Gæsteblogger // Harry Pottcast

pottcast

I dag har jeg intet mindre end to seje gæstebloggere! Nemlig de to piger, Amalie og Nanna, som står bag podcasten “Harry Pottcast”.

I podcasten gennemgår de to piger Harry Potter-bøgerne afsnit for afsnit, og taler om karakterer, temaer etc. Det er en virkelig nørdet, og helt fantastisk podcast!

Jeg spurgte de to piger, om de havde lyst til at skrive et gæsteindlæg. Og det ville de heldigvis gerne! De har skrevet et hver, som jeg håber, at I vil give Jer tid til at læse <3

amalie

Amalie Dahlerup Hermansen

24 år, statkundskabsstuderende og vært på Harry Pottcast

 

TANKER OM DET AT STARTE EN PODCAST

Det hele startede med, at Nanna og jeg sad og så Harry Potter og Flammernes Pokal i vores fælles kollegie-køkken. Det var dog ikke meget vi fik set, da det meste af filmen gik med at snakke om Harry Potter i stedet. Én af os lavede en joke om, at vi burde starte en podcast, siden vi har så meget at sige om Harry Potter og universet. Jeg gjorde alvor af joken, da jeg nogle dage senere bestilte en mikrofon over nettet i en af mine overspringshandlinger fra studie-læsningen. Da den kom med posten, spurte jeg Nanna, om hun stadig var klar på at indspille et afsnit, bare for sjov. Ingen af os regnede med, at det var noget vi ville fortsætte med. Det var en lørdagsting, som var sjovt, mens det stod på. Men da vi efter et par timer blev kontaktet af Aarhus Studenterradio om et samarbejde, tog det pludselig fart. Man kan sige, at det meget hurtigt gik fra at være et lille fritidsprojekt til et større projekt, som vi begge blev meget engagerede i. Vi fik hurtigt mange lyttere, og det overrasker os stadig, hvor mange der er interesserede i vores podcast, og lytter til den hver uge. Det kribler til stadighed i maven, hver onsdag, når et nyt afsnit kommer på iTunes. Hver uge kommer bekymringen: Hvad vil lytterne synes om denne uges episode?

Da det startede i februar havde ingen af os den fjerneste anelse om, hvordan det ville gå med denne podcast. Som det fremgår ovenfor, skete det hele meget pludseligt og vi havde på ingen måde planlagt, hvad der skulle ske. Jeg kan huske, at vi ofte diskuterede, hvorvidt vi ville være kendt som ”pigerne fra Harry Pottcast” eller ”Harry Potter pigerne”, da vi måske var en smule bange for at blive stigmatiserede som nørder. Det har dog vist sig, at det ikke er et dårligt stigma at få. Tværtimod har folk generelt været meget venlige i deres modtagelse af os.

En anden ting, som vi har diskuteret i forbindelse med podcasten, er vores label som feminister. Her har holdningen til gengæld været noget mere kritisk. I vores tilgang til Harry Potter universet diskuterer vi forskellige temaer og problematikker, og her har feministisk teori blandt andet været brugt som et analyseværktøj til bog 1. Den feministiske tolkning og kritik af Harry Potter har delt vandene, og Nanna og jeg har ind i mellem fundet det svært at tilgodese alle holdninger. Vi er derfor endt med at gøre, som vi selv finder bedst, også selvom det ind i mellem afføder en stærk kritik. Jeg synes nogle gange, at det kan være hårdt at modtage kritik fra folk. Det er første gang i mit liv, at jeg laver noget som kommer ud i offentligheden, og det kræver til tider hård hud. Omvendt ser jeg det også som et skulderklap, at man kan lave noget, der medfører debat. Særligt den feministiske debat, som podcasten lægger op til, synes jeg er meget relevant. Jeg skal bare lære, at det ikke er personligt ment, når nogen skriver en besked til os, hvor de er uenige.

Nu skal vi snart i gang med anden sæson af Harry Pottcast, og jeg glæder mig virkelig. Nu har jeg fået så tilpas lang sommerferie fra podcasten, at det bliver godt at komme i gang igen. I forbindelse med planlægningen af sæson 2, har Nanna og jeg selvfølgelig også gjort os nogle tanker. Jeg kan afsløre, at vi fremover vil fokusere mere på ond magi i universet, men også have endnu flere reflekterende samtaler. Sidstnævnte er på opfordring fra lyttere, men også efter eget ønske. Jeg forventer derfor, at vi i disse samtaler fortsat vil lægge op til debat.

 

nanna

Nanna Bille Cornelsen

24 år, kandidatstuderende i analytisk journalistik, praktikant ved DR2 Dagen og vært på Harry Pottcast.

 

HVAD FANDEN ER DET NU LIGE, HARRY POTTER KAN?

Jeg tror, at der er mange fra min generation, som føler, at de kender historien om Harry Potter lige så intenst, som de kender deres eget liv. Måske føler de endog, at den lille, svagtseende troldmands tilværelse står klarere for dem, end deres egne barndomsminder gør.

Det her kan måske virke som et pudsigt sted at starte. Men det skyldes, at jeg har forsøgt at ransage mine minder for alt, som har nogen som helst relation til Harry Potter-serien. Og jeg må indrømme, at det har vist sig sværere, end jeg lige umiddelbart havde forestillet mig. Jeg kender Harrys fiktive liv helt ned i de små, ubetydelige detaljer, men hvordan jeg selv har oplevet og forholdt mig til ham og hans verden – ja, det er straks mere mudret.

Det kommer i glimt til mig. Jeg husker, at mine forældre købte første film på VHS med dansk tale – hvorfor jeg den dag i dag stadig udtaler Hermione på dansk – og jeg er overbevist om, at jeg har siddet limet til tv’et den følgende sommer. Jeg ved, at der derefter gik flere år, før jeg gik i gang med selve bogserien. Spørg mig ikke, hvorfor der skulle gå så længe, for jeg aner det ikke selv. Måske jeg bare ville være Rasmus Modsat, måske filmen ikke helt havde formået at fange min interesse.

