad og stolt over, at være en del af en branche, der er i så stor udvikling, og jeg håber at jeg for nogen kurvede kan være et forbillede, de kan spejle sig i.

Den ”normale” modebranche har i mange år hyldet ét bestemt kvindeideal, som ganske få kan leve op til. Hermed ikke sagt at den type kvindekrop er forkert eller ikke er smuk – for det synes jeg helt bestemt. Men kvinder kommer i alle former og størrelser, og når stort set alt tøj er lavet til at sidde godt på en helt slank kvinde på 175 cm, er der rigtig mange der ikke kan følge med. I modeverdenen er man klassificeret som ”curvemodel” når man er størrelse 38 eller derover. Gennemsnitsstørrelsen blandt kvinder i Danmark er 40. Der er derfor en enorm skævvridning i, hvordan kvinder fremstilles i modebrancen og hvordan den gennemsnitslige danske kvinde ser ud. Derfor er jeg også rigtig glad for at man langsomt ser flere og flere smukke kvinder i reklamer og i diverse medier, der er på størrelse med – eller større end – gennemsnittet. Jeg tror det er en sund udvikling, og jeg håber på det vil gøre op med tankegangen om, at en smuk kvindekrop ser ud på én bestemt måde.

rachel2rachel3

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

15 tegn på, at du er kommunalvalgskandidat

voting

D. 21. november er der kommunalvalg, og det bliver pisse fedt! Meeen… Det er stadig virkelig sjovt at tage pis på.

 

1. Indenfor det seneste halve år er du blevet alles bedste ven. I hvertfald hvis de bor i din kommune, og potentielt kunne blive en del af din kampagne.

2. Du stiller primært op, fordi du rigtig godt kunne tænke dig at have dit ansigt hængende rundt omkring i hele byen.

3. Nogle gange drømmer du, at Kommunalvalget lå i juni. Så vågner du op, og nope, det ligger stadig i november… god damn it.

4. Du prøver VIRKELIG at gøre kommunalvalg sexet. Men du ved også godt, at det nok aldrig kommer til at ske…

5. Det virkede som en rigtig god idé at stille op til Kommunalvalget, da lokalformanden lokkede dig til det klokken to om natten på partiets landsmøde. Dagen efter… Not so much…

6. Alle dine ikke-politiske venner er pisse ligeglade.

7. Du prøver at bilde folk ind, at det er vildt hyggeligt at hænge plakater op. Men inderst inde ved du jo godt, at det er løgn.

8. Du er sådan cirka den eneste, der går op i Kommunalvalget 12 måneder før det finder sted.

9. Du forsøger VIRKELIG at finde gejsten frem for at diskutere vejbump og trafiklys med ældre borgere på gaden.

10. Du stiller primært op fordi partiet manglede unge kandidater.

11. Hver gang du ser en lygepæl, overvejer du, hvor pæn den ville se ud med dit ansigt på.

12. Der findes ét billede, hvor du ser godt ud, og det er dit kandidatfoto. Og det er kun fordi, at det er virkelig photoshoppet.

13. Du vil gerne føre en god kampagne, men håber inderst inde på ikke at blive valgt.

14. Den eneste stemme du er sikker på, det er din mors.

15. Du hader denne liste, fordi den lidt ødelægger dit forsøg på at gøre kommunalvalg sexet.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

15 tegn på, at du er crossfitter

cross2

1. Du er generelt et virkelig irriterende menneske.

2. Din hud på hænderne er hårde som sten. Hvis du overhoved har hud på hænderne.

3. Du synes, at det er totalt spild at gå i bad, hvis du ikke har trænet inden.

4. Du hader at løbe, og er i øvrigt virkelig elendig til det.

5. Dine venner forsøger altid at få dig til at bære ting for dem ved at sige “det er jo crossfit!”

6. Du fatter ikke folk, der går i fitness. Det må være fordi, at de ikke aner, hvad de går glip af.

7. I din optik fortjener alle der snyder i WOD’s en særlig plads i helvede.

8. Du skal virkelig kæmpe for ikke at komme til at grine, når din veninde fortæller dig, at hun har været til zumba eller stram-op i fitteren, og det var mega hårdt og hun er mega øm. Lol..

