Gæsteblogger // Vi knækker alle lidt her og der – også os mænd

mateen1 For lidt over en uge siden poppede overstående billede op på min facebook. Det var seje Mateen der havde skrevet et facebookopslag om, at mænd altså også har strækmærker, og at det da er lige så nederen for mænd, som for kvinder.

Det synes jeg var ret sejt. Jeg har jo også selv skrevet om strækmærker (HER og HER), men aldrig med en mands perspektiv (sjovt nok). Derfor spurgte jeg Mateen, om han ikke havde lyst til at skrive et gæsteindlæg om at have strækmærker som mand – og det ville han heldigvis gerne 🙂

mateen

Mateen Malik Hussain

Uddannet international/interkulturel socialrådgiver, næstformand i Sabaah og 24 år.

 

FACEBOOK // INSTAGRAM

Jeg ser det fra tid til anden. Fantastisk seje kvinder, der gør op med idealet om se perfekte ud. Nybagte mødre såvel som kvinder, der har gennemgået et flot vægttab, der løfter sløret for de strækmærker, de bærer rundt på.

Men hvad med os fyre? Har vi ikke strækmærker? Siger de os ikke en skid? Eller er det fordi vi er mænd og derfor fremstår som nosseløse individer, hvis vi fortæller, hvilke utilfredsheder vi har omkring vores kroppe? Eller måske er vi blot bange for at få tudet ørene fulde om snørklede ”du-er-god-nok” prædikerne?

Jeg ved det ikke, det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men faktum er, at jeg ikke ser nogen mænd, der taler om strækmærker og derfor besluttede jeg mig for at lave et opslag på min facebook, hvor folk glædeligt kunne se mine store hvide strækmærker godt spundet ind i min brune arm.

Jeg har været ret overvægtig som barn. Jeg smugspiste hele tiden mens mine forældre med næb og klør, forsøgte at få mig til at vælge motion og broccoli som et naturligt valg i min hverdag. Først da jeg afslutter folkeskolen, har jeg ikke længere lyst til at være ham den sjove-tykke-dreng, og jeg beslutter mig derfor på drastisk vis at omlægge hele min livsstil. Jeg taber mig omsider. Det går dog lidt hurtigere end, hvad der er almindeligt, ville nogle nok mene.

For selvom jeg havde forbrændt 1000 kcal på løbebåndet, stod jeg stadig nede i Netto og vendte hver en spiselig genstand for at beregne, hvor få kalorier jeg kunne få ind i løbet af en dag. Sådan fortsatte det i et halvandet års tid efter min gymnasietid, før jeg forstod, at det at være tynd overhovedet ikke er lykken.

Ikke alene var jeg blind over for, hvor mager jeg var blevet, jeg var også gået total på kompromis med hele min livsglæde – og takkede altid nej til de ih og åh så farlige fristelser, på trods af det omhandlede mine søskendes eller bedste venners fødselsdage.

I dag er jeg sund og rask. Jeg ser rimelig gennemsnitlig ud, og ja, det ville da selvfølgelig være en løgn, hvis jeg sagde, at jeg ikke ønskede at se en smule mere muskuløs og markeret ud. Men jeg går ikke længere på kompromis med min livsglæde for ved I hvad? Livet er simpelthen for kort til at stå og beregne kalorier på ubestemt tid.

Kigger man på min blottede krop i dag, vil man se, jeg har strækmærker på begge mine arme tæt omkring armhulerne, på lårene, omkring hofterne og på mit knæ (seriously hud, kunne du ikke sprække et andet sted?!).

Kan jeg lide dem? Næ ikke altid, men noget af mest menneskelige må i al sandhed være vores ar. For vi kommer alle sammen til knække lidt her og der.

En klog mand fortalte mig, at vores kroppe fortæller vores livshistorier og det kan jeg kun give ham ret i. For selvom jeg kan stå foran spejlet og hade mine strækmærker, så har jeg også mine gode dage, hvor jeg kan kigge på dem og forsvinde ind i min egen fortælling om, hvor mange kampe disse kropsar i virkeligheden fortæller.