Jeg vil dog sige, at da jeg endelig startede på bøgerne, var der intet, som kunne holde mig fra dem. Jeg pakkede dem med i tasken, når jeg skulle i skole, og læste dem i frikvarterene i stedet for at gå med de andre ud i skolegården. Jeg tog dem med til familiesammenkomster, hvor jeg ufortrødent fortsatte læsningen i stedet for at tale med mine fætre og kusiner. Og jeg tog dem med i seng for at læse til langt ude på natten – for hvordan kunne jeg lægge mig til at sove, når Han-Som-Ikke-Må-Benævnes endnu en gang var så forfærdeligt tæt på at ødelægge det hele for vores stakkels protagonist?

Jeg blev fuldstændig opslugt i J. K. Rowlings verden af magi. Her havde jeg fundet et rum, som jeg kunne fortabe mig i. Her behøvede jeg ikke at forholde mig til andre. Her var der kun mig og Harry, og så selvfølgelig alt det lort, som han nu engang skulle igennem. Mine egne problemer med skolen, præpubertære venskaber og andre trivialiteter virkede pludselig mere overkommelige, når man sammenlignende dem med Harrys. For der var jo ikke ligefrem nogen, som forsøgte at myrde mig på årlig basis, vel?

Bøgerne var samtidig også med til at præsentere mig for et stort og forskelligartet persongalleri, som jeg kunne spejle mig i. Særligt når tingene blev svære, var det en trøst, at også personerne i bogen oplevede isolation, angst og sorg. Jeg kunne genkende mange af mine egne mere eller mindre charmerende træk hos hovedpersonerne, og det var fantastisk betryggende, at de trods deres status som outsidere alligevel formåede at finde et fællesskab i hinanden.

Og det er nok det, som Harry Potter kan. Sådan er det i hvert fald for mig. Magien er fantastisk, og det samme kan siges om universets detaljerigdom. Men det er umådeligt menneskelige og mangefacetterede karakterer som Harry, Ron, Hermione, Dumbledore og Snape, der gør, at Harry Potter-serien stadig har så stor betydning for mig den dag i dag.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Gæsteblogger // Parforholdets stadier

Jeg har en venindegruppe med nogle piger, som alle er politisk aktive. Vi kommer fra hele det politiske spektrum, men vi deler kærligheden for rødvin, politik og et åbent forum, hvor intet er for upassende og alt er til diskussion.

Mange af pigerne i vores gruppe er i forhold. Jeg har i dette indlæg valgt at stille tre af pigerne nogle spørgsmål om deres parforhold. Jeg har valgt de her tre piger, fordi deres parforhold er helt forskellige, selvom deres kærester har noget til fælles.

De tre forhold I møder i dette indlæg repræsenterer tre stadier af parforholdet. Der er det nye forhold, som endnu ikke er flyttet sammen og som stadig er hamrende nyforelskede. Så er der det gifte par. Dem der holder sammen mod hele verden, og som alle kalder ”Hr. og Fru. Danmark”. Og så er der de unge forældre. Det er parret, der blev gravide ved en fejltagelse, men hvis kærlighed var stor nok til at gribe muligheden.

Men selvom de tre par er på forskellige stadier, har de alle det til fælles, at manden i forhold enten er eller har været formand for et ungdomsparti. Alle tre mænd er relativt ”kendte” meningsdannere, og har levet en del af deres liv i den danske presse og i den politiske krog af de sociale medier.

I dette indlæg spørger jeg pigerne ind til, hvordan et forhold er på deres stadie, og hvordan det påvirker ens forhold når man har en ”politikerkæreste”.

stefan

Sigrid Friis Prochowsky og hendes kæreste Stefan Roy

Sigrid og Stefan er 22 år gamle. Faktisk er Stefan kun én dag ældre end Sigrid. Stefan er tidligere formand i Liberal Alliances Ungdom og Sigrid sidder i forretningsudvalget i Radikal Ungdom.

 

Hvor længe har i været sammen?

Vi har været kærester i lidt over et halvt år – og har kendt hinanden i et års tid.

Hvordan mødte I hinanden?

Vi mødtes gennem ungdomspolitik (surprise!). Vi deltog begge til et internationalt event i organisationen IFLRY, hvor RU og VU er repræsenteret fra Danmark, og hvor LAU som noget nyt søgte observatørstatus. Politisk engagerede fra hele verden var samlet – og jeg tror det er meget normalt, at når man taler en masse engelsk i løbet af dagen så er det rart en gang i mellem at kunne tale dansk. Derfor faldt det meget naturligt, at Stefan og jeg snakkede en masse sammen udenfor programmet. Der var en hel del sene aftener, hvor vi sad og røg cigaretter på en tagterrasse med udsigt over hele byen og diskuterede politik.

Da vi kom hjem derfra så vi ikke vildt meget til hinanden – men så alligevel: når man begge er aktive i ungdomspolitik, er der jo en del anledninger hvor man tilfældigvis ses. Fx til Folkemødet på Bornholm. Ligeså stille gik relationen fra at være meget politisk til at være mere personlig og henover sommeren blev det vist tydeligt, at jeg synes Stefan var mere end almindeligt sød. Han havde det heldigvis på samme måde 😉

Din kæreste er meget politisk aktiv og mange har en holdning til ham. Hvordan har du det med det?

Der er ingen tvivl om at rigtig mange mennesker – især på sociale medier – har en klar holdning til Stefan. Det skal man lige vænne sig til.  Diverse kommentarspor på nettet og en grov tone på sociale medier er en del af det, men det bliver man hurtigt hårdfør overfor, synes jeg. Men jeg tænker over, hvad mine venner eller min familie tænker, når de læser grove kommentarer om Stefan, fx i forbindelse med hans afgang som LAU-formand. Jeg er ret kølig overfor om fremmede mennesker på Facebook synes Stefan er en idiot, men det ville gøre ondt hvis nogle i min nære omgangskreds ytrede sig sådan.

