Kampvalg er det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet

2

Forestil dig, at 180 af dine venner og bekendte skal vælge mellem dig og en anden.

Sådan har jeg haft det siden, at jeg for et halvt år siden besluttede mig for at stille op som organisatorisk næstformand i Radikal Ungdom.

Læs også: JEG VANDT!

Jeg var nemlig ikke den eneste der stillede op. Det gjorde en sød og dygtig fyr der hedder Emil nemlig også. Det vidste jeg dog ikke til at starte med.

Da jeg først hørte, at han også stillede op, overvejede jeg faktisk at lade vær. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at kampvalget skræmte mig.

For kampvalget kunne betyde, at jeg efter Landsmødet sad helt uden en tillidspost i Radikal Ungdom.

Jeg har brugt hele min ungdom i Radikal Ungdom, og jeg følte mig bestemt ikke færdig i foreningen. Men det kunne jeg risikere (mere eller mindre) at være, hvis jeg tabte. Og det var jeg enormt bange for.

Men jeg ønskede den post så inderligt. Derfor følte jeg mig også forpligtiget til at gå efter den. Og så måtte jeg jo tage faldet med som en læring, hvis jeg tabte.

For mig var det faktisk også lidt en kvindekamp. Jeg tror, at det falder kvinder meget naturligt at være bange for at stille op, hvis der er risiko for at tabe. Jeg ville gerne vise andre, særligt yngre kvinder, at det ikke er farligt at stille op til en post, selvom der er risiko for at tabe.

I starten af “valgkampen” var jeg enormt paranoid. Jeg følte, at alting var et større komplot mod mig. Mine venner blev mine fjender, og jeg oplevede en helt ny og forfærdelig side af mig selv, som jeg aldrig har set før.

Paranoiaen lagde sig heldigvis med tiden, men det gjorde nervøsiteten ikke. Der er ikke gået en dag i særligt de sidste tre måneder, hvor jeg ikke har tænkt på mit kampvalg.

Tænkt på, hvad der ville ske hvis jeg vandt eller hvis jeg tabte. Hvordan jeg skulle eller ville reagere, og hvad andre ville tænke om mig. Der har været mange halv-søvnløse nætter.

Det hårdeste var naturligvis de to uger op til landsmødet, hvor vi var på kandidattur rundt i hele landet. Det tog enormt meget tid, og det var faktisk fysisk udmattende at være så meget på. Men det var virkelig sjovt at møde så mange engagerede medlemmer i deres egen lokalforening, mærke dynamikkerne i de forskellige lokalforeninger og naturligvis høre folks spørgsmål og inputs. Det gav mig enormt meget!

Læs også: Kandidattur

Den lettelse jeg følte efter resultatet af valget kom, er noget af det vildeste jeg nogensinde har oplevet. Det føltes som et 10 kilos læs, der pludselig blev fjernet fra mine skuldre. Og det tror jeg egentlig, at det havde gjort, uanset hvad udfaldet af valget havde været. For det var uvisheden der tyngede mig.

Det seneste halve år har været noget af det hårdeste jeg nogensinde har prøvet rent mentalt. Men jeg tror også, at det har været noget af det mest lærerige.

Jeg har som sagt lært en ny side af mig selv at kende. En side som er paranoid og bange, og af netop den grund faktisk ret ubehagelig. En side som jeg kun ved at blive bevidst om den, kan lære at tøjle.

Jeg har også lært nye sider af mennesker omkring mig at kende, på godt og ondt. Og næsten aller vigtigst er jeg blevet bedre til at kontrollere følelser, og holde hovedet koldt i pressede situationer.

Hele denne svada kan måske næsten afskræmme folk fra at stille op til et kampvalg. Men det skal det ikke gøre! For selvom det har været sindsygt hårdt, har det sgu været det hele værd! Og det havde det været, uanset om jeg vandt eller ej.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

JEG VANDT!

