Jeg blev pacet som barn – og det er jeg glad for

img_3838

Pacing bliver ofte anset som værende noget negativt. Pacende forældre anses af nogen som værende onde og hårde mennesker, der presser deres børn. Sådan ser jeg det slet ikke.

En pacer defineres som en, der løber bagved én for at sikre, at man holder tempoet oppe, for at nå et bestemt mål. Og det er da egentlig ganske positivt.

Mine forældre har altid haft høje forventninger til mig. De har altid forventet, at jeg præsterede mit bedste. Ikke at jeg var den bedste, men at jeg gjorde det bedste jeg kunne. Og det er jeg da enormt taknemmelig for.

Dengang jeg havde hest pacede min mor mig til at få undervisning mindst to gange om ugen. Også selvom jeg ikke altid gad. Og det er jeg da enormt glad for, for jeg ville jo gerne blive bedre, og det blev jeg ikke, hvis jeg ikke fik undervisning.

I gymnasiet pacede de mig altid til at gøre mit bedste. Det var ikke fordi, at jeg altid skulle have 12. Men jeg skulle gøre mit bedste. Mine forældre blev skuffede, hvis jeg fik et 7-tal. Ikke fordi 7 er en dårlig karakter, men fordi de vidste, at jeg godt kunne gøre det bedre, og fordi jeg ikke selv var tilfreds med et 7-tal.

Det kan virke ret hårdt. Men sådan har jeg aldrig nogensinde set det. For jeg har aldrig følt det som et pres. Jeg har følt det som en hjælp til at blive bedre. Hvis jeg havde fået ros hver gang jeg fik 7, så havde jeg ikke kæmpet lige så hårdt for at få 12.

I gymnasiet var jeg ved at brække mig over, hvor mange gange min mor sagde ’’Freja husk at få nogle gode karakterer. Et dårligt snit vil ødelægge så mange muligheder for dig’’. Jeg tænkte virkelig, at hun skulle tie stille. Men i dag er jeg virkelig, virkelig taknemmelig for det. For jeg tror faktisk ikke, at jeg havde klaret det lige så godt i gymnasiet, hvis min mor ikke havde pacet mig. Og så havde jeg ikke kommet ind på min uddannelse, der i dag kræver et snit på over 11.

Du bliver bedre til at løbe, hvis der hele tiden er en der løber bag dig, og sørger for, at du ikke bremser op. Jeg er blevet mere ambitiøs, dygtigere og mere velholdende af at have nogle forældre, der altid har løbet bag mig og sikret, at jeg gjorde mit bedste.

Selvfølgelig må man ikke være overambitiøs på sine børns vejene og presse dem så meget, at de ikke kan følge med. Men der er intet galt i at have høje forventninger til sine børn.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Dengang man følte meget mere

2
Freja, 15 år

Forleden sad jeg, som jeg ofte gør, og hørte Denmark top 50, eller hvad det nu hedder, på Spotify. Alt det der mainstream musik, som man føler, at man kender, fordi man har hørt det i radioen. Der faldt jeg over sangen ’’issues’, som starter således:

I’m jealous, I’m overzealous

When I’m down I get real down

When I’m high I don’t come down

But I get angry, baby, believe me

I could love you just like that

And I can leave you just as fast

Det fik mig til at tænke. For jeg kender godt det der med at føle en helt masse. At være enormt glad, når man er glad, og enormt ked af det, når man er ked af det. Sådan har jeg det bare ikke længere.

Jo ældre jeg bliver, jo mindre føler jeg. For nogle år tilbage kunne jeg glæde mig til et eller andet mere eller mindre ligegyldigt i flere måneder. Altså sådan VIRKELIG glæde mig. Jeg kunne være nærmest beruset af lykke, men jeg kunne også ramme bunden med et kæmpe dunk.

Jeg kunne blive så stjerneforelsket, at det kunne fylde hele mit liv. Jeg kunne være så jaloux, at det åd mig op indefra.

Sådan har jeg det ikke længere, og det kan jo både være godt og dårligt. Det føles egentlig bare som om, at mine følelser er blevet lidt udlignet. Jeg kan ikke blive lige så glad, men jeg kan heller ikke blive lige så ked af det.

Jeg tror egentlig, at det er en ganske normal ting? At når man er teenager og har en masse hormoner i kroppen, så føler man bare mere.

Jeg kan godt savne det lidt. Jeg kan huske, at jeg for nogle år siden kunne glæde mig helt vildt til at skulle til landsmøde, eksempelvis. Jeg kunne glæde mig så meget, at jeg tænkte på det i flere uger. Til sidste landsmøde nåede jeg på dagen at tænke ’’jeg magter det ikke’’. Altså, hvad er der lige sket? Selvfølgelig har det noget at gøre med, at jeg nu har været til SÅ mange landsmøder, at der ikke er så meget nyt og spændene i det. Men jeg er altså også blevet væsentligt sværere at begejstre.

Og det er da træls at være svær at begejstre. Der skal virkelig ske noget ekstraordinært i mit liv, før jeg VIRKELIG bliver begejstret. En fest, nyt tøj eller en lækker middag er ikke længere nok til virkelig at begejstre mig. Til gengæld skal der også mere til end kritik på arbejdet, en dårlig karakter eller et lille skænderi til virkelig at få mig ned med nakken.

Så teenagelæsere: nyd og omfavn jeres følelser <3 I kommer til at savne dem.

1

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Fuldtidarbejde slår hårdt

img_6490

Så er min første uge på praktik gået, og sikke en skøn uge.  Alle er enormt søde og der er massere at lave – så det er skønt.

Jeg har altid forestilet mig, at det må være vildt lækkert at arbejde fuldtid. Det der med kun at skulle koncentrere sig om én ting og ikke have en milliard bolde i luften, som man har som studerende. Altså når man både har skole, arbejde og for mit vedkommende RU (som jeg selvfølgelig stadig har).

Lækkert er måske en tilsnigelse, for det er virkelig hårdt. Det er lækkert at man er sammen med de samme mennesker hver dag, og får mulighed for at fordybe sig i nogle ting. Det er også lækkert, at man er der hver dag, og dermed virkelig har føling med, hvad der sker i virksomheden. Fremfor når man er studentermedhjælper og kommer lidt sporadisk, og ofte går glip af en masse ting.

Men det er også ret ufleksibelt. Hvornår går man eksempelvis til lægen? Jeg tror ikke, at de ville slå mig ihjel, hvis jeg mødte lidt senere fordi jeg havde været til lægen. Men i princippet er min arbejdstid jo 09.00-17.00, og så kan man simpelthen ikke nå at gå til lægen. Eller til frisøren. Eller tandlæge. Eller hente en pakke på posthuset. Eller noget som helst andet. Det går virkelig op for én, at butikkers åbningstid simpelthen ikke er designet til folk med et arbejde.

Til gengæld bruger jeg heller ikke nogen penge. Jeg får både kaffe, frokost og snacks på arbejdet, og det udgør faktisk lige præcis de ting, som jeg plejer at bruge penge på. Så det er sådan set meget fint, for jeg har heller ikke rigtig nogen penge at bruge.

Men jeg kan godt mærke, at jeg virkelig skal vænne mig til det der med at komme hjem klokken fem hver dag. På den ene side er det lækkert, at jeg ikke længere har de dage, hvor jeg er i skole til klokken 15.00 og så på arbejde til 21.00. Men til gengæld har jeg heller ikke de dage, hvor jeg først møder kl. 12.00 el.

Jeg var virkelig, virkelig træt da jeg kom hjem fra arbejde i dag. Også selvom jeg faktisk allerede gik kl. 16.00. Det kan selvfølgelig have noget at gøre med, at det er min første uge og jeg har været lidt små-sløj. Men det første jeg gjorde da jeg kom ind ad døren i dag var at gå ind og tage en lur på to timer.

Jeg har faktisk overhoved ikke fået trænet den her uge. Jeg har nedprioriteret det lidt fordi jeg tænkte, at det måske egentlig var fint nok at lade vær, når nu min næse har løbet som et vandfald. Men det er også fordi, at jeg simpelthen ikke har kunne overskue at træne efter arbejde. Og så har jeg ikke gidet løbe om morgenen i sne og mørke. Men jeg glæder mig til at komme op og give den gas i morgen tidlig!

Nu står resten af aftenen på burger og x-factor, og det har jeg simpelthen glædet mig til hele ugen.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Nattetanker

sleep

Godaften skønne læsere <3

Klokken er halv et og jeg er lysvågen. Det skyldes, at jeg i går holdte julefrokost for min ”pigegruppe”, som består af 12 borgerlige piger. Vi festede til klokken lidt i fem (stakkels naboer), hvorefter jeg stavrede ind i seng. Jeg sov fire timer, ryddede op og stod klar inde foran Christiansborg 10.45 i formiddags, for at holde møde i Radikal Ungdoms politiske udvalg.

Jeg kom hjem cirka kl. 18.00 og faldt i søvn to timer efter til fjerde afsnit af Arvingerne. Jeg havde måske håbet på, at jeg ville kunne sove igennem, men næ nej. Jeg vågnede klokken 23, og er nu lysvågen.

Det er egentlig ganske praktisk, fordi jeg nu endelig kan få lavet nogle af de ting, som jeg er bagud med. Blandt andet at forberede mig til skolevalget i næste uge, hvor jeg har fem debatter på tre dage. Skolevalget er et fiktivt valg for landets 8. og 9. klasser – men det skal jeg nok fortælle mere om senere.