Det kan faktisk også være ret mærkeligt den anden vej rundt – altså hvis folk er overdrevet “fans” af Stefan. Engang var der nogle random teenage-piger som kom over til mig og sagde “OMG hvor må det være vildt at være sammen med Stefan Roy. Hvordan kysser han egentlig?” Det synes jeg var virkelig underligt!

Mange kender dig som Stefans kæreste. Hvordan har du det med det?

Jeg synes stadig det er lidt spøjst, når folk påpeger det. Under skolevalget blev jeg fx kaldt “LAU’s first lady” efter en debat og selvom det var sagt med et glimt i øjet af nogle de andre ungdomspolitikere, så tænkte jeg altså “HEY, jeg repræsenterer faktisk Radikal Ungdom”. Jeg vil jo allerhelst ses som værende hende den megacool internationale type fra RU – ikke som Stefans “vedhæng”.

Og så kan man nemt blive lidt træt af, hvis nogen henvender sig til mig, men egentlig er mere interesseret i Stefan – fx når man ankommer til et eller andet arrangement, og det første folk siger er “Hvor har du gjort af Stefan i dag?”, “Har Stefan gang i nogle spændende projekter” eller “Hvad laver Stefan for tiden” i stedet for bare at sige “Hej Sigrid, hvordan går det?”.

Beskriv jeres forhold med 3 ord

Tillidsfuldt – det tror jeg er en grundlæggende ting for de fleste gode forhold. For mig handler tilliden især om at kunne dele både de sjoveste og de sværeste stunder – med en grundlæggende følelse af, at man ikke dømmer hinanden, heller ikke når ting er op ad bakke. Og at man tror på, at den anden altid har de bedste intentioner, også når man er frustreret over et eller andet. Og så selvfølgelig, at forholdet ikke er præget af jalousi eller usikkerheder – vi er begge meget ekstroverte mennesker, så det er vigtigt at der er plads til hinandens store venne- og venindekredse.

Nysgerrigt – fordi jeg synes vi begge er oprigtigt interesserede i at udvide vores horisont og prøve nye ting af. Det er ikke altid det er supersuccesfuldt – fx tog jeg engang Stefan til noget lidt eksperimentielt “teater” og det var mildt sagt en meget, meget mærkelig oplevelse og stykket gav slet ingen mening. For nyligt inviterede han mig så ind og se en italiensk kunstfilm/dokumentar om Saudi-Arabien. Filmen var stortset uden handling og replikker, og Stefan faldt TYDELIGT i søvn kort inde i filmen. Men så griner vi af det bagefter.

Kærligt – fordi Stefan er helt vildt god til de dér små hverdagshandlinger, der kan gøre mig fuldstændig i blød knæene. Mit førstehåndsindtryk af Stefan var nok lidt at han var sådan en lidt provokerende, tilbagelænet type, der havde nok i sig selv og sit #LAUshow 😛 Men hvor tog jeg bare helt utroligt meget fejl. Han er så omsorgsfuld og god til at give mig små kys, kram og klem hver gang vi passerer hinanden i et rum. Det er svært helt at pege ud, hvad det er, han gør – men han sørger for at jeg er aldrig i tvivl om, at han holder af mig.

Hvad elsker du mest ved ham?

Når han får julelys i øjnene, fordi han taler om noget der virkelig optager ham – og der sker tit! Han har en fantastisk evne til at blive begejstret over projekter – det kan være politiske idéer eller noget helt andet. Han kan virke blive engageret og opslugt og det synes jeg er vildt fedt. Det er skønt at kunne mærke dén gejst hos ham, og den kommer hurtigt til at smitte 🙂  Han er også god til at blive begejstret på andres vegne – og det betyder meget for mig at hvis jeg deler noget som jeg selv er rigtig glad for, så kan jeg se at han helt oprigtigt deler min glæde og entusiasme.

Hvad ville han ændre ved dig?

Det er et svært spørgsmål! Jeg tror godt at Stefan kunne tænke sig at jeg var lidt mindre “regelrytter”
Altså at jeg ville gå over for rødt lys engang i mellem, ryge cigaretter på S-togsstationen selvom det er forbudt og at jeg generelt bare var lidt mere “loose”. At jeg ikke gik helt så meget op i at farvekoordinere min kalender, men måske i stedet var lidt mere spontan – det er han nok bedre til end jeg 😉

Jeg stillede ham faktisk det her spørgsmål, for at høre hvad hans eget svar ville være. Han sagde “at du arbejdede mindre, så vi kunne se hinanden mere”. Det er sådan cirka det sødeste svar man kan give på sådan et svært spørgsmål, synes jeg

Hvordan påvirker det jeres forhold, at i ikke bor sammen?

Jeg altid føler mig heldig og sætter pris på det, når vi ses. Jeg elsker når Stefan kommer og spiser aftensmad og overnatter, jeg er vild med at vågne op ved siden af ham om morgenen. Den slags ville man nok ikke tænke over på samme måde, hvis man boede sammen og så hinanden hele tiden. Tvært i mod ville man måske mere forvente sådan nogle ting af hinanden.
I hverdagene ses vi faktisk rigtig meget – jeg bor i Indre By og Stefan har boet i Dragør de sidste par måneden. Vi er for det meste hos mig fordi det er nemt og praktisk – han har en del småting stående her, så jeg håber at han måske også føler sig en lille smule hjemme, når han er hos mig. Men jeg er egentlig helt fint tilfreds med, at vi ikke bor sammen – endnu.

Din kæreste og dig er meget politisk uenige, hvordan påvirker det jeres forhold?