1 Her ser I Radikal Ungdoms nye Landsformandsskab!

Jeg ved godt, at min aktivitet her på bloggen har været minimal på det seneste. Det skyldes primært, at det eneste jeg har tænkt på de sidste mange uger, har været mit kampvalg til posten som Organisatorisk Landsnæstformand i Radikal Ungdom.

I weekenden havde vi Landsmøde, og lørdag var der valg til landsformandsskabet. Min modkandidat, Emil, og jeg holdte hver vores tale, efterfulgt af en god bunke spørgsmål fra en masse seje ungradikale. Derefter kunne alle landsmødedeltagere aflægge deres stemme, og jeg endte med at vinde med blot seks stemmers forskel!

Det værste tidspunkt på hele weekenden var det øjeblik, hvor alle stemmerne var afgivet, og det eneste jeg kunne gøre var at vente.

Det føltes lidt som når man går ud fra eksamenslokalet og ved, at man nu har gjort alt hvad man kan, og det eneste der er tilbage er at vente.

Jeg placerede mig strategisk tæt på en udgang. For jeg vidste, at hvis det ikke var mit navn der blev råbt op, ville jeg begynde at græde, og jeg ville have behov for et øjeblik for mig selv.

Endelig kom de ord, jeg havde ventet på fra dirigentbordet: “Vi har et resultat fra valget til Organisatorisk Landsnæstformand”. De næste sekunder føltes som flere minutter, og mit hjerte sprang et slag over. “…Og Freja er valgt”.

Den spænding og nervøsitet der havde bygget sig op over de sidste tre måneder forlod pludseligt kroppen. Jeg kunne slet ikke kontrollere min krop. Jeg rystede, som jeg aldrig har rystet før, og tårer sprang ud af øjnene på mig.

Pludselig blev jeg omringet af mindst tredive mennesker, som på skift gav mig et kram og lykønskede mig. Hvis blot én deltager på Landsmødet havde lus, har jeg i hvertfald givet det videre til alle andre.

Grundet spænding og nervøsitet havde jeg ikke rigtig sovet de sidste to dage. Jeg havde uden tvivl kørt på ren adrenalin. Da adrenalinen forlod min krop, begyndte trætheden at indfinde sig.

Der var stadig en del punkter på dagsordenen. Men jeg sad blot helt stille på min plads, og kæmpede for ikke at falde i søvn.

Om eftermiddagen var der den traditionsrige fodboldsturnering mellem lokalforeningerne. Jeg havde lovet Radikal Ungdom Aalborg, at jeg ville spille for deres hold. De var kun mænd på holdet, og der er en regel om, at der minimum skal være en pige på banen hele tiden.

Reglerne for turneringen er ret arbitrære. Der er blandt andet en regel om, at landsformandsskabet får direkte gult kort, hvis de træder ind på banen. Så det øjeblik kampen startede, blev jeg udvist et minut. Da minuttet var gået kom jeg ind på banen, hvorefter jeg igen blev udvist. Da jeg for tredje gang trådte ind på banen, fik jeg det endegyldige røde kort. Det var en win-win situation. For de ville gerne spille, selvom de ikke havde nogen kvinde på holdet. Og jeg ville faktisk helst ikke spille fodbold, fordi jeg er absurd dårlig.

Om aftenen var der landsmødegalla. Jeg var enormt træt, men også vanvittigt glad. Så jeg festede og fejrede, og endte med først at gå i seng ved fire-tiden.

Vi fik naturligvis også taget et billede af det spritnye forretningsudvalg, som jeg får glæden af at lede i det kommende år. Skråbåndet jeg har på på billedet, er en underlig tradition der er mellem alle nuværende og tidligere næstformænd i foreningen. Jeg har ikke helt forstået den, men jeg gør bare, hvad der bliver sagt…

fu

Da jeg kom hjem søndag aften, blev jeg hentet på Hovedbanegården af min mor. Derefter tog vi hjem til hende og hendes kæreste, hvor vi fejrede valget med et glas champagne.

Derefter tog jeg på hovedet hjem i seng.

