15 tegn på, at du er kampagnefrivillig

I går blev kommunalvalget skudt i gang. Det har de fleste af Jer formentlig opdaget, for der hænger tonsvis af plakater rundt i hele landet. Men plakaterne hænger ikke sig selv op. De bliver hængt op af massevis af frivillige, som ikke blot tager én dag ud af kalenderen for at hænge plakater op. Nej, de tager flere uger ud af kalenderen for at føre massiv kampagne for en kandidat eller et parti.

Det er pisse hårdt, og det er pisse sjovt. Her kommer 15 tegn på, at du er kampagnefrivillig. Den vil de fleste politisk aktive formentlig kunne relatere til 😉

SKUD UD til Radikal Ungdoms Forretningsudvalg, som har fundet på halvdelen af punkterne <3

1

1. Du forbander den person, der har lagt kommunalvalget i november, og den dag han blev født (det kan kun have været en mand).

2. Du har glædet dig som et lille barn til valget. Men allerede på valgkampens anden dag har du glemt, hvorfor du egentlig havde glædet dig.

3. Du er pisse ligeglad med, om plastik er dårlig for miljøet. Du er bare glad for, at du ikke længere skal klistre på masonitplader.

4. I din optik burde alle, der begynder at hænge plakater op før kl. 12.00, sælges til slagtning.

5. Du bruger det meste af din tid på interne intriger om ligegyldige ting. Og synes egentlig også, at det er mere spændende, end en diskussionen om den lokale svømmehal

6. Hver gang du ser en god lygtepæl, ærgrer du dig over, at du ikke har en valgplakat med.

7. Du er mest bare med, fordi du er virkelig dårlig til at sige nej, og ikke rigtig kan komme ud af det.

8. Du prøver hårdnakket at bilde dig selv ind, at valgplakater “faktisk har sin charme”. Det er meget svært i 7 grader og blæsevejr…

9. Dine ikke-politiske facebookvenner har blokeret dig for at undgå spam og et utal invitationer til at “synes godt om side”.

10. Dagen efter plakatophængning er din facebookside fyldt med opslag om hærgede plakater, og du tænker i dit stille sind “kunne de ikke i det mindste have fundet på noget lidt originalt hærværk”.

11. Du insisterer ihærdigt på, at flyers-uddeling er det hele værd, men ved inderst inde godt, at de fleste ender i den nærmeste skraldespand.

12.Du indleder en blodfejde med en, fordi at I er uenige om, hvordan en flyer skal se ud.

13. Du føler dig lidt som klatretøsen, når du kravler i lygtepæle. I virkeligheden ser du ret retarderet ud, og kæmper i virkeligheden blot for at overleve, og for at få lov til at komme tilbage til valgkampsbunkeren og få en bajer.

14. Du laver kun gadekampagner for at kunne tage et fedt billede til SoMe.

15. Du har lige pludselig udviklet en enorm interesse for lokalpolitik som sjovt nok forsvinder igen en uge efter valget.

2

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Gæsteblogger // Du kunne blive model – altså hvis du tabte dig

rachel1

Rachel Maria Bæk Flindt

20 år – Model – Arbejder hos Zizzi – Socialdemokrat

 

”Du kunne blive model – altså, hvis du tabte dig”, er en sætning jeg ikke har tal på, hvor ofte jeg har hørt – for af mærkværdige årsager, er der mange der altid har haft meget markante holdninger til hvordan jeg ser ud – og ikke mindst hvordan jeg burde se ud.  Ikke nødvendigvis negative holdninger… Men holdninger; hvorvidt jeg er tyk, slank, pæn, grim, buttet, burde tabe mig, burde tage på, you name it. Og af ligeså mærkværdige årsager, har disse folk altid haft enormt stort behov for at udtrykke og fortælle mig om netop deres holdninger til mit udseende.

Selvom jeg altid har betragtet mig selv som en pige, med relativt højt selvværd og selvtillid, er det aldrig sjovt at få smidt negative kommentarer i hovedet – det tror jeg de fleste kan relatere til. Så derfor var det for mig også den ultimative hævn, da jeg for 5 år siden underskrev min første modelkontrakt – en modelkontrakt som curvemodel. Jeg var meget ung og syntes ærligtalt ikke det var specielt fedt at jeg ikke bare kunne blive ”almindelig” model ligesom alle de andre piger. Men ikke desto mindre var jeg model, hvilket for mig var et slags label på, at selvom nogle folk mente jeg var helt forkert, var jeg det altså ikke.