Vores politiske uenigheder har været et grundvilkår i parforholdet fra starten – det var sådan, vi lærte hinanden at kende. Vi tager det med et smil og joker meget vores ideologiske ståsteder og hvordan de kommer til udtryk i hverdagen. Vi kan også sagtens have store snakke om politik – det er klart, når vi begge går så meget op i det, og er vant til at diskutere og stille spørgsmålstegn ved alting. Men vi er aldrig blevet uvenner over det – vi diskuterer politik for at udfordre hinandens standpunkter og argumentation. Jeg har ingen forventning om at “omvende” eller “overbevise” Stefan om at jeg har ret, og han tager fejl. I sidste ende synes jeg kun det er fedt, at vi begge er så opslugte af de samme spørgsmål og har så mange idéer om hvordan vi kan indrette samfundet – også selvom vi aldrig er enige om konklusionen.

Hvad er fordelene og ulemperne ved at være i et relativt nyt forhold?

Det bedste ved et relativt nyt forhold er følelsen af man slet ikke kan få nok af hinandens selskab. Hver gang vi er i samme rum – uanset om det bare os alene derhjemme eller om vi er ude til fest eller et stort arrangement, så er jeg bare glad for at bruge tid sammen med ham. Jeg synes indkøb bliver sjove, når han er med – jeg synes gåturen til S-togsstationen er en fest, når vi følges – i virkeligheden synes jeg bare alting bliver lidt ekstra skønt i hans selskab.

Det sværeste ved et relativt nyt forhold må være at aflæse og fortolke hinandens signaler og tanker. Ofte kan jeg simpelthen ikke gennemskue om Stefan synes at det jeg snakker om er røvkedeligt, om han føler at jeg tager alt for meget styring på nogle ting – eller om jeg tager for lidt initiativ på andre områder. Vi har utroligt få konflikter og uoverensstemmelser – og det er jo virkelig dejligt. Men nogle gange tænker jeg, om han i virkeligheden synes jeg gør et eller andet pisseirriterende, men at han bare ikke udtrykker det – eller at jeg bare ikke opfanger det.

Sigrid har tidligere været gæsteblogger. Det indlæg kan læses HER.

chris-og-krista

Krista Bjerknæs Fallesen og hendes kæreste Chris Bjerknæs Fallesen

Krista og Chris er henholdsvis 24 og 27 år. Chris er formand for Dansk Folkepartis Ungdom og Krista har tidligere siddet i deres hovedbestyrelse. For fire år siden blev de gift.

 

Hvor længe har I været sammen?

Vi har været kærester siden august 2011, så det må snart være 6 år og så blev vi gift et år senere i august 2012, d. 30, som i øvrigt er din fødselsdag. Vi har fornyligt været til et ‘partjek’, som jeg synes var vildt godt og som vi fik sindsygt meget ud af, for at sikre, at den travlhed vi lever under ikke går ud over vores forhold nu da han er blevet formand og jeg studerer i Aalborg, så er der fuld tryk på og det skal jo ikke gå ud over os som par.

Hvordan mødte I hinanden?

Vi mødte hinanden i Dansk Folkepartis Ungdom, Chris havde været aktiv i nogle år. Jeg selv havde lige meldt mig ind og det var det første arrangement jeg deltog i. Han ankom til stedet, hvor vi var i gang med noget debattræning udenfor. Det var varmt, solen skinnede og vi faldt bare i snak med det samme. Ja, vi klikkede bare og har faktisk været sammen siden den sommer i 2011. Nogen ville måske kalde det kærlighed ved første blik, sådan har jeg det i hvert fald.

Din kæreste er meget politisk aktiv, og mange har en holdning til ham. Hvordan har du det med det?

Altså, jeg har det så fint med at mange har en holdning til ham også at han er meget aktiv, det støtter jeg ham selvfølgelig i. Jeg er meget ligeglad med, hvad folk tænker, helt ærligt, det er deres eget problem. Mest af alt fordi de fleste går glip af at lære ham at kende og det er da ærgerligt, men det er jo deres tab.

Mange kender dig som Chris’ kæreste. Hvordan har du det med det?

Jamen det har jeg det sådan lidt ”både og” med. Jeg er selvfølgelig stolt over at han er min mand, men på den anden side, så synes jeg også, at jeg er et selvstændigt individ, som har opnået en masse helt af mig selv. Derfor vil man selvfølgelig også gerne anerkendes som enkelt individ og menneske, men altså hey, det kommer jeg mig nok lige over. Jeg er som sagt stolt over at han er min mand.

Beskriv jeres forhold med tre ord

Stærkt, fordi vi kan holde og har holdt til meget. Vi er der for hinanden gennem tykt og tyndt.

Støttende, fordi vi støtter hinanden i alt og giver plads til hinanden og ikke har behov for at sidde på skødet af hinanden.

Kærlighedsfyldt, fordi vi elsker hinanden ubetinget.

Hvad elsker du mest ved ham?

Uha, det er et virkelig svært spørgsmål, både fordi man synes der er så meget, men når man så skal beskrive det, så er det vildt svært at sætte ord på fordi det egentlig bare er kærlighed. Jeg har lyst til at sige, at han er ham og at han er som han er, men det er også bare så banalt, selvom det jo selvfølgelig er det bedste ved ham. Jeg kunne også sige hans personlighed, men det er også bare så upræcist og faktisk næsten helt upersonligt. Hans smil tror jeg, for det kan redde min dag og så elsker jeg ham fordi han er et helt igennem dejligt menneske. Han støtter mig og giver mig plads til at jeg kan tage til Aalborg og gøre hvad jeg vil uden at få dårlig samvittighed.

Hvad ville han helst ændre ved dig?

Haha, det må du spørge ham om. Det ved jeg ikke, måske at han synes jeg er dårlig til at komme til tiden. Han er selv meget punktlig og foretrækker at være der 10 minutter før, hvor jeg er meget kvinde og god til at komme ud af døren i sidste øjeblik. Det synes han er virkelig træls.

Hvordan reagerer folk på, at I er blevet gift så tidligt?

I starten troede folk at vi enten var meget religiøse eller at jeg var gravid. Da ingen af delene var tilfældet havde folk ret svært ved at forstå det. Jeg var jo kun 19 og vi havde kun været kærester i et år, det var en gåde for folk. I dag løfter det ikke helt så mange øjenbryn, nok fordi de fleste ved det. Men når jeg møder helt nye mennesker kan de stadig godt kigge lidt sjovt på en. Jeg har nok bare lært at leve med det og så hjælper det når der er nogen der bare er sådan – sejt nok.

