Gæsteblogger // Den svære grænse mellem det politiske, det private og det personlige

I anledningen af FN’s autism awareness day har min gode veninde Sigrid skrevet et rigtig fint gæsteindlæg. Her taler hun om den meget svære grænse mellem det politiske, det private og det personligt, ud fra hendes egen baggrund. Sigrid har nemlig to brødre med autisme, og det har gjort det svært for hende at blande sig inklusionsdebatten. Læs her hvorfor 🙂

sigrid

Sigrid Friis Prochowsky

22 år, radikal, statskundskabsstuderende og PA’er for Ida Auken.

 

Jeg lever en stor del af mit liv i ungdomspolitik – og det er også herigennem, jeg har lært Freja at kende.  Politisk engagement er en stor del af min hverdag og uden tvivl også af min personlighed. Jeg kan næsten ikke lade være, med at mene noget om næsten alting, og jeg kan ikke tie stille, hvis jeg synes at noget skal være anderledes.

Og så er der alligevel tidspunkter, hvor jeg blander mig udenom den politiske debat. Det sker, når det politiske pludselig kommer for tæt på det private.

I 2013, lige da jeg blev aktiv i ungdomspolitik, fyldte debatter om folkeskolereform samt inklusion af flere elever med særlige behov i den almindelige folkeskole utrolig meget. Jeg fik lidt et sug i maven hver gang, og holdt mig i det store hele ude af diskussionerne, fordi jeg følte de kom alt for ”tæt på”. Jeg tror der for de fleste er utrolig mange følelser knyttet til ens familie, og for mig er det helt klart et særligt ømt punkt.

Jeg har to yngre brødre, som for længe siden blev diagnosticeret med Autisme-spektrum-forstyrrelse (ASF). Autisme-spektrum-forstyrrelse er en fælles betegnelse for gennemgribende udviklingsforstyrrelser der relaterer sig til forestillingsevnen, kommunikationen og i det sociale samspil.
De er begge to startet i en almindelig folkeskole, men sidenhen blevet flyttet til en specialskole. Deres tid i folkeskolen har på mange måder været vanskelig – og derfor giver det mig sug i maven, hver gang der i politik tales om procentvise målsætninger for inklusion i folkeskolen. Jeg kan ikke tale om inklusion ud fra statistikker eller inklusionsprocenter – jeg kan kun tale ud fra mit eget, helt personlige perspektiv. Det fik mig til at blande mig udenom debatten – for jeg frygtede, at hvis jeg bragte følelsesladede førstehåndsberetninger i spil, gjorde jeg også mig selv sårbar. Jeg er ikke vant til at debattere ud fra følelsesladede fortællinger – jeg er vant til at forholde mig til forskning og fakta. Nu vil jeg alligevel forsøge at komme med et forsigtigt og personligt indlæg om det svære ved at tale om autisme.

Jeg har helt sikkert en frygt for, hvilke fordomme folk kan have om autisme. Jeg er blevet vant til spørgsmål som ”Hvad er så deres særlige talent – kan de DSB-køreplaner udenad?” eller ”Har de fotografisk hukommelse?”. Dem kan jeg trække lidt på skuldrene af – for helt ærligt: præcis som i livet generelt, så er virkeligheden ikke ligesom Hollywood-filmene. Nej, de har styrker og svagheder, men de har ikke nogen magiske superhelteevner 😉

Den sværeste fordom, er dem som putter autisme-spektrum-forstyrrelser ind i diskursen om ”diagnose-Danmark”. Det gør mig ked af det, når nogen ytrer at ”Vi i dagens Danmark har alt for travlt med at klistre diagnoser på alle børn – de fejler jo ikke noget”. Eller antyder, at det er et spørgsmål om mangelfuld opdragelse – måske autisme kan reduceres til nogle pylrede curling-forældres ønske om særlig hensynstagen til netop deres barn? Nej – det gør mig faktisk rigtig frustreret. Autisme er medfødte forandringer i hjernen. Særlige dele af hjernen har færre nervefibre end normalt – især det limbiske system, der er en del af forhjernen. Se – vi kan også diskutere et for mig følelsesladet emne ud fra fakta.

