Er det en begrænsning at have en kæreste?

love

Jeg synes ofte at jeg hører folk snakke om det at have en kæreste som en begrænsning. Dette indlæg skal handle om parforhold, og hvorvidt det egentligt er en begrænsning at have en kæreste.

Jeg har jo været i parforhold det seneste halvandet år. Før det var jeg single med stort s. Gjorde hvad der passede mig, når det passede mig. Levede det vilde singleliv.

Mit liv har selvfølgelig ændret sig, efter at jeg kom i et parforhold. Jeg tager ikke så mange spontane beslutninger. Hvis jeg har sagt, at jeg kommer hjem klokken 18, så tager jeg ikke pludseligt ud og drikker øl og kommer hjem klokken 22. For der er en der forventer, at jeg kommer hjem, og jeg ville selv være irriteret, hvis Mads (min kæreste) kom hjem fire timer senere, end vi havde aftalt.

Man kan på sin vis godt kalde det for en begrænsning. Men det er jo en begrænsning jeg selv har sat for mig selv. Sådan behøver det jo ikke at være i et parforhold, men jeg kan godt lide, at man overholder de små hverdagsaftaler man har i et forhold. Også selvom de nogle gange står i vejen for de små spontane ting der opstår.

Jeg tror, at det er en generel ting, at folks liv bliver en smule mere struktureret, når man kommer i et parforhold. Det kan jeg i hvertfald se hos mange af mine venner, og ikke mindst hos mig selv. Det kan selvfølgelig ses som et skridt mod at blive røv hamrende kedelig, men jeg ser det nu mere som et skridt imod at blive voksen og ansvarlig.

På en eller anden måde kan jeg godt nikke genkendende til, at man er mere fri som single. Men på den anden side, så kan jeg heller ikke komme på noget, som jeg ikke kan gøre fordi jeg er i et parforhold. I hvertfald ikke noget, som jeg har lyst til at gøre…

Den fundamentale forskel ligger nok i, hvorvidt du har nogen at skulle tage hensyn til eller ej. Men egentlig er det et underligt begreb, for selvfølgelig har du en masse ting du skal tage hensyn til – også selvom du har en kæreste. Du har et job eller et studie som du skal tage hensyn til, og derfor ikke kan rende rundt og drikke dig fuld og gøre hvad der passer dig. Du har nogle roomies eller under/overboer, som du skal tage hensyn til, så du ikke bare kan holde vilde fester hver weekend. Du skal tage hensyn til dine venner og din familie, og du skal tage hensyn til din egen krop, helbred og velvære. Så jeg vil nok hellere kalde det, hvorvidt ”du har en ekstra person inde i ligningen”.

Hvis vi eksempelvis tager sådan noget som uddannelses- eller jobmuligheder i andre byer eller lande. Nu er jeg ikke typen, der (med eller uden kæreste) har den store drøm om at komme til udlandet, hverken at arbejde eller læse. Men alt andet lige, tror jeg det er nemmere at tage beslutningen om at følge karrieredrømmen i udlandet, hvis man ikke har en kæreste ”inde i ligningen” Ikke fordi, at kæresten bliver sur hvis man smutter, men fordi man selvfølgelig selv gerne vil være sammen med sin kæreste. Og fordi man risikerer at sætte sit forhold på vippen, ved at gøre det til et langdistanceforhold.

Så jo, man kan vel på sin vis godt kalde det at have en kæreste en begrænsning. Det er jo om ikke andet en begrænsning for at være sammen med andre, i hvertfald hvis du lever i et monogamt forhold. Men alt godt i livet medfører jo også en form for begrænsning. Hvis du kommer ind på drømmestudiet eller scorer drømmejobbet, så betyder det jo også, at du ikke kan rejse lige når det passer dig eller drikke dig fuld hver dag. Eller hvis du bliver vildt god til en sportsgren, begrænser det dig også i at spise og drikke lige hvad der passer dig. Så en begrænsning er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

Selvfølgelig er det vigtigt at give hinanden plads i forholdet. Selvfølgelig skal man have lov til at komme sent hjem fra byen, have aleneaftener på sofaen, tage på weekendture med vennerne og alt den slags. Ellers bliver forholdet da uden tvivl en begrænsning! Et sådant forhold tror jeg ikke er sundt for nogen. Men det er heldigvis ikke sådan et forhold jeg er i.