Har det ændret jeres forhold, at I er blevet gift?

Næ, det tror jeg egentlig ikke og så måske lidt alligevel. Jeg tror at det har givet os begge en helt vild ro. Altså, jeg tror at mange unge og specielt unge i vores generation med fart på, har så travlt med at komme ud i verden og livet. De vil alle opleve noget og ikke binde sig til hverken en lejlighed, uddannelse og da slet ikke et andet menneske, alt bliver skiftet ud i lynets hast – telefon, tøj og tapet. Den her selvrealisering og forbrugerkultur har bare gjort at så snart vores iPhone er blevet langsom eller forholdet knager lidt, så ryger det ud til højre, for der må da kunne findes noget nyt og bedre. Dét, at vi er blevet gift tror jeg har gjort, at vi begge har givet os 100% og kæmpet også når det var svært.

Hvorfor er det fedt blive gift tidligt?

Jamen som jeg beskriver ovenover, fordi man giver sig 100%. Men man skal altså kun gøre det, hvis man som os bare slet ikke vil undvære hinanden.

Chris har tidligere været gæsteblogger. Det indlæg kan læses HER.

familie

Ditte Scharling og hendes kæreste Alex Vanopslagh

Ditte og Alex er begge 25 år. Alex er tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom, og er i dag kandidat til borgerrepræsentationen for Liberal Alliance. Ditte er aktiv i Liberal Alliances Ungdom. I efteråret fødte Ditte deres skønne søn, Milton.

 

Hvor længe har I været sammen?

Det er faktisk lige akkurat to år siden, at Alex kyssede mig for første gang, hvor jeg vist var en smule afvisende overfor ham, selvom jeg synes, han var sød. Og i øvrigt havde flirtet heftigt med ham hele aftenen. En uge efter mødte jeg hans familie.

Hvordan mødte I hinanden?

Alex var jo faktisk min formand i Liberal Alliances Ungdom. Så det var sådan lidt off limits for mig, synes jeg — og nok især for Alex også. I starten kunne vi følges ad til et arrangement, men så gik Alex ind ad døren før mig og så kunne jeg komme to minutter efter. Indtil valgaftenen i 2015, hvor jeg ville poste et billede af os på facebook og Alex fik sagt noget á la at hvis jeg gjorde det, så var det ligesom ‘out there’ — og det kom det så, og så var vi vist kærester. Sådan rigtigt.

Din kæreste er meget politisk aktiv, og mange har en holdning til ham. Hvordan har du det med det? 

Jeg havde selv et indtryk af, hvordan han var, inden vi startede med at se hinanden. Kedelig, politisk type, der ikke rigtig havde set så meget andet af verden end gymnasiet og sit studie på statskunskab. Men det har han heldigvis. Han er heldigvis så meget mere end alt dét. Så det gør mig ikke så meget, at mange mennesker, der ikke kender ham, har en holdning til ham. De kender ham jo ikke, som jeg gør. Men det kan da godt være lidt underligt — især når man møder dem, der bliver helt starstruck. Det kan jeg selvfølgelig slet ikke sætte mig ind det (og heldigvis da også for det).

Mange kender dig som Alex’ kæreste. Hvordan har du det med det?

Dét er til gengæld pisse irriterende. Jeg har især tænkt meget over, om folk tror, at jeg synes, som jeg gør, bare fordi Alex synes sådan. Men jeg er altså et selvstændigt menneske med mine egne holdninger. Og der er da helt klart også nogle tidspunkter, hvor jeg har svært ved at blive set som andet. Fx blev jeg spurgt, om jeg ville være med i DM i debat, og eftersom jeg – let’s face it – kun ville blive set på som Alex’ kæreste, der i øvrigt aldrig ville kunne nå så langt som ham (eftersom han altid er gået i finalen og vandt i 2016) så takkede jeg altså pænt nej. Og så møder jeg altså også nogle fordomme, som fx om jeg nu er ‘klog nok’ til at være sammen med ham eller om han ikke altid ‘vinder’ vores diskussioner…

Beskriv jeres forhold med tre ord

Ærlighed – fordi jeg aldrig nogensinde har været så ærlig overfor nogen, som jeg har med Alex.

Partnerskab – fordi jeg kan være ærlig! Fordi han griber mig, når jeg har brug for det, siger de ting, jeg har brug for at høre (også selvom det ikke altid er det, jeg har lyst til at høre) og han har altid min ryg.

Jeg kunne ikke finde på det sidste ord, så jeg spurgte Alex. Han sagde “humor” – det ved jeg nu ikke helt, men så sagde han, at jeg også kunne skrive “grinern” og så fik han til mig til at grine. Det gør han ofte. Så det bliver det sidste ord. Ha!

Hvad elsker du mest ved din kæreste?

Han er et af de klogeste mennesker, jeg har mødt. Ja, han har læst mange bøger, kan være nørdet og akademisk, men det jeg elsker allermest ved ham er, at han er ‘klog nok’ til at forså mig. Han forstår min krøllede hjerne, han vil altid lytte til, hvad jeg har at sige og jeg har aldrig nogensinde følt mig forkert i hans selskab.

Hvad ville din kæreste helst ændre ved dig?

At jeg blev lidt mere kærlig på putte-måden. Tror jeg. Han er egentlig aldrig rigtig ude efter mig.

Du blev gravid relativt kort tid efter, dig og din kæreste mødte hinanden og mens I stadig ikke boede sammen. Hvordan reagerede folk på det?