Modsat andre psykiske udfordringer som stress, angst eller depression så er autisme ikke noget man kan udvikle. Det er et handicap, man fødes med, og som man så må lære at håndtere hen ad vejen, i takt med at man bliver ældre og forventningerne til, hvad man skal kunne, gradvist bliver større. Autisme skyldes hverken pylrede forældre, vacciner, mobning i skolen eller nogle af de talrige andre fordomme, jeg ofte møder.

Autisme er også et usynligt handicap, og usynligheden kan gøre det vanskeligt for omverdenen at forstå de udfordringer, der følger med. Det er nemt at se, at hvis en person sidder i kørestol, så møder de nogle vanskeligheder i hverdagen, og skal man nok ikke bede dem om at tage trapperne til 4. sal. Det er straks sværere at se, hvad der er for nogle ting, en person med autisme får problemer med.

Fordommene gør det svært for mig at tale om mine brødre i et politisk perspektiv – for jeg føler, at inden jeg overhovedet kan gå i gang med at forklare mine synspunkter, skal jeg først forsvare mig overfor en hel masse forestillinger, folk har på forhånd. Og som jeg startede med at sige, så er dette emne følelsesladet for mig – derfor virker det tit mere sikkert at holde sig uden for debatten.

Endelig har tonen i debatten selvfølgelig også en betydning for, hvor meget man har lyst til at stille sig selv og sine personlige erfaringer frem. Med den norm, vi ser i diverse kommentarspor på nettet, synes jeg ikke det er så mærkeligt, at man forsøger at passe på sig selv og sine nærmeste.

I virkeligheden burde det jo være helt omvendt –man burde jo netop kaste sig helhjertet ind i de politiske debatter, der betyder allermest for én i det private og det personlige. For når man har førstehåndserfaringer at basere sine synspunkter på, så får man en helt særlig indgangsvinkel til debatten. Og er det ikke det, vi ønsker os? Politiske debatter, der tager udgangspunkt i helt almindelige danskeres liv? Jeg tror det kunne være godt, hvis mange flere – inklusiv mig selv – bliver bedre til at inddrage det personlige og det private i det politiske.

Det kræver at vi sammen skaber et debatklima, der rummer og inddrager individers førstehåndserfaringer. Det kræver, at vi møder hinanden på en respektfuld måde. Selvfølgelig er det okay at være uenig – men tænk over, at når mennesker står frem med personlige erfaringer, så åbner de op for perspektiver til debatten, som forskere og fagfolk ikke ville kunne bringe i spil. Dét skal vi respektere 🙂

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Gæsteblogger // Bjørnejagt, forbudt kærlighed og sammenhold

fugl

Min søde veninde, Katrine, er stor filmentusiast og så arbejder hun for filmmagasinet Nosferatu. I den forbindelse var hun i sidste uge på den internationale filmfestival Berlinale, og det har hun været så sød at skrive et super fint indlæg om! Læs med 😀

fugl1

Katrine Fugl

24 år, medievidenskaber og skribent og radiovært for Filmmagasinet Nosferatu. Opvokset på Falster og medlem af Venstres Ungdom.

 

For syvogtresindstyvende gang er den internationale filmfestival Berlinale løbet af stablen og den tyske hovedstad har været fyldt til randen med skabere, købere og elskere der også ender i kø, snobberi og skrigende fans.  

“I never enjoyed making movies”. Ordene kommer fra en af filmhistoriens mest markante femme fatales: Marlene Dietrich. I dag er Marlene-Dietrich-Platz gjort til centrum for verdens største filmfestival. På den røde løber foran ‘Berlinale Palast’ er der med jævne mellemrum skrig og skrål fra fans der har mulighed for at tage imod deres favoritskuespillere når de ankommer til de store premierer i festivalens hjerte. Festivalen, der er spredt over hele Berlin, har hovedpulsåren på Potsdamer Platz hvor publikum, presse og branchefolk står i lange køer for at få billetter til programmets film. Festivalens klimaks er klart uddelingen af Guld- og Sølvbjørne, hvor en lille jury vælger blandt et lille felt af film. 6 jurymedlemmer og 1 præsident vælger hvilken af de 26 konkurrerende film, der rammer plet i bjørnejagten.