Teknologiens udvikling har for alvor sat sine præg på modebranchen og skønhedsidealet bliver hele tiden finjusteret, fordi det er det vi kan i dag. Vi kan helt smertefrit fjerne strækmærker fra billeder, retouchere lidt her og der, fikse en skæv næse og barbere nogle ekstra kilo af, så vi står tilbage med Barbie-og-Ken-looket.

Derfor er der heller ikke noget at sige til, at vi alle går og kæmper nogle indre kampe omkring manglende selvværd og efterstræben på at være perfekt.

Men selvom det lyder så forfærdelig klichéfyldt og super empowermentinspireret, så det næsten er hovedrystende så husk nu på: Du er den perfekte udgave, af den du er. Det er det positive tankesæt, du skal lade dig dominere af. Det kan mobilisere mange flere kræfter end du tror, og selvom jeg kan vakle lidt rundt i, hvorvidt jeg egentlig bryder mig om mine strækmærker, så synes vitterligt ikke, der er noget mere ærligt end et stykke sprækket hud.

For en rigtig kriger har ar på kroppen og ikke poleret marcipanblød hud.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Gæsteblogger // Fordomme om DF’ere

Jeg synes ofte jeg møder meget hårde fordomme om DF’ere. Der er mange der pr. definiton ikke kan lide DF’ere uden overhoved at have mødt dem. Det synes jeg er fuldstændig vanvittigt. Derfor bad jeg min ven, Chris, om at skrive et indlæg om, hvorvidt man egentligt møder mange fordomme som DF’er. Læs med!

chris

Chris Bjerknæs

26 år, farvehandler , DF’er og skide sød.

FACEBOOK // INSTAGRAM // TWITTER

 

En fordom er, at dømme folk på forhånd og at dømme dem for noget man tror om dem, men ikke ved. Har jeg mødt mange af disse fordomme som DF’er? Næ, det synes jeg sådan set ikke, men så alligevel, så må jeg jo erkende at jeg har mødt nogen igennem tiderne.

Jeg støder en gang i mellem på folk, som har en meget kraftig forudantaget holdning til, hvem jeg er som menneske, eller hvordan jeg er som person. Det er ikke så tit det sker, men det sker ind i mellem og det er rigtig ærgerligt, hvis folk på forhånd har besluttet sig for, hvem jeg er. Så er det godt at kunne modbevise det, men det er ikke altid, at de lader sig overbevise.

Jeg spurgte en lang række DFU’ere, hvad de havde mødt af fordomme både de gode og de dårlige og hvilke de oftest blev mødt med. Resultatet er ret slående og egentligt også enormt ubehageligt, for der er ikke sket så meget på den front de sidste 10 års tid. Forskellen er nok bare, hvor hyppigt man møder dem. Men det er trods alt også rart nok ikke at møde dem hver dag.

De 5 “klassiske” dårlige fordomme man som DF’ere oftest møder er:

– Stemmer du DF, så er du racist

– DF er nazister

– DF er bange for alle andre kulturer og mennesker

– DF hader homoseksuelle

– DF hader muslimer

Alle fordomme, som er ret irriterende at skulle svare på, selvom det er ret enkelt at modbevise. Det er bare med til at for-dumme debatten.

Så, her kommer den lige for en god ordens skyld. Nej, vi hader ikke alle muslimer, nej vi er ikke bange for andre kulturer og mennesker, nej, vi er ikke racister eller nazister og ja, der findes mange i DF der er homoseksuelle. Vi er ret almindelige og gennemsnitlige, ja, måske er vi faktisk det mest røv kedelige og mest gennemsnitlige parti i Danmark. Vi har i hvert fald den mest gennemsnitlige folketingsgruppe, som bedst afspejler befolkningen og at bedømme ud fra det seneste valgresultat, hvor vi kom over 20 procent af stemmerne, var de fleste, der stemte på os, de mest gennemsnitlige røvkedelige hr. og fru. Danmark. Ja, så er vi faktisk ret uinteressante.

