ADVENTSKONKURRENCE: Alt godt fra Nivea

PRÆMIEN ER SPONSORERET AF NIVEA

nivea-advent

Som I formentlig kan regne ud, er det i dag tid til den tredje adventskonkurrence her på bloggen. Denne gang er jeg gået sammen med Nivea, som er et mærke jeg selv er pænt meget fan af. Det har I formentlig regnet ud, da jeg har nævnt dem en del gange her på bloggen efterhånden.

I kan finde disse ti super lækre produkter fra Nivea. Jeg har prøvet en del af dem selv, og også nævnt dem her på bloggen. Blandt andet er jeg stor fan af creme soft silk moussen, protect & care roll on deoen og body oilen.

I denne pakke finder i lidt af hvert. To deoer, deres klassiske creme, alt godt til badet mm. Alt hvad man skal bruge til ægte selvforkælelse!

Sidste uge vandt Tea Pedersen fem lækre produkter fra By Falengreen. Denne uge kan det blive din tur til at vinde ti skønne produkter fra Nivea. Alt du skal gøre for at deltage er at skrive en kommentar til dette indlæg. Du kan eksempelvis skrive hvad din yndlingsret er eller hvilken serie på Netflix der er din yndlings. Du kan deltage frem til på fredag kl. 12.00.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Min kærlighed til familien fra bryggen

familien

Forleden døde den af folket højt elskede mopper, hvilket jeg synes er god anledning til at skrive et lille indlæg om min kærlighed til familien fra bryggen.

Jeg har fulgt programmet i stort set alle sæsoner, dog med størst vedholdenhed i de seneste cirka tre sæsoner. Og jeg er vild med det!

Familien fra bryggen er jo lidt den danske pendant til The Kardashians. Men personligt er jeg bare så meget mere vild med familien fra bryggen 😛 De er hverken snobbede eller rige. De er ægte og fuldkommen sig selv, og det kan jeg godt lide.

De er en særlig familie med et virkelig stærkt familiebånd, som jeg virkelig beundrer. Der har uden tvivl været nogle problemer i Linses opvækst, men jeg synes faktisk det er ret beundringsværdigt, at hun vælger at se hen over hovedet på det, og komme videre og elske sin mor. Selvom hun måske ikke har været en klassisk speltmor.

Linse er en virkelig stærk, sjov og sej kvinde. Hun har ikke altid været et af guds bedste børn, men det er mit indtryk, at hun har ændret sig virkelig meget. Hun er god til at tage sig af nogle af de lidt skæve typer på bryggen, og der er ingen tvivl om, at hun er fyldt med kærlighed.

Jeg har altid elsket Moppers fantastiske accent. Min veninde fra gymnasiet og jeg gik altid rundt og sagde ”Pixi du er en lort” med den der fantastiske britiske accent. Og så er hun altså bare sjov! Der er utallige geniale citater med Mopper 😛

mopper

Geggo er også pisse sej. Hun er sjov og smuk, og så er jeg også helt vild med hendes kæreste. De to virker bare som det helt perfekte match, og som nogle helt perfekte forældre til lille Alba – som simpelthen er verdens sødeste baby!

Jeg er kommet meget på Islands Brygge de seneste fem år, da Radikal Ungdoms sekretariat ligger der. Der har jeg også fået en del erfaring med den kære Lebbe Lone. Lebbe Lone bor nemlig over vores sekretariat, og hun kommer tit forbi… Nogle gange for en kop kaffe, nogle gange med et politisk indspark. Fornyligt ville hun stille op mod vores formand for Radikal Ungdom København, og var meget sikker på, at hun snildt kunne slå ham 😛 Det er faktisk pænt irriterende, men også meget komisk! Hun har endda været medlem af Radikal Ungdom! Indtil hun fandt ud af, at hun var anarkist…

Det er også fedt, at man ofte møder dem når man kommer meget på Bryggen. Engang tog jeg nogle gymnasievenner med på bar på Bryggen. Jeg sagde, at de garanteret ville møde nogle fra familien på bryggen, men det troede de ikke på! Så endte det med, at vi mødte Mopper på Haraldsborg, Lebbe Lone nede ved vandet og Linse, som var ude at gå tur med sin hund. De var totalt starstrucked!

Stor kærlighed herfra til den folkekære familie fra bryggen <3 Fordi de er seje, anderledes, sjove og ægte – fordi de er dem selv!

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Nyt ”design”

Den opmærksomme læser vil have opdaget, at der er sket lidt ændringer her på bloggen. Jeg har fået ny sidebar. Kender i det med, at man har kigget på et billede af sig selv så længe, at man synes, at man begynder at ligne en retarderet hest? Sådan begyndte jeg at have det med det billede som var i sidebarren.