Jeg er enormt glad for mit parforholdsliv. Aldrig har jeg haft så meget ro i mig selv, som jeg har nu. Det kan selvfølgelig også være grundet dels at jeg er blevet ældre og dels at jeg er et sted i mit liv, hvor jeg ved hvilken retning jeg skal og går målrettet efter det. Men jeg tror helt klart også, at det skyldes et forhold som jeg hviler i og en struktureret hverdag. For struktur er ikke nødvendigvis lig begrænsning.

Hvad betyder det at elske nogen?

at elskeJeg synes, at sætningen ”Jeg elsker dig” bliver brugt alt for hyppigt. Jeg synes, at betydningen af ordet ”elske” falmer, når folk render rundt og siger det til alle og hver mand.

Jeg elsker tre mennesker. Min mor, min far og min kæreste. Jeg holder ekstremt meget af mine venner, men jeg elsker dem ikke.

Den kærlighed jeg nærer til mine forældre, adskiller sig selvfølgelig fra den kærlighed jeg nærer til min kæreste. Min kærlighed til mine forældre er en ubetinget og uendelig kærlighed. Jeg vil altid elske dem, uanset hvad. For det var dem der gav mig livet, dem der opfostrede mig og dem der har gjort mig til den person jeg er i dag. Jeg har en dyb respekt for mine forældre, og selvom jeg så ikke så dem i et halvt år, ville jeg stadig elske dem.

Min kærlighed til min kæreste er en inderlig kærlighed, og en form for ”afhængighed”. Jeg kan savne ham, bare jeg er væk fra ham en enkelt dag. Jeg føler mig mere tryg og generelt gladere når han er der. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden ham.

Jeg savner ikke mine forældre, hvis jeg ikke ser dem i et par dage – det gør jeg med min kæreste. Til gengæld er min kærlighed til min kæreste ikke nødvendigvis ubetinget og uendelig. Den kan falme, og den kan ikke klare alle slag. De to former for kærlighed er altså forskellige, men begge to dejlige.

Hvorfor elsker jeg ikke mine venner? Det er noget jeg har tænkt meget over, om jeg egentlig gør. Det gør jeg ikke, fordi jeg ikke som sådan nærer kærlige følelser for dem. Jeg elsker at have venner. Jeg elsker at have personlige relationer. Men jeg elsker ikke personerne som sådan.

Jeg er en type, der meget hurtigt udskifter venner. Jeg har næsten ikke nogen venner, som jeg har kendt i mere end fem år. Så et venskab med mig er ikke nødvendigvis uendeligt. Jeg bliver ikke ved med at holde fast i venskaber, hvis jeg ikke synes, at venskabet ”giver mig noget”. At jeg har det sjovt i personens selskab, at personen udfordrer mig el. Derfor kan man ikke som sådan sige, at jeg elsker mine venner.

Det lyde enormt kynisk. Men jeg tror egentlig ikke, at det er fordi jeg har mindre følelser for mine venner end andre. Jeg tror det er fordi, at min definition af ”at elske” adskiller sig fra andres.

Jeg synes, at ”jeg elsker dig” er en sætning man hurtigt kan slide op, hvis man siger det til for mange. Men jeg synes til gengæld man skal huske at fortælle de mennesker man elsker, at man elsker dem. Det kan man ikke gøre for ofte.

At flytte sammen med kæresten

Skærmbillede 2016-07-22 kl. 13.13.25

Som I ved, er Mads og jeg flyttet sammen. Det gjorde vi helt præcis d. 8. Juli og har derfor nu boet cirka to uger sammen. Det er selvfølgelig ikke meget, og det er derfor begrænset hvor berettiget jeg er til at udtale mig om, hvordan det egentligt er at bo sammen med sin kæreste. Men jeg gør det alligevel.