Sidenhen er der sket meget: jeg har skudt billeder for forskellige danske plus size brands, magasiner og butikker, hvilket har været en fornøjelse – det er altid surrealistisk at se sig selv i et katalog eller hængende på et banner. Herudover har jeg skiftet modelbureau og er nu ved Le Management, som er et af de største modelbureauer i Skandinavien, samt hos Dominique Models Agency i Bruxelles.

Jeg er også blevet ældre, og fra at jeg syntes det var lidt pinligt at alle kunne gå ind og se at jeg brugte en størrelse 42-44 i tøj, er jeg nu glad og stolt over, at være en del af en branche, der er i så stor udvikling, og jeg håber at jeg for nogen kurvede kan være et forbillede, de kan spejle sig i.

Den ”normale” modebranche har i mange år hyldet ét bestemt kvindeideal, som ganske få kan leve op til. Hermed ikke sagt at den type kvindekrop er forkert eller ikke er smuk – for det synes jeg helt bestemt. Men kvinder kommer i alle former og størrelser, og når stort set alt tøj er lavet til at sidde godt på en helt slank kvinde på 175 cm, er der rigtig mange der ikke kan følge med. I modeverdenen er man klassificeret som ”curvemodel” når man er størrelse 38 eller derover. Gennemsnitsstørrelsen blandt kvinder i Danmark er 40. Der er derfor en enorm skævvridning i, hvordan kvinder fremstilles i modebrancen og hvordan den gennemsnitslige danske kvinde ser ud. Derfor er jeg også rigtig glad for at man langsomt ser flere og flere smukke kvinder i reklamer og i diverse medier, der er på størrelse med – eller større end – gennemsnittet. Jeg tror det er en sund udvikling, og jeg håber på det vil gøre op med tankegangen om, at en smuk kvindekrop ser ud på én bestemt måde.

rachel2rachel3

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

15 tegn på, at du er kommunalvalgskandidat

voting

D. 21. november er der kommunalvalg, og det bliver pisse fedt! Meeen… Det er stadig virkelig sjovt at tage pis på.

 

1. Indenfor det seneste halve år er du blevet alles bedste ven. I hvertfald hvis de bor i din kommune, og potentielt kunne blive en del af din kampagne.

2. Du stiller primært op, fordi du rigtig godt kunne tænke dig at have dit ansigt hængende rundt omkring i hele byen.

3. Nogle gange drømmer du, at Kommunalvalget lå i juni. Så vågner du op, og nope, det ligger stadig i november… god damn it.

4. Du prøver VIRKELIG at gøre kommunalvalg sexet. Men du ved også godt, at det nok aldrig kommer til at ske…

5. Det virkede som en rigtig god idé at stille op til Kommunalvalget, da lokalformanden lokkede dig til det klokken to om natten på partiets landsmøde. Dagen efter… Not so much…

6. Alle dine ikke-politiske venner er pisse ligeglade.

7. Du prøver at bilde folk ind, at det er vildt hyggeligt at hænge plakater op. Men inderst inde ved du jo godt, at det er løgn.

8. Du er sådan cirka den eneste, der går op i Kommunalvalget 12 måneder før det finder sted.

9. Du forsøger VIRKELIG at finde gejsten frem for at diskutere vejbump og trafiklys med ældre borgere på gaden.

10. Du stiller primært op fordi partiet manglede unge kandidater.

11. Hver gang du ser en lygepæl, overvejer du, hvor pæn den ville se ud med dit ansigt på.

12. Der findes ét billede, hvor du ser godt ud, og det er dit kandidatfoto. Og det er kun fordi, at det er virkelig photoshoppet.

13. Du vil gerne føre en god kampagne, men håber inderst inde på ikke at blive valgt.

14. Den eneste stemme du er sikker på, det er din mors.

15. Du hader denne liste, fordi den lidt ødelægger dit forsøg på at gøre kommunalvalg sexet.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

15 tegn på, at du er crossfitter

cross2

1. Du er generelt et virkelig irriterende menneske.

2. Din hud på hænderne er hårde som sten. Hvis du overhoved har hud på hænderne.

3. Du synes, at det er totalt spild at gå i bad, hvis du ikke har trænet inden.

4. Du hader at løbe, og er i øvrigt virkelig elendig til det.

5. Dine venner forsøger altid at få dig til at bære ting for dem ved at sige “det er jo crossfit!”

6. Du fatter ikke folk, der går i fitness. Det må være fordi, at de ikke aner, hvad de går glip af.

7. I din optik fortjener alle der snyder i WOD’s en særlig plads i helvede.

8. Du skal virkelig kæmpe for ikke at komme til at grine, når din veninde fortæller dig, at hun har været til zumba eller stram-op i fitteren, og det var mega hårdt og hun er mega øm. Lol..