9. Man skal VIRKELIG være lækker for at imponere dig. Du ser halvnøgne lækre mænd hver dag.

10. Det værste er ikke selve workouten. Det værste er at få din svedige sports BH af bagefter.

11. Du har altid blå mærker mindst fem forskellige steder på din krop.

12. Du vasker vanvittigt meget tøj. For ikke nok med, at dit tøj bliver gennemblødt af sved, er det også helt hvidt af kridt.

13. Du kan snakke om, hvor hårde de 100 burpees var i dobbelt så lang tid, som de burpees virkelig tog.

14. Dine venner er ret trætte af, at du altid blander dig i deres træning.

15. Du synes overhoved ikke den her liste er sjov. Crossfit er ikke noget, man laver sjov med.

cross

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Gæsteblogger // Harry Pottcast

pottcast

I dag har jeg intet mindre end to seje gæstebloggere! Nemlig de to piger, Amalie og Nanna, som står bag podcasten “Harry Pottcast”.

I podcasten gennemgår de to piger Harry Potter-bøgerne afsnit for afsnit, og taler om karakterer, temaer etc. Det er en virkelig nørdet, og helt fantastisk podcast!

Jeg spurgte de to piger, om de havde lyst til at skrive et gæsteindlæg. Og det ville de heldigvis gerne! De har skrevet et hver, som jeg håber, at I vil give Jer tid til at læse <3

amalie

Amalie Dahlerup Hermansen

24 år, statkundskabsstuderende og vært på Harry Pottcast

 

TANKER OM DET AT STARTE EN PODCAST

Det hele startede med, at Nanna og jeg sad og så Harry Potter og Flammernes Pokal i vores fælles kollegie-køkken. Det var dog ikke meget vi fik set, da det meste af filmen gik med at snakke om Harry Potter i stedet. Én af os lavede en joke om, at vi burde starte en podcast, siden vi har så meget at sige om Harry Potter og universet. Jeg gjorde alvor af joken, da jeg nogle dage senere bestilte en mikrofon over nettet i en af mine overspringshandlinger fra studie-læsningen. Da den kom med posten, spurte jeg Nanna, om hun stadig var klar på at indspille et afsnit, bare for sjov. Ingen af os regnede med, at det var noget vi ville fortsætte med. Det var en lørdagsting, som var sjovt, mens det stod på. Men da vi efter et par timer blev kontaktet af Aarhus Studenterradio om et samarbejde, tog det pludselig fart. Man kan sige, at det meget hurtigt gik fra at være et lille fritidsprojekt til et større projekt, som vi begge blev meget engagerede i. Vi fik hurtigt mange lyttere, og det overrasker os stadig, hvor mange der er interesserede i vores podcast, og lytter til den hver uge. Det kribler til stadighed i maven, hver onsdag, når et nyt afsnit kommer på iTunes. Hver uge kommer bekymringen: Hvad vil lytterne synes om denne uges episode?

Da det startede i februar havde ingen af os den fjerneste anelse om, hvordan det ville gå med denne podcast. Som det fremgår ovenfor, skete det hele meget pludseligt og vi havde på ingen måde planlagt, hvad der skulle ske. Jeg kan huske, at vi ofte diskuterede, hvorvidt vi ville være kendt som ”pigerne fra Harry Pottcast” eller ”Harry Potter pigerne”, da vi måske var en smule bange for at blive stigmatiserede som nørder. Det har dog vist sig, at det ikke er et dårligt stigma at få. Tværtimod har folk generelt været meget venlige i deres modtagelse af os.