Så der er kommet nyt billede, og dertil – ny tekst. Jeg er egentlig ikke startet på kommunikation endnu – jeg starter først 1. Februar. Men sidebarren skulle altså bare ændres NU, så jeg tænkte, at det kunne sgu godt lige stå der de seneste tre uger til jeg starter :p

Så er der kommet nye skrifttyper rundt omkring. Jeg synes, at det er lidt underligt lige her til at starte med, men det skal man nok bare vænne sig til 🙂

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Mine fem mest populære indlæg

I dag vil jeg dele bloggens fem mest populære indlæg, til dig som måske ikke har læst dem 🙂

NR 1// JEG HADER AT GÅ I BYEN

I min studenteruge skrev jeg et indlæg om hvor meget jeg egentlig hader at gå i byen og hvorfor. Det gør jeg i øvrigt stadig.

NR 2// GOOGLE DET DOG!

I starten af November kom den konservative folketingspolitiker Mette Abildgaard i en lille shitstorm, fordi hun ikke følte, at hun havde tid til at besvare folkeskoleelevers ret så simple spørgsmål. Derefter skrev jeg, at det kunne jeg egentlig godt forstå.

NR 3// OM AT VÆRE EN STOR PIGE.

I bikinisæsonen skrev jeg lidt om, hvordan det er at være en lidt ”stor” pige. Ikke tyk – bare muskuløs og naturligt kraftigt bygget.

NR 4// HVIS DU IKKE ER STIV – HAR DU IKKE NOGET LIV.

I september skrev jeg et indlæg om hvor stor en rolle alkohol spiller i den danske alkoholkultur, og at det ikke kun er usundt for kroppen, men også er super ubehageligt for dem som ikke drikker.

NR 5// YAHYA HASSAN – VIS REPSEKT, ELLER HOLD DIG TIL DIGTENE.

I foråret skrev Yahya Hassan en super underlig facebookopdatering om Nikita Klæstrup og jeg. Det kom jeg med et modsvar til, her på bloggen.

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal

Freja og monopolet – Min nabo driver mig til vanvid.

Kære læsere!

Jeg har et dilemma! Jeg tror mange af jer vil kunne nikke genkendende til problemet, og måske nogen af jer har et råd til hvad jeg skal gøre?

Jeg har nogle naboer som flyttede ind over sommeren. De er amerikanere tilknyttet ambassaden og er meget hemmelighedsfulde. De kigger altid ned i jorden når man går forbi dem på gangen og selvom man siger hej, så svarer de ikke. Manden i familien nægtede engang en af mine venner at komme med i elevatoren, da han ikke mente at der plads nok til dem begge. Men det er altså en elevator til fire personer!

Mit soveværelse ligger klods op af deres lejlighed. For tiden vågner jeg næsten hver morgen ved 06.30-07.30 tiden fordi kvinden i familien RÅBER meget højt. Jeg er ret overbevist om, at det er hendes børn hun råber ad. Hun råber ting som ”Get in here”, ”You ruined my morning” eller ”stop yelling” selvom man aldrig kan høre andre end hende selv råbe..

Jeg ved ikke hvad der er galt derinde, men der er i hvertfald dårlig stemning! Jeg synes, at det for det første er røv irriterende at blive vækket så tidligt (i sær da jeg vågnede klokken 07.00 i dag, efter at jeg var kommet hjem fra byen 03.00). Men det værste synes jeg er, at jeg får en super dårlig start på dagen. Jeg synes virkelig ikke, at det er særlig rart at vågne op til en kvinde der råber ad sine børn. Det skal siges, at jeg hører det så tydeligt herinde, at det nærmest føles som om, at hun råber ad mig.

Dem som boede i lejligheden før dem hørte jeg aldrig noget til. En sjælden gang hørte jeg en smule babygråd når både deres og mit vindue var åbent, men ellers ikke.

Alligevel er det jo gået op for mig, at her er ret lydt. Derfor går jeg ud fra, at de også kan høre en del ting herinde fra?

Spørgsmålet er så hvorvidt jeg overhoved kan tillade mig at bede dem om at lade vær med at råbe? Dertil synes jeg, at det er virkelig akavet at gå ind og bede dem lade vær med at råbe ad deres børn så tidligt om morgenen, og det er lidt kujonagtigt at lægge et brev.

Når man bor i et lejlighedskompleks skal man jo acceptere, at der også er andre mennesker. Men jeg ved ikke, hvorvidt det er mig som er snerpet, og bare skal vænne mig til, at hvis man vil bo i København i gamle lydte lejligheder, så skal man finde sig i den slags. Eller om det er dem som er respektløse og skal lade vær med at råbe ad sine børn?

Jeg ved, at der er mange der har et lignende problem. Eksempelvis med naboer som har højlydt sex. Men jeg ville sgu hellere have naboer som knaldede som kaniner, end naboer som råber ad sine børn. Så kunne man da i det mindste tænke ”fedt for dem, de har herre meget sex!”.

Kender i problemet? og hvad synes i, at jeg skal gøre?

Følg mig på Bloglovin | Facebook | Instagram | Snapchat: Frejafokdal
Older posts