Kun idioter cykler uden cykelhjelm

cykelhjelm

I dag har jeg været nede og købe en cykelhjelm. Sådan en har jeg ikke ejet i mange år, og den sidste jeg havde var lyserød med blomster på. Jeg var nemlig ikke særlig gammel, da jeg fortalte mine forældre, at jeg nægtede at cykle med cykelhjelm. For man var altså bare ikke særligt sej, når man cyklede med cykelhjelm. Og så har jeg ikke cyklet med cykelhjelm lige siden.

For omkring fem år siden, faldt min mor på cykel. Hun var på vej ned af en bakke, og faldt over en trærod på cykelstien. Hun slap fra det med et par sting men fik at vide, at hun formentlig var blevet invalid, hvis hun ikke havde haft cykelhjelm på. Heller ikke efter den oplevelse begyndte jeg at cykle med cykelhjelm.

Jeg har vitterligt ingen logisk forklaring. Jeg tror egentlig bare det har handlet om, at jeg var bange for at folk synes jeg var kikset. Og så selvfølgelig også et spørgsmål om vane.

For en måneds tid siden begyndte jeg at tænke over det. Hvem er det helt præcis der vil synes, at jeg er kikset med en cykelhjelm? Jeg prøvede at komme i tanke om en person, hvor jeg ville synes, at det var pinligt, hvis de så mig med en cykelhjelm på. Og jeg kunne ikke komme på nogen.

Omvendt har jeg faktisk ofte oplevet, at jeg synes det er enormt pinligt at skulle forsvare ikke at cykle med cykelhjelm. For det er jo mildest talt fuldstændig idiotisk og uforsvarligt. Og helt ærligt. De mennesker der synes, at man er kikset fordi man hellere vil se lidt dum ud end at ende i en kørestol – er det virkelig nogen man gider at bekymre sig om? Nej.

De sejeste mennesker er sgu da dem der tager de fornuftige valg, og er pisse ligeglade med hvad andre tænker. Dem vil jeg i hvertfald 100 gange hellere associeres med, end dem der prioriterer end god hårdag over et uskadt kranie.

Så nu har jeg anskaffet mig en cykelhjelm. Jeg kan godt mærke, at man lige skal vænne sig til det. Jeg håber virkelig, at jeg kan finde ud af at holde fast i at køre med den! For at køre med cykelhjelm er jo vitterligt det eneste fornuftige.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Det må fremtidens Freja tage sig af

had

Når jeg står godt vissen klokken 03.00 til en fest og overvejer, hvorvidt jeg skal hoppe på vandvognen og gå i seng eller snuppe et shot og feste videre, ender det af og til med sidstnævnte. Også selvom jeg godt ved, at jeg skal op klokken 08.00 og have møde hele dagen efter.

Og jeg ved jo godt, at det er en dårlig beslutning. Men jeg ender altid med at tænke ”det må fremtidens Freja tage sig af”. Det er generelt en sætning, som jeg tænker lidt for ofte.

For fremtidens Freja, er jo ikke den samme person som nutidens Freja. Jeg kan huske, at jeg engang læste noget forskning der sagde, at når mennesker ser på sig selv i fortiden eller fremtiden, så tænker de på sig selv som en anden person. Jeg har forsøgt at lede efter det, men jeg kan ikke finde det – så I må ikke hænge mig op på det!

Men kender I ikke det der med, at man sidder og tænker ”skal jeg træne i dag? Ej, det er jeg for træt til. Jeg gør det på onsdag i stedet”, som om, at onsdagens Freja bare generelt er et langt friskere og mere overskuds-agtigt menneske end nutidens Freja.

Og det ender jo ofte med, at nutidens Freja er ret træt af datidens Freja. For datidens Freja sætter ofte nutidens Freja i nogle ret træls situationer. Nutidens Freja gider ikke bære rundt på de tømmermænd, som datidens Freja var dum nok til at forudsagde. Hun gider heller ikke rydde det tøj op, som datidens Freja kastede hulter til bulter da hun kom hjem, fordi hun var for træt til at samle det op. Og onsdagens Freja er faktisk også ret irriteret på datidens Freja for, at hun ikke bare gik op og trænede. For så træt kunne hun da heller ikke have været. I hvertfald slet ikke så træt som nutidens Freja.

Og sådan gik det til, at nutidens og datidens Freja fik et ret anspændt forhold. Men så er det heldigt, at de bare kan kaste problemet videre til fremtidens Freja. Sikke et trekants-drama.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Blackout

paaskefrokost

I går var jeg til påskefrokost i Radikal Ungdom Århus. Det endte med at blive en af de fuldeste aftener, jeg har haft i flere år. Og det skræmmer mig faktisk en lille smule.