Det store spørgsmål er nok mere, hvordan vi selv reagerede på det. Vi fortalte det jo først til andre end vores familie, efter vi selv fandt os til rette med det og blev glade for det. Så hvis der har været nogle negative kommentarer, så er det ikke noget, jeg har taget mig af. De mennesker, der betyder noget har kun været glade, positive og støttende. Også Alex’ mor… som var hende, hvis holdning jeg frygtede allermest. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for hun har altid været helt fantastisk. Men det er vist ikke bare lige sådan at gøre en kvinde til farmor for første gang, når det ikke er planlagt. Heldigvis gjorde hun alle mine tanker til skamme, og hun er endnu mere fantastisk nu, end hun var før.

Hvordan har det ændret jeres forhold, at I har fået et barn?

Det er jo svært at svare på, eftersom jeg fandt ud af, at jeg var gravid, da vi ikke engang havde kendt hinanden i et år. Et halvt år forinden var jeg flyttet til København og vi har jo aldrig rigtig haft en hverdag sammen. Så vores forhold gik fra at være spontant i alle henseender til at være akkurat det modsatte. Men vores forhold er kun blevet bedre… og hvorfor skulle det ikke også det? Vi er sammen om det mest dyrebare i vores liv. Lige så pisse hårdt det kan være, mindst lige så fantastisk er det.

Hvorfor er det fedt at få børn tidligt?

Jeg kan ikke sidde her og lave en salgstale om at få børn tidligt i et forhold. For jeg tror det er sundt ‘bare’ at være kærester lidt længere, end Alex og jeg var det. Men hvis jeg skal give et reelt svar? På grund af barnet man får ud af det. Ingen af os ville jo lave noget om, hvis vi kunne.

Ditte har tidligere været gæsteblogger. Det indlæg kan læses HER.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Gæsteblogger // Den svære grænse mellem det politiske, det private og det personlige

I anledningen af FN’s autism awareness day har min gode veninde Sigrid skrevet et rigtig fint gæsteindlæg. Her taler hun om den meget svære grænse mellem det politiske, det private og det personligt, ud fra hendes egen baggrund. Sigrid har nemlig to brødre med autisme, og det har gjort det svært for hende at blande sig inklusionsdebatten. Læs her hvorfor 🙂

sigrid

Sigrid Friis Prochowsky

22 år, radikal, statskundskabsstuderende og PA’er for Ida Auken.

 

Jeg lever en stor del af mit liv i ungdomspolitik – og det er også herigennem, jeg har lært Freja at kende.  Politisk engagement er en stor del af min hverdag og uden tvivl også af min personlighed. Jeg kan næsten ikke lade være, med at mene noget om næsten alting, og jeg kan ikke tie stille, hvis jeg synes at noget skal være anderledes.

Og så er der alligevel tidspunkter, hvor jeg blander mig udenom den politiske debat. Det sker, når det politiske pludselig kommer for tæt på det private.

I 2013, lige da jeg blev aktiv i ungdomspolitik, fyldte debatter om folkeskolereform samt inklusion af flere elever med særlige behov i den almindelige folkeskole utrolig meget. Jeg fik lidt et sug i maven hver gang, og holdt mig i det store hele ude af diskussionerne, fordi jeg følte de kom alt for ”tæt på”. Jeg tror der for de fleste er utrolig mange følelser knyttet til ens familie, og for mig er det helt klart et særligt ømt punkt.

Jeg har to yngre brødre, som for længe siden blev diagnosticeret med Autisme-spektrum-forstyrrelse (ASF). Autisme-spektrum-forstyrrelse er en fælles betegnelse for gennemgribende udviklingsforstyrrelser der relaterer sig til forestillingsevnen, kommunikationen og i det sociale samspil.
De er begge to startet i en almindelig folkeskole, men sidenhen blevet flyttet til en specialskole. Deres tid i folkeskolen har på mange måder været vanskelig – og derfor giver det mig sug i maven, hver gang der i politik tales om procentvise målsætninger for inklusion i folkeskolen. Jeg kan ikke tale om inklusion ud fra statistikker eller inklusionsprocenter – jeg kan kun tale ud fra mit eget, helt personlige perspektiv. Det fik mig til at blande mig udenom debatten – for jeg frygtede, at hvis jeg bragte følelsesladede førstehåndsberetninger i spil, gjorde jeg også mig selv sårbar. Jeg er ikke vant til at debattere ud fra følelsesladede fortællinger – jeg er vant til at forholde mig til forskning og fakta. Nu vil jeg alligevel forsøge at komme med et forsigtigt og personligt indlæg om det svære ved at tale om autisme.

Jeg har helt sikkert en frygt for, hvilke fordomme folk kan have om autisme. Jeg er blevet vant til spørgsmål som ”Hvad er så deres særlige talent – kan de DSB-køreplaner udenad?” eller ”Har de fotografisk hukommelse?”. Dem kan jeg trække lidt på skuldrene af – for helt ærligt: præcis som i livet generelt, så er virkeligheden ikke ligesom Hollywood-filmene. Nej, de har styrker og svagheder, men de har ikke nogen magiske superhelteevner 😉

Den sværeste fordom, er dem som putter autisme-spektrum-forstyrrelser ind i diskursen om ”diagnose-Danmark”. Det gør mig ked af det, når nogen ytrer at ”Vi i dagens Danmark har alt for travlt med at klistre diagnoser på alle børn – de fejler jo ikke noget”. Eller antyder, at det er et spørgsmål om mangelfuld opdragelse – måske autisme kan reduceres til nogle pylrede curling-forældres ønske om særlig hensynstagen til netop deres barn? Nej – det gør mig faktisk rigtig frustreret. Autisme er medfødte forandringer i hjernen. Særlige dele af hjernen har færre nervefibre end normalt – især det limbiske system, der er en del af forhjernen. Se – vi kan også diskutere et for mig følelsesladet emne ud fra fakta.

Modsat andre psykiske udfordringer som stress, angst eller depression så er autisme ikke noget man kan udvikle. Det er et handicap, man fødes med, og som man så må lære at håndtere hen ad vejen, i takt med at man bliver ældre og forventningerne til, hvad man skal kunne, gradvist bliver større. Autisme skyldes hverken pylrede forældre, vacciner, mobning i skolen eller nogle af de talrige andre fordomme, jeg ofte møder.