Kamp om pladser og priser

Som pressefidus i verdens midlertidige filmhovedstad starter morgenerne med at indfinde sig på Potsdamer Platz, hvor der i et aflukket, men absolut ikke fancy, område bliver udleveret et ark fyldt med stregkoder og filmtitler. For 65 Euro og en god grund kan man score sig en akkreditering, der giver dig adgang til lige de film du gerne vil se i hele perioden. Det lyder fedt – det er ret intenst da de fleste forestillinger er med ‘free seating’ aka. først til mølle, og man forsøger at nå 3-5 visninger på en dag. Med rundsave på albuerne er der rift om de gode pladser midt i salen og stort set alle forestillinger sælges fuldkommen ud. Både til store og små visninger er der ofte mulighed for en lille Q&A med instruktøren, holdet bag eller skuespillerne fra filmen. På den måde går Berlinalen i den grad op i en meget høj enhed når den slamer brancefolk, fans og presse.   

Fagre nye, og gamle verden

Selvom eksotiske lande som Kirgisistan, Senegal og Bhutan er at finde i dette års program bremser det ikke folkene bag til at møde op og fortælle stærke historier. Særligt filmen ‘Centaur’ af instruktør Aktan Arym Kubat fra Kirgisistan har gjort særligt indtryk på mig. Filmen handler om en mand i en lille landsby i Kirgisistan, der stjæler, eller rettere låner, heste for at få den rus det er at være i ét med denne hest når den i fuld galop stryger ud over landskabet. Dét i sig selv fungerer som en ydmyg kommentar til den manglende kontakt til og respekt for naturen, der hersker især i den vestlige verden. Udover denne universelle problematik får Arym Kubat også flettet en anden vældig aktuel problemstilling ind i filmen: Os og dem. Missionerende muslimer mod lokal tro og tradition. Det er elegant fortalt og det er netop dét Berlinalen kan. Plante en refleksion i publikum gennem filmkunst.

Politik på film?

De inkorporerede kommentarer er til atfå øje på både i de store og små billeder. I årets kortfilmsprogram så jeg den fire minutter korte video med titlen ‘Call of Cuteness’ af Brenda Lien, der giver et ganske andet syn på det elektroniske euforiserende stof kendt under termer som “LOL cats” “cat fails” og “funny cats”. Har katte ikke også grænser for hvordan de vil udstilles?

Anderledes vinklet er menneskers ret til egen krop og seksualitet, der også er varmt emne på årets festival hvor transkønnede og forbudt homoseksualitet danner drivende konfliker i en del af festivalens program. Med andre ord bliver Berlinalen nemt kunstens politiske talerør, og jo flere ømtålelige emner, der kan jages ind i siddet på folk desto bedre. Sidste års vinder af Guldbjørnen for bedste film “Fucoammare” af Gianfranco Rossi tvinger den kulturelle elite til at forholde sig til den migrantkrise Europa er midt i.

Og det var Danmark

Men hvad så med Danmark? Kan Danmark noget i det her regi hvis Trine Dyrholm ikke kan svinge forbi til en Sølvbjørn? Får Danmark perlerne fra festivalen at se? Først og fremmest er Danmark stadig en stærk nation i på film og har både nye og gamle film med i programmet, og når det går op for andre folk på festivalen at man er dansker bliver man mødt med stor respekt.

Jeg håber de danske filmdistributører også igen i år taget programmet så seriøst at både bjørnejægere og bjørne er at finde på lærreder i det kommende filmår. De når dog sjældent længere end arthouse biografen Gloria på Rådhuspladsen i København eller Det Danske Filminstituts Cinematek. Mens vi venter må vi nøjes med superhelte og husmor ‘erotik’ på de største lærreder i landet. Ville Marlene Dietrich korse sig over det faktum? Ja formentlig. Ville hun elske Berlinalens indholdsrige og eksperimenterende film, der er langt fra hendes tids Hollywood-klichéer?Ja formentlig.

De kolde facts

9/2 – 19/2 i Berlin, Tyskland

Ca 300.000 solgte billetter og 500.000 akkrediterede billetter (det giver fyldte sale)

Over 400 forskellige film fra hele verden

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Gæsteblogger // Slips – Hvornår og Hvorfor?