Men der er også de gode ”fordomme”, de kommentarer man får efter man har mødt et andet menneske og lært dem at kende, så de kommer her:

– Du er jo faktisk helt rar af en DF’er at være

– Du virker da ellers rimelig klog

– Du er den flinkeste DF’er jeg kender

– Du er faktisk meget sød af en DF’er at være

– Du taler slet ikke så grimt om udlændinge som jeg troede.

Ja, folk har mange fordomme og de fleste fordomme bliver heldigvis gjort til skamme langt hen af vejen. Men, hvor er det dog paradoksalt, at “os” der angiveligt er så fordomsfulde netop møder så mange fordomme.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Gæsteblogger // Harry Potter og En Lille Pige Der Fandt Hjem

2

Caroline Valentiner Branth

19 år, harry potter-fan, pædagogmedhjælper og radikal.

INSTAGRAM

1

Da jeg var 9, begyndte min mor at læse Harry Potter og De Vises Sten højt for mig og min lillebror. Det var kærlighed ved første ord. Den var så spændende, at jeg ikke kunne vente med at høre resten. Så jeg tog bogen og begyndte at stave mig i gennem. Jeg kom til Hogwarts for første gang, fløj med Harry, lærte om eliksirer, besværgelser og forvandling, hadede professor Snape og tog med på eventyret for at redde De Vises Sten fra Voldemort. Intet kunne stoppe mig fra at fortsætte med den gyldne trio på deres fortsatte vej.

Da jeg var 12 udkom den sidste bog – Harry Potter og Dødsregalierne. Jeg læste den på 3 dage. Og så var det hele slut. Eventyret var forbi. Der var ikke det, jeg ikke vidste om historien eller universet. Der var ikke det problem i verden, som ikke kunne løses ved at dykke ned i en af bøgerne. Det føles som at blive omfavnet af en gammel ven.

Som en meget nørdet, anderledes og tyk lille pige med briller, kikset farvestrålende tøj og meget få venner i folkeskolen var det en forløsning at kunne dykke ned i Harry Potter universet. Der var jeg aldrig ensom eller forkert eller udenfor. Jeg kunne gemme mig i ordene og i historien. Og det kan jeg stadig den dag i dag. Selvom tingene på mange måder har udviklet sig fra den gang det bare handlede om historien om Harry.

I dag er der jo nærmest en hel kultur bygget op omkring Harry Potter verdenen. Det er en kultur som jeg er stolt af at være en del af. Den dag i dag ser jeg den perfekte aften brugt i sengen med en kop the og enten en Harry Potter bog eller film.

Jeg har gjort det hele. Jeg har været med på online sider hvor man var en del af Hogwarts – og er det til stadighed. Jeg har været i London og se studierne. Jeg græd, da jeg så modellen af Hogwarts, det kan jeg lige så godt indrømme med det samme. Jeg ved hvilket kollegium, jeg ville gå på (Hufflepuff for life). Jeg har haft utallige maratoner med både film, bøger og lydbøger. Jeg har læst alt der nogensinde har været værd at læse om Harry Potter. Alle artikler på Pottermore, alle de ekstra bøger. Jeg har læst og skrevet fanfiction. Jeg har cirka alt hvad man kunne drømme sig til af merchandise. Jeg har Hogwarts skyline tatoveret på mit højre lår. Intet er for stort eller småt, så længe det kommer fra Harry Potter universet.

