Tre gode ting ved regeringens finanslovsforslag

positiv

Der har været meget kritik af regeringens finanslovsforslag, og med rette. Der er flere problematiske ting i den, men det er ikke det, som det her indlæg skal handle om.

For en gangs skyld vil jeg nemlig gerne prøve at være positiv. Derfor vil jeg hellere lægge fokus på nogle af de ting, som jeg synes er positivt ved finanslovsforslaget. Man kan sige meget om, hvordan de her forslag er finansieret. Men uanset hvad, så tror jeg, at de har enormt positiv effekt på vores samfund.

 

1. Billigere takster over Storebælt

Regeringen og Dansk Folkeparti er nået til enighed om at nedsætte taksterne over Storebælt med 25%. Både for privatbilisme, tog og erhvervskørsel. Det synes jeg er enormt vigtigt for sammenhængskraften i Danmark.

Hvis du i dag vil en weekend fra København til Aarhus koster det dig 480,- bare for broen. Hvis du vil med toget koster det 776,- hvis du tager afsted fredag og hjem søndag, og vel at mærke ikke har ungdomskort.

Danmark er et enormt lille land. Selvfølgelig er det en udfordring, at vi er et land bestående af flere hundrede øer. Men det burde altså være muligt at skabe en større sammenhængskraft, end vi har i dag.

Det tror jeg, at dette forslag er et skridt på vejen mod.

2. Det sociale frikort

Regeringen har i finansloven fremlagt et forslag om at indføre et socialt frikort. Det er noget som Liberal Alliance har kæmpet for i en årrække, og det synes jeg er et enormt godt forslag.

Hele tanken bag det sociale frikort er at få socialt udsatte tættere på arbejdsmarkedet. Her taler vi eksempelvis stofmisbrugere. Altså folk som formentlig aldrig bliver i stand til at passe et fuldtidsarbejde.

I stedet for, at de bare render rundt på kontakthjælp og keder sig, giver man dem muligheden for at arbejde lidt, skattefrit. Det skal være nemt, enkelt og u-bureaukratisk både for arbejdstageren og arbejdsgiveren.

Et helt konkret eksempel kunne være, at en hjemløs alkoholiker kunne vågne op en dag med lidt ekstra overskud. Så kunne han smutte forbi den lokale café, og tilbyde at sætte stole og borde frem for måske 100 kroner.

Der skal ikke udbetales pension, feriepenge el. Arbejdstageren får blot pengene kontakt i hånden. Det er selvfølgelig en ordning, der kan misbruges. Men jeg synes, at den er værd at prøve af. For jeg synes, at det er enormt god socialpolitik, og den kan gøre en stor forskel for mange socialt udsatte.

3. Sænkning af registreringsafgiften

Regeringen og Dansk Folkeparti er nået til enighed om at sænke den lave registreringsafgift fra 105% til 85%. Dertil vil de hæve grænsen for, hvornår du betaler den høje registreringsafgift fra 106.600 til 185.000.

Ja, biler forurener. Ja, du har ikke brug for en bil, når du bor i København. Men der findes altså danskere, der ikke bor i København. Og det er vist noget vi radikale af og til glemmer.

Der er mange mennesker, for hvem en hverdag uden en bil næsten er umulig. Men at købe en bil i Danmark er en enormt stor udgift for den gennemsnitlige børnefamilie grundet den enormt høje registreringsafgift.

Derfor synes jeg, at det er rigtig positivt, at regeringen har valgt at sænke registreringsafgiften på ”billige” biler. Det tror jeg vil have en rigtig positiv effekt på mange helt almindelige danskeres hverdag.
Generelt tror jeg, at man kan finde mange gode alternativer til registreringsafgiften. Eksempelvis kunne man lave roadpricing, så det bliver dyrere at være bilist i København, hvor en bil ikke er nødvendigt, og billigere at være bilist i udkants Danmark, hvor en bil er en nødvendighed.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Kampvalg er det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet

2

Forestil dig, at 180 af dine venner og bekendte skal vælge mellem dig og en anden.

Sådan har jeg haft det siden, at jeg for et halvt år siden besluttede mig for at stille op som organisatorisk næstformand i Radikal Ungdom.

Læs også: JEG VANDT!

Jeg var nemlig ikke den eneste der stillede op. Det gjorde en sød og dygtig fyr der hedder Emil nemlig også. Det vidste jeg dog ikke til at starte med.

Da jeg først hørte, at han også stillede op, overvejede jeg faktisk at lade vær. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at kampvalget skræmte mig.

For kampvalget kunne betyde, at jeg efter Landsmødet sad helt uden en tillidspost i Radikal Ungdom.

Jeg har brugt hele min ungdom i Radikal Ungdom, og jeg følte mig bestemt ikke færdig i foreningen. Men det kunne jeg risikere (mere eller mindre) at være, hvis jeg tabte. Og det var jeg enormt bange for.

Men jeg ønskede den post så inderligt. Derfor følte jeg mig også forpligtiget til at gå efter den. Og så måtte jeg jo tage faldet med som en læring, hvis jeg tabte.

For mig var det faktisk også lidt en kvindekamp. Jeg tror, at det falder kvinder meget naturligt at være bange for at stille op, hvis der er risiko for at tabe. Jeg ville gerne vise andre, særligt yngre kvinder, at det ikke er farligt at stille op til en post, selvom der er risiko for at tabe.

I starten af “valgkampen” var jeg enormt paranoid. Jeg følte, at alting var et større komplot mod mig. Mine venner blev mine fjender, og jeg oplevede en helt ny og forfærdelig side af mig selv, som jeg aldrig har set før.

Paranoiaen lagde sig heldigvis med tiden, men det gjorde nervøsiteten ikke. Der er ikke gået en dag i særligt de sidste tre måneder, hvor jeg ikke har tænkt på mit kampvalg.

Tænkt på, hvad der ville ske hvis jeg vandt eller hvis jeg tabte. Hvordan jeg skulle eller ville reagere, og hvad andre ville tænke om mig. Der har været mange halv-søvnløse nætter.

Det hårdeste var naturligvis de to uger op til landsmødet, hvor vi var på kandidattur rundt i hele landet. Det tog enormt meget tid, og det var faktisk fysisk udmattende at være så meget på. Men det var virkelig sjovt at møde så mange engagerede medlemmer i deres egen lokalforening, mærke dynamikkerne i de forskellige lokalforeninger og naturligvis høre folks spørgsmål og inputs. Det gav mig enormt meget!

Læs også: Kandidattur

Den lettelse jeg følte efter resultatet af valget kom, er noget af det vildeste jeg nogensinde har oplevet. Det føltes som et 10 kilos læs, der pludselig blev fjernet fra mine skuldre. Og det tror jeg egentlig, at det havde gjort, uanset hvad udfaldet af valget havde været. For det var uvisheden der tyngede mig.

Det seneste halve år har været noget af det hårdeste jeg nogensinde har prøvet rent mentalt. Men jeg tror også, at det har været noget af det mest lærerige.

Jeg har som sagt lært en ny side af mig selv at kende. En side som er paranoid og bange, og af netop den grund faktisk ret ubehagelig. En side som jeg kun ved at blive bevidst om den, kan lære at tøjle.

Jeg har også lært nye sider af mennesker omkring mig at kende, på godt og ondt. Og næsten aller vigtigst er jeg blevet bedre til at kontrollere følelser, og holde hovedet koldt i pressede situationer.

Hele denne svada kan måske næsten afskræmme folk fra at stille op til et kampvalg. Men det skal det ikke gøre! For selvom det har været sindsygt hårdt, har det sgu været det hele værd! Og det havde det været, uanset om jeg vandt eller ej.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

JEG VANDT!

1 Her ser I Radikal Ungdoms nye Landsformandsskab!

Jeg ved godt, at min aktivitet her på bloggen har været minimal på det seneste. Det skyldes primært, at det eneste jeg har tænkt på de sidste mange uger, har været mit kampvalg til posten som Organisatorisk Landsnæstformand i Radikal Ungdom.

I weekenden havde vi Landsmøde, og lørdag var der valg til landsformandsskabet. Min modkandidat, Emil, og jeg holdte hver vores tale, efterfulgt af en god bunke spørgsmål fra en masse seje ungradikale. Derefter kunne alle landsmødedeltagere aflægge deres stemme, og jeg endte med at vinde med blot seks stemmers forskel!

Det værste tidspunkt på hele weekenden var det øjeblik, hvor alle stemmerne var afgivet, og det eneste jeg kunne gøre var at vente.

Det føltes lidt som når man går ud fra eksamenslokalet og ved, at man nu har gjort alt hvad man kan, og det eneste der er tilbage er at vente.

Jeg placerede mig strategisk tæt på en udgang. For jeg vidste, at hvis det ikke var mit navn der blev råbt op, ville jeg begynde at græde, og jeg ville have behov for et øjeblik for mig selv.

Endelig kom de ord, jeg havde ventet på fra dirigentbordet: “Vi har et resultat fra valget til Organisatorisk Landsnæstformand”. De næste sekunder føltes som flere minutter, og mit hjerte sprang et slag over. “…Og Freja er valgt”.

Den spænding og nervøsitet der havde bygget sig op over de sidste tre måneder forlod pludseligt kroppen. Jeg kunne slet ikke kontrollere min krop. Jeg rystede, som jeg aldrig har rystet før, og tårer sprang ud af øjnene på mig.

Pludselig blev jeg omringet af mindst tredive mennesker, som på skift gav mig et kram og lykønskede mig. Hvis blot én deltager på Landsmødet havde lus, har jeg i hvertfald givet det videre til alle andre.

Grundet spænding og nervøsitet havde jeg ikke rigtig sovet de sidste to dage. Jeg havde uden tvivl kørt på ren adrenalin. Da adrenalinen forlod min krop, begyndte trætheden at indfinde sig.

Der var stadig en del punkter på dagsordenen. Men jeg sad blot helt stille på min plads, og kæmpede for ikke at falde i søvn.

Om eftermiddagen var der den traditionsrige fodboldsturnering mellem lokalforeningerne. Jeg havde lovet Radikal Ungdom Aalborg, at jeg ville spille for deres hold. De var kun mænd på holdet, og der er en regel om, at der minimum skal være en pige på banen hele tiden.

Reglerne for turneringen er ret arbitrære. Der er blandt andet en regel om, at landsformandsskabet får direkte gult kort, hvis de træder ind på banen. Så det øjeblik kampen startede, blev jeg udvist et minut. Da minuttet var gået kom jeg ind på banen, hvorefter jeg igen blev udvist. Da jeg for tredje gang trådte ind på banen, fik jeg det endegyldige røde kort. Det var en win-win situation. For de ville gerne spille, selvom de ikke havde nogen kvinde på holdet. Og jeg ville faktisk helst ikke spille fodbold, fordi jeg er absurd dårlig.

Om aftenen var der landsmødegalla. Jeg var enormt træt, men også vanvittigt glad. Så jeg festede og fejrede, og endte med først at gå i seng ved fire-tiden.

Vi fik naturligvis også taget et billede af det spritnye forretningsudvalg, som jeg får glæden af at lede i det kommende år. Skråbåndet jeg har på på billedet, er en underlig tradition der er mellem alle nuværende og tidligere næstformænd i foreningen. Jeg har ikke helt forstået den, men jeg gør bare, hvad der bliver sagt…

fu

Da jeg kom hjem søndag aften, blev jeg hentet på Hovedbanegården af min mor. Derefter tog vi hjem til hende og hendes kæreste, hvor vi fejrede valget med et glas champagne.

Derefter tog jeg på hovedet hjem i seng.

I dag starter arbejdet, og jeg glæder mig helt enormt. Allerede i dag har jeg et møde med generalsekræteren, som jeg får æren af at være chef for. Det er sgu lidt underligt allerede som 20-årig at være nogens chef. Men jeg går ind til opgaven med ydmyghed. I aften har jeg møde med dytige Sigrid, som i weekenden blev valgt som vores nye landsformand.

Jeg glæder mig helt vildt til det kommende år! Jeg er sikker på, at det bliver pisse fedt, og pisse hårdt!

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Kandidattur

1 2

Om halvanden uge er der landsmøde i Radikal Ungdom. Der stiller jeg jo op som Organisatorisk Næstformand for landsforeningen.

Vi startede med at være fem kandidater til landsformandsskabet, som består af tre mennesker. To formandskandidater, en kandidat til posten som politisk næstformandsskab og to kandidater til posten som organisatorisk næstformand. Men en af formandskandidaterne valgte desværre at trække sit kandidatur af forskellige personlige årsager.

Så nu er vi fire kandidater tilbage. Min modkandidat, Emil, og jeg er de eneste der er i kampvalg. De to andre er mere eller mindre sikrede en plads i formandsskabet i næste foreningsår.

Det er selvfølgelig mega hårdt at være i kampvalg. Man er hele tiden enormt meget på, og det er hårdt hele tiden at gå med en uvished om, hvad man skal lave det næste år. Enten skal jeg bruge næsten alt min tid i Radikal Ungdom, ellers skal jeg ikke.

Kampvalget har stået på længe efterhånden, men de sidste uger her kommer nok klart til at være det hårdeste.

I går tog alle fire kandidater nemlig afsted til Jylland, hvor vi i fire dage skal være på kandidattur. I går besøgte vi Kolding, hvor fire forskellige lokalforeninger fra Syddanmark var tilstede. I dag skal vi besøge Viborg-Silkeborg, torsdag besøger vi Aarhus og fredag er vi i Aalborg.

I næste uge besøger vi Forstæderne, Roskilde og Odense.

På et lokalforeningsbesøg får hver kandidat mulighed for at fortælle lidt om sig selv og sine ambitioner for foreningen. Derefter får medlemmerne mulighed for at stille spørgsmål til alle kandidaterne.

Det er enormt hyggeligt at være på kandidattur. Vi har jo en masse tid i løbet af dagen, hvor vi kan lave en masse hyggelige ting i det jyske. Og heldigvis har Emil og jeg det enormt godt sammen, selvom vi er modkandidater.

Hvis I har lyst til at følge med på vores kandidat-tur så gå ind og følg Radikalungdom på Snapchat. Vi snapper alle fire fra den de næste par dage. I kan selvfølgelig også gå ind og følge mig: frejafokdal.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Man må ikke tage politik personligt

1Når man begår sig i politiske kredse, deltager i den offentlige debat eller bare diskuterer politik på facebook eller twitter er der én meget vigtig ting, man bør holde sig for øje: politik er ikke personligt. 

For hvis man begynder at tage politik personligt, vil man alt for hurtigt blive enten sur eller ked af det. Og ofte vil man miste venskaber på det.

Jeg møder politisk uenighed hver eneste dag. Min kæreste og jeg er stort set ikke enige om noget som helst. Jeg møder uenighed på de sociale medier konstant. Jeg har mange venner med stærke politiske holdninger, som ligger langt fra mine egne. Og selv i radikale kredse, er vi uenige om alt muligt.

At nogen modargumenterer mig, tager jeg ikke personligt. For det handler ikke om mig som person, men derimod det politiske ståsted, som jeg repræsenterer. Og det er ikke det samme.

Selvfølgelig bliver man formet af de politiske holdninger man har. Men de er ikke alt, hvad man er.

Jeg oplever ofte, at folk anser en politisk diskussion som et skænderi. Sådan opfatter jeg det slet, slet ikke. Jeg kan sagtens have heftige diskussioner med mine venner eller min kæreste, hvor bølgerne går højt. Men få sekunder efter, kan vi grine af en joke eller give hinanden et kram. For politisk uenighed er ikke lig hed uvenskab.

Det gælder sådan set også alle mulige andre former for uenighed. Ens liv bliver så ufatteligt meget nemmere, hvis man anerkender, at man sagtens kan være uenige, uden at man behøver at blive uvenner. Det gælder både uenigheder på arbejdspladsen, i venskaber eller i parforhold.

For det er helt naturligt at være uenige. Man kan ikke gå et helt liv igennem uden at møde uenighed. Men betyder det, at man ikke kan være venner eller have et godt forhold? Nej.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Older posts