Autisme er også et usynligt handicap, og usynligheden kan gøre det vanskeligt for omverdenen at forstå de udfordringer, der følger med. Det er nemt at se, at hvis en person sidder i kørestol, så møder de nogle vanskeligheder i hverdagen, og skal man nok ikke bede dem om at tage trapperne til 4. sal. Det er straks sværere at se, hvad der er for nogle ting, en person med autisme får problemer med.

Fordommene gør det svært for mig at tale om mine brødre i et politisk perspektiv – for jeg føler, at inden jeg overhovedet kan gå i gang med at forklare mine synspunkter, skal jeg først forsvare mig overfor en hel masse forestillinger, folk har på forhånd. Og som jeg startede med at sige, så er dette emne følelsesladet for mig – derfor virker det tit mere sikkert at holde sig uden for debatten.

Endelig har tonen i debatten selvfølgelig også en betydning for, hvor meget man har lyst til at stille sig selv og sine personlige erfaringer frem. Med den norm, vi ser i diverse kommentarspor på nettet, synes jeg ikke det er så mærkeligt, at man forsøger at passe på sig selv og sine nærmeste.

I virkeligheden burde det jo være helt omvendt –man burde jo netop kaste sig helhjertet ind i de politiske debatter, der betyder allermest for én i det private og det personlige. For når man har førstehåndserfaringer at basere sine synspunkter på, så får man en helt særlig indgangsvinkel til debatten. Og er det ikke det, vi ønsker os? Politiske debatter, der tager udgangspunkt i helt almindelige danskeres liv? Jeg tror det kunne være godt, hvis mange flere – inklusiv mig selv – bliver bedre til at inddrage det personlige og det private i det politiske.

Det kræver at vi sammen skaber et debatklima, der rummer og inddrager individers førstehåndserfaringer. Det kræver, at vi møder hinanden på en respektfuld måde. Selvfølgelig er det okay at være uenig – men tænk over, at når mennesker står frem med personlige erfaringer, så åbner de op for perspektiver til debatten, som forskere og fagfolk ikke ville kunne bringe i spil. Dét skal vi respektere 🙂

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Gæsteblogger // Bjørnejagt, forbudt kærlighed og sammenhold

fugl

Min søde veninde, Katrine, er stor filmentusiast og så arbejder hun for filmmagasinet Nosferatu. I den forbindelse var hun i sidste uge på den internationale filmfestival Berlinale, og det har hun været så sød at skrive et super fint indlæg om! Læs med 😀

fugl1

Katrine Fugl

24 år, medievidenskaber og skribent og radiovært for Filmmagasinet Nosferatu. Opvokset på Falster og medlem af Venstres Ungdom.

 

For syvogtresindstyvende gang er den internationale filmfestival Berlinale løbet af stablen og den tyske hovedstad har været fyldt til randen med skabere, købere og elskere der også ender i kø, snobberi og skrigende fans.  

“I never enjoyed making movies”. Ordene kommer fra en af filmhistoriens mest markante femme fatales: Marlene Dietrich. I dag er Marlene-Dietrich-Platz gjort til centrum for verdens største filmfestival. På den røde løber foran ‘Berlinale Palast’ er der med jævne mellemrum skrig og skrål fra fans der har mulighed for at tage imod deres favoritskuespillere når de ankommer til de store premierer i festivalens hjerte. Festivalen, der er spredt over hele Berlin, har hovedpulsåren på Potsdamer Platz hvor publikum, presse og branchefolk står i lange køer for at få billetter til programmets film. Festivalens klimaks er klart uddelingen af Guld- og Sølvbjørne, hvor en lille jury vælger blandt et lille felt af film. 6 jurymedlemmer og 1 præsident vælger hvilken af de 26 konkurrerende film, der rammer plet i bjørnejagten.

Kamp om pladser og priser

Som pressefidus i verdens midlertidige filmhovedstad starter morgenerne med at indfinde sig på Potsdamer Platz, hvor der i et aflukket, men absolut ikke fancy, område bliver udleveret et ark fyldt med stregkoder og filmtitler. For 65 Euro og en god grund kan man score sig en akkreditering, der giver dig adgang til lige de film du gerne vil se i hele perioden. Det lyder fedt – det er ret intenst da de fleste forestillinger er med ‘free seating’ aka. først til mølle, og man forsøger at nå 3-5 visninger på en dag. Med rundsave på albuerne er der rift om de gode pladser midt i salen og stort set alle forestillinger sælges fuldkommen ud. Både til store og små visninger er der ofte mulighed for en lille Q&A med instruktøren, holdet bag eller skuespillerne fra filmen. På den måde går Berlinalen i den grad op i en meget høj enhed når den slamer brancefolk, fans og presse.   

Fagre nye, og gamle verden

Selvom eksotiske lande som Kirgisistan, Senegal og Bhutan er at finde i dette års program bremser det ikke folkene bag til at møde op og fortælle stærke historier. Særligt filmen ‘Centaur’ af instruktør Aktan Arym Kubat fra Kirgisistan har gjort særligt indtryk på mig. Filmen handler om en mand i en lille landsby i Kirgisistan, der stjæler, eller rettere låner, heste for at få den rus det er at være i ét med denne hest når den i fuld galop stryger ud over landskabet. Dét i sig selv fungerer som en ydmyg kommentar til den manglende kontakt til og respekt for naturen, der hersker især i den vestlige verden. Udover denne universelle problematik får Arym Kubat også flettet en anden vældig aktuel problemstilling ind i filmen: Os og dem. Missionerende muslimer mod lokal tro og tradition. Det er elegant fortalt og det er netop dét Berlinalen kan. Plante en refleksion i publikum gennem filmkunst.

Politik på film?