En anden ting, som vi har diskuteret i forbindelse med podcasten, er vores label som feminister. Her har holdningen til gengæld været noget mere kritisk. I vores tilgang til Harry Potter universet diskuterer vi forskellige temaer og problematikker, og her har feministisk teori blandt andet været brugt som et analyseværktøj til bog 1. Den feministiske tolkning og kritik af Harry Potter har delt vandene, og Nanna og jeg har ind i mellem fundet det svært at tilgodese alle holdninger. Vi er derfor endt med at gøre, som vi selv finder bedst, også selvom det ind i mellem afføder en stærk kritik. Jeg synes nogle gange, at det kan være hårdt at modtage kritik fra folk. Det er første gang i mit liv, at jeg laver noget som kommer ud i offentligheden, og det kræver til tider hård hud. Omvendt ser jeg det også som et skulderklap, at man kan lave noget, der medfører debat. Særligt den feministiske debat, som podcasten lægger op til, synes jeg er meget relevant. Jeg skal bare lære, at det ikke er personligt ment, når nogen skriver en besked til os, hvor de er uenige.

Nu skal vi snart i gang med anden sæson af Harry Pottcast, og jeg glæder mig virkelig. Nu har jeg fået så tilpas lang sommerferie fra podcasten, at det bliver godt at komme i gang igen. I forbindelse med planlægningen af sæson 2, har Nanna og jeg selvfølgelig også gjort os nogle tanker. Jeg kan afsløre, at vi fremover vil fokusere mere på ond magi i universet, men også have endnu flere reflekterende samtaler. Sidstnævnte er på opfordring fra lyttere, men også efter eget ønske. Jeg forventer derfor, at vi i disse samtaler fortsat vil lægge op til debat.

 

nanna

Nanna Bille Cornelsen

24 år, kandidatstuderende i analytisk journalistik, praktikant ved DR2 Dagen og vært på Harry Pottcast.

 

HVAD FANDEN ER DET NU LIGE, HARRY POTTER KAN?

Jeg tror, at der er mange fra min generation, som føler, at de kender historien om Harry Potter lige så intenst, som de kender deres eget liv. Måske føler de endog, at den lille, svagtseende troldmands tilværelse står klarere for dem, end deres egne barndomsminder gør.

Det her kan måske virke som et pudsigt sted at starte. Men det skyldes, at jeg har forsøgt at ransage mine minder for alt, som har nogen som helst relation til Harry Potter-serien. Og jeg må indrømme, at det har vist sig sværere, end jeg lige umiddelbart havde forestillet mig. Jeg kender Harrys fiktive liv helt ned i de små, ubetydelige detaljer, men hvordan jeg selv har oplevet og forholdt mig til ham og hans verden – ja, det er straks mere mudret.

Det kommer i glimt til mig. Jeg husker, at mine forældre købte første film på VHS med dansk tale – hvorfor jeg den dag i dag stadig udtaler Hermione på dansk – og jeg er overbevist om, at jeg har siddet limet til tv’et den følgende sommer. Jeg ved, at der derefter gik flere år, før jeg gik i gang med selve bogserien. Spørg mig ikke, hvorfor der skulle gå så længe, for jeg aner det ikke selv. Måske jeg bare ville være Rasmus Modsat, måske filmen ikke helt havde formået at fange min interesse.

Jeg vil dog sige, at da jeg endelig startede på bøgerne, var der intet, som kunne holde mig fra dem. Jeg pakkede dem med i tasken, når jeg skulle i skole, og læste dem i frikvarterene i stedet for at gå med de andre ud i skolegården. Jeg tog dem med til familiesammenkomster, hvor jeg ufortrødent fortsatte læsningen i stedet for at tale med mine fætre og kusiner. Og jeg tog dem med i seng for at læse til langt ude på natten – for hvordan kunne jeg lægge mig til at sove, når Han-Som-Ikke-Må-Benævnes endnu en gang var så forfærdeligt tæt på at ødelægge det hele for vores stakkels protagonist?