For mig har Harry Potter betydet alt. Det har betydet trøst, glæde, stolthed. Det er et hjem uanset hvor jeg befinder mig i verden. Alt jeg behøver at åbne en bog og læse de ord, som jeg kan nærmest udenad. Jeg ved at jeg ikke er den eneste der har det sådan. Men hvor er jeg taknemmelig. Jeg er virkelig i tvivl om hvordan mit liv ville have set ud uden Harry Potter. Det er grunden til at jeg elsker at læse. Det var der det hele startede. Jeg begyndte at skrive. Jeg fandt ud af at det var noget jeg faktisk var vældig udmærket til. Det har resulteret i mine karrieredrømme og ønsker for fremtiden. Der er så mange venner jeg kan kreditere at have fået gennem kærligheden til disse bøger.

Nu er jeg 19 og Harry Potter and The Cursed Child udkom for omkring halvanden måned siden. Jeg var lige så vild med den, som jeg har været med de andre og læste den på 3 dage. Jeg gjorde mit bedste for at strække den. Det slutter aldrig rigtigt – ikke for os. Universet, historierne og magien lever endnu.

3

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Gæsteblogger // Når frygten styrer dit liv

I dag har denne seje gæsteblogger skrevet et indlæg om at leve med en fobi, og hvordan hun fik del tøjlet, og så den ikke få lov at fylde for meget i hendes hverdag. Læs med!thau

Sophie Thau

18 år, 3.G studerende på Ordrup Gymnasium

INSTAGRAM

 

Mit navn er Sophie, og jeg har valgt at dele min historie om at leve med en voldsom fobi, i mit tilfælde ophidiofobi, som er fobien for slanger. Jeg har lidt af min fobi så længe, jeg kan huske, men det er først nu, at jeg ikke længere skammer mig over den. I mange år har jeg følt mig som den eneste i verden med et liv, som er styret af en irrationel frygt for et dyr, men jeg har heldigvis opdaget, at jeg ikke er alene. Man anslår nemlig, at ca. 2-6% af Danmarks befolkning lider af fobier, som findes i over forskellige 500 afskygninger. Nogle er mere udbredte end andre, deriblandt højdeskræk, fobien for edderkopper og klaustrofobi, som rigtig mange mennesker lider af i en mild grad. Dog kan fobierne udvikle sig og blive så voldsomme, at angsten bliver konstant og altoverskyggende, og hverdagslivet bliver påvirket i høj grad. Det skete for mig.

Som 7-årig havde jeg en besættelse af dyr, og jeg så alle de dyreprogrammer, jeg kunne komme i nærheden af, deriblandt programmer om slanger. Jeg husker især et videoklip af en slange, der spiste en mus, og det klip har for alvor printet sig ind i min hukommelse, så jeg mistænker det for at have startet min fobi. Umiddelbart efter at jeg så klippet, begyndte jeg at få mareridt om slanger hver eneste nat. Nogle nætter vågnede jeg, og turde ikke rejse mig fra sengen, fordi jeg var overbevist om, at der ville være fyldt med slanger under min seng. Det var dog kun én bestemt slange, der skræmte mig, nemlig “mælkesnogen”, som er en lille ufarlig slange, der oftest bruges som kæledyr. Efter et par år blev mareridtene mere sjældne, og jeg tænkte kun sjældent på slanger. Dog ville jeg stadig undgå dem for hver en pris, men fobien var under kontrol, og jeg var sikker på, at det endelig var overstået.

Da jeg var ca. 15 år, brød den desværre op igen, og blev voldsomt forværret. Som 17-årig turde jeg ikke længere at sætte mig på toiletbrættet eller gå i bad i længere tid, fordi jeg frygtede, at der ville komme slanger op af afløbet. Jeg lå ofte søvnløs, stiv af skræk ved tanken om, at der måske var slanger i min seng, og hvis der tilfældigvis dukkede en slange op i et tv-program eller på min facebookfeed, kastede jeg op, rystede og fik voldsomme angstanfald. Hvis det regnede, turde jeg dårligt nok at gå udenfor. Jeg oplevede ofte, at folk ikke tog det alvorligt, når jeg fortalte, at jeg var bange for slanger. Mange gange har jeg oplevet, at folk har vist mig billeder af slanger for sjov, som har startet mine angstanfald. Jeg bebrejder dem ikke for det, for hvis man ikke selv lider af en fobi, kan det være svært at forstå, hvor voldsom angsten kan blive. De vidste ikke bedre, men jeg begyndte at skamme mig rigtig meget over at være så følsom og svag, hvilket påvirkede mit selvværd.

Mit liv var et helvede, da jeg var 17, og da angsten bredte sig til alle former for slanger, veraner, orme og snegle, blev mit hverdagsliv påvirket i sådan en grad, at jeg måtte søge hjælp hos en professionel. Jeg blev hypnotiseret af en dygtig psykolog, hvilket havde en gavnlig effekt i en periode på 2 måneder. Man kunne bestemt ikke sige, at jeg var kureret, men jeg turde efterhånden at sætte mig ned på toiletsædet og sove med slukket lys igen, hvilket var et større fremskridt end jeg havde turde håbe på. Dog ramlede det hele for mig igen, da jeg for første gang i årevis gik ind i en dyrehandel, hvor jeg så en stor, brun slange. Det udløste et enormt angstanfald midt på hovedgaden i Kalundborg, hvilket er noget af det pinligste, jeg har oplevet, og det fik min fobi til at blusse op igen. Jeg nægtede at give op, og begyndte at modtage kognitiv terapi, hvor jeg fandt frem til fobiens årsag og fik hjælp til at behandle den. Det har taget mig over et halvt år med ugentlig terapi, men i dag er jeg næsten så rask, som jeg kan blive. Jeg kan se billeder af slanger, jeg kan sove om natten, jeg kan gå i bad og gå ture i regnvejr. Jeg har endda set en snog for nyligt, da jeg gik tur i skoven alene, og jeg fik ikke noget anfald. Det lyder voldsomt, men jeg føler faktisk, at jeg har fået mit liv tilbage igen. Jeg hader stadig slanger over alt på jorden, men jeg har lært at acceptere, at de findes, og at de ikke må påvirke mit liv længere.

Jeg skriver dette indlæg, fordi jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der lever et liv med en voldsom fobi. Min historie er et bevis på, at der findes en udvej, lige meget hvor slem fobien er, og jeg vil på det kraftigste opfodre til, at man søger hjælp, selvom man skammer sig. Jeg skammede mig meget over at være så bange for et dyr, der dårligt nok findes i Danmark, men jeg ved også, at hjernen er en underlig størrelse, og at vi alle kan blive bange for selv de mærkeligste ting- der findes endda en fobi for sit eget spejlbillede (Spectrofobi). Så til dig, der har en fobi eller anden form for angst: Søg hjælp, uanset om du er bange for elevatorer, slanger, vand eller nåle- der er ingen skam i at være bange.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Gæsteblogger // At leve med ar

For snart en uge siden skrev denne unge, smukke pige til mig, at hun gerne ville skrive et indlæg om selvskade, sine egne erfaringer med det og det at leve med ar. Jeg synes det er fantastisk, at hun har lyst til at dele sin historie med andre, og takkede naturligvis ja. Læs med! Og husk at du også er meget velkommen til at skrive til mig, hvis du har en historie du gerne vil dele med andre!sille klinge

Sille Klinge

16 år, 1.g studerende og liberal

INSTAGRAM // SNAPCHAT: silleklinge

 

Jeg har længe tænkt over, om det ville være en god ide at være åben på internettet, hvor alle kan se, hvad jeg skriver. Jeg er færdig med at tænke, og jeg ønsker, at folk læser mine ord.

Jeg skal skrive om at leve med ar.