Da jeg stadig boede hjemme, var Mads hos mig næsten hver eneste dag. Så det er ikke fordi det har været en fuldstændig revolutionerende ændring, der er sket i vores liv. Men der er alligevel stor forskel på, om man har hvert sit sted – og så er meget sammen, eller om man har et fælles hjem.

For netop dét, at mit hjem jo var mit hjem – og ikke vores, har været lidt hæmmende. Mads følte sig naturligvis ikke hjemme på samme måde, som han gør det nu i vores fælles lejlighed. Dertil transporterede han ofte sine ting frem og tilbage, hvilket jo er hamrende besværligt. Så både rent praktisk men også ”tilhørsforholds”-mæssigt har det virkelig været skønt! Selvom det formentlig mest er ham der har mærket det, er jeg også rigtig glad for det.

Så er der selvfølgelig dét, at man ikke har et rum hvor man ligesom kan ”gå ind og lukke døren”. Hvis du bor hos dine forældre eller med en roomie, så har du jo et værelse som er dit. Så hvis du er i dårligt humør, eller bare gerne vil være alene, så har du et sted at gå hen. Det har man ikke når man bor med sin kæreste. Det har slet slet ikke været et problem! Det er også sjældent jeg virkelig har behov for at være alene, men jeg har bare tænkt over, at det for nogen sikkert kan være lidt træls.

Så er der de dér små ting… Heldigvis går vi begge op i, at der er rent og pænt. Men vi har selvfølgelig forskellige holdninger til, hvad rent og pænt er. Eksempelvis hader jeg, når der står glas på bordet. Mads har ikke noget imod, hvis man skal bruge glasset senere, at man bare lige lader det stå på bordet… Der vil jeg gerne have, at man stiller det ned i opvaskeren og så fisker det op igen når man skal bruge det – eller tager et nyt. Hvorimod han for eksempel rigtig gerne vil have, at vores tøjskabs skydedøre skal lukkes, hver gang man har været i skabet, hvor jeg slet ikke har noget problem med, at de står åbne. Der tror jeg bare det handler om, at man accepterer de ting, som betyder noget for den anden. Det er nogle vaner man lige skal ind i, men hellere gøre det, end at den anden skal rende rundt og være irriteret.

Generelt er der mange hensyn man skal tage, som jeg i hvertfald ikke har været vant til at skulle tage før. Det hænger også sammen med, at jeg altid har boet rigtig stort. Når jeg kommer hjem fra byen, og Mads han ligger og sover, så er jeg nødt til at være stille. Det behøvede jeg ikke før, da min mor slet ikke kunne høre mig nede i hendes ende af lejligheden. Det samme gælder gæster. Da jeg boede hos mine forældre kunne jeg altid have gæster – også uden varsel. For vi kunne altid bare være på mit værelse. Når man bor sammen med sin kæreste skal man lige koordinere den slags. Men det gør jo ikke noget.

Nu har vi jo ikke boet sammen så længe, så irritationen kan nå at opstå – men den er der i hvertfald ikke endnu 😛 Jeg synes simpelthen det er så skønt, at han er der hver eneste dag. Man får virkelig et liv sammen, og det er jeg helt vild med. Mange fraråder folk at flytte sammen, før man har været sammen i hundrede år. Det er jeg helt uenig i. Hvis man tror man har et forhold som kan vare i mange år, så giv det en chance. Hvis jeres forhold ikke kan holde til at bo sammen nu, så er der stor chance for, at det heller ikke vil kunne holde til det om to år. Så jeg synes bare, at man skal springe ud i det – hvis det er noget man har lyst til.

Under tøflen?

I ”millioneksperimentet” (som I kan se ovenfor), bliver 14 mænd spurgt om, hvad de ville bruge pengene på, hvis de vandt en million. Mændene svarer blandt andet, at de ville købe en motorcykel eller bestige et bjerg – rigtige drengedrømme.