Jeg kan også få skrevet nogle blogindlæg, som jeg godt nok har forsømt de seneste par dage. Det beklager jeg <3

Men jeg VED også bare, at det kommer til at blive ren ragnarok at komme op i morgen tidlig, når mit ur ringer kl. 07.00 og jeg to en halv time senere skal stå klar til en debat på Østerbro.

Så nu sidder jeg her, og ser sidste års Zulu Comedy Galla. Jeg elsker fandme Zulu for altid at sende awesome TV sent på aftenen – selvom det som oftest er genudsendelser 😉

Jeg synes egentlig, at der er noget ganske behageligt ved at være vågen om natten. Der er altid noget sjovt i TV, og så bliver man ikke rigtig forstyrret på samme måde, som man gør i dagstimerne. Der er ikke nogen der skriver til én, og det er begrænset hvor meget nyt der er sket, når man opdaterer sine sociale medier. Det er i hvertfald et rigtig godt tidspunkt, hvis man skal have lavet nogle ting.

Læs også: Søvnløs

Generelt er jeg jo ofte vågen om natte, grundet mine søvnproblemer. Jeg har virkelig den tilgang, som jeg også har skrevet om før, at man skal få det bedste ud af nætterne. Uanset af hvilken årsag man er vågen. Det er røv sygt at ligge og presse sig selv til at falde i søvn – og det falder man heller ikke i søvn af. Så hellere få ordnet nogle ting, se noget rart i TV eller ligge og slappe af med en god podcast.

Læs også: Sådan håndterer jeg søvnbesvær

Jeg håber, at I alle sover godt og trygt <3 Hvis ikke – så slå over på Zulu! It’s freakin hilarious.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Hvornår er man et curlingbarn?

img_8344

Jeg har altid kaldt mig selv et curlingbarn. Jeg bor i en forældrekøbslejlighed og mine forældre betaler blandt andet mine studiebøger. Som barn havde jeg en hest og mine forældre stod op før fanden fik sko på for at køre mig til stævner hver anden weekend. Kort sagt: mine forældre har virkelig gjort meget for mig. Og så må man vel være et curlingbarn?

Men er man nu også det? For hvad er et curlingbarn egentligt? Jeg slog det op og fik følgende definition:

forkælet barn der overbeskyttes og serviceres af dets forældre uden at de stiller krav

Og sådan ét barn, synes jeg faktisk overhoved ikke, at jeg er. Og dem tror og håber jeg virkelig ikke, at der er særligt mange af.

Jeg er aldrig blevet overbeskyttet af mine forældre. Jeg cyklede syv kilometer op til gården fem gange om ugen og red alene i skoven da jeg var elleve-tolv år. Det ville en rigtig curlingmor da aldrig lade sit barn gøre.

Jeg har altid fået stillet høje krav. Mine forældre har slået hårdt ned på, hvis jeg ikke talte ordentligt til dem eller ikke udvise respekt. Jeg har også altid fået stillet høje krav i de ting jeg gjorde, særligt i min skole.

Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at få stillet krav eller have forældre der var ovre mig hele tiden. Jeg har kendt folk, der blev opdraget på den måde – og det kommer der virkelig ikke noget godt ud af.

Men faktisk vil jeg påstå, at der ikke er noget galt i at være forkælet. Så længe at man er taknemmelig, har realitetssans og forstår hvor de ting man får kommer fra. Der er ikke noget værre end forkælede børn uden nogen forståelse for penge.

Når jeg får børn vil jeg også ”forkæle” dem. Så meget som jeg nu har råd til. Med forkæle mener jeg ikke, at de skal have en ny telefon, hver gang der kommer en ny Iphone eller at de skal gå i mærketøj – langt fra.

Men jeg vil gerne hjælpe dem med praktiske ting. Jeg vil gerne lægge penge i en sport som de brænder for og bruger mange, mange timer om ugen på. Fordi jeg ved hvor meget det betyder at have noget man brænder for, og som man har sine forældres opbakning til. Jeg vil gerne betale deres tandlægebesøg når de flytter hjemmefra, så jeg sikrer mig, at de går til tandlægen. Og hvis jeg har råd til det, vil jeg også gerne købe dem en lejlighed, så de får den stabilitet, som jeg selv sætter så ufatteligt meget pris på.

Læs også: Er forældrekøb usolidarisk?

Med den definition der er af et curlingbarn i ordbogen, der anser jeg det som noget negativt. Jeg tvivler på, at der kan komme et fornuftigt og selvstændigt menneske ud af sådan en opdragelse. Men forkælelse, med måde, det ser jeg absolut intet galt i.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Older posts