Dengang man følte meget mere

2
Freja, 15 år

Forleden sad jeg, som jeg ofte gør, og hørte Denmark top 50, eller hvad det nu hedder, på Spotify. Alt det der mainstream musik, som man føler, at man kender, fordi man har hørt det i radioen. Der faldt jeg over sangen ’’issues’, som starter således:

I’m jealous, I’m overzealous

When I’m down I get real down

When I’m high I don’t come down

But I get angry, baby, believe me

I could love you just like that

And I can leave you just as fast

Det fik mig til at tænke. For jeg kender godt det der med at føle en helt masse. At være enormt glad, når man er glad, og enormt ked af det, når man er ked af det. Sådan har jeg det bare ikke længere.

Jo ældre jeg bliver, jo mindre føler jeg. For nogle år tilbage kunne jeg glæde mig til et eller andet mere eller mindre ligegyldigt i flere måneder. Altså sådan VIRKELIG glæde mig. Jeg kunne være nærmest beruset af lykke, men jeg kunne også ramme bunden med et kæmpe dunk.

Jeg kunne blive så stjerneforelsket, at det kunne fylde hele mit liv. Jeg kunne være så jaloux, at det åd mig op indefra.

Sådan har jeg det ikke længere, og det kan jo både være godt og dårligt. Det føles egentlig bare som om, at mine følelser er blevet lidt udlignet. Jeg kan ikke blive lige så glad, men jeg kan heller ikke blive lige så ked af det.

Jeg tror egentlig, at det er en ganske normal ting? At når man er teenager og har en masse hormoner i kroppen, så føler man bare mere.

Jeg kan godt savne det lidt. Jeg kan huske, at jeg for nogle år siden kunne glæde mig helt vildt til at skulle til landsmøde, eksempelvis. Jeg kunne glæde mig så meget, at jeg tænkte på det i flere uger. Til sidste landsmøde nåede jeg på dagen at tænke ’’jeg magter det ikke’’. Altså, hvad er der lige sket? Selvfølgelig har det noget at gøre med, at jeg nu har været til SÅ mange landsmøder, at der ikke er så meget nyt og spændene i det. Men jeg er altså også blevet væsentligt sværere at begejstre.

Og det er da træls at være svær at begejstre. Der skal virkelig ske noget ekstraordinært i mit liv, før jeg VIRKELIG bliver begejstret. En fest, nyt tøj eller en lækker middag er ikke længere nok til virkelig at begejstre mig. Til gengæld skal der også mere til end kritik på arbejdet, en dårlig karakter eller et lille skænderi til virkelig at få mig ned med nakken.

Så teenagelæsere: nyd og omfavn jeres følelser <3 I kommer til at savne dem.

1

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Jeg er ikke afhængig af sociale medier (længere)

img_9058

Jeg tror, at mange har stillet sig selv spørgsmålet: ”er jeg afhængig af sociale medier?”. Det har jeg, og ved I hvad? Det synes jeg faktisk ikke, at jeg er.

Det har jeg været, uden tvivl. Særligt af Facebook! Hvis jeg havde lagt noget politisk op på Facebook så var det enormt vigtigt for mig, at jeg var der lynhurtigt til at svare på kommentarer. At jeg hele tiden var up to date på, om nogen havde skrevet et modargument.

Når jeg var til familiearrangementer eller andre sociale begivenheder, havde jeg hele tiden min telefon på mig. Særligt for at følge med i, hvad folk kommenterede på min Facebook, eller holde øje med andre kommentarspor, som jeg var indblandet i.

Det er jeg ikke mere. Jeg ved ikke, hvad der er sket, men jeg går bare ikke så meget op i det mere. Selvfølgelig er jeg meget på sociale medier. Det er en stor hobby for mig, og jeg er virkelig interesseret i sociale medier. Men jeg gider ikke være hysterisk omkring det.

For det synes jeg virkelig, at der er mange der er. Jeg er virkelig træt af at sidde og spise aftensmad med en veninde, der lige skal svare på en besked, eller sidde til en fest og snakke med nogen, der lige skal tjekke sit Facebook-feed. Jeg synes det er fucking uhøfligt.

For mig har det hjulpet at se det hele lidt udefra. Jeg har været til flere bloggerting, hvor folk er mere optagede af at få taget det helt rigtige billede, end at snakke med folk. Og jeg har også været til politiske arrangementer, hvor folk er mere interesserede i at diskutere med folk på Facebook end i virkeligheden.