9. Man skal VIRKELIG være lækker for at imponere dig. Du ser halvnøgne lækre mænd hver dag.

10. Det værste er ikke selve workouten. Det værste er at få din svedige sports BH af bagefter.

11. Du har altid blå mærker mindst fem forskellige steder på din krop.

12. Du vasker vanvittigt meget tøj. For ikke nok med, at dit tøj bliver gennemblødt af sved, er det også helt hvidt af kridt.

13. Du kan snakke om, hvor hårde de 100 burpees var i dobbelt så lang tid, som de burpees virkelig tog.

14. Dine venner er ret trætte af, at du altid blander dig i deres træning.

15. Du synes overhoved ikke den her liste er sjov. Crossfit er ikke noget, man laver sjov med.

cross

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Gæsteblogger // Harry Pottcast

pottcast

I dag har jeg intet mindre end to seje gæstebloggere! Nemlig de to piger, Amalie og Nanna, som står bag podcasten “Harry Pottcast”.

I podcasten gennemgår de to piger Harry Potter-bøgerne afsnit for afsnit, og taler om karakterer, temaer etc. Det er en virkelig nørdet, og helt fantastisk podcast!

Jeg spurgte de to piger, om de havde lyst til at skrive et gæsteindlæg. Og det ville de heldigvis gerne! De har skrevet et hver, som jeg håber, at I vil give Jer tid til at læse <3

amalie

Amalie Dahlerup Hermansen

24 år, statkundskabsstuderende og vært på Harry Pottcast

 

TANKER OM DET AT STARTE EN PODCAST

Det hele startede med, at Nanna og jeg sad og så Harry Potter og Flammernes Pokal i vores fælles kollegie-køkken. Det var dog ikke meget vi fik set, da det meste af filmen gik med at snakke om Harry Potter i stedet. Én af os lavede en joke om, at vi burde starte en podcast, siden vi har så meget at sige om Harry Potter og universet. Jeg gjorde alvor af joken, da jeg nogle dage senere bestilte en mikrofon over nettet i en af mine overspringshandlinger fra studie-læsningen. Da den kom med posten, spurte jeg Nanna, om hun stadig var klar på at indspille et afsnit, bare for sjov. Ingen af os regnede med, at det var noget vi ville fortsætte med. Det var en lørdagsting, som var sjovt, mens det stod på. Men da vi efter et par timer blev kontaktet af Aarhus Studenterradio om et samarbejde, tog det pludselig fart. Man kan sige, at det meget hurtigt gik fra at være et lille fritidsprojekt til et større projekt, som vi begge blev meget engagerede i. Vi fik hurtigt mange lyttere, og det overrasker os stadig, hvor mange der er interesserede i vores podcast, og lytter til den hver uge. Det kribler til stadighed i maven, hver onsdag, når et nyt afsnit kommer på iTunes. Hver uge kommer bekymringen: Hvad vil lytterne synes om denne uges episode?

Da det startede i februar havde ingen af os den fjerneste anelse om, hvordan det ville gå med denne podcast. Som det fremgår ovenfor, skete det hele meget pludseligt og vi havde på ingen måde planlagt, hvad der skulle ske. Jeg kan huske, at vi ofte diskuterede, hvorvidt vi ville være kendt som ”pigerne fra Harry Pottcast” eller ”Harry Potter pigerne”, da vi måske var en smule bange for at blive stigmatiserede som nørder. Det har dog vist sig, at det ikke er et dårligt stigma at få. Tværtimod har folk generelt været meget venlige i deres modtagelse af os.

En anden ting, som vi har diskuteret i forbindelse med podcasten, er vores label som feminister. Her har holdningen til gengæld været noget mere kritisk. I vores tilgang til Harry Potter universet diskuterer vi forskellige temaer og problematikker, og her har feministisk teori blandt andet været brugt som et analyseværktøj til bog 1. Den feministiske tolkning og kritik af Harry Potter har delt vandene, og Nanna og jeg har ind i mellem fundet det svært at tilgodese alle holdninger. Vi er derfor endt med at gøre, som vi selv finder bedst, også selvom det ind i mellem afføder en stærk kritik. Jeg synes nogle gange, at det kan være hårdt at modtage kritik fra folk. Det er første gang i mit liv, at jeg laver noget som kommer ud i offentligheden, og det kræver til tider hård hud. Omvendt ser jeg det også som et skulderklap, at man kan lave noget, der medfører debat. Særligt den feministiske debat, som podcasten lægger op til, synes jeg er meget relevant. Jeg skal bare lære, at det ikke er personligt ment, når nogen skriver en besked til os, hvor de er uenige.