Det er efterhånden længe siden, at der har været en gæsteblogger. Det skal der laves om på! I dag er det Frederik, som har skrevet en lille guide til, i hvilke situationer man bør bære slips og i hvilke det bør undlades.

von-j

Frederik von Jessen

24 år, studerer Kinastudier på KU og har været medlem af Konservativ Ungdom i 6 år.

 

At bære slips er en dyd jeg praktiserer, og har gjort det i lang tid. Det er dog ikke helt uden hovedpine at gå med den, af nogen anset, lidt gammeldags og kontroversielle beklædningsgenstand. At gå med slips er et statement, ligegyldigt om det er til hverdag eller om det kun er til festlige lejligheder. Igennem årene er jeg blevet mere opmærksom på i hvilke situationer man kan bære slips, og i hvilke situationer man er bedre tjent med ikke at bære det. Derfor har jeg lavet en liste med 20 scenarier, som man altid kan slå op i og se, hvorvidt man skal bære slips eller ej.

  1. Til Parmiddagen: Tjek evt. om den anden mand også gør det. Hvis ikke, så vis at du er mere mand end ham og tag slips på alligevel.
  2. Til fest på studiet: Studerer du på CBS så ja. Hvis det er humaniora på KU så nej.
  3. På ”daten”: Her er det en god idé at lave lidt baggrundsresearch. Tjek evt. om hendes tidligere bekendtskaber var typerne der bar slips (her er facebook et genialt værktøj). Det kan dog stadig gå begge veje, enten er hun færdig med den slags mænd, eller også er hun ikke kommet sig over ham den sidste og leder efter en erstatning.
  4. I biografen: Lad os være ærlige, du skal enten se noget hvor ting eksploderer eller hvor Hugh Grant prøver at score Jennifer Aniston. Her er slips ikke nødvendigt.
  5. Til Juleaften: Kæmpe ja til slips her! Drop dog det der kan spille dårlig bip bip musik.
  6. I Teateret: Endnu en glimrende lejlighed til at bære et slips. Skal du dog i operaen så gå hele vejen og tage smoking med sort butterfly på.
  7. I Randers: I wouldn’t know.
  8. Til nytårsaften: Se scenarie 6 ang. operaen.
  9. Til Barnedåb: Kirkelig arrangementer kræver generelt slips.
  10. Til studenterreceptionen for din fætter: Er han student fra det fri gymnasium, og vil du gerne slå igennem hos hans kvindelige klassekammerater? Så drop slips. Hvis ikke så tag slips på.
  11. Til Galla: Se scenarie 6 ang. operaen.
  12. Til hverdag: Med mindre du arbejder i en bank, ville jeg mene, at en skjorte og pullover kan klarer det.
  13. I Sommerhuset: Her er slips for meget. Find til gengæld din hørskjorte og panamahat frem!
  14. I Nakskov: Se scenarie 7.
  15. Til Begravelse: Tag sort slips på til dit sorte jakkesæt (ellers aldrig sort slips).
  16. Til bryllup: Læs hvad der står beskrevet i invitationen, og gør så det.
  17. På en Københavnsk natklub: Jeg har ladet mig fortælle, at de er mere til T-shirts og læderjakker.
  18. Til Konfirmation: Se scenarie 9.
  19. Som voksenopsynsmand til din lillesøsters 1. G. Fest: Hvis du håber på at være heldig med en af hendes veninder skal du nok gå efter et mere ungdommeligt udtryk, med mindre hun har et faderkompleks!
  20. Til Bon Jovi Koncert: Ældre mennesker plejer at sætte pris på et godt slips.

Tilføj evt. flere scenarier, som jeg har overset i kommentarfeltet nedenfor, og lad os dermed sammen gøre dette blogindlæg til et slipseleksikon. Måske Gyldendal vil byde på bogen? Følg også med her på siden for kommende del 2: ”Slips – hvordan og hvilke?”

 

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Gæsteblogger // Vi knækker alle lidt her og der – også os mænd

mateen1 For lidt over en uge siden poppede overstående billede op på min facebook. Det var seje Mateen der havde skrevet et facebookopslag om, at mænd altså også har strækmærker, og at det da er lige så nederen for mænd, som for kvinder.