Vi drak øl på vejen derhen, fortsatte da vi kom til festen og så var der selvfølgelig snaps under middagen. Normalt når jeg bliver for fuld får jeg det dårligt og kaster op. Men denne gang var det anderledes. Jeg har ganske enkelt bare glemt stort set alt, hvad der skete efter middagen…

Vi valgte at tage toget hjem om natten, i stedet for at overnatte og tage hjem dagen efter. Det var lidt et show, for der var togbus mellem Fredericia og Middelfart, vores tog i Middelfart var aflyst og så var der en der forsøgte at hoppe ned på skinnerne, så vi måtte holde stille ret længe i Korsør. Så det endte med at tage over fem timer at komme hjem. Det gav mig massere af tid til at blive ædru og forsøge at samle trådene.

Jeg kan huske, at der var underholdning. Jeg kan huske, at jeg spillede bearpong og var overraskende god. Og jeg kan huske, at jeg dansede. Andet kan jeg faktisk ikke rigtig huske. Jeg ved, at vi tog et tog to timer tidligere, men hvem der tog den beslutning og turen ned til Banegården – den kan jeg overhoved ikke huske. Min veninde har fortalt mig, at jeg faldt på dansegulvet – det har jeg også blå mærker, der kan bekræfte. Men jeg kan overhoved ikke huske det.

Det er virkelig, virkelig længe siden, at jeg har været så fuld. Og jeg synes faktisk, at det er lidt ubehageligt. Jeg sidder hele tiden og prøver at komme i tanke om pinlige eller dumme ting, jeg kan have gjort eller sagt. Men der er bare et helt tomt hul i min hukommelse.

Jeg synes, at det er ubehageligt ikke at vide, hvad jeg har gjort eller sagt. Men altså, jeg har nok bare sagt hvad jeg mente og gjort hvad jeg havde lyst til. Så det skal nok gå alt sammen 😛 Men jeg skal satme ikke være så fuld igen lige foreløbig.

Jeg har fået en spiral

giphy

Som overskriften siger, har jeg i dag fået en spiral. Det er en overvejelse jeg har gået med længe, og endelig har fået gjort noget ved.

Jeg gik selv med en masse overvejelser inden, blandt andet om det var det rigtige valg for mig. Heldigvis har jeg en masse veninder der selv har spiral, men det er måske ikke alle der har det. Så jeg tænkte, at jeg ville dele min oplevelse og tanker undervejs i processen med Jer. Både til Jer der måske overvejer at få en spiral, eller snart skal have lagt en op, og gerne vil vide lidt mere om, hvordan det foregår.

Hvorfor valgte jeg at få spiral?

Jeg har været på P-piller de sidste cirka 2,5 år. Jeg husker tydeligt, at jeg var ret følsom de første par måneder. Jeg græd meget mere end jeg plejede, og mine følelser kunne løbe meget hurtigt af med mig. Det har de også gjort nogle gange efterfølgende. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det er P-pillernes skyld,  men der er altså rigtig mange hormoner i P-piller, og det kan næppe være sundt.

Der er mange færre hormoner i en spiral, og hormonerne frigives lokalt. Med P-piller løber hormonerne gennem hele din krop, før den når det område, som hormonerne skal påvirke. En spiral udskiller kun hormoner i livmoderne.

Jeg er også i et meget fast parforhold, hvilket er en situation jeg ikke ligefrem regner med kommer til at ændre sig lige foreløbig. Og så skal jeg bestemt heller ikke have børn indenfor de næste tre år. En hormonspiral (som jeg fik) skiftes ud hvert tredje år, så man skal vurdere inden, hvorvidt man regner med at skulle have børn i den periode – og det skal jeg ikke.

Det KAN være en god idé at få en spiral, selvom man ikke er i et fast parforhold, hvis man har kraftige menstruationssmerter, da en spiral godt kan modvirke det. Men normalt anbefales spiraler primært til kvinder i fast parforhold. Jeg beklager, at det kommer til at virke lidt mor-agtigt, men man skal passe på, at en spiral ikke blive en hvilepude. Husk, at en spiral (eller p-piller for den sags skyld) ikke beskytter dig mod kønssygdomme! Så hvis du er single og får en spiral, skal du altså stadig bruge kondom.