De inkorporerede kommentarer er til atfå øje på både i de store og små billeder. I årets kortfilmsprogram så jeg den fire minutter korte video med titlen ‘Call of Cuteness’ af Brenda Lien, der giver et ganske andet syn på det elektroniske euforiserende stof kendt under termer som “LOL cats” “cat fails” og “funny cats”. Har katte ikke også grænser for hvordan de vil udstilles?

Anderledes vinklet er menneskers ret til egen krop og seksualitet, der også er varmt emne på årets festival hvor transkønnede og forbudt homoseksualitet danner drivende konfliker i en del af festivalens program. Med andre ord bliver Berlinalen nemt kunstens politiske talerør, og jo flere ømtålelige emner, der kan jages ind i siddet på folk desto bedre. Sidste års vinder af Guldbjørnen for bedste film “Fucoammare” af Gianfranco Rossi tvinger den kulturelle elite til at forholde sig til den migrantkrise Europa er midt i.

Og det var Danmark

Men hvad så med Danmark? Kan Danmark noget i det her regi hvis Trine Dyrholm ikke kan svinge forbi til en Sølvbjørn? Får Danmark perlerne fra festivalen at se? Først og fremmest er Danmark stadig en stærk nation i på film og har både nye og gamle film med i programmet, og når det går op for andre folk på festivalen at man er dansker bliver man mødt med stor respekt.

Jeg håber de danske filmdistributører også igen i år taget programmet så seriøst at både bjørnejægere og bjørne er at finde på lærreder i det kommende filmår. De når dog sjældent længere end arthouse biografen Gloria på Rådhuspladsen i København eller Det Danske Filminstituts Cinematek. Mens vi venter må vi nøjes med superhelte og husmor ‘erotik’ på de største lærreder i landet. Ville Marlene Dietrich korse sig over det faktum? Ja formentlig. Ville hun elske Berlinalens indholdsrige og eksperimenterende film, der er langt fra hendes tids Hollywood-klichéer?Ja formentlig.

De kolde facts

9/2 – 19/2 i Berlin, Tyskland

Ca 300.000 solgte billetter og 500.000 akkrediterede billetter (det giver fyldte sale)

Over 400 forskellige film fra hele verden

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Gæsteblogger // Slips – Hvornår og Hvorfor?

Det er efterhånden længe siden, at der har været en gæsteblogger. Det skal der laves om på! I dag er det Frederik, som har skrevet en lille guide til, i hvilke situationer man bør bære slips og i hvilke det bør undlades.

von-j

Frederik von Jessen

24 år, studerer Kinastudier på KU og har været medlem af Konservativ Ungdom i 6 år.

 

At bære slips er en dyd jeg praktiserer, og har gjort det i lang tid. Det er dog ikke helt uden hovedpine at gå med den, af nogen anset, lidt gammeldags og kontroversielle beklædningsgenstand. At gå med slips er et statement, ligegyldigt om det er til hverdag eller om det kun er til festlige lejligheder. Igennem årene er jeg blevet mere opmærksom på i hvilke situationer man kan bære slips, og i hvilke situationer man er bedre tjent med ikke at bære det. Derfor har jeg lavet en liste med 20 scenarier, som man altid kan slå op i og se, hvorvidt man skal bære slips eller ej.

  1. Til Parmiddagen: Tjek evt. om den anden mand også gør det. Hvis ikke, så vis at du er mere mand end ham og tag slips på alligevel.
  2. Til fest på studiet: Studerer du på CBS så ja. Hvis det er humaniora på KU så nej.
  3. På ”daten”: Her er det en god idé at lave lidt baggrundsresearch. Tjek evt. om hendes tidligere bekendtskaber var typerne der bar slips (her er facebook et genialt værktøj). Det kan dog stadig gå begge veje, enten er hun færdig med den slags mænd, eller også er hun ikke kommet sig over ham den sidste og leder efter en erstatning.
  4. I biografen: Lad os være ærlige, du skal enten se noget hvor ting eksploderer eller hvor Hugh Grant prøver at score Jennifer Aniston. Her er slips ikke nødvendigt.
  5. Til Juleaften: Kæmpe ja til slips her! Drop dog det der kan spille dårlig bip bip musik.
  6. I Teateret: Endnu en glimrende lejlighed til at bære et slips. Skal du dog i operaen så gå hele vejen og tage smoking med sort butterfly på.
  7. I Randers: I wouldn’t know.
  8. Til nytårsaften: Se scenarie 6 ang. operaen.
  9. Til Barnedåb: Kirkelig arrangementer kræver generelt slips.
  10. Til studenterreceptionen for din fætter: Er han student fra det fri gymnasium, og vil du gerne slå igennem hos hans kvindelige klassekammerater? Så drop slips. Hvis ikke så tag slips på.
  11. Til Galla: Se scenarie 6 ang. operaen.
  12. Til hverdag: Med mindre du arbejder i en bank, ville jeg mene, at en skjorte og pullover kan klarer det.
  13. I Sommerhuset: Her er slips for meget. Find til gengæld din hørskjorte og panamahat frem!
  14. I Nakskov: Se scenarie 7.
  15. Til Begravelse: Tag sort slips på til dit sorte jakkesæt (ellers aldrig sort slips).
  16. Til bryllup: Læs hvad der står beskrevet i invitationen, og gør så det.
  17. På en Københavnsk natklub: Jeg har ladet mig fortælle, at de er mere til T-shirts og læderjakker.
  18. Til Konfirmation: Se scenarie 9.
  19. Som voksenopsynsmand til din lillesøsters 1. G. Fest: Hvis du håber på at være heldig med en af hendes veninder skal du nok gå efter et mere ungdommeligt udtryk, med mindre hun har et faderkompleks!
  20. Til Bon Jovi Koncert: Ældre mennesker plejer at sætte pris på et godt slips.

Tilføj evt. flere scenarier, som jeg har overset i kommentarfeltet nedenfor, og lad os dermed sammen gøre dette blogindlæg til et slipseleksikon. Måske Gyldendal vil byde på bogen? Følg også med her på siden for kommende del 2: ”Slips – hvordan og hvilke?”

 

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Older posts