Jeg blev fuldstændig opslugt i J. K. Rowlings verden af magi. Her havde jeg fundet et rum, som jeg kunne fortabe mig i. Her behøvede jeg ikke at forholde mig til andre. Her var der kun mig og Harry, og så selvfølgelig alt det lort, som han nu engang skulle igennem. Mine egne problemer med skolen, præpubertære venskaber og andre trivialiteter virkede pludselig mere overkommelige, når man sammenlignende dem med Harrys. For der var jo ikke ligefrem nogen, som forsøgte at myrde mig på årlig basis, vel?

Bøgerne var samtidig også med til at præsentere mig for et stort og forskelligartet persongalleri, som jeg kunne spejle mig i. Særligt når tingene blev svære, var det en trøst, at også personerne i bogen oplevede isolation, angst og sorg. Jeg kunne genkende mange af mine egne mere eller mindre charmerende træk hos hovedpersonerne, og det var fantastisk betryggende, at de trods deres status som outsidere alligevel formåede at finde et fællesskab i hinanden.

Og det er nok det, som Harry Potter kan. Sådan er det i hvert fald for mig. Magien er fantastisk, og det samme kan siges om universets detaljerigdom. Men det er umådeligt menneskelige og mangefacetterede karakterer som Harry, Ron, Hermione, Dumbledore og Snape, der gør, at Harry Potter-serien stadig har så stor betydning for mig den dag i dag.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

10 spørgsmål til en DSU’er

Vi er nu nået til det aller sidste indlæg i min “10 spørgsmål til”-serie. I dag er turen nået til DSU, hvor jeg har stillet søde Sonja 10 spørgsmål. Sonja er DSU’er, byrådsmedlem i Nyborg og var meget i medierne for et par måneder siden for dette indlæg hun skrev i det socialdemokratiske magasin Pio Pio

sonja1

SONJA MARIE JENSEN – 23 ÅR – BYRÅDSMEDLEM I NYBORG – DSU’ER

Hvor gammel var du da du meldte dig ind i et ungdomsparti?

Jeg var 17 år gammel da jeg meldte mig ind i DSU.

Hvorfor meldte du dig ind?

Jeg meldte mig faktisk ind for sjov i en frokostpause, da jeg mødte en håndfuld DSU’ere på Nyborg Gymnasium i valgkampen 2011. Jeg fik forklaret, at hvis man synes Helle Thorning var sej, så kunne jeg bare skrive under på et papir, så støttede jeg hende, og jeg kunne helt sikkert også få en Helle 2011 trøje (SOM JEG ALDRIG HAR FÅET!!)

Dagen efter blev jeg ringet op af en sød kvinde som hedder Heidi, som tilbød at jeg kunne deltage i valgkampen. Jeg skulle bare møde op på 3F næste dag. Det gjorde jeg så i troen om, at det var noget med unge mennesker. Der sad så 20 ældre partimedlemmer, som heldigvis viste sig at være rigtig søde. Men det var lidt en spøjs oplevelse.

Men efterfølgende er det gået op for mig, at jeg burde være blevet politisk aktiv langt tidligere i mit liv. Jeg har altid deltaget aktivt og gjort hvad jeg kunne for at bekæmpe den uretfærdighed jeg mødte på min vej. Jeg skrev f.eks. mit først læserbrev i 7. klasse fordi jeg syntes, at det var uretfærdigt, at min klassekammerat blev mobbet, og jeg mente lærerne så passivt til. Så grunden til jeg er blevet hængende, det er for at bekæmpe den uretfærdighed, som jeg synes, man møder alt for mange steder i livet.

sonja2

Hvad er det bedste ved ungdomspolitik?

Det bedste ved ungdomspolitik er, at man får en platform, hvor man faktisk kan ændre rigtige ting. Ungdomspolitik er tit blevet skudt i skoene, at det er en legeplads, hvor man aldrig får ting gennemført. Og nogen bruger det også sådan, andre gør ikke. Men følelsen af at opleve et byråd vedtage ens politik, eller høre folkevalgte snakke om den politik, man har været med til at udvikle. Det er virkelig noget, jeg ville ønske, at alle fik lov til at opleve.