Et dilemma

Jeg har altid haft det svært. Min barndom var ikke den fedeste, og i skolen var jeg bogligt stærkt, men mine evner til at gebærde mig socialt var mangelfulde. Jeg har ofte tænkt, at livet ikke var det bedste for mig. Dog fortsatte jeg det, for selvom jeg på den ene side ikke kunne klare at leve, kunne jeg på den anden side heller ikke klare at dø. Jeg stod med et dilemma om, hvad jeg skulle gøre. Jeg står til stadighed i midten, men jeg har besluttet mig for at komme videre. Jeg har indset, at jeg ikke kan stå i det dilemma for altid. Jeg er vokset. Dog med ar. Ar jeg ikke kan leve uden, men som måske er sunde for mig at leve med.

Hvorfor selvskade?

’’Hvorfor’’ er nok det spørgsmål, som jeg oftest er blevet stillet. Truth be told; jeg ved det ikke. Jeg kan simpelthen ikke sige med sikkerhed, hvorfor jeg har gjort, som jeg har gjort. Når jeg igennem tiden har siddet med et barberblad, så har jeg tænkt mange forskellige ting. Jeg har følt mange ting, og jeg har ageret forskelligt. Én af måderne hvorpå jeg har ageret er, at jeg har valgt at skære i mig selv. Det er en usund handling, der kan være lige så afhængighedsskabende som cigaretter, stoffer eller alkohol. Det har jeg altid vidst, men alligevel har jeg gjort det. Jeg har fortrudt det mere end noget andet. Det har vel været den eneste mulighed hvorpå, at min indre smerte er blevet overført til en ydre smerte. Hvilket er en farlig ting, for det bliver hurtigt en afhængighed. Derfor har jeg en opfordring til jer, der læser med: Begynd aldrig nogensinde på det lort. Aldrig.

Jeg er et ærligt menneske

Jeg fortæller ærligt om mine ar, og hvorfra de stammer. Sommetider kan jeg godt undlade at fortælle en ting eller to, men generelt lægger jeg ikke skjul på dem. Hvorfor skulle jeg også det? De er der, og det vil de altid være. Det er sundt for mig, at de ikke forsvinder. Jeg må face the facts, og derfor undlade at undskylde arene med, at ’’det var min kat’’. Jeg skal stå til ansvar for mine handlinger, hvilket nogle gange er godt at skulle. Men det er svært. For helvede, hvor er det svært. Det er svært at face the facts, når en person spørger mig om, hvad der er sket med min arm. Der er tider, hvor jeg ønsker, at jeg havde et nemt og normalt svar på det.

Jeg er endelig stolt af mig selv

En ting jeg aldrig har troet er, at jeg ville sige til mig selv er, at jeg er stolt af, hvor jeg er nu. Jeg har aldrig været specielt glad for mig selv, og mine ar har ikke bidraget positivt hertil. Mit selvværd var på bunden, og den er egentlig stadig ikke specielt god, men jeg har lært at leve med mine ar. Mine ar definerer mig ikke, men det er desværre blevet sådan, at det er det folk synes. Lige så snart man ser mine ar, så dømmer man. Måske uden ønsket om at dømme, så gør man det. Jeg gør det også hvis jeg ser en med ar. Om vi vil indrømme det eller ej, så gør vi det vel alle.

Fællesskabet har reddet mig

Jeg er i dag medlem af Liberal Alliances Ungdom, og hvis ikke jeg havde meldt mig ind i det fællesskab, så havde jeg ikke været, som jeg er nu. Jeg er glad nu, og det kan jeg takke alle de mennesker omkring mig for. Uanset om det er LAU eller en anden forening, så gør fællesskabet mere end man går og tror. Jeg har fået så mange fantastiske bekendtskaber, jeg havde en fantastisk kæreste og har fået en fantastisk ny viden. Fællesskab er min redning.

Disse ord har ikke været de nemmeste at skrive, men det er nødvendigt for, at folk forstår mig som person og ikke dømmer for hurtigt. Jeg håber, at I vil tage det til jer, og leve jeres liv med et smil hver dag.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal