Det mest intetsigende spørgsmål

how

“Hvordan går det?”

Spørgsmålet man stiller, når man møder sin gamle lærer tilfældigt i Føtex eller hilser på sin tante til en familiefødselsdag. Men det er, og har altid været, verdens mest intetsigende spørgsmål.

Det er sådan et spørgsmål man stiller af ren høflighed, og man forventer kun ét svar: “godt, hvad med dig?”. Det er altså reelt set ikke et spørgsmål. Det er en høflig gestus, som er fast indkorporeret i vores kultur.

Men hvor ofte har man ikke sagt “godt, hvad med dig”, selvom man faktisk overhoved ikke har det særligt godt?

For til familiefødselsdagen, hvor ens tante, som man kun ser hvert halve år, spørger én hvordan det går, så begynder man ikke at forklare, at man dumpede sin sidste eksamen, er uvenner med sin veninde og døjer med en næsten kronisk hovedpine. Nej man siger bare “det går godt, hvad med dig?”

For man spørger ikke for at få et ærligt svar. Man spørger i farten, før man går videre til den næste man skal hilse på, hvor man igen stiller det samme spørgsmål, og får det samme svar.

For et par uger siden, havde jeg en kort periode, hvor jeg faktisk ikke havde det særligt godt. Det er svært at forklare, hvad der var galt, jeg var bare i dårligt humør. Alligevel hørte jeg mig selv gang på gang sige “godt, hvad med dig?”. Men det var jo løgn. Jeg svarede bare det, som folk forventede at høre.

Jeg ved sådan set ikke, hvad mit formål med det her indlæg er. For jeg kommer jo ikke selv til at stoppe med at stille det latterlige spørgsmål. Men måske vi bare skulle til at være lidt mere ærlige? Og måske vi skulle stoppe med at forvente, at folk svarede “godt”, og at det var okay at sige “ikke særligt godt”.

Og måske skulle det være okay at sige, at man ikke havde det særligt godt, uden at det krævede en længere udredning?

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Derfor blogger jeg ikke så meget mere

blogger

Den opmærksomme læser vil formentlig have opdaget, at mængden af indhold her på bloggen er stagneret kraftigt over den seneste måned. Det undrer I Jer formentlig over, og det skylder jeg selvfølgelig en forklaring på.

I de to år jeg har haft bloggen her, har jeg bestræbet mig på at udgive hver eneste dag. Det har jeg fordi, at jeg selv godt kan lide at læse blogs, hvor der hele tiden kommer nyt indhold, og hvor man ikke skal vente længe på en opdatering.

Jeg har selvfølgelig også gjort det for læsertallene, da man bare får flere læsere, hvis man udgiver meget.

Men for en måned siden havde jeg et møde med søde Christina fra Bloggersdelight. Hun gav mig en masse gode tips, og et af dem var: “skriv når du har lyst”.

Det gav mig virkelig fornyet energi og ikke mindst ro. I de sidste to år har jeg presset mig selv til at producere nyt indhold hver eneste dag. Det har både stresset mig, da det altså kræver tid at producere nye indlæg hver eneste dag. Men det har også reduceret kvaliteten af det jeg udgiver. For jeg kan simpelthen ikke opfinde den dybe tallerken hver eneste dag.

Jeg er ikke fuldtidsblogger. Jeg har både et fuldtidsarbejde og en masse politisk arbejde. Og så er mit liv simpelthen heller ikke spændende nok til, at jeg føler, at jeg kan skrive lidt om vind og vejr hver eneste dag.

Efter mødet med Christina besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville lade mig stresse af dalende læsertal og at jeg kun ville sætte mig ved tasterne, når jeg havde et budskab. Når jeg følte, at jeg kunne skrive noget, som var værd at læse.

Mine læsertal nu, er bestemt ikke, hvad de var for et år siden. Men til gengæld elsker jeg at blogge mere, end måske nogensinde før. Og jeg kan også i langt højere grad stå på mål, for alt det indhold jeg udgiver. Det er en helt fantastisk følelse!

Så kære læsere. Der vil komme perioder, hvor der langt fra kommer indlæg hver eneste dag. Men bare rolig, jeg har ikke glemt Jer!

Denne nye strategi, er ikke kun for mig selv. Den er også for Jer. For jeg vil ikke lade Jer læse en masse lort, som jeg kun har skrevet, fordi jeg har banket mig selv i hovedet til, at der skal komme nyt indhold hver eneste dag.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Humanistisk konfirmeret

1

I går var jeg til min niece, Smillas, konfirmation. Ja, det er måske lidt underligt at være 20 år og have en konfirmeret niece… Det skyldes, at mine to storesøstre, Rikke og Nynne, er 25 og 23 år ældre end mig. Det, at jeg er efternøler, forklarer nok også, hvorfor manden på billedet ovenfor kunne ligne min bedstefar. Men det er faktisk min far 😛

Smillas konfirmation blev holdt i hendes fars forældres sommerhus i Tisvilde. Jeg tog derop i fredags og hjalp med at lave mad. Der er mange vegetarer og veganere i familien, og Smilla er heller ikke så glad for kød. Så hun ville gerne have en vegetarisk menu, og det kræver ufatteligt meget snitning og hakning. Så min store bededag gik med at hakke grøntsager. Det var rigtig hyggeligt, og skønt at komme lidt ud af byen til en afveksling.

Lørdag vågnede jeg til et næsten tomt hus. Resten af familien var nemlig taget ind til ceremonien, som skulle foregå i København. Da de kun havde et begrænset antal pladser, blev jeg hjemme og gjorde de sidste ting klar. Men det var ikke en almindelig ceremoni. For Smilla blev nemlig ikke kristeligt, men humanistisk konfirmeret.

smilla

Det er et koncept, som jeg er ualmindeligt meget fan af. Jeg blev selv nonfirmeret i ottende klasse, da jeg ikke var og ikke er kristen, men gerne ville fejre overgangsritualet, som en konfirmation jo er. Dengang kendte jeg ikke til konceptet humanistisk konfirmation. Men hold op hvor ville jeg gerne have haft sådan én, hvis jeg havde.

De humanistiske konfirmationer bliver afholdt af Humanistisk Samfund. Humanistisk Samfund er en forening, der på et humanistisk værdigrundlag arbejder for, at mennesker frit skal kunne vælge et livssyn og et liv fri for religion og religiøs indblanding. Derfor tilbyder de mulighed for at markere livets store overgange på en højtidelig måde på grundlag af et livssyn og en etik, der sætter mennesker i centrum.

Min kusine Josephine blev også humanistisk konfirmeret, og hendes far (min onkel) blev begravet ved Humanistisk Samfund. Nu er også min niece, Smilla, blevet konfirmeret ved dem.

Ved en humanistisk konfirmation er man på to weekendkurser, hvor man lærer om kritisk tænkning, identitet, seksualitet mm. Formålet er at styrke de unges evne til selvstændig tænkning og etisk handling. Det lyder enormt sjovt og gavnligt, og jeg kommer helt sikkert til at give mine børn det alternativ til en kristelig konfirmation. I kan læse meget mere om det HER.

Jeg skrev også et indlæg i Politiken for nogle uger siden om, at man indirekte nudger børn til at vælge den kristelige konfirmation. Det kan I læse lige HER.

Det var en enormt hyggelig dag. Det var skønt at tale med en masse familiemedlemmer, og alle min søster og hendes families venner. Det virkede bestemt også som om, at Smilla havde en helt fantastisk dag!

For at give Smilla noget andet end penge, lavede jeg en pakke med lidt forskelligt fra Mads og jeg. Mads var desværre ikke med, da han afleverer speciale på mandag, og derfor har haft travlt med i løbet af weekenden.

gave

Gaven indeholdte blandt andet (AFFILIATE LINKS): Argain Oil Wightless Healing Oil, Matas Oil Styling Cream, Eylure Pro Lash Extra Full, Eylure Naturals 033 Lashes,  Rimmel 60sec Nail Polish, 3 x Rimmel Oh My Gloss Oil Tint, Defined All Day Eyebrow Kit by Victoria Garber, Mix&Match Ring X Big fra Dansk Smykkekunst mm.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Kun idioter cykler uden cykelhjelm

cykelhjelm

I dag har jeg været nede og købe en cykelhjelm. Sådan en har jeg ikke ejet i mange år, og den sidste jeg havde var lyserød med blomster på. Jeg var nemlig ikke særlig gammel, da jeg fortalte mine forældre, at jeg nægtede at cykle med cykelhjelm. For man var altså bare ikke særligt sej, når man cyklede med cykelhjelm. Og så har jeg ikke cyklet med cykelhjelm lige siden.