Det har virkelig været en øjenåbner for mig, for sådan har jeg ikke lyst til at være. Selvfølgelig vil jeg tage billeder når jeg er ude at spise eller til bloggerarrangementer, og selvfølgelig vil jeg diskutere på facebook. Men jeg gider ikke gøre det på bekostning af at få socialiseret med andre mennesker I VIRKELIGHEDEN.

Generelt tror jeg, at man er nødt til at minde sig selv om, at de sociale medier altså ikke er så skide vigtige, som man nogle gange går og tror. Det gør ikke noget, at dit flotte mad-billede ikke kommer op lige med det samme. Det gør heller ikke noget, at dem der kritiserer dig ikke får en fra højre lige med det samme.

Man må gerne elske sociale medier. Man må gerne bruge uendeligt med tid på dem. Men pas nu på, at du ikke bliver afhængig! Og pas på, at du ikke bliver asocial i din higen efter at være social.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Derfor er jeg grim på snappen

snap

Min snapchat (@frejafokdal) er virkelig ikke særlig estetisk. Faktisk lige tvært i mod. Langt størstedelen af mine snaps, er mig uden make-up, der laver et eller andet underligt.

I går blev min kat aflivet, hvilket resulterede i en del gråd om aftenen. Jeg snappede mine rødsprængte øjne om aftenen, og dagen efter lagde jeg en video ud af, hvor hævede mine øjne var. Faktisk snapper jeg stort set altid når jeg græder. Jeg snapper også når jeg er svedig og helt rød i hovedet efter træning. Jeg snapper også, når jeg ligger i min seng og spiser noget ulækkert efter byen.

Hvorfor udstiller jeg de mindre flatterende sider af mig selv? Det gør jeg fordi, at jeg gerne vil give folk et fuldt billede af, hvem jeg er.

Det er så nemt at opstille et glansbillede af hvem man er. Men det er kun en brøkdel af sandheden.

Jeg vil ikke være én af dem, som piger kigger på og får dårligt selvværd. Jeg vil ikke have at folk tror, at mit liv er perfekt, for det er der ikke noget liv der er. Men det glemmer man hurtigt, når man ser utallige flotte instagrambilleder og velformulerede blogindlæg.

Et hvert liv kan se perfekt ud på sociale medier. For på de sociale medier kan man selv vælge hvad man lægger ud, og man kan nemt lægge et filter på. Derfor synes jeg, at bloggere, influencers og andre SoMe-typer har et ansvar for at vise det fulde billede. Et ansvar for ikke kun at vise det perfekte.

Og det er det jeg forsøger at gøre, blandt andet på min snapchat.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Hvornår er man et curlingbarn?

img_8344

Jeg har altid kaldt mig selv et curlingbarn. Jeg bor i en forældrekøbslejlighed og mine forældre betaler blandt andet mine studiebøger. Som barn havde jeg en hest og mine forældre stod op før fanden fik sko på for at køre mig til stævner hver anden weekend. Kort sagt: mine forældre har virkelig gjort meget for mig. Og så må man vel være et curlingbarn?

Men er man nu også det? For hvad er et curlingbarn egentligt? Jeg slog det op og fik følgende definition:

forkælet barn der overbeskyttes og serviceres af dets forældre uden at de stiller krav

Og sådan ét barn, synes jeg faktisk overhoved ikke, at jeg er. Og dem tror og håber jeg virkelig ikke, at der er særligt mange af.

Jeg er aldrig blevet overbeskyttet af mine forældre. Jeg cyklede syv kilometer op til gården fem gange om ugen og red alene i skoven da jeg var elleve-tolv år. Det ville en rigtig curlingmor da aldrig lade sit barn gøre.

Jeg har altid fået stillet høje krav. Mine forældre har slået hårdt ned på, hvis jeg ikke talte ordentligt til dem eller ikke udvise respekt. Jeg har også altid fået stillet høje krav i de ting jeg gjorde, særligt i min skole.

Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at få stillet krav eller have forældre der var ovre mig hele tiden. Jeg har kendt folk, der blev opdraget på den måde – og det kommer der virkelig ikke noget godt ud af.