Nu skal vi snart i gang med anden sæson af Harry Pottcast, og jeg glæder mig virkelig. Nu har jeg fået så tilpas lang sommerferie fra podcasten, at det bliver godt at komme i gang igen. I forbindelse med planlægningen af sæson 2, har Nanna og jeg selvfølgelig også gjort os nogle tanker. Jeg kan afsløre, at vi fremover vil fokusere mere på ond magi i universet, men også have endnu flere reflekterende samtaler. Sidstnævnte er på opfordring fra lyttere, men også efter eget ønske. Jeg forventer derfor, at vi i disse samtaler fortsat vil lægge op til debat.

 

nanna

Nanna Bille Cornelsen

24 år, kandidatstuderende i analytisk journalistik, praktikant ved DR2 Dagen og vært på Harry Pottcast.

 

HVAD FANDEN ER DET NU LIGE, HARRY POTTER KAN?

Jeg tror, at der er mange fra min generation, som føler, at de kender historien om Harry Potter lige så intenst, som de kender deres eget liv. Måske føler de endog, at den lille, svagtseende troldmands tilværelse står klarere for dem, end deres egne barndomsminder gør.

Det her kan måske virke som et pudsigt sted at starte. Men det skyldes, at jeg har forsøgt at ransage mine minder for alt, som har nogen som helst relation til Harry Potter-serien. Og jeg må indrømme, at det har vist sig sværere, end jeg lige umiddelbart havde forestillet mig. Jeg kender Harrys fiktive liv helt ned i de små, ubetydelige detaljer, men hvordan jeg selv har oplevet og forholdt mig til ham og hans verden – ja, det er straks mere mudret.

Det kommer i glimt til mig. Jeg husker, at mine forældre købte første film på VHS med dansk tale – hvorfor jeg den dag i dag stadig udtaler Hermione på dansk – og jeg er overbevist om, at jeg har siddet limet til tv’et den følgende sommer. Jeg ved, at der derefter gik flere år, før jeg gik i gang med selve bogserien. Spørg mig ikke, hvorfor der skulle gå så længe, for jeg aner det ikke selv. Måske jeg bare ville være Rasmus Modsat, måske filmen ikke helt havde formået at fange min interesse.

Jeg vil dog sige, at da jeg endelig startede på bøgerne, var der intet, som kunne holde mig fra dem. Jeg pakkede dem med i tasken, når jeg skulle i skole, og læste dem i frikvarterene i stedet for at gå med de andre ud i skolegården. Jeg tog dem med til familiesammenkomster, hvor jeg ufortrødent fortsatte læsningen i stedet for at tale med mine fætre og kusiner. Og jeg tog dem med i seng for at læse til langt ude på natten – for hvordan kunne jeg lægge mig til at sove, når Han-Som-Ikke-Må-Benævnes endnu en gang var så forfærdeligt tæt på at ødelægge det hele for vores stakkels protagonist?

Jeg blev fuldstændig opslugt i J. K. Rowlings verden af magi. Her havde jeg fundet et rum, som jeg kunne fortabe mig i. Her behøvede jeg ikke at forholde mig til andre. Her var der kun mig og Harry, og så selvfølgelig alt det lort, som han nu engang skulle igennem. Mine egne problemer med skolen, præpubertære venskaber og andre trivialiteter virkede pludselig mere overkommelige, når man sammenlignende dem med Harrys. For der var jo ikke ligefrem nogen, som forsøgte at myrde mig på årlig basis, vel?

Bøgerne var samtidig også med til at præsentere mig for et stort og forskelligartet persongalleri, som jeg kunne spejle mig i. Særligt når tingene blev svære, var det en trøst, at også personerne i bogen oplevede isolation, angst og sorg. Jeg kunne genkende mange af mine egne mere eller mindre charmerende træk hos hovedpersonerne, og det var fantastisk betryggende, at de trods deres status som outsidere alligevel formåede at finde et fællesskab i hinanden.

Og det er nok det, som Harry Potter kan. Sådan er det i hvert fald for mig. Magien er fantastisk, og det samme kan siges om universets detaljerigdom. Men det er umådeligt menneskelige og mangefacetterede karakterer som Harry, Ron, Hermione, Dumbledore og Snape, der gør, at Harry Potter-serien stadig har så stor betydning for mig den dag i dag.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Older posts