Det synes jeg var ret sejt. Jeg har jo også selv skrevet om strækmærker (HER og HER), men aldrig med en mands perspektiv (sjovt nok). Derfor spurgte jeg Mateen, om han ikke havde lyst til at skrive et gæsteindlæg om at have strækmærker som mand – og det ville han heldigvis gerne 🙂

mateen

Mateen Malik Hussain

Uddannet international/interkulturel socialrådgiver, næstformand i Sabaah og 24 år.

 

FACEBOOK // INSTAGRAM

Jeg ser det fra tid til anden. Fantastisk seje kvinder, der gør op med idealet om se perfekte ud. Nybagte mødre såvel som kvinder, der har gennemgået et flot vægttab, der løfter sløret for de strækmærker, de bærer rundt på.

Men hvad med os fyre? Har vi ikke strækmærker? Siger de os ikke en skid? Eller er det fordi vi er mænd og derfor fremstår som nosseløse individer, hvis vi fortæller, hvilke utilfredsheder vi har omkring vores kroppe? Eller måske er vi blot bange for at få tudet ørene fulde om snørklede ”du-er-god-nok” prædikerne?

Jeg ved det ikke, det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men faktum er, at jeg ikke ser nogen mænd, der taler om strækmærker og derfor besluttede jeg mig for at lave et opslag på min facebook, hvor folk glædeligt kunne se mine store hvide strækmærker godt spundet ind i min brune arm.

Jeg har været ret overvægtig som barn. Jeg smugspiste hele tiden mens mine forældre med næb og klør, forsøgte at få mig til at vælge motion og broccoli som et naturligt valg i min hverdag. Først da jeg afslutter folkeskolen, har jeg ikke længere lyst til at være ham den sjove-tykke-dreng, og jeg beslutter mig derfor på drastisk vis at omlægge hele min livsstil. Jeg taber mig omsider. Det går dog lidt hurtigere end, hvad der er almindeligt, ville nogle nok mene.

For selvom jeg havde forbrændt 1000 kcal på løbebåndet, stod jeg stadig nede i Netto og vendte hver en spiselig genstand for at beregne, hvor få kalorier jeg kunne få ind i løbet af en dag. Sådan fortsatte det i et halvandet års tid efter min gymnasietid, før jeg forstod, at det at være tynd overhovedet ikke er lykken.

Ikke alene var jeg blind over for, hvor mager jeg var blevet, jeg var også gået total på kompromis med hele min livsglæde – og takkede altid nej til de ih og åh så farlige fristelser, på trods af det omhandlede mine søskendes eller bedste venners fødselsdage.

I dag er jeg sund og rask. Jeg ser rimelig gennemsnitlig ud, og ja, det ville da selvfølgelig være en løgn, hvis jeg sagde, at jeg ikke ønskede at se en smule mere muskuløs og markeret ud. Men jeg går ikke længere på kompromis med min livsglæde for ved I hvad? Livet er simpelthen for kort til at stå og beregne kalorier på ubestemt tid.

Kigger man på min blottede krop i dag, vil man se, jeg har strækmærker på begge mine arme tæt omkring armhulerne, på lårene, omkring hofterne og på mit knæ (seriously hud, kunne du ikke sprække et andet sted?!).

Kan jeg lide dem? Næ ikke altid, men noget af mest menneskelige må i al sandhed være vores ar. For vi kommer alle sammen til knække lidt her og der.

En klog mand fortalte mig, at vores kroppe fortæller vores livshistorier og det kan jeg kun give ham ret i. For selvom jeg kan stå foran spejlet og hade mine strækmærker, så har jeg også mine gode dage, hvor jeg kan kigge på dem og forsvinde ind i min egen fortælling om, hvor mange kampe disse kropsar i virkeligheden fortæller.

Teknologiens udvikling har for alvor sat sine præg på modebranchen og skønhedsidealet bliver hele tiden finjusteret, fordi det er det vi kan i dag. Vi kan helt smertefrit fjerne strækmærker fra billeder, retouchere lidt her og der, fikse en skæv næse og barbere nogle ekstra kilo af, så vi står tilbage med Barbie-og-Ken-looket.