Processen

Da jeg besluttede mig for at få en spiral, kontaktede jeg min læge. Jeg troede, at man bare kunne få en direkte henvisning til en gynækolog, men det kunne man ikke. Først skulle jeg til en præventionssamtale med min læge, som kunne rådgive mig til, hvilken spiral jeg skulle have. Det føltes en smule unødvendigt, da jeg allerde havde researchet godt inden.

Det gik som jeg havde forventet. Jeg blev rådet til at få en mini hormon spiral, Jaydess. Det er den man normalt anbefaler til kvinder, der ikke har født. Derefter fik jeg en henvisning til en gynækolog, og en recept til en spiral. Man skal nemlig selv købe spiralen, de fleste steder. Nogle steder har de den allerede, men det kan du spørge klinikken om.

Mine veninder anbefalede Kirsten Pilsgaard, som har en praksis i Hyskenstræde i indre by (København). Flere af mine veninder har benyttet sig af hende og har været glade for hende, derfor valgte jeg at bestille en tid hos hende.

Jeg endte med at skubbe min tid et par gange. Dels fordi det passede dårligt, men nok også fordi jeg var lidt nervøs 😛

Man skal have lagt spiralen op enten under sin menstruation eller et par dage efter. Det er livmoderen mest åben, og indførelsen vil være nemmere og mindre smertefri.

Selve indførelsen og perioden efter

Man skal tage en del smertestillende en time inden indførelsen. Det skal man fordi, at det ”udvider/afslapper/bedøver” livmoderen, og det derfor bliver nemmere og mindre smertefrit at indføre spiralen.

Der er mange forskellige råd rundt omkring på nettet. Vi havde noget iboprofren liggende, som Mads havde fået på recept. Jeg tog en af dem af 600 mg, og to panodiler af 500 mg. Det var nok lige lovlig meget med 1600 mg, for jeg var rimelig ør bagefter. Det anbefales også kun, at man tager 2 x 200 mg iboprofen, og ikke 600 mg.

Gynækologen var rigtig sød og forklarede løbende, hvad der skete. Selve indførelsen gjorde selvfølgelig ondt. For spiralen skal helt op i livmoderhalsen, og ”armene” bliver derefter frigivet. Spiralen er jo en lille T-formet stav, som man sætter op, og når den sidder der frigiver gynækologen armene, så den sidder som et T.

Bagefter havde jeg det faktisk fint, og forstod ikke helt, hvorfor mine veninder havde sagt, at man fik det dårligt bagefter. Da jeg kom hjem var jeg dog ret mat, og faldt i søvn næsten med det samme. Det kan formentlig også godt have noget med alt det smertestillende at gøre.

Det værste syntes jeg egentlig var tanken om, at der sad noget oppe i min livmoderhals. Jeg kunne se den på et scanningsbillede, som gynækologen viste mig, og det føltes underligt. Jeg var helt bange for, at den kunne falde ud, og tanken om den var bare ubehagelig. Det er den stadig.

Da jeg vågnede havde jeg det der føles som ret kraftige menstruationssmerter. Jeg tog to panodiler, men det gør stadig ondt. Ikke så ondt, at jeg ikke skal på arbejde i morgen, eller det ikke er til at leve med – men det gør ondt.

Hvem skal betale?

En spiral er ikke helt gratis. Den koster lidt over 1.000 kroner, hvilket jo er ret mange penge som studerende. Principielt synes jeg, at det skal være en fælles omkostning i et parforhold. Prævention er jo trods alt et fælles ansvar. Kvinden lægger både krop og smerter til, og så er det mindste en mand kan gøre da at betale halvdelen af den.

Vi er dog i den situation, at jeg lige på nuværende tidspunkt er bedre økonomisk stillet end Mads. Derfor har jeg selv betalt spiralen. Det har jeg det sådan set også fint med, men hvis han havde haft fuldtidsjob og jeg var studerende, kunne jeg godt have fundet på at bede ham betale halvdelen, hvis ikke den hele.

Kan jeg anbefale det?

Nu har jeg selvfølgelig ikke haft den særlig lang tid, men umiddelbart kan jeg helt klar anbefale det. Det er jo enormt praktisk, at man ikke skal tænke på prævention de næste tre år. Selvom det er dyrt, er det jo ikke dyrt hvis man holder det op mod tre års forbrug af p-piller. Smerterne er bestemt heller ikke ubærlige.