Men noget af det mest prisværdige, og måske en nødvendighed for at levere politiske resultater er det, at du, langt hen ad vejen, er omgivet af mennesker som er dedikerede og har forståelse for de til- og fravalg, man har som ungdomspolitisk aktiv. Jeg sætter stor pris på de venskaber man bygger op i ungdomspolitik. Mine bedste venner har jeg mødt i ungdomspolitik på tværs af parti og holdninger. Så selvom vi er rygende uenige politisk, så har vi en fælles forståelse for, at man ikke altid kan ses samme uge, at man kommer til at bide af hinanden, når man er stresset, og at man en gang i mellem er nødt til at droppe hinandens fødselsdage. Den forståelse har jeg ikke fundet andre steder i mit liv, og den er virkelig en nødvendighed for at leve i det her miljø.

Hvad er det værste ved ungdomspolitik?

Det er en ben hård verden. Det er magtrelationer, følelser og unge hormoner. Det er hårdt at dedikere sig til at leve i et miljø, hvor man godt ved, at man kan risikere, at ens venner stikker én i ryggen i jagten eller i drømmen om en magtposition. Jeg forstår godt, hvorfor folk vil have poster og magtpositioner, men…

Det værste er halvdovne typer som bilder sig selv og hinanden ind, at det er en god ide at bruge 90% af deres aktive timer på at ringe rundt og sladre om personlige intrigere eller personsager. Det er typen som tror, at måden man får anerkendelse og respekt på, er ved at have lege med magtrelationer og kæmpe sig op igennem forskellige poster. Magtspillet er uomtvisteligt en nødvendighed i politik, fordi politik er magt. Men det ærgre mig, at mange tror magtspillet er rundringninger til andre DSU’ere om personsager, i stedet for at gå på en kampagne eller levere noget politik vi kan arbejde med. Jeg bliver så irriteret af typer, som mener ungdomspolitik er en legeplads, og stempler én som naiv, hvis man tror man får politik igennem i vores samfund, og derfor bruger tiden på interne fnidderfnadder-ting, i stedet for at påvirke danskernes holdninger.

Jeg skal ikke være hellig, jeg har også ødelagt venskaber i DSU, jeg har også ladet det interne magtspil stige mig til hovedet, hvilket betød at jeg har behandlet nogle mennesker mindre godt, end jeg burde. Men jeg hader det inderligt. Jeg tror virkelig, hvis de danske ungdomspolitisk aktive tog sig selv i nakken og droppede bare lidt af de intrigere som fylder så meget, og at flere ungdomspolitisk aktive oplevede glæden ved at rent faktisk levere politik i den virkelige verden. Så ville vi være en vanvittig progressiv ungdomspolitisk front i Danmark.

Hvem stemte du på til sidste valg? Og hvorfor?

Til sidste folketingsvalg stemte jeg på Erik Christensen, som var opstillet i Odense. Jeg brugte også rigtig meget energi på hans valgkamp. Han er en af de dygtigste politikere, jeg har mødt i mit liv, og jeg ser meget op til ham, og bruger ham hver gang at jeg har brug for et råd. Han har været Borgmester i både Ullerslev og Nyborg, hvor han har leveret to solide kommuner med god velfærd og en sund økonomi. Så er han pragmatiker og har altid gået meget op i, at lave brede fælles aftaler. Uanset om han har siddet med fuldt socialdemokratisk flertal eller er blevet kuppet af en tidligere kollega, så laver han altid brede aftaler. Det er meget imponerende.

sonja3

Hvis du ikke måtte stemme på Socialdemokratiet hvad ville du så stemme?