Samtidig bliver deres koner spændt til en løgndetektor, og spurgt om, hvad de ville gøre, hvis deres mænd vandt en million. De siger, at de ville give deres mænd lov til at bruge pengene som de vil, men det er løgn – i følge løgndetektoren. Det ender med, at kvinderne kun giver mændene en brøkdel af deres egne penge til sjov og ballade, og resten til kirkebrylluper, renovering af terrassen og andre ”fælles drømme” udsprunget af kvindens egne drømme.

Hvis kvinden reelt får lov til at bestemme, hvad de penge hendes mand har vundet skal bruges til, så ville man jo roligt kunne sige, at han var pænt meget under tøflen. Men er han nu også det?

Hvis jeg var gift og havde børn, og min mand vandt en million kroner, så ville jeg også blive jævnt bitter, hvis han bare brugte pengene på sjov og ballade. Jeg ville anse os som en familie, og selvom det var ham der vandt pengene, så ville jeg da sætte pris på, at han gav børnene en solid børneopsparing og sendte familien på fælles ferie. At han brugte pengene på fællesskabet, og ikke bare på sig selv.

Når det så er sagt, så synes jeg også det er fair nok, hvis man har lyst til at udleve nogle drengedrømme, hvis man lige har vundet en million. Og det er sgu lidt strengt at ville blande sig  meget i, hvad ens mand bruger sine penge på. Sådan tror jeg i hvertfald hurtigt et parforhold kan ende. Men et parforhold ender også hurtigt, hvis man er selvisk, og tænker mere på egne behov, end på familiens.

Dette indlæg er sponsoreret af Keno.

Pas dit eget parforhold

IMG_6970

En småfuld weekendaften for cirka et år siden, snakkede jeg om parforhold med en bekendt. Vi var på daværende tidspunkt begge i et forhold.

Det var tydeligt, at han var meget forelsket i sin kæreste – hvilket jo er fantastisk. Det var jeg (og er stadig) selvfølgelig også.

Han havde meget travlt med at snakke om, hvor sikker han var på, at ham og hans kæreste skulle være sammen for altid. De skulle giftes og have børn. Det var der bare ingen tvivl om.

Jeg sagde helt ærligt, at jeg da ikke vidste om Mads og jeg skal giftes, have børn og blive gamle og rynkede sammen. Det håber jeg selvfølgelig, at vi skal. Men det aner jeg da ikke. Der kan nå at ske mange ting før mit biologiske ur for alvor begynder at tikke.

Jeg var 18 år da jeg mødte Mads, og han er min første rigtige kæreste. Statistikken er ligesom ikke på vores side, for det er altså de færreste, der bliver sammen med deres første kæreste.

Det lyder barskt. Selvfølgelig håber jeg da, at vi altid kommer til at være samen – og lige nu kan jeg da heller ikke forestille mig andet. Men jeg er bare realistisk.

Han kaldte mit forhold for en ligegyldig ungdomsforelskelse og kunne ligesom ikke tage mit parforhold seriøst, fordi jeg ikke gik rundt med illusionen om, at det bare uden nogen tvivl skulle være os for evigt og altid.

Det sjove er, at nu er ham og hans kæreste slået op, og Mads og jeg er ved at flytte sammen…

Jeg er da ked af, at deres forhold ikke gik. Men jeg kan alligevel ikke lade vær med, at synes det er lidt sjovt, at han havde så travlt med at håne mit forhold, og glorificere sit eget. Når det nu i sidste ende var mit der holdte, og hans der krakelerede.

Jeg tror virkelig man skal passe på at blande sig i andre menneskers parforhold. Min gode veninde Krista og jeg snakkede engang om, at der er en del parforhold vi ikke kan forstå. Hun sagde meget klogt til mig, at hun var begyndt at tænke på, at alle parforhold er forskellige, og at man som udfrakommende aldrig vil (eller for den sags skyld skal) forstå, hvad der sker mellem to mennesker. 

Det tror jeg virkelig, at hun har ret i. Jeg var så sygt provokeret over, hvor moraliserende han var over for mit parforhold den aften. Jeg var ligeglad med de forestillinger han havde om sit eget parforhold. Jeg var bare træt af, at han forsøgte at blande sig i mit.