Derfor er der heller ikke noget at sige til, at vi alle går og kæmper nogle indre kampe omkring manglende selvværd og efterstræben på at være perfekt.

Men selvom det lyder så forfærdelig klichéfyldt og super empowermentinspireret, så det næsten er hovedrystende så husk nu på: Du er den perfekte udgave, af den du er. Det er det positive tankesæt, du skal lade dig dominere af. Det kan mobilisere mange flere kræfter end du tror, og selvom jeg kan vakle lidt rundt i, hvorvidt jeg egentlig bryder mig om mine strækmærker, så synes vitterligt ikke, der er noget mere ærligt end et stykke sprækket hud.

For en rigtig kriger har ar på kroppen og ikke poleret marcipanblød hud.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Gæsteblogger // Fordomme om DF’ere

Jeg synes ofte jeg møder meget hårde fordomme om DF’ere. Der er mange der pr. definiton ikke kan lide DF’ere uden overhoved at have mødt dem. Det synes jeg er fuldstændig vanvittigt. Derfor bad jeg min ven, Chris, om at skrive et indlæg om, hvorvidt man egentligt møder mange fordomme som DF’er. Læs med!

chris

Chris Bjerknæs

26 år, farvehandler , DF’er og skide sød.

FACEBOOK // INSTAGRAM // TWITTER

 

En fordom er, at dømme folk på forhånd og at dømme dem for noget man tror om dem, men ikke ved. Har jeg mødt mange af disse fordomme som DF’er? Næ, det synes jeg sådan set ikke, men så alligevel, så må jeg jo erkende at jeg har mødt nogen igennem tiderne.

Jeg støder en gang i mellem på folk, som har en meget kraftig forudantaget holdning til, hvem jeg er som menneske, eller hvordan jeg er som person. Det er ikke så tit det sker, men det sker ind i mellem og det er rigtig ærgerligt, hvis folk på forhånd har besluttet sig for, hvem jeg er. Så er det godt at kunne modbevise det, men det er ikke altid, at de lader sig overbevise.

Jeg spurgte en lang række DFU’ere, hvad de havde mødt af fordomme både de gode og de dårlige og hvilke de oftest blev mødt med. Resultatet er ret slående og egentligt også enormt ubehageligt, for der er ikke sket så meget på den front de sidste 10 års tid. Forskellen er nok bare, hvor hyppigt man møder dem. Men det er trods alt også rart nok ikke at møde dem hver dag.

De 5 “klassiske” dårlige fordomme man som DF’ere oftest møder er:

– Stemmer du DF, så er du racist

– DF er nazister

– DF er bange for alle andre kulturer og mennesker

– DF hader homoseksuelle

– DF hader muslimer

Alle fordomme, som er ret irriterende at skulle svare på, selvom det er ret enkelt at modbevise. Det er bare med til at for-dumme debatten.

Så, her kommer den lige for en god ordens skyld. Nej, vi hader ikke alle muslimer, nej vi er ikke bange for andre kulturer og mennesker, nej, vi er ikke racister eller nazister og ja, der findes mange i DF der er homoseksuelle. Vi er ret almindelige og gennemsnitlige, ja, måske er vi faktisk det mest røv kedelige og mest gennemsnitlige parti i Danmark. Vi har i hvert fald den mest gennemsnitlige folketingsgruppe, som bedst afspejler befolkningen og at bedømme ud fra det seneste valgresultat, hvor vi kom over 20 procent af stemmerne, var de fleste, der stemte på os, de mest gennemsnitlige røvkedelige hr. og fru. Danmark. Ja, så er vi faktisk ret uinteressante.

Men der er også de gode ”fordomme”, de kommentarer man får efter man har mødt et andet menneske og lært dem at kende, så de kommer her:

– Du er jo faktisk helt rar af en DF’er at være

– Du virker da ellers rimelig klog

– Du er den flinkeste DF’er jeg kender

– Du er faktisk meget sød af en DF’er at være

– Du taler slet ikke så grimt om udlændinge som jeg troede.

Ja, folk har mange fordomme og de fleste fordomme bliver heldigvis gjort til skamme langt hen af vejen. Men, hvor er det dog paradoksalt, at “os” der angiveligt er så fordomsfulde netop møder så mange fordomme.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Older posts