Men faktisk vil jeg påstå, at der ikke er noget galt i at være forkælet. Så længe at man er taknemmelig, har realitetssans og forstår hvor de ting man får kommer fra. Der er ikke noget værre end forkælede børn uden nogen forståelse for penge.

Når jeg får børn vil jeg også ”forkæle” dem. Så meget som jeg nu har råd til. Med forkæle mener jeg ikke, at de skal have en ny telefon, hver gang der kommer en ny Iphone eller at de skal gå i mærketøj – langt fra.

Men jeg vil gerne hjælpe dem med praktiske ting. Jeg vil gerne lægge penge i en sport som de brænder for og bruger mange, mange timer om ugen på. Fordi jeg ved hvor meget det betyder at have noget man brænder for, og som man har sine forældres opbakning til. Jeg vil gerne betale deres tandlægebesøg når de flytter hjemmefra, så jeg sikrer mig, at de går til tandlægen. Og hvis jeg har råd til det, vil jeg også gerne købe dem en lejlighed, så de får den stabilitet, som jeg selv sætter så ufatteligt meget pris på.

Læs også: Er forældrekøb usolidarisk?

Med den definition der er af et curlingbarn i ordbogen, der anser jeg det som noget negativt. Jeg tvivler på, at der kan komme et fornuftigt og selvstændigt menneske ud af sådan en opdragelse. Men forkælelse, med måde, det ser jeg absolut intet galt i.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Når man glemmer alt om sociale medier

I går var jeg i byen med to af mine venner fra ungdomspolitik, Emil og Poul. Vi mødtes først hjemme hos mig, hvor vi spiste mexicanske pandekager og drak nogle gin and tonics. Senere tog vi på Musen og Elefanten, og sent på aftenen havnede vi på Toga – de to eneste steder jeg gider at tage hen. Helt tilfældigt mødte jeg Mads på Toga, og vi tog sammen hjemad ved firetiden.

En rigtig god aften med massere af øl og virkelig godt selskab. Udover drengenes fantastiske selskab, mødte vi, som man ofte gør på de barer, en masse andre hyggelige mennesker fra ungdomspolitik at tale med.

I går var en af de aftener, hvor jeg fuldstændig glemte alt hvad der hedder sociale medier. Jeg svarede ikke på nogen beskeder, jeg tjekkede intet på Facebook eller Instagram og jeg snappede ikke en eneste gang.

Jeg prøver virkelig at være en god blogger. Sådan én, som altid snapper hvad de laver, så folk kan følge med. Men det kan jeg overhoved ikke finde ud af. Jeg får heller ikke taget billeder, som jeg dagen efter kan bruge i et blogindlæg. Jeg får heller ikke taget nogle fancy instabilleder – måske det også er fordi, at jeg aldrig kommer særligt fancy steder.

Jeg er jo en skændsel af en blogger. Men for at være helt ærlig, så er jeg fandme glad for evnen til at kunne lægge de sociale medier lidt væk. Jeg er, ligesom mange andre, nærmest afhængig af min telefon og mine sociale medier. Der går jo sjældent en vågen time uden at jeg har tjekket mindst ét socialt medie. Men når jeg er i rigtig godt selskab og der ryger nogle øl indenbords, så forsvinder min telefon væk i jakkelommens dyb og bliver ofte ikke taget frem før jeg skal hjem.

Dét synes jeg virkelig er et tegn på, at man har haft det sjovt. Jeg plejer altid at sige, at de sjoveste byture er dem man ikke sender snaps fra. Hvis mine venner har sendt en masse snaps fra en bytur så tænker jeg altid, at den nok ikke har været særligt sjov. Det er selvfølgelig lidt groft trukket op. Jeg har også byture som er sjove, hvor jeg alligevel husker at snappe. Men I forstår hvad jeg mener.

Jeg tror virkelig det er sundt engang imellem at pakke de sociale medier væk. Om det er for en aften i byen, en stille søndag på sofaen eller i løbet af en arbejdsdag. Man bliver utroligt hurtigt distraheret af sociale medier, og i sin higen på hele tiden at være social ender man med aldrig at være social. For der er da ikke noget værre end at drikke en øl med én, som har mere travlt med at scrolle igennem sit Instagram-feed end med at tale med den person der sidder overfor dem.

Så pak telefonen væk og hyg dig!

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Older posts