I må endelig skrive, hvis I har nogen spørgsmål. Jeg skal dog lige pointere, at jeg hverken er ekspert eller læge. Jeg prøver bare at komme med mine personlige erfaringer 🙂

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Jeg har altid været en kæmpe nørd

noerd

Jeg har altid været en kæmpe nørd. Både i skolen og i mine interesser. I skolen var jeg altid hende der sad med hånden oppe, også selvom de andre syntes, at det var lidt for meget. Jeg har også altid haft interesser, som jeg var utroligt passioneret omkring, også selvom det ikke ligefrem var de ”sejeste” interesser, jeg havde.

Da jeg var barn spillede jeg helt vildt meget computer. Jeg spillede alverdens computerspil og var på ALLE sociale websider som Habbo, Hundeparken, Gosupermodel og hvad der nu ellers var. Jeg brugte ufatteligt meget tid på det, og et par somre måtte min mor lave regler for, hvor meget jeg måtte være på min computer. Min far arbejdede med IT, så i mit barndomshjem havde vi et computerrum med tre computere. Jeg havde altid veninder ovre og spille computer, og jeg nakkede dem tit i Ages of empire, fordi jeg brugte snydekoder, som de ikke vidste eksisterede. Muhahahaha.

Jeg var hestepige fra jeg var helt lille til jeg var cirka 15. Jeg talte om heste, læste ufatteligt mange hestebøger, spillede hestecomputerspil, og red selvfølgelig rigtig meget. Faktisk næsten hver dag de sidste fire år af min heste-tid. Hestepiger er jo ofte lidt de kiksede piger i klassen. Det er dem med jord under neglen, og med det alt for tætte forhold til deres hest.

Læs også: Det vidste I ikke om mig // Hestepige

Jeg har også altid været en kæmpe Harry Potter-freak, som billedet så fint indikerer. Min mor læste den første Harry Potter-bog for mig da jeg var fem år gammel. Hele Harry Potter-universet betød enormt meget for mig i min opvækst. Jeg har både besøgt the Wizarding World of Harry Potter i Florida og Warner Bros studierne i London. Jeg har hørt lydbøgerne en milliard gange, slidt bøgerne op og set filmene tusind gange. Jeg voksede op med universet, og det har mange gange været min redning at kunne flygte ind i den magiske verden, når jeg ikke magtede den virkelige.

Læs også: Hvad Harry Potter-universet betyder for mig

Jeg var selvfølgelig også i elevrådet på min folkeskole, og blev elevrådsformand i 7. klasse. Jeg var elevrådsformand og medlem af skolebestyrelsen i tre år. Jeg kan huske, at jeg holdte oplæg i indskolingen om at tale pænt til hinanden. Det er ret paradoksalt, eftersom jeg er den jeg kender, der bander aller mest…

Så blev jeg teenager, og min interesse for politik begyndte at spire. Jeg meldte mig ind i Radikal Ungdom to uger efter jeg fyldte femten, hvilket gjorde mig til et af organisationens yngste medlemmer. Jeg talte meget om politik, og brugte enormt meget tid på det lige fra den dag jeg meldte mig ind.

Læs også: Livet på en luftmadras

Som I nok kan læse Jer frem til, har jeg virkelig ikke været den seje pige i min folkeskoleklasse.  Jeg var hende med alle de underlige interesser, og jeg blev selvfølgelig også mobbet. For det gør man, når man stikker sig lidt ud – desværre.

Læs også: Jeg blev mobbet i skolen

Men for at være helt ærlig, så er jeg glad for, at min barndom var som den var. Det kræver noget styrke at holde fast i sine interesser, selvom de måske er lidt nørdede, og man bliver hårdhudet af at få knubs. Mine tidlige teenageår havde da sten sikkert været nemmere, hvis jeg gik mere op i mode og musik end Harry Potter og heste. Men til gengæld havde jeg slet ikke været den samme person, hvis jeg ikke havde haft de interesser jeg havde.

Jeg indrømmer sgu gerne, at jeg var lidt underlig i mine barndomsår. Mine gymnasieår blev bestemt en lifeturner for mig. Jeg tilegnede mig nogle sociale evner, og jeg blev lidt mindre hende den underlige. Men let’s be honest, jeg holder sgu nok aldrig helt op med at være hende den underlige. Og det har jeg faktisk heller ikke noget problem med, længere.

Der blev ungdomspolitik bestemt også min redning. For ungdomspolitik er fyldt med folk som mig. Dem der havde nogle interesser, der ikke bare var de samme som alle andres, og som ikke er bange for at skille sig ud.

Det blev et virkelig langt indlæg. Min pointe er sådan set bare, at man skal holde fast i de interesser man har og den person man er. Alle mennesker kan ændre sig, og at du ikke var en af de seje som barn, betyder ikke, at du ikke kan blive det som voksen.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Older posts