Jeg aner det virkelig ikke. Jeg synes SF er ansvarsforskrækket og er villige til at bruge tid på at råbe i medierne, i stedet for at sætte sig ved forhandlingsbordet. Jeg tror ikke Radikale Venstre vil være godt for Danmark lige nu, deres flygtningepolitik er meget langt fra mine holdninger og deres knæfald for Kristian Jensen, ville jeg ikke kunne stemme på. Venstre er for også langt fra mine holdninger og jeg kan ikke se deres projekt eller vision for Danmark, så det ville heller ikke give mening for mig. Til sidst er der DF som mulighed, og på deres velfærdsdagsorden er jeg sådan set enig langt hen ad vejen. Jeg vil dog have utrolig svært ved at stemme på et parti, som har den diskurs de har, og som gang på gang lægger stemmer til borgerlig politik. Men hvis de kom over til Mette Frederiksen, så ville jeg nok ende der.

Jeg satser dog ikke på at skulle stemme på andre partier lige foreløbigt 🙂

Vil du være politiker når du bliver ”voksen”? Hvorfor/ hvorfor ikke?

Jeg vil gerne være byrådspolitiker. Jeg har ikke lyst til at være fuldtidspolitiker, jeg vil gerne være en del af det almindelige arbejdsmarked også.

sonja4

Hvis du havde 90 mandater. Hvilke tre ting ville du så gøre først?

Der er rigtig rigtig rigtig meget jeg gerne ville gøre. Meeeen…

  1. Jeg ville fjerne kontanthjælpsloftet, som den nuværende regering har indført. Jeg synes simpelthen det er noget af det værste Regeringen har lavet. Men jeg ville også se på om vi bruger vores offentlige forsørgelsesmidler godt nok på tværs, så vi sørger for ingen parkeres på offentlig forsørgelse og i stedet arbejder hen mod mere individuelle løsninger for folk. En del af det er at se på, hvordan de forskellige refusionsordninger fungerer, fordi det er noget pjat, at kommuner/staten spekulerer de ordninger.
  2. Jeg ville fra nationalt hold sikre, at alle børn i den danske folkeskole fik frokost (og egentlig også gerne morgenmad) i skoletiden. Jeg mener, at madpakken er noget af det mest ulighedsskabende, man kan opleve på almindelig dagligdagsbasis. Det styrker vores sundhed, indlæringen og livskvaliteten.
  3. Ændre valgloven. Jeg ville sikre, at man ikke kan lave partihop, som vi f.eks. oplevede i Nyborg i 2013. Jeg vil gerne lave loven sådan, at man selvfølgelig er fri til at skifte parti lige så tosset man vil, eller blive løsgænger. Man kan bare kun rykke sine egne personlige stemmer og ikke ens mandat (medmindre man har trukket det selv). Det burde vi indføre til alle vores valg i Danmark.

Hvem er din yndlingspolitiker og hvorfor?

Det er uden tvivl Erik Christensen, som jeg forklarede om tidligere. Men jeg er virkelig også imponeret over Peter Rahbæk Juul som er borgmester i Odense Kommune. Hans kamp mod banderne i Odense har imponeret mig, fordi den er så betydningsfuld, og fordi han lægger sin person så meget ind i kampen, som han gør. Men generelt er han en dygtig politiker. De to er klart to forbilleder for mig.

sonja5

Beskriv den bedste oplevelse du har haft i ungdomspolitik.

Der er vanvittig mange! Men jeg vil gerne fremhæve det, som har gjort størst indtryk på mig, og bekræftet mig i troen på hvor meget DSU kan udrette.

Under hele sexisme-sagen blev jeg svinet meget til, hængt ud i medierne og udskammet alverdens steder.

Her var DSU en kæmpe kampmaskine! De dækkede alle debatter på Facebook, twitter osv. og de tog mange af de kampe, jeg ikke selv kunne gå ud og tage. Flere unge kvinder var ude at bakke mig op, og jeg har fået fortællinger om, hvordan DSUer har taget debatterne i deres klasser, på deres arbejde og i deres familier. Trods at der er fnidderfnadder i ungdomspolitik, så viste den episode mig bare, hvor slagkraftig vi er, når vi står sammen. Det var jeg meget imponeret af, meget stolt af og utrolig taknemmelig for, at de gjorde det for mig og for at løfte debatten.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Older posts