For omkring fem år siden, faldt min mor på cykel. Hun var på vej ned af en bakke, og faldt over en trærod på cykelstien. Hun slap fra det med et par sting men fik at vide, at hun formentlig var blevet invalid, hvis hun ikke havde haft cykelhjelm på. Heller ikke efter den oplevelse begyndte jeg at cykle med cykelhjelm.

Jeg har vitterligt ingen logisk forklaring. Jeg tror egentlig bare det har handlet om, at jeg var bange for at folk synes jeg var kikset. Og så selvfølgelig også et spørgsmål om vane.

For en måneds tid siden begyndte jeg at tænke over det. Hvem er det helt præcis der vil synes, at jeg er kikset med en cykelhjelm? Jeg prøvede at komme i tanke om en person, hvor jeg ville synes, at det var pinligt, hvis de så mig med en cykelhjelm på. Og jeg kunne ikke komme på nogen.

Omvendt har jeg faktisk ofte oplevet, at jeg synes det er enormt pinligt at skulle forsvare ikke at cykle med cykelhjelm. For det er jo mildest talt fuldstændig idiotisk og uforsvarligt. Og helt ærligt. De mennesker der synes, at man er kikset fordi man hellere vil se lidt dum ud end at ende i en kørestol – er det virkelig nogen man gider at bekymre sig om? Nej.

De sejeste mennesker er sgu da dem der tager de fornuftige valg, og er pisse ligeglade med hvad andre tænker. Dem vil jeg i hvertfald 100 gange hellere associeres med, end dem der prioriterer end god hårdag over et uskadt kranie.

Så nu har jeg anskaffet mig en cykelhjelm. Jeg kan godt mærke, at man lige skal vænne sig til det. Jeg håber virkelig, at jeg kan finde ud af at holde fast i at køre med den! For at køre med cykelhjelm er jo vitterligt det eneste fornuftige.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Det må fremtidens Freja tage sig af

had

Når jeg står godt vissen klokken 03.00 til en fest og overvejer, hvorvidt jeg skal hoppe på vandvognen og gå i seng eller snuppe et shot og feste videre, ender det af og til med sidstnævnte. Også selvom jeg godt ved, at jeg skal op klokken 08.00 og have møde hele dagen efter.

Og jeg ved jo godt, at det er en dårlig beslutning. Men jeg ender altid med at tænke ”det må fremtidens Freja tage sig af”. Det er generelt en sætning, som jeg tænker lidt for ofte.

For fremtidens Freja, er jo ikke den samme person som nutidens Freja. Jeg kan huske, at jeg engang læste noget forskning der sagde, at når mennesker ser på sig selv i fortiden eller fremtiden, så tænker de på sig selv som en anden person. Jeg har forsøgt at lede efter det, men jeg kan ikke finde det – så I må ikke hænge mig op på det!

Men kender I ikke det der med, at man sidder og tænker ”skal jeg træne i dag? Ej, det er jeg for træt til. Jeg gør det på onsdag i stedet”, som om, at onsdagens Freja bare generelt er et langt friskere og mere overskuds-agtigt menneske end nutidens Freja.

Og det ender jo ofte med, at nutidens Freja er ret træt af datidens Freja. For datidens Freja sætter ofte nutidens Freja i nogle ret træls situationer. Nutidens Freja gider ikke bære rundt på de tømmermænd, som datidens Freja var dum nok til at forudsagde. Hun gider heller ikke rydde det tøj op, som datidens Freja kastede hulter til bulter da hun kom hjem, fordi hun var for træt til at samle det op. Og onsdagens Freja er faktisk også ret irriteret på datidens Freja for, at hun ikke bare gik op og trænede. For så træt kunne hun da heller ikke have været. I hvertfald slet ikke så træt som nutidens Freja.

Og sådan gik det til, at nutidens og datidens Freja fik et ret anspændt forhold. Men så er det heldigt, at de bare kan kaste problemet videre til fremtidens Freja. Sikke et trekants-drama.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal