Jeg er overvægtig, åbenbart

img_9337

Forleden gav min mor mig en vægt. Sådan én af dem, der kan måle kropsfedt, muskelmasse og vand i kroppen. Selvfølgelig med en lille hentydning til, at jeg har taget lidt på – som man jo gør, når man flytter hjemmefra.

I dag stillede jeg mig på vægten for første gang, og jeg fik mig noget af et chok. Jeg havde selvfølgelig forudset, at jeg har taget på. Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det var så meget. Jeg er nemlig taget fucking 7 kilo på. Sidst jeg vejede mig, hvilket nok er omkring et år siden, vejede jeg 68 kilo. Nu vejer jeg faktisk 75 kilo, hvilket jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle komme til at veje.

Jeg troede, at min muskelmasse var høj. Jeg er stærk og har store tydelige muskler, men nej, det lå faktisk kun lige præcis i ”normal”, med røven hængende mod lav, og min kropsfedt var bare høj. Det eneste jeg kunne klappe mig selv på skuldrene over, var min mængde af væske, som var som den skulle. Men hvad fanden betyder det også, og who cares. Min BMI, som er et måleredskab jeg ellers hader, kaldte mig overvægtig. Dog på grænsen til normal.

Læs også: Mig og mine store ben

Og så begyndte jeg at græde. Nok mest af chokket over, at jeg havde taget så meget på, men mest fordi mit selvbillede fuldstændig krakelerede.

Jeg har altid set mig selv som en almindeligstørrelse, trænet og stærk pige. Men vægtens tal sagde noget andet, og det gjorde mig sgu ked af det.

Jeg havde aldrig stolet på vægten, hvis det bare var en almindelig vægt. For et tal, siger ingenting om ens sundhed. Men det gør kropsfedt og muskelmasse til gengæld, og at de ikke er ”som de skal være”, det kan jeg ikke løbe fra. Det skal dog siges, at jeg lige nu er på min menstruations første dag, så jeg går stadig med håbet på, at jeg måske er bare et enkelt kilo mindre i næste uge.

Det latterlige er, at når jeg ser mig selv i spejlet, så er jeg tilfreds. Jo, jeg kunne da godt blive lidt smallere hist og her, men overordnet er jeg glad. Generelt synes jeg også, at de flotteste piger er dem med fyldige lår, brede hofter og stor numse og bryster.

Læs også: Din vægt siger intet om din sundhed

Jeg har altid været fortaler for, at vægt ikke betyder noget, og at det er det man ser i spejlet og hvorvidt man er tilfreds, der er vigtigt. Men som det jo ofte er, så er det svært at efterleve sine egne gode råd. For jeg  kan alligevel ikke slippe ordet ”overvægtig”. Det prædikat kan jeg simpelthen ikke have på mig, også selvom jeg virkelig ikke selv synes, at jeg er overvægtig.

Egentlig synes jeg også, at der er noget lidt galt med verden, hvis man ser sådan én som mig som ”overvægtig”. Jeg er stærk og i god form, og jeg kan lukke mine bukser uden der svømmer en delle over #succes.

Jeg er så heldig at have nogle meget søde veninder, som jeg skrev til i morges, da jeg var lidt ked af det. En af dem mindede mig om Hella Joofs meget kloge ord: ”Du må ikke tale grimt til og om din krop. Så bliver den ked af det, og så strammer den om sjælen.”. Og hvor er det rigtigt. Så nu vil jeg fortsat være glad for min krop, også selvom der måske er kommet lidt mere af den. Og så vil jeg prøve at finde ud af, hvordan jeg kan omlægge min livsstil på en fornuftig måde, så jeg ikke pludselig ligner en, der har spist hende der engang var mig.

Læs også: Om at være en stor pige

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

”Hvorfor spiste jeg dog det slik i går?”

skaermbillede-2017-03-09-kl-09-59-54

… Sådan tænkte jeg i morges, da jeg i omklædningsrummet stod og kiggede på min lidt oppustede mave. I går aftes spiste jeg nemlig lidt bland-selv-slik, som er min helt store svaghed.

Lige inden jeg tager beslutningen om at gå ned og købe slik er der næsten intet i verden der kunne være vigtigere, og der er ingen tvivl om, at det skal jeg bare have. Dagen efter, eller ofte faktisk allerede når jeg går i seng samme aften tænker jeg ’’hvorfor skulle du dog også spise det slik?’’.

Det er simpelthen en latterlig måde at tænke på. Hvis du har spist noget og været glad mens du spiste det, så må du stå ved det. Og så må man sige til sig selv: ’’Ja, jeg spiste det slik. Det gjorde jeg, fordi jeg havde lyst. Og jeg fucking nød det!’’.

Og man skal sgu have lov til at spise noget slik og nyde det, uden at få dårlig samvittighed. Ellers måtte man have ladet vær med at spise det i første omgang.

Det er så latterligt, for man kan faktisk gøre det at spise noget usundt til en mere negativ oplevelse, end en positiv, fordi man lader sig selv føle skammen bagefter.

Jeg tror, at man skal prøve at skyde skammen væk. Både ved at fortælle sig selv, at det altså er okay at spise noget usundt. Men også ved at tænke, at så må man jo bare spise lidt sundere i morgen, i stedet for at skamme sig over noget man har spist i dag. For det kan man alligevel ikke ændre.

Livet er for kort til dårlig samvittighed.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Mig og mine store ben

img_6500Jeg har store ben. Sådan har det altid været, og sådan vil det nok altid være, for det er bare den måde jeg er bygget på. De blev store da jeg startede med at ride, og har været det lige siden – og så har træningen selvfølgelig også sat skub i væksten.

Jeg har brugt jeg ved ikke hvor meget energi og tid på at være ked af mine ben. I 1.G gik jeg udelukkende i nederdele, fordi jeg forsøgte at skjule hvor store mine lår var. Jeg stod ofte foran spejlet og kiggede på, hvordan jeg kunne stå eller hvilket tøj jeg kunne gå i, for at mine ben så tyndere ud.

Jeg har enormt stærke ben, og det er jeg helt vildt glad for. Jeg er stolt af, at jeg har lagt flid i at blive stærk og kan kaste en veninde op på ryggen og squatte hende. Men jeg ved også godt, at det ikke er særligt feminint – og det kan egentlig godt gøre mig lidt ”ked af det” engang imellem.

Det er en smule paradoksalt, at noget man er glad for også kan gøre én ked af det. Men sådan tror jeg, at det er med mange ting. Til træning vil jeg gerne være stor og stærk, men når jeg skal have en lille fin kjole på, vil jeg faktisk helst bare være tynd og slap.

Men det kan man ikke, og derfor er man jo nødt til enten at ændre situationen eller acceptere den. Jeg er gladest når jeg er stærk, og derfor træner jeg. Jeg opbygger vildt hurtigt muskler, så der skal intet til, at jeg bliver stor. Jeg vil aldrig nogensinde blive spinkel, uanset hvor lidt jeg spiser og træner.

Så for mig er der intet andet for, end at acceptere den situation jeg er i og være glad for min krop som den er. Det er nemmere sagt end gjort, men jeg synes, at det bliver nemmere og nemmere. Jeg tror, at det der virkelig har gjort det nemmere for mig er, at jeg har en omgangskreds som har et rigtig sundt selvbillede.

Jeg har rigtig mange venner, som er enormt gode til at elske sig selv som de er. Som ikke går på alle mulige underlige kure, træner 100 gange om ugen og brokker sig over hvor tykke de er. Det smitter enormt positivt af på mig. Dengang jeg havde venner, der konstant lagde bikinibilleder på Instagram og brokkede sig over hvor tykke de var, selvom de var tyndere end mig – der fik jeg også et meget negativt selvbillede.

Dertil er Mads virkelig god til at sætte pris på min krop som den er. Han ville aldrig bede mig om at tabe mig, eller på anden måde lave om på mig selv. Jeg kan slet ikke forestille mig noget mere ubehageligt, end at have en kæreste, der ikke syntes, at man var god nok som man var.

Man får et meget bedre og bekymringsfrit liv, når man er i stand til at holde af sin krop som den er. Ikke betingelsesløst, for der vil altid være dage, hvor man føler sig klam og tyk. Men når man overordnet set er tilfreds med den måde, som man ser ud på. Det er nemt at sige ”elsk dig selv som du er”, men det er sværere at praktisere det.

Mit bedste råd er at omringe sig selv med mennesker, som accepterer din og deres egen krop som den er. Få en omgangskreds, hvor thigh gaps og bikini bridges ikke er et mål, og hvor der er plads til at spise en kæmpe stor burger på vej hjem fra byen. Sådan tror jeg, at man lærer at blive glad for sin krop.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Din vægt siger intet om din sundhed

3

På billederne i dette indlæg vejede jeg 70 kg. Det er det højeste jeg nogensinde har vejet. Men det var også den periode, hvor jeg var i mit livs bedste form.

Jeg styrketrænede cirka fem gange om ugen, og jeg har aldrig været så markeret i mit liv. Når jeg ser på billeder fra den periode tænker jeg ”shit en babe”.

Måske tre måneder efter dette billede blev taget tog jeg en pause fra træning. Jeg blev ved med at spise som jeg altid har gjort men tabte fem kilo og vejede pludselig 65. Dog med en noget mere slasket krop.

Læs også: Træning – Derfor stoppede jeg (og jaja, jeg er startet igen)

Min krop var både pænere og sundere da jeg vejede 70 kilo, end da jeg vejede 65. Men alligevel synes jeg altid, at jeg har en tendens til at sætte mål for mig selv om, at jeg skal tabe kilo. Måske det er fordi, at kilo er en enhed, som er så nem at måle.

Men det er også en måleenhed, der ikke giver mening. Særligt ikke når man dyrker en sport som crossfit som i høj grad er opbygning af muskler. Muskler vejer mere end fedt, så når du forbrænder fedt og opbygger muskler vil du automatisk komme til at veje mere.

Derfor giver det heller ikke mening at måle sin BMI. Du kan veje 80 kilo og være overvægtig, men du kan også veje 80 kilo og være et stort muskelbund. Det er BMI en alt for simpel udregningsmetode til at kunne tage højde for.

Derfor ejer jeg ikke en vægt, og har ikke vejet mig i over et halvt år. Det gør mig enormt demotiveret at stå på en vægt, og vægttab er ikke i sig selv et mål. Jeg vil gerne være stærk, markeret og relativt ”slank”. Men om jeg vejer 60,65 eller 70 kilo er egentlig ikke relevant.

Din vægt siger ikke nødvendigvis noget om din sundhed – det gør sammensætningen af muskler og fedt i din krop. Og det kan en almindelig badevægt ikke fortælle dig noget om.

1

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Tag tøjet af og kig dig selv i spejlet

Overskriften lyder måske både underlig og ”fræk”, men jeg mener det faktisk dybt alvorligt.

Jeg husker tydeligt dengang jeg ikke turde kigge mig selv i spejlet nøgen. Dengang mit hoved var fyldt med usikkerhed og selvhad. En følelse som kan æde én op indefra.

I mit barndomshjem havde vi et badekar i et af badeværelserne. Det stod til venstre i rummet og skråt overfor hang et spejl, som man næsten ikke kunne undgå at se sig selv i når man klædte sig af, eller når man hoppede i badet.

Alligevel forsøgte jeg altid febrilsk at undgå at kigge i spejlet. Jeg hadede at se min nøgne krop. Mine hofter var for brede og mine lår og numse for stor.

Det hele bundede nok i, at jeg var ret tidligt udviklet sammenlignet med mine veninder. De fleste af mine veninder var små og tynde, og havde ikke fået hverken hofter eller bryster endnu. Selvom jeg i princippet var stolt af, at jeg var ved at blive ”voksen”, så følte jeg mig stadig altid forkert.

Men jeg er blevet ældre, mere selvsikker og vigtigst af alt: mere kropsbevidst. Jeg tror bevidstheden om ens krop er et vigtigt step til at begynde at acceptere den som den er.

Og det er budskabet med det her indlæg. Kvinde kend din krop, kunne det også hedde. Men det havde sgu været lidt for cliché.

Jeg har et spejl ved siden af min seng. Jeg kigger mig i det hver dag, mens jeg er ved at tage tøj på. Ikke på den nær-studerende ”se, hvor meget fedt jeg har”-måden ej heller på den ”seksuelle” måde. Men bare som en anerkendelse af, at den er der, og at det er sådan jeg ser ud.

Det har gjort mig langt mere kropsbevidst. Jeg ved, hvordan min krop ser ud. Jeg ved, hvilket tøj der klæder den og jeg ved hvad der er pænt og hvad der er mindre pænt ved min krop. Jeg har lært at acceptere hvordan jeg ser ud. Ikke nødvendigvis knuselske hver en del af den, men lært at acceptere den krop jeg er i og holde af den.

Din krop forsvinder eller ændrer sig ikke af, at du ikke kigger på den. Tværtimod distancerer du dig fra den, og opbygger (tror jeg) et større selvhad. Hvis du tværtimod giver dig tid til at ”lære din krop at kende”, så bliver du mere selvbevidst, og så tror jeg faktisk også, at man har lettere ved at lære at acceptere hvordan man ser ud.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Older posts