I dag starter arbejdet, og jeg glæder mig helt enormt. Allerede i dag har jeg et møde med generalsekræteren, som jeg får æren af at være chef for. Det er sgu lidt underligt allerede som 20-årig at være nogens chef. Men jeg går ind til opgaven med ydmyghed. I aften har jeg møde med dytige Sigrid, som i weekenden blev valgt som vores nye landsformand.

Jeg glæder mig helt vildt til det kommende år! Jeg er sikker på, at det bliver pisse fedt, og pisse hårdt!

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Kandidattur

1 2

Om halvanden uge er der landsmøde i Radikal Ungdom. Der stiller jeg jo op som Organisatorisk Næstformand for landsforeningen.

Vi startede med at være fem kandidater til landsformandsskabet, som består af tre mennesker. To formandskandidater, en kandidat til posten som politisk næstformandsskab og to kandidater til posten som organisatorisk næstformand. Men en af formandskandidaterne valgte desværre at trække sit kandidatur af forskellige personlige årsager.

Så nu er vi fire kandidater tilbage. Min modkandidat, Emil, og jeg er de eneste der er i kampvalg. De to andre er mere eller mindre sikrede en plads i formandsskabet i næste foreningsår.

Det er selvfølgelig mega hårdt at være i kampvalg. Man er hele tiden enormt meget på, og det er hårdt hele tiden at gå med en uvished om, hvad man skal lave det næste år. Enten skal jeg bruge næsten alt min tid i Radikal Ungdom, ellers skal jeg ikke.

Kampvalget har stået på længe efterhånden, men de sidste uger her kommer nok klart til at være det hårdeste.

I går tog alle fire kandidater nemlig afsted til Jylland, hvor vi i fire dage skal være på kandidattur. I går besøgte vi Kolding, hvor fire forskellige lokalforeninger fra Syddanmark var tilstede. I dag skal vi besøge Viborg-Silkeborg, torsdag besøger vi Aarhus og fredag er vi i Aalborg.

I næste uge besøger vi Forstæderne, Roskilde og Odense.

På et lokalforeningsbesøg får hver kandidat mulighed for at fortælle lidt om sig selv og sine ambitioner for foreningen. Derefter får medlemmerne mulighed for at stille spørgsmål til alle kandidaterne.

Det er enormt hyggeligt at være på kandidattur. Vi har jo en masse tid i løbet af dagen, hvor vi kan lave en masse hyggelige ting i det jyske. Og heldigvis har Emil og jeg det enormt godt sammen, selvom vi er modkandidater.

Hvis I har lyst til at følge med på vores kandidat-tur så gå ind og følg Radikalungdom på Snapchat. Vi snapper alle fire fra den de næste par dage. I kan selvfølgelig også gå ind og følge mig: frejafokdal.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Man må ikke tage politik personligt

1Når man begår sig i politiske kredse, deltager i den offentlige debat eller bare diskuterer politik på facebook eller twitter er der én meget vigtig ting, man bør holde sig for øje: politik er ikke personligt. 

For hvis man begynder at tage politik personligt, vil man alt for hurtigt blive enten sur eller ked af det. Og ofte vil man miste venskaber på det.

Jeg møder politisk uenighed hver eneste dag. Min kæreste og jeg er stort set ikke enige om noget som helst. Jeg møder uenighed på de sociale medier konstant. Jeg har mange venner med stærke politiske holdninger, som ligger langt fra mine egne. Og selv i radikale kredse, er vi uenige om alt muligt.

At nogen modargumenterer mig, tager jeg ikke personligt. For det handler ikke om mig som person, men derimod det politiske ståsted, som jeg repræsenterer. Og det er ikke det samme.

Selvfølgelig bliver man formet af de politiske holdninger man har. Men de er ikke alt, hvad man er.

Jeg oplever ofte, at folk anser en politisk diskussion som et skænderi. Sådan opfatter jeg det slet, slet ikke. Jeg kan sagtens have heftige diskussioner med mine venner eller min kæreste, hvor bølgerne går højt. Men få sekunder efter, kan vi grine af en joke eller give hinanden et kram. For politisk uenighed er ikke lig hed uvenskab.

Det gælder sådan set også alle mulige andre former for uenighed. Ens liv bliver så ufatteligt meget nemmere, hvis man anerkender, at man sagtens kan være uenige, uden at man behøver at blive uvenner. Det gælder både uenigheder på arbejdspladsen, i venskaber eller i parforhold.

For det er helt naturligt at være uenige. Man kan ikke gå et helt liv igennem uden at møde uenighed. Men betyder det, at man ikke kan være venner eller have et godt forhold? Nej.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Den dag jeg mødte Inger Støjberg

inger

Det var lørdag aften på Folkemødet. Jeg stod og drak min nummer et-eller-andet øl på Toga omringet af en masse gode folk. Pludselig spotter jeg hende. Inger Støjberg.

Hun er personificeringen af regeringens hårde udlændingekurs. Den kurs, som jeg dundrer imod hver gang, jeg får chancen. Hun er personen, der fejrede 50 (efter min mening) håbløse udlændingestramninger med en kage. Hun er personen, der fik tre drenges dårlige opførsel i biografen til at være et “integrationsproblem”. Hun er den politiker, hvis politik jeg er allermest træt af.

Men alkoholen susede i mit blod, og som hun stod der, fik jeg julelys i øjnene. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg måtte bare tale med hende.

Så jeg gik derover. Hun var sød, imødekommende og smilende. Jeg sagde: “Hej Inger. Jeg er mega uenig med dig, men jeg synes, at du er dygtig, smuk og et meget vigtigt kvindelig forbillede”. Vi talte lidt, og jeg fik et billede med hende.

Og jeg mente virkelig hvad jeg sagde. Der er ingen tvivl om, at Inger er både dygtig og smuk. Og selvom jeg er uenig med hende, synes jeg virkelig, at hun er et vigtigt kvindelig forbillede. Ligesom Pia Kjærsgaard er! Jeg tror, at det er vigtigt for kvinder, som jeg selv, at have nogle politiske kvindelige forbilleder, som man kan spejle sig i. Selvom både Pia og Inger ligger langt fra mig politisk, kan jeg sagtens identificere mig med dem.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg nogle gange har talt virkelig grimt om Inger Støjberg. Men det kommer jeg formentlig aldrig til at gøre igen.

Hvorfor ikke? Fordi jeg har stået ansigt til ansigt med hende. Efter det korte møde, er hun ikke længere bare en personificering af udlændingestramninger, men et levende, venligt og smilende mennesker med følelser.

Hun er ikke bare minister, meningsdanner eller politiker. Hun er også en helt almindelig kvinde der har dårlige hår-dage, jamrer under dynen når vækkeuret ringer for tidligt og bekymrer sig om, hvad folk tænker om hende. Ligesom alle os andre.

Af en eller anden grund, er det bare nemmere at retfærdiggøre at tale eller tænke dårligt om folk, som man aldrig har mødt. Folk der bare er en person på Facebook eller i nyhederne. Men der findes ikke mennesker, der bare eksisterer i medierne – hverken de sociale eller de etablerede.

Og det tror jeg virkelig er vigtigt at huske på. Guderne skal vide, at jeg selv har modtaget meget had. Men det kan slet ikke måle sig med, hvad politikere som eksempelvis Inger Støjberg eller Zenia Stampe modtager. Og er det ikke absurd?

Læs også: Tag en snor, bind den om din hals og en sten og hop i havnen

Er det ikke absurd, at man ikke kan arbejde som politiker eller deltage i den offentlige debat, uden at folk taler og skriver grimt om én? Jeg tror uden tvivl det handler om, at man glemmer, at dem man taler og skriver om faktisk er rigtige mennesker.

Så før du siger eller skriver noget grimt, så husk at personen findes i virkeligheden. Og hvis du møder én af dem, som du er rigtig uenige med. Så gå hen og sig hej! Så finder du formentlig ud af, at vedkommende slet ikke er så farlig i virkeligheden!

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Older posts